Hammel-Hinnerup (Omkring Søbygård Sø)(431)

Udklip431

Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Hammel-Hinnerup, 30 km (431).
Lørdag den 12. februar 2022.

Min vandredag begynder ved rutebilstationen i Hammel, klods op ad byens kirke, der henligger i smukt sollys på denne kolde vinterdag. Jeg følger landevejen mod vest, hvor der med korte mellemrum står kunst opstillet, mest med dyretema. Så snart jeg kommer ud på åben land, gør den lette vind det føleligt koldere omkring ørerne, for temperaturen er nede omkring frysepunktet.
Så jeg er glad for at kunne svinge ind på den mindre vej gennem skoven omkring Søbygård Sø. Et par ravne skriger fra skjulte positioner i skovbrynet. Snart efter vandrer jeg ad små skovveje, hvor traktordækkenes aftryk er frosset til betonfaste mønstre i det fugtige underlag, og der er hvid is på den hullede vejs mange små pytter. De bladløse buske langs de små bække er smukt behængt med rakler. Det sorte mudder i kærrerne er nogle steder oversået med de små fine spor efter rådyrenes klove. Et dyr rejser sig brat, og jeg får et flygtigt glimt af gråbrun vinterpels, før det er borte.
Som jeg nærmer mig søen afløses nåleskoven af ældre løvskov, hvor lyset ubesværet når skovbunden, og søens blå tydeligt kan ses gennem grenværket. Skovvejen fortsætter nærmest som en hylde midt på den stejle skrænt ud mod søen, nedenfor en bræmme af sump og siv ud mod vandet.
Ude fra søen kan jeg høre snadren, vist kun ænder, ingen gæs. Enkelte gange giver skovskader lyd fra sig med hæse skrig. Skovveje stiger langsomt ned mod søbredden, og enkelte steder, ved korte, smalle bådebroer, er der små huller i krat og rørskov, så jeg har mulighed for at få en flot udsigt over søen. Vagtsomme fiskehejrer ser mig komme på lang afstand og går på vingerne fra kanten af rørene, med store klodsede vingeslag, indtil de får oparbejdet momentum, og snart efter følger protestskrigene. Store fugleflokke rejser sig, endnu før jeg har taget det første skridt ud på en bådebro, mest ænder og skalleslugere. Adskillige træplatforme bryder søens overflade. Måske er de bestemt for ændernes reder, men i dag er det skarver, der tørrer vinger derude.
Søbygård er omkranset af skov, og den fylder den smalle ådal fra dalside til dalside. Ådalen er også lang, med et indre vandskel, fra Søbygård Sø løber Gjern Å mod sydvest, tværs gennem Gjern Bakker og videre til Sminge Sø og Gudenåen (vandredag 316). I en bue mod nordøst svinger den under navn af Granslev Ådal (vandredag 175) helt frem til Laurbjerg og udløbet i Lilleåen, der kort efter når Gudenåen ved Langå (vandredag 428).
I den private skov er der ikke mange stimuligheder, så jeg tvinges tilbage på asfaltvejen, runder det lille gods Søbygård ved søens vestlige ende, hvor der også er en kile åbent land omkring Gjern Ås udløb. Snart er jeg dog tilbage på frosne skovveje. Jeg går gennem nåleskov, men et enkelt gammelt egetræ, med tromletyk stamme og lange krogede grene har fået lov at stå tilbage, som det heldigvis ofte ses i de vidtstrakte skovområder, der ligesom Søbygård, hører under det store Frijsenborg gods.
Jeg har gået her før, skønt det er adskillige år siden (vandredag 92), men alligevel går jeg forkert, tilmed i et frisk og selvsikkert tempo, så jeg når at gå et par kilometer, op fra skoven og ud på dyrket land og landevej, før jeg ikke længere kan få landskabet og kortet til at stemme overens. Så jeg må tilbage for at finde ind på den smukke sti i kanten af skovbryn og eng, som jeg husker fra sidst og havde glædet mig til. Der er stadig en smule formiddagssol tilbage, og himlen er marmoreret, snarere end grå, de ekstra kilometre er hurtigt glemt.
Ådalen løber nord om Hammel, jeg benytter en landevej til at skifte til endnu en sektion af Frijsenborgs skove, denne gang syd for ådalen. Langt fremme kan man se en høj græsvold, som en port hen over dalen. Det er en rest af den gamle Hammelbane, mere præcist dens forlængelse til Thorsø. Den nedlagte bane gik egentlig mellem Århus og Hammel. Ved Århus består et stort stræk som Brabrandstien (vandredag 394), men ellers er traceét i stort omfang fragmenteret og ude af offentlig eje, desværre også banevolden.
Jeg holder mig til skovvejen mod øst, der snart går i skovbrynet mod Hammels nordlige villakvarterer. Lørdagens fine vejr har fået mange mennesker ud i skovene, især her tæt på byen. Skovklædte skrænter falder ned mod ådalen, her og der prydes skovbunden af gravhøje. Frijsenborg Slot ligger godt skjult i skovene (vandredag 92), så i dag ser jeg kun dets omrids gennem de bladløse kroner.
I stedet kommer jeg bagom slottet, ved den gamle hovedindgang med en flot gitterport og portalen. Slottet ligger skjult, et par hundrede meter inde i parken. Jeg skal i modsat retning, ad den halvanden kilometer lang allé, en privat vej, som et skilt med et greveligt egern gør opmærksom på. Grusvejen fører forbi avlsgården Jernit og videre ind i skovene, helt til Hinnerup. Vejen hedder Linen, og den består af nogle få, kilometerlange, lige stræk, uden en eneste kurve. Den blev i sin tid bygget for at føre en af Frijsenborgs magtfulde lensgrever til Hinnerup, og togstationen her, hvorfra han rejste til og fra København.
Avlsgården er omgivet af kæmpestore marker, inde i skoven kan man stadig fornemme at den enkle grusvej er bygget til noget større. Den er anlagt på en lav jordvold og kantet af grøfter, der holder den fri af sumpet terræn. Små og store skovløberhuse med udsmykkede gavle ligger med passende mellemrum. Ærbødigheden er dog ikke større end, at en entreprenørmaskine med to fod brede, riflede larvefødder har fået lov at flænse gruset op.
Cyklister passer mig, en eller to ad gangen, med få minutters mellemrum. Som jeg nærmere mig Hinnerup møder jeg flere og flere spadserende, løbere og hundeluftere. En energisk ung man, en løber, lufter en veltrimmet schäfer, der dårligt behøver at bryde luntetrav for at holde trit med sin ejer.
Efter en halv snes kilometer gennem skovene når jeg frem til Hinnerup, og med den høje skov som bagtæppe kan jeg gå den korte tur op til stationen

This slideshow requires JavaScript.