Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Rye Nørreskov & Rye Sønderskov II, 30 km (293).
Tirsdag den 4. december 2018.
Det er en smuk mild vinterdag med sol fra en skyfri himmel. Da jeg går stik syd ad vejen ud af Ry, bliver jeg mødt af et blændende skær fra den lave sol. Den lille havn ligger tom hen, turbådssejladsen til Himmelbjerget er for længst indstillet for i år.
Jeg bruger ofte Ry som udgangs- eller endepunkt for vandreture, så jeg har gået her mange gange før, men jeg giver mig alligevel altid tid til at beundre den fine gamle vandmølle her, med den store ålekiste. De store skove begynder ved byens udkant, og jeg drejer straks mod vest. Der går en afmærket vandrerute her, gennem skovene og langs Søerne, helt til Silkeborg (vandredag 87).
I dag har jeg imidlertid en anden plan, jeg skal længere ind i baglandet omkring den høje skovklædte bakkekam syd for Søerne. De første kilometer kan jeg stadig se Birksø som et blåt flimmer gennem en søjlehal af høje graner uden underskov. Snart er jeg imidlertid dybere inde i skoven.
Det er Søhøjlandet, men uden sø, blot højland. Så snart jeg bevæger mig væk fra Søerne, skruer skovvejene sig opad. Himmelbjerget har den smukkeste udsigt her i området, men den er kun ét fremspringende punkt på en langt højere bakkekam. Selv om jeg mest går i skyggen i den høje skov, så sætter solen sig alligevel igennem over alt. Som et gardin af lys bag granernes underskov, som brede kegler af gylden sol over de højeste punkter i skoven. Overordnet er terrænet et langt stejlt fald ned mod søbredden; utallige små bakketoppe og kløfter tilføjer en riflet vaskebrætstruktur.
Det er godsskov, Rye Nørreskov, så der er ingen manicurerede grusveje som i statsskovene. I stedet er der mudrede jordveje, de vigtigste af dem nødtørftigt udbedret med byggeaffald. Det er åbenbart i sæsonen, for jeg møder adskillige traktorer, der kører murbrokker ind i skoven og læsser det af i lange rækker. Andre steder køres træ bort. Hochsitze står i mængde langs vejene, en enkelt sted blot tyve meter fra udlagte roer – hvad der ikke vidner om hverken sportsånd eller god bordskik.
Som jeg nærmer mig toppen af bakkekammen afløses nåleskoven af bøgeskov. Ved en vejforgrening står et fire meter højt og tyve meter langt rhododendronbuskads. Som jeg får at se i løbet af de næste kilometre, er det lidt af et karaktertræk i denne del af skoven. Ikke blot vokser de ved vejkanter, også de fine gamle ståtækte skovarbejderboliger i sort og hvidt bindingsværk er kantet af buskene. En lang rhododendronallé fører ned til Rye Nørskov godsets hovedbygning, en statelig hvid bygning med mindelser om Marselisborg Slot. De har da også samme arkitekt, Hack Kampmann, og er opført med få års mellemrum for godt hundrede år siden. Godset råder over 1319 hektarer, det meste af det skov.
I en stor cirkel vender jeg tilbage til det øverste af bakkesiden, hvor skovbrynet danner overgang til åbent land. I det fjerne kan jeg se kirken i Gl. Rye, mit næste mål.
Den bærer navnet Skt. Sørens Kirke. I middelalderen var det en langt større kirke, knyttet til Øm Kloster (vandredag 79) og med et stort marked i forbindelse med den nærliggende helligkilde. Efter reformationen gik det ned ad bakke for kirken, i sekstenhundredtallet blev kirkens ældste del med korsarmene revet ned, senere gjorde en brand det nødvendigt også at rive kirketårnet ned.
Det, der i dag er tilbage af den oprindelige konstruktion, er kirkens skib. Jeg har set noget tilsvarende på Hærvejen, ved Testrup (vandredag 201). I 1912 blev der opført et nyt, fritstående, kirketårn på fundamentet af det gamle tårn. Arkitekten her var også Hack Kampmann. Omridset af de forsvundne korsarme er markeret med lave græsvolde. Fra toppen af tårnet er der vid udsigt over det omgivende landskab, skovene, markerne, og i syd, langt bag byens gamle mølle, et glimt af Mossø.
Vest for Gl. Rye kommer jeg ind i Rye Sønderskov, hvor jeg efter få hundrede meter passerer Sankt Sørens Kilde. Fra en stensætning op mod skrænten løber en spinkel vandstråle ned i en lille kumme med en behagelig pludren.
Før jeg vender tilbage til landsbyen, går jeg en lang tur på den skovklædte bakkekam. På trods af de mange hochsitze ser jeg ingen hjorte, kun en enkelt ravn flyver over en lysning, gnistrende sort i solskinnet.
Solen står lavt, da jeg forlader Gl. Rye på bakketoppen og går mod øst, ad en gammel hulvej ned over den lange skråning, der fører ned mod Rye Mølle Sø og Gudenåen. En lav bakkekam mod syd er dækket af skov, bortset fra et firkantet stykke hede, hvortil låger giver offentlig adgang. Fra bakketoppen, Ørnehøj, er der en udmærket udsigt mod nord: kirketårnet i Gl. Rye, Rye Nørreskov med hvide avlsbygninger i det høje skovbryn, det “nye” Ry, stationsbyen, med tæt bebyggede bakkesider omgivet af skov.
Mod syd er udsigten fantastisk, over hede og skov til Gudensø og bag den Mossø. Dagens sidste gyldne sol falder over landskabet.
Tilbage på jordvejen fortsætter jeg, indtil jeg når frem til vandreruten mellem Århus og Silkeborg. Det er en velkendt strækning for mig (vandredag 138). Snart er jeg tilbage i Ry, og slutter mig til de ventende på togstationens perron.
Jyske Vandreture 