Ry-Silkeborg (syd om søerne) (87).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Ry-Silkeborg (syd om søerne)(87), 29,8 km.
Lørdag den 29. marts, 2015.

Dagen begynder med smukt solskin. Himlen er delt mellem blå himmel og hvide skyer, dagens tredje farve bliver grøn, for jeg skal gå igennem skov det meste af dagen.
Fra den lille togstation i Ry går jeg den velkendte tur forbi den tomme havn og møllen, mellem Mølle Sø og Lillesø, og op til skoven, lige ved bygrænsen. Den sydlige rute fra Ry til Silkeborg er en tur, jeg har gået mange gange, i begge retninger, på alle årstider. Normalt gør jeg en afstikker omkring Himmelbjerget, for den flotte udsigt skyld, lyngbakken, skoven, søerne. Men i dag vil jeg tværtimod holde mig så tæt på søerne som muligt og i stedet gøre et par afstikkere ud på de små næs.
Der er en smule eng ud mod Birksø, som to heste deler med et par grågæs. Som jeg går langs med søen passeres jeg af de første mountainbikeryttere af mange i løbet af dagen. Ud over andre fodgængere venter der orienteringsløbere længere fremme, motorbåde, kanoer og robåde på søerne. Skoven bærer stærkt præg af at være produktionsskov, jeg kommer forbi et mægtigt bjerg af flis, bakkesider står skovede hen, der er stræk med store, gamle træstubbe. Tungt maskineri har efterladt dybe dækaftryk på de fugtigere skovveje. Af og til hører jeg korte trommehvirvler fra spætter, der er gulspurve i krattene.
Jeg går væk fra den afmærkede vandrerute mellem Ry og Silkeborg. Først passerer jeg et langt åbent mosestræk, der efter når jeg frem til østenden af Julsø, hvorfra jeg følger en blind vej ud på Ringholm Hoved, et lille næs nær Gudenåens udløb i søen. Fra søbredden har jeg en smuk udsigt over mod Dynæs og bakkerne bag Laven. Gammelkol rejser sig øverst på den grønne bakkeside, i smuk kontrast mod himlen. Jeg kommer ud på Ringholm Hoved ad en misligholdt skovvej, med store egetræer omkring og, ud mod søen, huller af sort sump, gennemvokset af nye grønne skud. Vejen skruer sig op, og ender som et rent græsspor gennem plantage. Udsigten gennem bladløst grenhæng over mod Alling er ikke fabelagtig, langt mere ufriseret end de panoramastykker jeg snart kommer til at gå forbi, men det markerer indgangen på den sammenhængende række søer frem mod Silkeborg, hvor søerne ikke er adskilt af veldefinerede åløb, men blot af en række korte “snævringer”.
Jeg forlader næsset ad samme vej, som jeg ankom og støder dernæst til vandreruten mod Silkeborg, der går oppe i skoven, på afstand af søen. Lidt senere når jeg det punkt, hvorfra en sti fører op over Himmelbjergets nordvendte lyngbakke op til tårnet. Tårnet kan lige akkurat anes gennem trækronerne, men i dag skal jeg ikke derop. I stedet fortsætter jeg et kort stykke og tager dernæst vejen ned til Hotel Julsø. Hotellet, med dets karakteristiske schweizerhyttestil, er stadigt vinterlukket. Fra dets terrasse er det en flot udsigt over søen, og nedenfor ligger landingsbroen for turbådene mellem Silkeborg og Ry. De er naturligvis heller ikke i drift endnu.
I netværket af afmærkede vandreruter i skovene har jeg mærket mig “Søruten”, som jeg vil følge et langt stræk. Jeg kommer ind på ruten ved bakkesiden vest for Hotel Julsø, hvor den blot er en smal sti, et par fod bred, midt på den skovbevoksede skråning. I en lysning frem mod søen flyver en flagspætte pludselig over stien og slår sig ned på en slank træstamme. Ganske som et egern klatrer den op på bagsiden af træet, mens den skiftevis kigger frem, først på den ene side af stammen, så på den anden. Med nysgerrigheden stillet flagrer den bort.
Stien går forbi Stigballe Hoved og Vig, derefter klatrer den op på toppen af skrænten, mens den går i udkanten af Sletten, FDF’s lejrplads, der åbner sig med grønne sletter midt i skoven. FDF ejer også Møgelø ude i Julsø.
Sletten ender i vest ved en gammel gård med nogle få huse omkring. Den videre vej går gennem en hjortefarm, så vejen er spærret for biltrafik, men man har lov at gå igennem til fods eller på cykel. I det åbne terræn har man en flot udsigt over den skovklædte bakkekam, der på få hundrede meter stiger mere end hundrede meter. På det fladere land foran har dåhjortene bidt græsset præcist og tæt ned til noget der ligner golfbanestandard. De har også efterladt rigelige mængder sort afføring ud over terrænet – hvilket næppe ville blive godkendt på de bedre baner. Græsset går over i kær længere væk, jeg kan se hjorteflokkens brune rygge og løftede hoveder derude.
