Thorsager-Hornslet (292).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Thorsager-Hornslet, 28 km (292).
Lørdag den 24. november 2018.

Dagens vandretur starter i Thorsager på Djursland. På trods af det hedenske navn er byen i dag især kendt for sin kirke, der er Jyllands eneste rundkirke. Sjælland og Fyn har også hver en rundkirke, kongerigets resterende fire rundkirker ligger alle på Bornholm (vandredag 269).
Rundkirken ligger på en høj, der hæver sig over landsbyens små huse, så det er en lille bestigning at komme derop. Placeringen gør, at kirken ikke er klemt inde bag bebyggelse, og i stedet kan tage sig imponerende ud set fra det gadekær, der ligger for kirkehøjens fod, og fra den grussti der løber i kanten af byen.
Syd for byen breder et bølgende landskab af grønne enge og vange sig. Jeg går imidlertid mod nordvest over fladere terræn. Den ældste del af byen ligger naturligvis ved kirken, men en bred kile af nyere byggeri er vokset mod nord, frem til berøringspunktet med Grenåbanen.
Byens gamle, for længst nedlagte, station, står til at blive genåbnet i form af et nyanlagt trinbræt. Faktisk burde der allerede køre toge nu, men advarselsskiltene og bommene er blændet af med sort plast. DSBs regionaltog til Grenå blev nedlagt med henblik på at genopstå i elektrificeret version som en del af den nye Århus Letbane; massive problemer har imidlertid udskudt opstarten gang på gang.
I begyndelsen følger jeg en smal landevej mod nord, dernæst drejer jeg ind på en skovvej gennem godsskoven omkring Skaføgård.
Det er en kold, grå dag; heldigvis uden vind, så det bliver aldrig frysende koldt.
En håndfuld heste græsser på den sidste eng inden skovbrynet, og et vejskilt advarer trafikanter om muligheden for hjortevildt, 50-4500 m står der på en plade under det runde skilt. Alle skovens nykulturer er da også hegnet forsvarligt ind med højt hegn.
Skaføgård ligger et par kilometer inde ad vejen, hvor det nordlige skovbryn møder åbent land. Avlsbygningerne ligger ud mod vejen, med en imponerende vognport og en voldgrav med sort vand. Et skilt giver adgang til at gå ind på gårdspladsens toppede brosten og tage hovedbygningen i øje. Det er en statelig bygning i røde mursten med pyntetårne, en bro over endnu en voldgrav fører derover, om end skiltning gør det klart, at den tur er forbeholdt betydeligt færre besøgende.
Nord for godsets skove er der store marker, også de er forsvarligt hegnet ind mod hjorte. Der er ingen andre gårde inden for synsvidde, blot herregårdens firkantede jordstykker, trukket op med læhegnenes lange linjer.
Jeg følger en grusvej mod en fjern fløj af skovene, og hjortenes klovspor er alle vegne. På en kornmark ligger halmen tilbage i lange gule baner og tilfører luften et anstrøg af vådt, muggent strå.
Nær skovbrynet er der høj ældre bøgeskov med masser af luft mellem stammerne. Længere inde er der yngre bøgeopvækst isprængt lærketræer. Her og der er der partier af ældre lærketræer. Lærketræer er løvfældende, og alle de tabte nåle ligger som en tæppe af gult filt oven på de visne bøgeblade. Ved en lysning nær et par opstemmede mølledamme ligger en gård med flotte kampestensmure.
I det fjerne høres med lange mellemrum lyden af skud, snart kommer jeg forbi en samling biler og på et bord står en halv ramme sodavand og en halv ramme dåseøl alene tilbage. Et stykke nede af vejen tripper en camouflageklædt skikkelse frem og tilbage ved en sidevej. Kun en kasket i orange sikkerhedsfarve afslører ham.
En ravn dukker op over de høje trækroner. Dens skrig er usædvanlige – i det mindste for mig. Ravne har 20-30 forskellige kald, og jeg kender ikke det fulde repertoire. Så snart fuglen kommer ud over åben terræn, kaster den sig ud i en række komplicerede manøvre, der ligner leg. Dernæst flyver den uanfægtet videre i en lige linje mod nord.
Der er ikke sat skilte op, som advarer om jagt i skoven. Alligevel foretrækker jeg at afkorte min tur i denne del af skoven. I stedet går jeg den modsatte retning, mod syd, indtil jeg igen når ud på åbent land nord for landsbyen Mørke. På tærsklen til byen krydser jeg endnu en gang letbanens skinner, også her markeret af afblændede skilte og bomme. Mørke er en mindre stationsby på Grenåbanen. Det mest usædvanlige ved byen er dens navn, som har inspireret til en film med samme navn fra 2005 og DRs dokumentarserie Lys i Mørke fra i år.
Mørke ligger på kanten af det flade land, som jeg har vandret over i løbet af dagen. Mod syd begynder det kuperede landskab, som strækker sig til Kalø Vig og Mols Bjerge. Byens kirke er overraskende stor og ligger på skråningen ned mod et stort overgroet kær. Landevejen løber stik vest med udsigt til bakkekammene mod syd.
Efter få kilometer når jeg frem til Rosenholm Slot. Slottet har en betydelig lighed med Skaføgård, en kompakt bygning i røde mursten, med pyntetårne, og en voldgrav der vokser til en lille sø foran slotsholmen. De to herregårde blev da også opført af samme bygherre, Jørgen Ottesen Rosenkranz, i femtenhundredtallet. Han havde to sønner og lod en gård opføre til hver af dem. Nu om dage er Rosenholm langt den mest kendte af de to godser, ikke mindst hjulpet på vej af at være slottet i DRs julekalender fra 1985: Jul på Slottet.
En smuk allé af stynede popler fører frem til avlsgården og videre. En brun rovfugl letter fra en pløjemark og søger tilflugt på et kroget gren i læhegnet. Jeg drejer ind i de store skove omkring godset. Skoven er privat, men der er en skiltet vandrerute ind til Ivers Kilde, opkaldt efter en tidligere ejer af herregården. Bøgeskovspartier afløses af nåleskov. I sin tid var der dyrehave med videre her, med som på så mange andre godser er den for længst nedlagt, og kun navnet er tilbage.
Et lille stensat anlæg ved kilden er dog bevaret. Offentlige midler har bidraget til opførelsen af et lille lysthus med bænke til skovgæster. Kilden springer fra toppen af en lav skråning og løber gennem små skulpterede damme til en lille skovsø. Bladløse kroner giver en fin udsigt over ådalen mod nord.
Denne del af skoven er overraskende populær: Da jeg svinger mod syd passerer jeg ryttere, hundeluftere og blandet selskab af børn, forældre og bedsteforældre. Syd for landevejen, derimod, har jeg det hele for mig selv, indtil jeg når ud af skoven ved indfaldsvejen til Hornslet. Inde i byen ligger letbanestationen øde hen, men der er heldigvis to busser i timen til Århus.

This slideshow requires JavaScript.