Ry-Silkeborg (429)

Udklip429

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ry-Silkeborg, 28 km (429).
Lørdag 22. januar 2022.

Der går adskillige vandreruter gennem skovene syd for Silkeborgskovene. Jeg har vandret ad dem flere gange, end jeg kan huske, allerede før denne blog blev til. De seneste år har jeg imidlertid kun gået kortere stræk af dem, i forbindelse med andre ture. Så i dag vil jeg vandre fra Ry til Silkeborg og måske lægge vejen omkring de mindre benyttede stier.
Vejret er grå, uden meget sol, men temperaturen er pænt over frysepunktet, og der er ingen vind, så det er en behagelig dag til vandring. Jeg begynder med at følge den velkendte vej mod syd, ud af byen, og krydser broen over Gudenåen, der her løber de få metre fra Rye Møllesø til Birksø, gennem ålekisten ved Ry Mølle. Og snart efter kan jeg træde ind i skovene, der strækker sig hele vejen til Silkeborg og videre.
De første kilometre går ad en grusvej, i god stand for en privat skovvej, men stadig med små huller, hvor der er tynd is på pytterne. Her er der nåleskov, høje gamle graner og nykulturer. Vejen strejfer kort engene med udblik over Birksø, der ligger vintertom hen uden både, som en fold uden husdyr.
Nord for vejen er der ved at blive sat et kilometerlangt hegn op. Solide pæle skal bære brysthøjt hegn. Denne del af skovene tilhører Rye Nørskov Gods (vandredag 368), og store dele af dem er allerede hegnet. Talrige klovspor fra rådyr og større hjorte fortæller, hvad man passer på. Den indhegning, der er under opførelse, er således en indhegning inde i en større indhegning. Lavt på pælene er der sat holdere op til tre rækker elektrisk tråd. I skinnebenshøjde for mig. I trynehøjde for vildsvin – for det er uden tvivl, hvad hegnet er beregnet til. De ulvesikrede hegn, jeg har set ude i Vestjylland er spinkle i sammenligning med, hvad jeg står over for her, og i Søhøjlandet ses endnu kun enkelte strejfere med års mellemrum, endnu har intet ulvepar forsøgt at slå sig ned her.
Sidst jeg var på disse kanter, bemærkede jeg en lidt ældre vildsvineindhegning, som dog var ny for mig (vandredag 396). Så, nu da jeg er nået til samme sted, krydser jeg kvægristens glatte rør og går op ad sidevejen i håb om at kunne gå en rundtur og måske se et vildsvin. Grusvejen stiger op mod dalsiden. Der står nummererede hochsitze, jægernes små skydetårne, langs vejen. Små skovveje, egentligt blot tilgroede spor løber vinkelret på grusvejen. På trods af at sporene ligger hen uden tegn på færdsel er der ikke en eneste gren som rager ud i det åbne rum. Formentlig for at skabe åbne sigtelinjer for de jægere, der er en vigtig del af privat skovdrift.
Grusvejen ender blindt ved en slået skovslette. Der står adskillige fodertrug, under hver sit lille halvtag. Trugene sidder så højt, at de formentlig er beregnet for hjorte. Ikke desto mindre hænger der en stærk lugt af svin over stedet, skarpe klove har skabt et omfattende pløre omkring trugene.
Jeg går tilbage til grusvejen og fortsætter mod vest, ikke mere skuffet end jeg forsøger mig med den næste stikvej ind i vildsvineindhegning. Ikke overraskende får jeg heller ikke vildsvin at se her. Det er kløgtige og sky dyr, ikke mindst når der er jagttryk på dem, og de har en stor indhegning at gemme sig i. Til gengæld viser det sig, at den vej, jeg er slået ind på, fører hele vejen op ad dalsiden og videre.
Som vejen skruer sig højere op, får jeg udblik over de lavere skovpartier og korte glimt af Julsø, med dens bugter og små øer. Højt oppe i terrænet får jeg øje på en stor ejendom, allerhøjest oppe. Det tager mig et øjeblik at blive klar over, at jeg ser på bagsiden af Hotel Himmelbjerget. Hotellet ligger ved den centrale parkeringsplads. De fleste besøgende går det sidste stykke op til tårnet ad de brede velholdte grustier. Bag hotellet går der imidlertid en smal og smattet skovsti, som snor sig ned mod søen. Oprømte stemmer derovrefra fortæller, at en eventyrlysten børnefamilie har fundet frem til den.
