Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Fjerritslev-Hune, 50,4 km (211).
Tirsdag den 13. juni 2017.
Solen skinner, men der er en frisk blæst over landskabet, så på udsatte steder er det en ganske kold dag. Og udsatte steder er der en hel del af i dag, hvor jeg skal gå over klitheder og langs høje skrænter ud mod Vesterhavet. På andre tidspunkter går jeg lange stræk gennem plantager, hvor det pludselige læ for vinden får dagen til at føles ti grader varmere.
Jeg har en lang vandredag foran mig, faktisk bliver det den længste vandretur, jeg nogensinde har gået. For præcist fem år siden gik gennem det samme landskab, men i modsat retning. Det var ad Nordsøstien, en del af min tur Jylland Rundt på 80 Dage, og dengang brugte jeg to vandredage på strækningen (vandredag 35 og 36). Det er en del af landet, hvor der er langt – eller meget langt – mellem mulighederne for offentlig transport, så jeg brugte en hel del tid på at gå fra landevejen mellem Ålborg og Thisted og ind til hovedruten.
På betydelige strækninger er Nordsøstien og denne nye gren af Hærvejen slet og ret samme stiforløb, men alligevel ser Hærvejen kortere ud. På Google Maps har jeg målt dagens rute til 44 km, det kan jeg sagtens klare. Det er højt oppe på formiddagen, før jeg når frem til Fjerritslev, men hvis jeg går rask til og ikke kommer på afveje, kan jeg måske endda nå bussen 19:13 i Hune. Tænker jeg, optimistisk.
Fjerritslev er en gammel stationsby for en for længst nedlagt bane, og det har den lange lige hovedgade, der følger med. Et parcelhuskvarter er kommet til, og mod nord yderligere et bælte af fritidshuse, hvor små stykker skov og græsslette skaber luft mellem ejendommene. Jeg krydser en landevej og går ind i Kollerup Plantage. Lysninger, skovbryn og selv skovvejenes vejsider er præget af blomstrende gyvel. Uden for skoven danner mørkeblå lupiner en drastisk kontrast mod alt det gule.
Plantagen står med rækker af ældre nåletræer i samme højde. Terrænet er kuperet på en markant rundpuldet facon, plantagen er tydeligvis anlagt på gammel klithede, komplet med overgroede klitter. Snart efter kommer jeg da også til et stykke åbent hede med høje klitter. En sandet sti fører op på den højeste af dem. Fra toppen er der en storslået udsigt over landskabet og dets tre dominerende elementer, klitheden, endnu i brune og grønne toner, plantagernes skarpskårne polygoner i en monoton mørkegrøn nuance, og fjernest blåt hav, i dag med tydeligt hvidt skum.
Jeg fortsætter gennem plantagen, indtil jeg når frem til det nordlige skovbryn, hvor en bred tunge af klithede skaber luft til den næste plantage. En snirklet trampesti fører over heden, runder gule gyvelkrat, og leder frem til den smallest mulige asfaltvej ved sydkanten af Svinkløv Plantage. Vejen skruer sig straks ned i et langt fald på tredive højdemeter. Selv om jeg ikke har tænkt på det, har jeg indtil nu gået oppe på et plateau, der ender i en høj skrænt, som jeg nu kommer til at gå for foden af. Endnu er der et par kilometer ud til havet, men i stenalderen stod havet fem-seks meter højere, og de gamle havskrænter ligger nu langt inde i landet.
Mod nord rejser lave klitter sig over flad hede. Jeg går ad en trampesti langs en bæk, hvor jordbunden er tilpas blød til at venlige sjæle har anbragt en plankebro på det værste sted. Der er en ganske smal bræmme eng og kær langs bækken, mod øst er der en stribe højt græs, vel nærmest uafgræsset overdrev, der her og der rækker langt op ad den høje havskrænt; mod vest begynder klitheden i få skridts afstand. Et skilt på tre sprog oplyser om, at man befinder sig i et hugormereservat og bør holde sig på stien. Lilla farver kanter stien, fra blomstrende tidsler og storkenæb.
Jeg nærmer mig et af de steder, jeg husker bedst fra sidste gang, jeg var på disse kanter, det nordvestlige hjørne af Svinkløv Plantage, Svinklovene. Den gamle havskrænt gør her et halvfemsgraders sving og løber mod øst, med en bred stribe marint forland foran og dernæst sandstrand ud mod Vesterhavet – Jammerbugten. I dag, hvor jeg ankommer fra modsat retning, inde fra land, står skrænten frem som et forbjerg, furede bakkesider – ganske rigtigt med mindelser om svineklove, bevokset med højt græs. På min tur ad Nordsøstien kom jeg fra øst, gik neden for skrænten, på det marine forland ud mod havet, rundede Svinklovene, og stod så, hvor jeg står nu, for foden af en lang trappe, der fører op til toppen af klinten.
Nordsøstien og Hærvejen følges således op ad trappen. Oppe på den høje skrænt er der en formidabel udsigt over havet, skrænten, og den flade hede i vest, Grønnestrand nærmest, Bulbjerg yderst i horisonten. Nordsøstien fortsætter gennem plantagen mod sydøst, Hærvejen går mod øst, oven på skrænten, med små afstikkere ind i plantagen. Der er blæst og høj sol på skræntens åbne kant, mørke og læ inde i plantagen, men også skoveng med gøgeurter og en lille dam med hvid åkande i blomst.