Efter dådyrfarmen når jeg frem til en asfaltvej. Den fører ud til Skyttehusets Camping ved snævringen mellem Julsø og Borre Sø, og med Svejbæk på den anden side af vandet. Da Himmelbjergruten, der går hele vejen rundt om søerne, blev oprettet for et par år siden, blev der også etableret færgefart her med en lille soldrevet færge. Færgefarten er formentlig indstillet for vinteren, det lille pudsige badekar af en båd ligger forsvarligt fortøjet ved campingpladsens broer, mellem turbådenes landingsbro og en stabel kanoer.
Søruten fortsætter pynten rundt. Den bærer det løfterige navn Ulvenæs, men i dag er det bare ønsketænkning. Til gengæld får jeg det første blik af Sindbjerg og Stoubjerg, de to hedebakker på nordsiden af søerne. Ligesom med Gammelkol besteg jeg dem, da jeg gik nord om søerne (vandredag 76). Den afmærkede rute tager et kort slag ind i landet til Slåensø. I sommerhalvåret er søen et smukt syn med dets mange åkander og stejle skovskrænter. Så charmerende er den ikke i dag, men dog stadig en omvej værd. Slåen Sø er opstemmet, og fra opstemningen i det nordvestlige hjørne følger jeg Millingbæk ud mod Borre Sø. Jeg går igennem et stykke af skoven, der bærer navnet Paradiset, ligesom de små øer ude i søen har fået navnet Paradisøerne. Og ganske som i biblen er der også slanger i paradiset her: De sidder omkring hjulene på de mountainbikes, hvis dækaftryk ses på rad og række i de stier, der er kørt til tykt søle.
Stien trækker ud til landevejen og går parallelt med den til udkanten af Virklund. Her drejer min rute fra, og jeg vælger en vej, der følger små og store næs frem mod snævringen ved Sejs. En motorbåd sejler forbi i kanalen, mens jeg står på en træbro og kigger på villaer på Sejs-siden og Borre Sø mod øst, Brassø mod vest.
Jeg er kommet et stykke væk fra det mest polerede ruteforløb mellem Ry og Silkeborg. Skovvejene er stærk mærkede af store traktordæk, men mountainbikeryttere dukker stadigt op. En sjælden vandrer kommer mig i møde, over armen bærer han en stak orange bånd, som jeg, efter at have passeret ham i modsat retning og rundet et hjørne, forstår er afmærkning til et mountainbikeløb. Heldigvis først dagen efter. Jeg glæder mig over at have undgået det, og over at stå ansigt til ansigt med den hidtil bedste udsigt til Sindbjerg, der forekommer blot at være fem minutters gang væk.
Muntre stemmer bæres over vandet, roere, to med styrmand. Jeg når frem til den kanal, der forbinder Avn Sø med Brassø. Avn Sø er en trekløverformet sø med sort vand, kanalen er bred, og broen over den er høj nok til at kanoroere kan sejle ind. Jeg står et øjeblik på broen og betragter søen derinde i skoven. En knopsvane svømmer uforstyrret under broen og ud mod Brassø. Bagfra kan jeg rigtigt se, hvordan dens store trekantede svømmeføde padler løs som to fejeblade. Den er ringmærket, en bred metalring omkring venstre fod.
Jeg følger kanten af Brassø videre frem. Mens jeg betragter det dekorative syn af væltede træer i vandkanten, ser jeg tre toppede lappedykkere, der har gang i et vældigt trekantdrama ude på den stille bugts vand.
Turen er næsten slut, jeg er nået til landevejen mellem Horsens og Silkeborg, hvor den går mellem Brassø og Almind Sø. Der er forskellige muligheder for de sidste kilometer hen til stationen. Den ene eller den anden vej rundt om Almind Sø. Jeg tager den tredje mulighed: stien mellem Vejlsø og Brassø, derefter videre langs Remstrup Å. Remstrup Å er det lokale navn for dette stræk af Gudenåen, der her er unaturligt bred på grund af opstemningen ved den nedlagte papirfabrik. Ved vintersolhverv, i december sidste år, gik jeg på den modsatte side af åen, det var allerede mørkt midt på eftermiddagen, der var lysende julepynt i villahaverne, lysguirlander på en turbåd i havnen.
Den sidste kilometer frem til stationen går langs kolonihaver, omkring hjørnet ved Museum Jorn, hvor en plakat reklamerer for en Kirkeby-udstilling, gennem det gamle villakvarter og over jernbanen.
Et kvarters læsning i perronens glasbur bliver det til, inden toget ruller ind, og jeg stiger op.

Roger Willemsen: Die Enden der Welt, 80-144.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s