Slien II: Rieseby-Lindaunis-Schleswig (251).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Slien II: Rieseby-Lindaunis-Schleswig, 42 km (251).
Tirsdag den 27. marts 2018.

Gårsdagens vandretur (250) endte ved klapbroen i Lindaunis. I dag kører jeg med toget fra Süderbrarup over broen og fjorden til Rieseby syd for Slien. Det er nødvendigt at starte dagens tur herfra, for Lindaunis er blot en samling huse med stærk indskrænket busbetjening.
Det lille tog, samme slags som Arriva bruger i Danmark, ruller gennem åbent landskab, tæt på skovbrynet, fra mit sæde ser jeg en god snes dåhjorte ligge og hvile klods op ad banelegemet. Der er flere imponerende skufler imellem. Jeg har en lang vandredag for mig i dag, så jeg kan desværre ikke gå den længere tur gennem skoven, i stedet prøver jeg at få øje på hjortene, mens jeg følger landevejen mod nord. Cykelstien langs vejen er kantet af klovspor, og der er frisk afføring mange steder. Et par hundrede meter borte løber jernbanen, men jeg spejder forgæves efter gevirer.
Vejret er bedre end lovet – og bedre end i går. Der er ingen vind, temperaturen er vel 5-6 grader over frysepunktet, i løbet af dagen kommer og går der endda lidt sparsom sol. De første kilometer går over fladt terræn, store marker, levende hegn, skov længere væk. Jeg nærmer mig Slien, med en pludselig nedstigning til den tunneldal, som fjorden løber i, og så er jeg fremme ved klapbroen.
Klapbroen, fra 1926, er fredet. Den har kun ét spor, det deles af bilister i begge retninger, af tog, af fodgængere og af cyklister. Jeg er lidt betænkelig ved situationen, som jeg står og venter på, at lyset skal skifte til passage fra syd, og biler samler sig i kø bag mig. Da lyset skifter til grønt lader jeg bilerne køre først og følger så efter. Heldigvis viser det sig, at der er et smalt fortov op mod broens rækværk, som ikke er synligt på afstand. Længe inden, jeg er nået over, skifter lyset og den modgående trafik kører tæt forbi. Ikke så snart er jeg nået frem til den nordlige bred, så går bommene ned, og toget fra Flensborg kører over broen, ad skinner nedfældede i kørebanens asfalt.
Vel ovre på nordsiden kan jeg endelig give mig tid til at beundre udsigten. Lige fremme ligger den gamle gule station, der nu tjener som kro. På begge sider af broen flyder Slien, dens vand er mørkt og roligt, næsten som var det en sø. En flok hvide svaner ligger på den fjerne side af fjorden.
Lindaunis ligger på et næs, der rager ud i fjorden, bag ved ligger Lindauer Nor. Jeg følger en smal vej mod vest, den skærer igennem rørskov og forbi et idyllisk bindingsværkshus med flot stråtag. Jeg vender mig om for et sidste blik på klapbroen over Slien, der her på afstand fremtræder i anderledes helhed og samklang med omgivelserne. Ligesom i går følger jeg Wikinger-Friesen Weg, en cykelrute mellem Nordsøen og Østersøen, tværs over Schleswig-Holstein, undervejs vil jeg gøre nogle afstikkere ad lokale vandreruter.
Ganske som i går har jeg allerede set skilte med henvisning til Landarz-dit eller dat. Egnen her dannede baggrund for den tyske tv-serie Der Landarz – Landlægen – som kørte fra 1986-2013 og flittigt brugte landskaberne og byerne her som kulisse. Den lokale turistindustri lever stadigt højt på det.
Også denne dag veksler min rute mellem længere stræk ad landevejen højere oppe på bakkesiden og kortere stræk tættere på fjorden. Fra bakkerne er der en fin udsigt over fjorden og dens mange nor. Grønne bakker ud mod vandet, ofte med en kantning af rørskov. De få spredte gårde er ofte stråtækte og i vekslende grader af vedligehold.
Kius er en lille samling gårde. Herfra går der en vandrerute ud til fjorden. Som jeg har set det andre steder, er der opstillet et oversigtskort og udlagt en grundig rutemarkering. Her og der langs den afmærkede rute er der også bænke. Den slags små stier virker ofte som udslag af lokal foretagsomhed og nok så meget henvendt på lokalsamfundet. Jeg noterer mig, at en del af det stiforløb, jeg har tænkt mig at gå, ikke er markeret på oversigtskortet.
En grusvej fører ud mod fjorden, og som jeg kommer ned ad bakken og ud til stranden, bliver den til markvej og dernæst trampesti. Der er et bredt stykke fladt forland ud mod Slien og vidt udsyn i begge retning og den modsatte side af fjorden. Tættest på land ligger der ænder og blishøns, længere borte svaner. I går så jeg mange svaner i luften, men i dag er det mest grågæs, der trækker frem og tilbage mellem vand og marker.
