Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Hammel-Silkeborg, 32 km (511).
Lørdag den 24. februar 2024.
Hammel ligger nær Frijsenborg, et af Danmarks største godser, og jeg har oftest besøgt byen i forbindelse med vandreture i de store skove, der hører uden grevskabet og som danner et stort firkløvermønster omkring slottet. I dag, hvor jeg starter min vandredag, ved rutebilstationen, begynder jeg da også med at gå vest ud af byen og ind i skoven omkring Søbygård Sø.
Det er en kold vinterdag, men fin til en vandredag, temperaturen over frysepunktet, let vind i det åbne landskab, en himmel med drivende skyer, som solen mere og mere formår at presse sig igennem.
En smal landevej går syd om søen, det er overvejende løvskov, med enkle smukke gamle træer, lysende rakler der hænger ned fra bladløse grene, og dybe kig gennem grenværket til søen i dalen mellem skovene. Søbygård, et af de mange mindre godser under Frijsenborg, ligger ved den vestlige ende af søen, med avlsbygninger der ikke har set korn eller husdyr i årtier, og nu er udlejet til anden erhvervsvirksomhed. Gjern Å forlader Søbygård Sø her, allerede med oversvømmede enge.
Jeg fortsætter, kommer fri af skovene og ud i let kuperet dyrket land, hvor en smal landevej slynger sig mod sydvest. Som jeg bestiger bakken og vender mig om, kan jeg se søen ligge tilbage, klemt inde i en hestesko af skov. Der er pludseligt mere vind om ørerne, musvågeskrig over hovedet og ikke langt mellem gravhøjene på markerne. Længere fremme er der fladere terræn, store marker med lave grønne vinterafgrøder og store søer af regnvand, hvor gårde og vindmøller spejler sig. Uden for landsbyen Horn dækker det opsamlede vand næsten landevejen. Mågerne foretrækker vandfladerne, mens de mange store og små svaneflokke holder sig til plantedækket.
Mod syd kan jeg se de store skove omkring Gjern Bakker (vandredag 137). Bakkerne er gennemskåret af Gjern Å, der er på vej mod sit udløb i Gudenåen. Landevejen krydser banestien, der er anlagt, hvor der engang var skinner mellem Silkeborg og Langå. Mod syd følger den Gjern Å på dalbunden mellem de høje bakker (vandredag 88). Jeg går stadig mod vest, og snart møder jeg en stejl nedstigning til Gudenådalen, den fjerne dalside tydelig, mens åen endnu er skjult.
Tvilum Kirkevej hedder den vej, jeg går på; den møder den nord-syd gående landevej i et t-kryds, og umiddelbart overfor fører en stikvej hen til kirken. Tvilum Kirke er en rest af et gammelt kloster, helt tilbage fra tolvhundredtallet, som lå her. Klostret havde fire længer, kirken er den eneste længe, der stadig står, i røde mursten og tagsten, partier i hvid puds. Støttepiller læner sig mod murene, og den ene endegavl har fået indmuret et par stenreliefer, reddet fra en nedlagt kirke i nabolaget. En klokkestabel står på en stump plæne.
Jeg går rundt om kirken, og ud af den låge, der giver adgang til en kort sti, som fører ned til en bådebro ved Gudenåen. Den lange træbro ender i en platform, hvorfra der er flot udsigt over den brede å, som er vokset betragteligt efter den megen vinterregn. Det samme syn af store oversvømmelser møder mig, da jeg en kilometer længere fremme på dagens rute krydser landevejsbroen over Gudenåen.
Trækstien, også kaldet Pramdragerstien, er en vandrerute, som følger Gudenåen fra Randers til Silkeborg (vandredag 25 og videre). Før der eksisterede ordentlige landeveje var godstransport ad vandveje den bedste mulighed, og således brugte man at trække pramme mod strømmen op ad den store å. Pramdragernes gamle sti er bevaret som en lang vandresti. Især i vinterhalvåret, den mest regnfulde del af året, er den yderst vanskelig at benytte (vandredag 427). Således fører stierne fra landevejsbroen da også direkte ned i endeløse vandoverflader, hvor mærkepæle og informationsstandere står i vand til knæene. Fra åen rækker vandet langt ind over marker og krat.