Undervejs passerer jeg det sted, hvor Svinkløv Badehotel lå. Da jeg var her for fem år siden, eksisterede det fine lille hotel endnu, dets blafrende dannebrogsflag var det stærkeste farve i landskabet. Hotellet brændte sidste år, men der er intet spor af brandtomt, blot en stor dynge grus på en åben plads. Stien leder ned til plant land med et langt blidere fald end ved Grønnestrand. Inde i plantagen krydser jeg Sletteå og når dernæst frem til landevejen mod Slettestrand. Der er en kilometer ud til kysten, men sommerhusområderne breder sig også herinde. De enkelte huse er adskilt af højt krat, og grusvejen gennem området fremtræder nærmest tunnelagtig over en kort strækning. Et rådyr i kanelbrun sommerdragt springer frem fra krattet, står ubevægeligt midt på vejen, mens det spejder intenst mod øst. Så drejer den beroliget hovedet rundt, får øje på mig og er forsvundet i et enkelt spring.
Min rute mod øst går videre ad grusvejen neden for havskrænten, efter sommerhusområdet er passeret, bliver grusvej til markvej, dernæst til trampesti, stadig i kanten af skrænten med eng og overdrev ud mod klitterne få hundrede meter mod nord. Sortbroget kvæg græsser fredeligt i solen. Dette stykke gammel havskrænt er seks-syv kilometer langt, op til halvtreds meter i højden, og kendt som Lien. Nordsøstien løber parallelt med ruten her, ad landevejen tættere på klitten. Dette stiforløb virker nyetableret, måske endda specielt for Hærvejen; Der er låger ind til marker, plankebroer over den sumpede eng, umiddelbart for foden af Lien, og en opstigning gennem Nøddedalens krat, en af de få kløfter der gennemskærer skrænten.
Nøddedalen er ganske smal og fremtræder nærmest som en hulvej, men med fem-ti meter høje sider. Knapt er jeg nået op på plateauet, har nydt den smukke udsigt over havet og landet mod nord, før en langsomt faldende trampesti igen fører mig til lavere terræn. Og der venter endnu en opstigning gennem en smal skovklædt kløft, Fosdalen denne gang, et stort lokalt udflugtsmål. Her slår Hærvejen følge med Nordsøstien over adskillige kilometer.
Dalen er dybt nedskåret, en smule bredere end Nøddedalen, en bæk løber på bunden af dalen. En jordsti fører op gennem den stejle kløft. Strækningen er vel en kilometer lang, og halvdelen af den udgøres af plankebroer, enkelte steder fritsvævende over bækken. En mindesten markerer udspringet af en gammel helligkilde.
Hvor man kommer op af dalen, kommer man også ud af skoven. Et par hundrede meter borte ligger Lerup Kirke alene i landskabet. Et par kilometer gennem agerland og så er det ind i den næste plantage, Langdal Plantage, og de sidste kilometer langs Lien, indtil jeg rammer landevejen nord for Tranum, og Hærvejen igen skilles fra Nordsøstien.
Herfra kommer jeg ud på fladere land og tager hul på et stort sving mod nordøst. Turen går gennem en mosaik af hede, plantage, sommerhusområder og en smule dyrket land, der er endda flere kilometer på asfaltvej.
I Tranum Aktieplantage gør ruten en kort afstikker fra landevejen til fordel for en trampesti gennem et lille indsande med høje klitter. Nord for ligger Tranum Plantage, dagens største plantage. En gammel “tyskervej”, brolagt med store betonplader, fører derind. Snart går en skovvej dog fra. Et stykke inde står et fugletårn med udsigt over en åben slette med et par smukke søer. Længere fremme svinger ruten igen mod nord, går i kanten af plantagen og derefter ud over klitheden. I begyndelsen bliver jordvejen tiltagende sandet, og snart går det videre ad smalle stier med tungt hvidt sand gennem de overgroede klitter med dens tynde lag af hedevegetation.
På dette fremskredne tidspunkt af eftermiddagen står det ganske klart, at jeg bestemt ikke når bussen 19:13 i Hune. Vandreturen har budt på mange snirklede trampestier og skovveje, opstigninger og nedstigninger, og min opmåling på Google Maps har groft undervurderet turens faktiske længde. Men så er det jo afklaret, og der er ikke noget at skynde sig efter. Ikke at jeg er i den bedste form til det efter så mange kilometer.
Rødhus er det sidste store sommerhusområde før Blokhus. Der er også en fin lille kirke i røde mursten, med stiltræk fra de klassiske små kullede landsbykirker, men rent faktisk en pastiche fra begyndelsen af nittenhundredtallet. Sommerhuse spreder sig over klitheden nord for Rødhus. Meget af den nyere bebyggelse har tagene dækket af græstørv og et behageligt fravær af berberis- og hunderosehække.
Blokhus Klitplantage er dagens sidste plantage. Det er ud på aftenen, men solen står stadigt højt. Klokken er over ni, og nu hvor jeg ikke bevæger mig, er dagen pludselig anderledes blæsende og kold. Dagens sidste bus til Ålborg går kvart over ti. Den bliver halv to, før jeg er tilbage i Århus.
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, 134-312.
Jyske Vandreture 