Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Sandvad-Skjernåens Udspring, Brande, 30,1 km (94).
Lørdag den 2. maj, 2015.
Sandvad er et ganske lille stoppested på busruten mellem Vejle og Silkeborg. Selv om det er en dag med højt solskin, er det køligt, for landskabet er åbent oppe på det flade plateau. Efter godt et par kilometers vandring ad asfaltvej drejer jeg ned ad den grusvej, der løber i kanten af Koutrup skov og i store sving fører ned mod ådalen, hvor overdrev og hede med gravhøje afløses af eng og små mosestykker. Her, med få hundrede meters mellemrum, er udspringene for Gudenåen, med 160 km Danmarks længste å, og Skern Å (94 km), den vandrigeste. Herfra løber Gudenåen mod nordøst til Randers Fjord, og Skjern Å mod vest til Ringkøbing Fjord.
Jeg var her sidst i december sidste år, under vinterforhold med lavere temperatur og mindre dagslys. I dag er jeg ikke begrænset af solnedgang, og vejret er lunere, nu hvor jeg er kommet ned i ådalen. Det er min mening at følge Skjern Å mod vest, så godt det lader sig gøre. Først vil jeg dog gøre en lille omvej omkring Gudenåens Udspring, så jeg tager en kort rundtur over engene og op på en lav bakkekam, der er overgroet med gammelt egekrat. Heldigvis har de forkrøblede ege endnu ikke sat blade, så jeg kan nyde den storslåede udsigt over ådalen, og grusvejen der slynger sig igennem. Grusvejene her omkring er fredede, det er de stræk af hærvejen, der kommer så tæt som muligt på det oprindelige landskab.
En trappe fører ned fra bakkekammen, og derfra er det kun få skridt til kilden, der er Gudensåens udspring, som markeret af indskriften på en sten i kildens første pyt. For at komme over til Skjernåens Udspring skal jeg krydse engene ad grusvejen og så ind ad en sti, der med eng på den ene side og lynghede på den anden, fører hen til krattet, som skjuler åens udspring. Udspringet er en lille sø, som er opstået ved tørvegravning. Det er altså ikke en naturlig bassinkilde som Blåkilde syd for Rold Skov (se vandredag 84).
På de første meter er Skjern Å blot en bæk, skåret dybt ned i terrænet som en afvandingsgrøft, men med klart vand, ankeltdybt. Den første grusvej, den krydser efter blot et par hundrede meter er Hærvejen, dvs den nuværende vandrerute der bærer det forpligtigende navn. Jeg kom ad denne vej for år tilbage, da jeg gik Hærvejen fra Viborg til grænsen. I dag går jeg blot et ganske kort stykke, før jeg åbner en låge og træder ind på hedebakkerne, der flankerer den nordøstlige side af åen. Nær lågen er der et riflet mønster over bakkesiden, der kan være gamle hjulspor. Jeg går nær toppen af bakkenkammen og har en fantastisk udsigt over hede og overdrev, indtil jeg når endnu en grusvej.
Der er et væld af afmærkede ruter at vælge i mellem i dette område, som jeg fletter sammen, som det tjener mit overordnede mål i vest. Nu må jeg krydse åen, der ikke har lagt meget på sin vandføring, og gå ad en hævet skovvej på den vestlige side af bækken. Der er tæt underskov med krat, som kun giver mig flygtige glimt af vandløbet. Af og til vælder kilder frem fra skrænten og slutter sig til åen. Der er sumpet krat dernede. Endeligt kommer åen til syne, jeg krydser den og går ad en lang plankebro over sumpen og frem til den østlige bred af Rørbæk Sø.
Rørbæk Sø er en langsø, orienteret øst-vest. Foran mig er en tynd strimmel sandstrand, en slidt bænk, skov hele vejen rundt om søen, afbrudt af hedebakker på nordsiden. Der er lette bølger på søens overflade og et par lappedykkere derude.
Jeg har bestemt mig for at gå syd om søen, så jeg skal tilbage over den lange plankebro, og dernæst ad skovveje højt på skrænterne langs søen. Søen fylder dalen ud fra bakkeside til bakkeside. Her og der er der udsprunget bøg, såvel som buske med grønne blade, ogjeg kan ane, at bladhæng snart vil spærre for den slags udsigter, som jeg kan nyde nu. Indimellem er der dog også åbne bakker, blot med enebuske, som giver vid udsigt over den blå sø nedenfor.