Jeg har da heller ikke tænkt mig at gå ad Trækstien, men derimod ad landevejen der følger åen på den vestlige side. Som jeg traver af sted, hører jeg rovfuglekald over mit hoved, og endnu engang ser jeg et cirklende musvågepar over mit hoved. Der er fladt land mellem landevej og Gudenåen, det giver en dramatisk udsigt over til Gjern Bakkers skovklædte højder. Her og der kan jeg skelne svaner ved åen, ikke i flokke, men en eller to ad gangen.
Skyer dækker for solen, da jeg ankommer til Svostrup, en lille landsby med kirke, kro og flere små stråtækkede huse. Svostrup Kro og Kongensbro Kro er de klassiske pramdragerkroer. Især Svostrup Kro har været hårdt ramt af oversvømmelser de sidste år, og et stort skilt på parkeringspladsen takker lokale sponsorer for støtte til at sikre kroen. Parkeringspladsen er fyldt med biler og flagene er hejst, som jeg går forbi bindingsværkslænger og ud på broen, hvor jeg kan se kroen fra havesiden, åens massive oversvømmelser og Gjern Bakker mod nord.
Jeg holder mig på landevejen vest for åen, som jeg fortsætter mod Resenbro. Der er marker og enge ud mod åen, her og der små stykker plantage og sommerhuskolonier. Hvor landevejen trækker over mod dalsiden er der overdrev og egekrat, højlandskvæg, lys skovbund med lyng. Hvor vejen løfter sig en smule, får jeg et vidt udblik over ådalen. Midt i vandmasserne kan jeg se, hvordan lange stræk af plankebroer lige akkurat formår at hæve sig over overfladen, blot for at forsvinde længere fremme. For få år siden blev store dele af Trækstien renoveret af Aage V. Jensens Fond, med etablering af de lange træbroer (vandredag 316). I sommermånederne kan de være hævet en fod over åens vandstand – om vinteren er det en ganske anden sag med de tiltagende regnmængder.
Som navnet siger, er der en landevejsbro ved Resenbro, men jeg holder mig på denne side af åen og vandrer videre ad Gødvad Mælkevej. Der er en lang grusvej, bred og velholdt. Der ligger spredte liebhaverejendomme langs vejen som løber langs enge, søger højere op på bakkesiden med dens spredte skovpartier, næsten altid med smuk udsigt over åen, engene og skovene på den anden side.
Langs grusvejen møder jeg flere gule skilte, som guider en omlægning af Trækstien. Det skyldes øjensynligt ikke vandmængder, men derimod at myndighederne er i gang med at anlægge en faunapassage over Gudenåen, hvor den gamle landevejsbro og den nye motorvejsbro krydser åen. Jeg tager landevejsbroen over Gudenåen. Mod syd er der udblik over motorvejsbroen og bag det højhuset på den gamle papirfabriksgrund i centrum af Silkeborg. Mod nord er der en sidste udsigt over Gudenåen, hvis oversvømmelser på dette smalle sted af ådalen rækker fra dalside til dalside. Gennem et krat er der trukket en lige linje af vand – det er Trækstien. Cykel- og vandresti, som der står på mærkepælene, men vist kun for vandcykler og folk i waders på denne årstid.
Solen har sat sig igennem og står lavt i horisonten, så jeg har den lige i øjnene, som jeg følger indfaldsvejen gennem Nordskoven, der fører helt ind til centrum af Silkeborg. På det sidste stykke løber den ad det gamle leje for jernbanen mod Langå. Dagens sidste bro over Gudenåen er således den gamle jernbanebro, der er bevaret for fodgængere. Vandløbet er her reguleret i en bred kanal og kaldes lokalt for Remstrup Å. Herfra har jeg et anderledes tæt blik over Papirtårnet, som det hæver sig over åhavnen med turbådene, lagt op for vinteren. Og lige fremme ligger togstationen i Silkeborg.
Jyske Vandreture 