Jeg fortsætter opad. Grusvejen forvandles til en sti, afstrømmende regnvand har skabt dybe render, først i den ene vejside, så i den anden. Den blotlagte jordprofil viser tydeligt, hvordan der blot er en spinkel fod grålig jord oven på massivt sand.
Omsider flader terrænet ud. Jeg befinder mig i samme højde som Himmelbjerget, selv om jeg ikke kan se tårnet. Fra det øverste af dalsiden skærer små kløfter sig ned. Jeg går igen på regulære skovveje, forstærket med grus og med tydelige spor efter traktordæk. De sparsomme veje er der udelukkende for at betjene skovdriften, så jeg må gå et langt stykke, før jeg kan forlade den indhegnede godsskov og igen sætte foden på asfalt.
Skovbrynet er inden for synsvidde, men jeg følger asfaltvejen mod nord, i retning mod Himmelbjerget. Med et par hundrede meters mellemrum ligger der små idylliske bindingsværkshuse med skarpt klippede, mosgroede stråtage, formodentlig i sin tid beregnet for skovløbere eller andre skovarbejdere.
På trods af at det er en kølig vinterdag, har jeg allerede brugt godt af mit medbragte vand, og anstrengelserne ved opstigningen er følelig. Nu skal jeg heldigvis til at gå nedad. De afmærkede stier er tættest omkring tårnet, og den enkelte pæl kan være en ren farvelade. Ved den første parkeringsplads drejer jeg fra og følger en sti ned gennem bøgeskov, lysåben under de bladløse kroner. Flere steder ligger der væltede træer henover stierne, og mountainbikerne har slidt små omveje udenom. Stien møder grusvejen for foden af Himmelbjergets åbne lyngbakke. Jeg drejer mig om og kan se tårnet øverst oppe, høje stemmer bliver båret ned deroppefra, og jeg kan se dynejakkers klare orange oppe på stien nær toppen.
Som jeg fortsætter mod vest, binder jeg forskellige stræk af afmærkede stier sammen med mudrede skovstier, grusveje under tilgroning og et sjældent stykke asfalt, idet jeg fortrinsvist vælger noget anden end de velkendte hovedruter nær søerne. Mountainbikerne gør de samme, formentligt tiltrukket af bakkesider og få andre skovgæster. Snart kommer jeg gennem Sletten, ejet af FDF, de blå spejdere, som man sagde i sin tid, og hjemsted for deres landslejr (hvert femte år). Skilte viser af til forskellige konditionskrævende aktiviteter.
Længere fremme når jeg frem til stien på bakkesiden over Slåensø, og Kongestolen, hvorfra der er en fin udsigt over søen. Langt mod nordvest ses de to store brune lyngbakker Sindbjerg og Stoubjerg (vandredag 112). Selv med det blotte kan jeg se de fine hvide tråde, jeg ved er trampestier, slidt gennem lyngen ned til sandet.
På trods af det kuperede terræn er der mange store og små moser og kær i skovene. De store søer ligger i Gudenåens hovedstrøm, men der ligger også mindre, isolerede søer dybere inde i skovene. En flok troldænder letter fra Ellesø, da jeg gør en afstikker dertil. Jeg går videre gennem Østerskov ad en ganske almindelig grusvej med det fornemt klingende navn Frederik VII’s Ridesti. Hans højhed foretrak tydeligvis den høje bakkeside frem for sumpet lavland. Oppe fra bakken kan jeg se den lille, sorte Mørksø, der plejede at ligge godt gemt, men som nu ligger som på en præsenterbakke, omgivet af skovet land. Få hundrede meter længere fremme ligger Uglesø, lidt større og stadigvæk kantet af høje træer.
Jeg nærmer mig hastigt Silkeborg, som det ses på de hundeluftere og løbere, som jeg begynder at møde. Snart når jeg igen de store søer, her Brassø, på tærskel til Silkeborg, går gennem viadukten under den travle Horsensvej, for at vandre det sidste stykke langs Almind Sø med de to renoverede badeanstalter. Parkeringspladsen ved landevejen er fyldt og lange rækker af parkerede biler har taget rabatten i brug, små og store spadserer stolte på de krumme badebroer.
Det sidste korte stræk gennem byen, og snart er jeg fremme ved stationen og klar til at finde mundbindet frem.

Florian Huber: Kind, versprich mir, dass du dich erschieß: 180-215.

This slideshow requires JavaScript.