Rundtur ved Sabro (432).

Udklip432

Den blå linje viser andre vandredage.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rundtur ved Sabro, 34,8 km (432).
Lørdag den 26. februar 2022.

Bus 14 fra Århus midtby har endestation i Sabro. Med sin placering halvvejs mod Hammel og nær kommunegrænsen, er det en af de småbyer, der endnu ikke er vokset sammen med den større by mod øst. Det er en fantastisk dag til en vandretur. Solen skinner fra en blå, skyfri himmel, temperaturen er allerede pænt over frysepunktet, og der er ikke en vind, som rør sig.
Den lokale kirke ligger i byens udkant, solen og den blå himmel får de hvidkalkede mure til at gnistre, og det hejste dannebrog står med blodrøde felter. Terrænet er grundlæggende let kuperet agerland, men umiddelbart foran mig har en smal ådal skåret sig ned i plateauet, med enge på dalbunden og gammel skov på de stejleste skrænter. Så, mens jeg følger en let slynget vej ned mod dalbunden, fyrre højdemetre lavere, kan jeg nyde en storslået udsigt over landskabet. Halvvejs nede ad bakkesiden ligger det lille gods Ristrup, fint vedligeholdt med rødkalkede mure og rødt og sort bindingsværk. Andre længer står med lange mure i kampesten under de røde tegltage.
Der står masser af vand på dalbundens enge, også på nogle af de dyrkede marker. Svaner og gæs har slået sig ned der. En landevejsbro fører over Lilleåen, der her, tæt på udspringet, lever op til sit navn, og endnu langt fra har opbygget samme vandføring som ved udløbet i Gudenåen, oppe ved Langå (vandredag 428).
Den nordlige dalsides godsskov begynder umiddelbart på den anden side af broen. På den flade land nær åen er det høj nåleskov, der dominerer, formodentlig oprindeligt plantage. Så snart jeg når dalsiden og forlader den smalle asfaltvej til fordel for skovveje, er det lysåben løvskov, ofte med ældre bøge eller ege, og et dybt kig ind gennem skovbunden. Hvor skoven kravler helt op på den flade plateau oven for ådalen, ligger der spredte gravhøje mellem træerne. Ofte brydes stilheden af salver fra spætter fra usete steder i trækronerne.
Frosten er ikke gået af jorden inde i skoven. Der er is på pytterne, nogle steder hvid is, andre steder tynd glasklar is, som jeg først kan se, når jeg støder vandrestokkens spids mod den. Hvor solen når ned, er der en tøet en tynd skorpe af jord, men den frostne jord mærkes som beton nedenunder.
I det nordlige skovbryns dybe slagskygge ligger resterne af det gamle Nørreris Voldsted og nær den, den væltede Niels Ebbesens Eg. Overleveringen knytter adelsmanden til både voldsted og eg. Niels Ebbesen vog den kullede greve, som det hedder i nationalromantisk tungemål. Det skete i Middelalderen, på det historiske lavpunkt, hvor Danmarks var pantsat til tyske grever. 1. april 1340 slog Niels Ebbesen den skaldede grev Gerhard af Holsten ihjel inde i Randers. En informationstavle fortæller historien, og et opsat mindesten knytter Niels Ebbesen til femte maj 1945, og afslutningen på den tyske besættelse af Danmark.
En separat mindesten hylder den væltede eg. Egen væltede i 1992, så den har ligget der i tredive år. De fleste sidegrene er væk, men selve stammen er intakt, som en mægtig tromle. På trods af tykkelsen var egen ikke mere end firehundrede år gammel, så nationalhelten har aldrig set den for sine øjne.
Ad trampestier og tilfrosne skovveje fortsætter jeg og kommer snart ned ad dalsiden og til det lange sydlige skovbryn. Her fører en grusvej mod vest, flankeret af et lavt stengærde, sommetider gennembrudt af høje bøge eller ege.
Et stykke fremme krydser jeg den travle landevej mellem Skanderborg og Randers, der er spredt bebyggelse her, gårde, huse, en gammel mølle, som tilsammen har navnet Skjoldelev Mødal, skræntskoven rækker også en lang finger mod vest, under det imponerende navn Skjoldelev Bjerge. Ved en gård deler en pony en fold med et noget luvslidt æsel, hvis skind næsten er hvidt. Den smalle landevej fører op over dalsiden, mod det egentlige Skjoldelev. Jeg slår dog ind på en jordvej, der fortsætter stik vest. En håndfuld får kaster sig ud i spørgende brægen, da de får øje på mig, og fra luftrummet over mig svarer en ravn, hvilket sætter gang i en hane henne ved gårdene, en lang trommehvirvel fra en spætte forsøger at afslutte hele udvekslingen. Ravnen over mit hoved har dog mere at sige, jeg ser den et par gange i flugt, inden den slår sig ned i skoven, og overraskende tæt på fortsætter monologen en rum tid.
En bred tunge af dyrket land gennembryder skoven og når helt ned til kærrene langs Lilleåen. Det er uden tvivl godsjord, for den udgør en enorm, sammenhængende mark, og grusvejen svinder ind til blot at være en ren markvej midt på bakken. Der må være en gammel hævdvunden vejret, som sikrer at den stadig består.
Dækaftryk fra cykler viser dog, at der stadigt er brugere. Som jeg kommer frem, genvinder vejen da også fastere beskaffenhed, først grus, så asfalt, og da jeg når til Lading, er den igen ved at være en hæderlig landevej.
