Hammershøj-Randers (182).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Hammershøj-Randers,32,9 km (182).
Lørdag den 17. december, 2016.

Denne lørdag begynder med støvregn, det er en gråvejrsdag uden det mindste strejf af sol. Så i dag bliver der ikke noget i retning af den kamp mellem sol og skyer, eller den smukke solnedgang over gravhøje, som jeg fik at se, da jeg gik på Nørreåstien i sidste uge (vandredag 181).
Gravhøjene er der naturligvis stadig, enkeltvis eller i små klynger. Jeg ser de første, så snart jeg forlader Hammershøj og går ad landevejen til ådalene omkring Nørreåen.
Gravhøjene er jo med hensigt lagt højt på bakkerne for at kunne vise sig frem over det omliggende landskab. Bunden af denne ådal, en sidegren til det egentlige ådal langs Nørreådal er derimod fladt og dyrket land. En stor flok hvide måger har slået sig ned på en harvet mark, og flere måger kommer til, uden at det står klart, hvorfor dette sted er så meget bedre end den øvrige flade dalbund.
Der er ikke egentlig tåge over landskabet, og sigtbarheden er rimelig, men ude i det åbne land med et langt blik gennem dalen. fremstår horisonten alligevel grå og ulden.
Jeg følger en cykelrute, først mod øst langs kanten af dalen, dernæst over kuperet land frem mod Fussingø. Bakkerne er afrundede, ofte dyrkede, der er små skovstykker og enge ud mod dalbunden. Et sted holder biler i vejkanten, og et selskab på fire jægere og to hunde er i gang med at afsøge et markstykke. Snart lyder der skud bag mig.
Kragerne skriger over markerne, og da jeg går et kort stykke gennem en skov, kan jeg høre en ravn kalde, grovere og mere rustent i sammenligning.
Landevejen er smal og snoet, med mange tilstødende grus- og jordveje. Jeg overser det punkt, hvor jeg egentlig skulle være drejet af for at komme ind i skovene ved Fussingø. I stedet må jeg have kortet frem og finde en anden vej dertil, fra syd og ikke fra vest.
Skovbrynet er markeret med høje løvtræer langs et gammelt jorddige. I det hele taget er der meget løvskov i den gamle godsskov, noget af det ældste får lov at vokse vildt. Jeg går ad en snoet skovvej, langs en høj skrænt dækket af grønt mos. Vejen snor sig ned til et stykke åbent eng. Engen hedder Mølleeng, for inde i skoven ligger opstemmede mølledamme og Fussing vandmølle. Langs vejen løber en smal bæk i et ny anlagt løb med snoninger. Bækken kommer fra møllen og mølledammene, der igen har fået deres vand fra Fussing Sø, få hundrede meter borte.
Sammen med andre bække danner denne lille bæk Skals Å, der løber i en stor bue mod nordvest indtil den munder ud i Hjarbæk Fjord, Limfjordens inderste forgrening.
Vandmøllen gør et idyllisk indtryk, genspejlet i dammens sorte vand. Jeg følger en sti i kanten af mølledammen og omkring møllen.. Der er ingen biler på gårdspladsen og intet tegn på liv, indtil en stor pjusket kat dykker frem af grænset. Den betragter mig med et fortrædeligt blik, indtil jeg går videre. Så lusker den over til trappestenen, slår sig ned for foden af køkkendøren og går i gang med at slikke pelsen.
Store væltede træer har fået lov at ligge i kanten af dammen. Bladløse grene gør det muligt for mig at se ud over dammen med dens sorte vand og kantning af rør, på den fjerne side rejser en skovklædt bakkekam sig.
Kort efter når jeg frem til godset. Fussingø er navnet på godset, Fussing Sø er den sø, det ligger ved. Tættest på mig ligger de hvide hovedbygninger, et stykke borte gulkalkede avlsbygninger.
Ved landevejen står en lille stele. Inskriptionen fortæller, at stenen er opsat i 1875 af taknemmelige efterkommere til de bønder, der i 1775 fik arvefæste af godsejeren Scheel von Plessen. Mindre end hundrede år senere var det slut med taknemmeligheden. Efter Anden Verdenskrig mistede den holstenske adelsfamilie godset, da den danske stat konfiskerede tysk ejendom. På samme måde som Kalø Gods (vandredag 12) blev Fussingø dermed statsejendom.
Foran slottet ligger en lille sø, som bygningerne spejler sig smukt i. Der er ænder og svaner på vandet. Nær landevejen ligger en lille flok af stor skallesluger. De går på vingerne ved synet af mig. En fiskehejre følger med, den letter fra sivene op ad vejen, kaster sig ud i en stor halvbue og lander så på den fjerne side af søen.
En lindeallé fører ud på den lille halvø Gammelhave. Her lå det ældste gods, en borg, der går helt tilbage til femtenhundredtallet. Det er flere hundrede år siden, at herregården blev flyttet bort fra halvøen, men fundamentet står tilbage som et omrids med tydelige hjørnetårne. Halvdelen af det er fritlagt og restaureret murværk, den anden halvdel er dækket under et lag grønne græstørv, som skal beskytte det mod vejr og vind.