Her ved stranden falder jeg i snak med en ældre tysk herre, der er ude at lufte en energisk hvid terrier med en stærk interesse for mine ankler. Han fortæller mig, hvordan vinterens meget nedbør har ført til så høj vandstand, at det har stået langt op på de flade enge og i en periode umuliggjort brug af stien her. Solen kommer frem, mens vi står og taler. En lille odde, et stykke fremme, er tæt besat med skarver. Pludselig går de alle på vingerne med betydeligt spektakel og trækker i en lige linje hen over fjorden, blot en meter over vandoverfladen; et tog af sorte fugle, så tæt flyver de, og så mange er de.
Jeg viser mit tyske bekendtskab mit eget kort, og han bekræfter, hvad der anede mig, noget af stien eksisterer ikke mere: Bonden – der Bauer – pløjede den op. Vi skilles med de bedste ønsker for dagen, og da jeg kort efter passerer den lille odde er den store skarveflok allerede vendt tilbage.
Eftersom jeg nu er bedre informeret, tager jeg vejen gennem landsbyen Ulsnis og op til landevejen. I landsbyen står en jernskulptur af en kæmpe, der løfter en stor kampesten over hovedet. Jeg har fået historien fra den tyske herre: Et lokalt sagn fortæller om to kæmper, far og søn, der blev uvenner, og derfor kastede sten efter hinanden, hen over fjorden. Det forklarer visse store sten på egnen – og navnet på den landsby, hvorfra jeg startede min vandretur: Rieseby. På tysk betyder Riese nemlig kæmpe.
Tilbage på cykelruten går jeg et langt stykke ad landevejen på bakkesiden, indtil jeg når Brodersby og drejer af mod Missunde. Slien er mere end 40 km lang. Der er fire muligheder for at krydse den, klapbroerne i Kappeln og Lindaunis, færgen i Arnis (som godt nok var ude af drift i går) og kabelfærgen her i Missunde, fjordens smalleste sted, godt 100 meter bredt. Der er ingen fast sejlplan, i stedet kan man tilkalde færgen med en klokke. Mens jeg betragter sceneriet, lægger det lille rød-hvide fartøj fra land for at hente en bil på modsatte bred.
Fjordens snævre forløb har historisk givet Missunde en særlig strategisk betydning. En mindesten hædrer faldne i de to slesvigske krige, hvor der blev kæmpet om dette sted og dets gunstige overgangsmuligheder. Dannevirke, forsvarsanlægget fra Hedeby og vest på (vandredag 143), havde også en østlig sektion, en tilsvarende vold et godt stykke syd for Missunde.
Fra færgestedet følger jeg en lokal sti, forbi en fold med æsler og ud til Große Breite, fjordens største bredning, mere end 5 kilometer vid. Der er en sandstrand, bænke og fritidshuse. Langt mod vest kan jeg se Schleswig med dets høje domkirketårn. Trampestier og markveje fører ud til landevejen. Undervejs passerer jeg et dødt rådyr, med skinnende pels og fuldstændigt intakt, bort set fra at øjnene er erstattet af to dybe huller. Kragerne og ravnene har fundet det friske ådsel, men de kan ikke selv åbne det, så de må nøjes med, hvad der kan nås gennem øjenhulerne.
Der er to underarter af krager i Europa, og i Schleswig er kragerne sorte og ikke grå som i Danmark (uden for Sønderjylland). Jeg har set og hørt sortkragerne hele dagen, og som jeg går op ad bakkerne og ud mod landevejen, hører jeg også en ravn kalde. Det lykkedes mig ikke at få øje på ravnen, men oppe på det flade plateau, mellem de små marker og læhegn, flyver en af de sorte fugle pludseligt over mit hoved. Den er tavs, men jeg kan høre suset fra vingerne, og får et indtryk af fuglens størrelse.
Få kilometer længere fremme ankommer jeg til Kleine Breite, af mere begrænset udstrækning, men nu med domkirkebyens profil langt mere markeret i horisonten. En træbro fører over en bred å, kort før udløbet i fjorden, rørskoven breder sig på det lave, fugtige terræn. Jeg stiger op ad bakken og kommer ind på godsjord, som en flot lang allé markerer. En fugtig jordvej fører gennem godsskoven, ad en dyb hulvej og frem til en banesti. Banestien er en rest af den nedlagte jernbane mellem Schleswig by og Kappeln. Mellem Süderbrarup og Kappeln er sporet stadigt bevaret som veteranjernbane. Jeg følger banestien mod vest, gennem skoven og frem til den gamle bydel bag domkirken i Schleswig. Et enkelt sæt parallelle skinner nedfældet i asfalten erindrer om den forsvundne jernbane.

Misha G. Schoeneberg: Siddharta Highway, 101-367.

This slideshow requires JavaScript.