Et kort stræk følger jeg landsbyens hovedgade, der er identisk med hovedvejen mellem Århus og Viborg, men heldigvis kommer jeg ud til den åbne bakkeside med den smukke udsigt over den fredede Lading Sø (vandredag 252), og kan slå ind på den idylliske grusvej, der skrår ned mod søen. Sydvest for søen er der et smukt bagtæppe af skov, og i sydøst, øverst på en lang dyrket bakkeside, knejser de resterende gravhøje ved Borum Eshøj (vandredag176). Den oprindelige storhøj er næsten bortgravet, men egetræskister med de begravede bronzealder mennesker indgår nu i en stor udstilling på Moesgård Museum (vandredag 426).
Skoven ved Nørreris hører under Frijsenborg gods, den lå som en isoleret ø i agerlandet og Lilleådalens enge, hvor af meget også hører under godset. Nu er jeg på vej ind i de langt større skove, der ligger i et firkløvermønster omkring godset. Sidste uge gik jeg igennem skovene fra vest til øst (vandredag 431), i dag går jeg gennem den sydlige fløj. Musvåger jager ved det ydre skovbryn, og langs kanterne af de sletter skovning har skabt inde i skoven.
Der er meget nåleskov her, men også en del yngre løvskov, og, som det er typisk for godsets skove, har smukke gamle egetræer med tykke stammer fået lov at blive stående flere steder. Jeg drejer mod nord, følger skovveje der bærer stærk præg af tungt maskineri, og som efterhånden er ved at tø op til mudder, hvor solen kan nå ned. Snart krydser jeg igen hovedvejen og følger en lang herregårdsallé frem til næste skovbryn. Jeg har gået her flere gange før, så jeg gør et par afstikkere ad mindre benyttede skovveje.
Frijsenborg har en bestand af fritlevende sikahjorte. Hjortene, der oprindeligt stammer fra Sydøstasien, er kendt for at være meget sky. Jeg har et par gange set dem, en ad gangen, og jeg håber at få chancen igen. Nogle steder er nåletræskulturerne så lave og tætte, at grenværket danner et uigennemtrængelig buskads, hvor jeg dårligt kan se en fod ind i underskoven. Andre steder, med færre, ældre og højere, graner, er underskoven næsten fri for grene, i stedet ligger den hen i dyb, permanent skygge.
Det er her, da jeg er på vej ind i den del af skovene, der meget passende hedder Gammel Dyrehavene, at jeg får et flygtigt glimt af skind og store kroppe i bevægelse hundrede meter borte, helt klart større end rådyr. Først fryser jeg, så bevæger jeg mig langsomt nærmere. Men det er for sent, uden et advarselsskrig, uden panikløb, er dyrene smeltet bort i den mørke underskov.
Én, der ikke er bange for at gøre opmærksom på sig selv, er den ravn, der afpatruljer det lange skovbryn i vest. Som jeg går mod nord, får den omsider nok af mig, og slår sig i stedet ned på en af de store marker. Bag sig har fuglen den glitrende sol, der nu står lavt i vest, og næsten gør det umuligt for mig at skelne den sorte krop mod den brune jord.
Den lave sol er også signal til at påbegynde hjemturen, ad skovveje og en mindre landevej går jeg mod øst. Jeg ser friske spor efter store hjorte længst fra asfaltvejen, men ingen dyr. Til gengæld en idyllisk lille skovsø, på grænsen mellem nåleskov og bøgeskov.
Sidste chance for at se sika, er formentlig den lille lysning, som landevejen skærer igennem. Forrige efterår så jeg en flot buk her (vandredag 385), og jeg håber på en gentagelse. Umiddelbart inden for skovbrynet ligger en gammel skovriddergård, og som jeg nærmer mig begynder en hund at gø hidsigt fra en usynligt sted inde på gårdspladsen. Så der røg jo nok den chance for at se hjorte her.
Alligevel bevæger jeg mig forsigtigt ud i lysningen, og sørme, der er en hel flok, næsten en snes dyr, i den fjerneste del af lysningen. De ænser mig ikke, som jeg betragter dem, og langsomt følger landevejen over det åbne område. Det går op for mig, at de ingen anelse har om, at jeg er der. Der er ingen vind, som kan bære fært hen til dem, og den lave, blændende sol står lavt bag mig: Jeg er usynlig.
De fleste dyr græsser, men adskillige hjorte hviler også roligt i det lave græs. Deres tykke vinterpels er så mørk, at den næsten fremstår sort. Det fremhæver det hvide, hjerteformede spejl på agterpartiet, med en tynd sort stribe fra halen.
Jeg forlader lysningen, snart efter også landevejen og går gennem skovene, indtil jeg når det østlige skovbryn. Et golfbane ligger klods op ad skoven, og en lang grusvej fører ud til de små landeveje i det åbne land. Vandringen ad lange lige veje over agerlandet, fører mig til Skjoldelev, hvor jeg drejer af mod Skjoldelev Bjerge, og snart efter krydser mit spor fra tidligere på dagen, hvad der på ingen måde imponerer den sorte pony og det hvide æsel, der ikke forekommer at have rokket sig ud af flækken.
Tilbage er blot at følge den større vej mod syd, først kommer jeg fri af skovene og krydser den smalle Lilleådal, og efter et par kilometer er jeg tilbage i Sabro, og linje 14’s stoppested.

This slideshow requires JavaScript.