Den afmærkede rute slår et slag ind i skoven. Jeg har hørt spredte, kort ravnekald den sidste halve time, men nu er der en særlig stædig ravn, der fylder skoven med sine skrig. Det er svært at bestemme, hvor de kommer fra. Ved en lille lysning tager jeg min kikkert frem og afsøger trætoppene, men uden held. Pludseligt glider en stor fugl lydløst ind over lysningen, højt oppe. Jeg fokuserer kikkerten på den. Ingen ravn, men noget lige så interessant: en rød glente, med dens karakteristiske kløftede hale. Jeg følger rovfuglen, indtil den forsvinder over skoven.
Det meste af jorden omkring Rørbæk Sø er privatejet, undtagen et firkantet grundstykke, som jeg nu kommer til, og hvor stien spaltes op i flere afmærkede ruter. Jeg vælger en sti ned mod søbredden, der her giver plads til en smal eng med fårefolde mellem sø og den skovbevoksede skrænt. Pludseligt kommer glenten igen glidende lydløst ud fra skoven. Rigtigt tæt på denne gang; med det blotte øje får jeg et smukt indtryk af dens røde fjerdragt og den kløftede hale, som den kipper brat med, vender i flugten og glider tilbage ind over skoven.
I den vestlige ende af søen strækker en halvø sig ud i søen. Den er et landskab for sig. I den østlige ende rejser en bakkekam beklædt med egeskov sig, det midterste stykke er fladt overdrev, og i den vestlige ende er der en lyngbakke. Fra halvøen fører en smal dæmning over søen og løber dernæst som en smal adskillelse mellem Skjern Å og Lille Sø. Et sted går en netspærring hele vejen over Lille Sø. Der er ingen forklaring at finde på fænomenet i foldere eller på stedet. Jeg formoder, at nettet er der for at holde brasener og skaller ude af søerne nedenstrøms. I Rørbæk Sø er der problemer med opvækst af planktonalger, og de to fiskearter bidrager til problemet, fordi de spiser det dyriske plankton, der kunne af fortæret planteplanktonet. Derfor forsøges de fjernes fra søen gennem fiskeri, og det giver mening at prøve at holde dem ude af de øvrige søer.
For enden af søen ligger Vester Mølle, og der er også mulighed for at leje kanoer (kun til nedenstrøms sejlads). Herfra er det slut med afmærkede ruter.
Skjern Å gennemløber de to søer Nedersø og Kulsø. Jeg går syd om søerne, i betragtelig afstand fra åløbet, oven for dalens skrænter, hvor det er dyrket land, med plantagestykker ud mod søen. Jeg krydser Givevej og når frem til Thyregodvej, den sidste strækning bringer mig tæt på og parallelt med Skjern Å. Her ligger Hastrup Mølle, hvor åen er opdæmmet, hvilket har skabt et par idylliske mølledamme. Bag møllen ligger Hastrup Plantage (en statsskov) med den lille Hastrup sø som gennemstrømmes af Skjern Å. Ad små stier går jeg først langs søbredden og dernæst langs åen, der efterhånden er blevet ganske bred. Plantagen ender ved et jorddige og et snorlige skovbryn. Det føltes lidt sært at se Skjern Å, der i mine tanker er tæt forbundet med Skjern Enge, løbe et langt stræk gennem skov.
Endnu engang må jeg følge åen på afstand, og, som jeg går ad de små grusveje, slår det mig pludselig, at landskabet nu er ganske fladt, så snart jeg er væk fra det lave terræn langs vandløbet. Indtrykket forstærkes, da jeg når ud til landevejen og agerlandet. Her er det klassisk jysk smeltevandsslette med store flade marker og lange læhegn i ret vinkel på asfaltvejen. Vejen støder til landevejen mellem Ejstrupholm og Brande. Brande, nu kun fire kilometer borte, er dagens endemål for min vandring. Jeg krydser Skjern Å for sidste gang i dag, denne gang ved Arvad Mølle, går gennem det flade landskab, går over broen over Den Midtjyske Motorvej, gennem Brande Plantage, og står så endeligt i Brande. På vej til stationen kan jeg se et par af de gavlmalerier, byen er kendt for. På lygtepælene hænger reklameplakater for et cirkus.
Jeg er eneste passager, der skal med toget fra Brande. Mens jeg venter, lytter jeg til den uforståelige, men umiskendelige, mekanisk forstærkede stemme fra en sprechstallmeister.
Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 362-476.
Jyske Vandreture 