I sin tid var der også en park på halvøen, et rundt spejlbassin står der endnu. Udsigten over søen lider noget under det grå skylag. På den nordlige bred løfter en lang, græsklædt. bakkekam sig. I øst, i modsatte ende af søens længdeakse, toner det hele ud i gråt. Efter danske forhold er Fussing Sø en større sø, tre kilometer lang og næsten tredive meter dyb.
Jeg forlader området ad landevejen mod syd, den stiger stejlt op ad en skovklædt bakke, indtil jeg når agerlandets plateau højere oppe.
I begyndelsen går turen ad små grusveje med glimrende udsigter over den nordlige ådal. Da jeg når frem til den gamle landevej mellem Randers og Viborg er der tilsvarende udsigter over Nørreådalen mod syd. Fra den lille landsby Tånum fører en vej ned gennem ådalen. Det er en grusvej det første stykke ned ad bakkesiden, på dalbunden med dyrket land bliver det en jordvej, snart ikke mere end en opkørt markvej, dernæst betydeligt mindre end en markvej, blot en trampesti i kanten af vidstrakte rørskove.
Trampestien er godt slidt af mountainbikere og heste, snart løber den for foden af gammel havskrænt fra stenalderhavets fjord, der engang nåede næsten til Viborg, og stadig med sumpskov og rørskov ud mod åen, som jeg endnu ikke kan se. Trampestien går over i bedre skovveje, jeg er nået til skovene omkring Fladbro. Randers Kommune ejer en god del af dem, og har indrettet dem med cykelruter til mountainbikes med videre.
Ved et gammelt skovløberhus i sort og hvidt bindingsværk fører en bred sti til en høj træbro over Nørreåen. Mod nord synes åen og rørskoven at strække sig uendeligt, i syd krydses åen af landevejen og dens bro. På den vestlige side af åen, i hundrede meters afstand, ligger Fladbro Kro. I udseende og placering minder den om Kongensbro Kro og Svostrup Kro ved Gudenåen, og der har da også været pramdragning på Nørreåen, ligesom på Gudenåen.
Få hundrede meter syd for landevejen ved Fladbro munder Nørreåen ud i Gudenåen. Det er et sted, jeg har været flere gange før (vandredag 25 og 119). Trækstien går på den nordlige side af Gudenåen, på en forhøjet jordvold der gør det muligt at gå tørskoet til Randers. Aage V. Jensens Fond ejer store engarealer her, Hornbæk Enge nord for åen, Vorup Enge syd for åen, længere oppe ad åen, nær Langå, Væth Enge. Det betyder, at de gamle diger flere steder er blevet gennembrudt, således at der opstår store søer inde på engene. Vandstanden reguleres således udelukkende af Gudenåen.
Over lange stræk har man følelsen af at gå på en smal tange mellem åen og engsøens vandmasser. Der er skallesluger og gråænder i åen, men engsøen er langt tættere besat, klods op ad hinanden ser jeg knopsvaner, kanadagæs, skarve, gråænder, troldænder og andre ænder.
Byens nærhed mærkes hurtigt i form af cyklister, hundeluftere, løbere og spadserende. Selv om det er svært at registrere på en grå dag som denne, er solnedgangen fremskreden. Motorvejen over ådalen ses som et bånd af hvide forlygter og røde baglys. En fodgængerbro, påmonteret motorvejsbroen, gør det muligt at krydse til sydsiden af åen. Broen er endnu en foræring fra Aage V. Jensens Fond.
Rørskovene når hidtil uset udstrækning her sydvest for Randers. Rørene er mere end mandshøje, de når langt ind i landet og er hegnet ind bag højt vildhegn. Ved et hjørne af stien står et af fondens fugletårne. Jeg stiger op i det. En stor musvåge flyver over rørene, der er hejrer, ænder og skarve i luften, men det er den tætte rørskov, jeg afsøger med min kikkert. Der er intet at se.
Skuffet går jeg videre, solen er gået ned nu, men mine øjne har umærkeligt vænnet sig til skumringslyset, og det føles stadig behageligt og ubesværet at gå på stien. Længere fremme løfter en træbro sig over en stykke eng indhegnet med det høje vildthegn. Sidste chance.
Og endelig, oppe fra broen, får jeg dem at se: bisonerne som Randers Regnskov har sat til at afgræsse engene. Det er europæiske bisoner, og de gemmer sig ikke blandt de høje rør eller krattene, men holder såmænd til oppe ved deres lade. Enkelte af dem ligger og hviler sig, en lille kalv springer sprælsk omkring. Synderligt vilde ser de ikke ud, flere af dem står gumlende ved en stor høhæk, bag indhegningen ses et par parcelhuse, et af dem har en julepyntet have, lyskæder over et lille nåletræ. Selv i det svage lys ses dyrenes store muskuløse pukler dog tydeligt, det lader sig ikke gøre at forveksle dem med malkekøer.
Jeg havde håbet at nå frem til bisonerne, mens det endnu var dagslys, men sidste gang jeg kom her forbi, fik jeg ikke så meget som et glimt af dyrene, så jeg er alligevel godt tilfreds.
Efter at have set mig mæt på bisonerne går jeg de sidste kilometer, byens lys kommer hurtigt nærmere, Regnskovens kupler er altid et umiskendeligt vartegn, endnu mere i mørke end ved dagslys. Jeg krydser Gudenåen ad den vestlige jernbanebro, runder kuplerne og går op til banegården.

Peter Handke: Die Angst des Tormanns beim Elfmeter, 28-68.

This slideshow requires JavaScript.