Fanø (283).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Fanø, 35 km (283).
Fredag den 14. september 2018.

Der er et par kilometer fra banegården i Esbjerg til færgen, men der er ingen grund til haste af sted, for på dette tidspunkt af dagen er der tre afgange i timen fra Esbjerg til Fanø. Det er overskyet, og togturen tværs over Jylland bød på rigelig nedbør. Jeg køber min billet og slutter mig til den lille gruppe passagerer, der skutter sig under halvtaget. Biler og gående forlader den lille færge, og automatiske låger svinger op og lader os gå om bord.
Jeg går op ad trappen til passagersalonen, hvis vinduer for og bag er duggede til af regnen og umulige at se ud af. Inde på fastlandet tårner Esbjerg Havns industrianlæg sig op. Yderst på molen prøver skarver med udstrakte vinger at tørre vingerne i regnen. På kort afstand passerer vi den anden færge, der betjener denne rute. Og så er turen allerede overstået, 12 minutter tager den.
Det er lavvande, og store sandrevler er dukket frem ud for Nordbys havn. Jeg er knapt stået af færgen, før min opmærksomhed fanges af to sæler, der hviler sig på sandet blot 50 meter fra havnepromenaden, en voksen og en unge. En tredje sæls kuglerunde hoved bryder vandoverfladen, og øjeblikket efter maver dyret sig op til de to artsfæller. Jeg standser op for at fotografere, og et par tyske turister har fået samme ide. Sælerne har lagt sig fotogent til rette – måske har de en aftale med den lokale turistforening. Jeg har set sæler før, endda i større mængder, mest mindeværdigt ved Christiansø (vandretur 217) og ved Mandø, umiddelbart syd for Fanø (vandredag 114), men det var på langt større afstand.
Skarver har slået sig ned på en sandrevle længere ude, i selskab med en enkelt måge. mens gråkrager afpatruljerer bolværket og kystbefæsningen. De store sten er overgroet med gule laver. Snart passerer jeg bygrænsen og tager vejen mod vest, over til Fanø Vesterhavsbad. Der er næsten sammenhængende sommerhusbebyggelse hele vejen, en golfbane er der også fundet plads til.
På den anden side af Vesterhavsbadet er der en smal klitrække, og derefter en flere hundrede meter bred sandstrand, hvidt skumsprøjt langt ude mod vest. Der er småregn i luften, dagen igennem svinger vejret mellem korte tørvejrsperioder og mere støt regn. En bred sandstribe nær klitterne er dækket af bilspor, og som jeg begynder at gå mod syd passeres jeg med mellemrum af biler. Der synes at være tre foretrukne spor, et helt ude ved vandet, et nær klitterne, og endnu en bane langs en smal sandstribe mellem den sammenhængende klit og lange bræmmer af lav vegetation, mest marehalm, hvor klitterne ikke er mere end en meter høje.
Jeg holder mig på det hårde sand nær klitterne, mens de få øvrige gående strandgæster foretrækker vandlinjen langt ude. En cyklist trækker en cykel gennem sandet. Ellers bliver der luftet hunde og sat drager op. Mørke skyformationer hænger lavt over stranden, regnslør draperet ned fra dem.
Jo længere mod syd jeg kommer, jo mere menneskeforladt bliver landskabet. Den vedvarende regn lægger en glinsende våd hinde over sandet. Efterhånden dannes en smal stribe strandeng med kær foran de lave klitter, det er hegnet ind til skotsk højlandskvæg med lang brun pels. Fragmenter af grønsvær breder sig langt ud på stranden, her og der er der klynger af lilla strand-asters.
Længere mod syd er der egentlig marskdannelse i gang, et bredt grønt bælte mellem strandengen og de ubevoksede strandflader ud mod havet. Det er kveller, som er den første plante til at kolonisere sandflader. Andre steder i Vadehavet fremskynder man den naturlige udvikling med faskiner og slikgårde, sådan som jeg så det ved Eiderstedt, i det tyske vadehav, tidligere på året (vandredag 265 & 266). Her er det imidlertid vild marsk uden en eneste pæl i nærheden. Ved Skallingen, umiddelbart nord for Fanø, findes et af Vadehavets største områder med vild marsk (vandredag 113).
Efterhånden nærmer jeg mig Sønderho. Klitterne bliver højere og nærmer sig kystlinjen. Sort kvæg græsser imellem dem. En traktor er i gang med strandrensning. Radioavisen samme morgen nævnte, at Fanøs strande endnu engang var ramt af forurening med fedtede gule klumper, parafin, udledt ved skylning af tankskibes tanke. Jeg ser nu ikke noget til det. En vej fører på tværs af øen til den lille landsby, der ligger i læ på østkysten af Fanø, men jeg foretrækker at følge stranden og runde spidsen af Fanø.
I syd, med en smal rende åbent vand mellem de vidstrakte sandflader, kan jeg se omridset af Manø. En stor flok måger skaber et stor spektakel ude på vaden. Ryler løber over sandet i strandkanten og vipstjærte kommer på korte besøg inde fra klitten.
Klitrækken ender brat ved spidsen af Fanø. Bag klitter er der opbygget en bred slette, overgroet med skræppe og med dybt indskårne loer. En stor lo adskiller Fanø fra Keldsand, en stor sandbanke med naturlig marskdannelse. Loen er også adgangsvej til Sønderhos lille havn og kræver menneskelig indsats for at blive holdt åben. Andeflokke letter med mange vingeslag, der skaber en svirrende fælleslyd, som en bisværm. Store og små vadefugle er i gang med at finkæmme de blotlagte mudderflader. En par sortkrager slår sig ned oppe på brinken.
Sønderho ligger få hundrede meter væk, men jeg må krydse et par mindre loer for at komme derhen. Vandstanden er så lav, at jeg nok kan finde steder at skræve over, men loens muddersider er sæbeglatte og kræver største påpasselighed. Omsider når jeg dog frem til byens lille havn.
Sønderho har et fint gammelt landsbymiljø med velholdte stråtækte huse og gårde og smalle gader. Byen er moderat turistpræget, langt fra så meget som Nordby.
Jeg slår ind på den gamle landevej mod nord, passerer en gammel vindmølle i udkanten af byen og er snart ude på det åbne land. Både mod øst og vest kan jeg se klitrækker, ofte i flere parallelle geledder . Foran klitterne er der klithede og på enkelte steder når den østlige og vestlige klithede sammen. Det flade land er blot en smal indre slette mellem kystlinjernes klitter. Mod syd er det meste klithede, midt på øen er der plantage med egekrat, og, som jeg nærmer mig nord, vinder græsmark frem, med hyppige stikveje ud til den vestlige sandstrand og sommerhusområderne i ly af klitterne. Samtidig kan jeg se Esbjergs havnesilhuet rage op over det lave landskab.
I Nordby går jeg igen langs havnen hen til færgen. Min rundtur på øen begyndte ved lavvande, og nu ender den ved højvande: Vandstanden er mere end halvanden meter højere, end da jeg stod af færgen i formiddags. De sandrevler, hvor sæler og skarver rastede, er forsvundet under vandoverfladen.
Færgen er på vej ind, jeg venter, mens biler og passagerer forlader fartøjet, og så stiger jeg ombord, beret på endnu 12 minutters sejltur og en kort spadseretur til banegården.

Robert Seethaler: Der Trafikant,138-250.
Karen Joy Fowler: We are all completely beside ourselves, 1-72.

This slideshow requires JavaScript.