Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Søby Brunkulslejer, 26,8 km (255).
Tirsdag den 24. april 2018
Fasterholt er en landsby mellem Ikast og Brande, den er så lille, at der kun er buskørsel mandag til fredag. Jernbanen mellem Vejle og Struer er ført tværs gennem byen, men byens trinbræt blev taget ud af brug for næsten fyrre år siden, ligesom flere andre små stationer på strækningen. Jeg er kommet hertil for at bruge landsbyen som udgangspunkt for en vandretur i Søby Brunkulslejer, der breder sig nord og vest for Fasterholt. For et par år siden gik jeg igennem området på en vandretur fra Brande til Herning (vandredag 140), i dag vil jeg bruge en hel vandretur på at se nærmere på de gamle lejer.
Dagen er grå og overskyet med få solstrejf og let støvregn om formiddagen. Jeg følger en grusvej klods op ad jernbanen i retning stik nord. Snart kommer jeg til at gå langs kanten af en stor sø med stejle skrænter, omkranset af skov. Som de fleste andre søer her i området er den resultatet af menneskelig virksomhed, det er en enorm grav, fremkommet ved udgravning af brunkul og efter ophør af råstofudvindingen og bortpumpningen af vand fyldt med udsivende grundvand. I Østjylland har man Søhøjlandet, her i Midtjylland har man et Søfladland, et kunstigt postindustrielt landskab af vandfyldte brunkulslejer og sandtipper, store sanddynger, overvokset med skov.
Søen smalner ind til en lang finger, som den høje skrænt får til at fremstå som en kanal, kun en spinkel tange adskiller den fra endnu en sø, længere mod vest. Med lange mellemrum passerer et DSB-tog på den ensporede jernbane. Jeg får mulighed for at gøre en kort afstikker bort fra grusvejen, i en bue ind i skoven. Ved en lille sø er der gravet et badested frem, i jordprofilen kan man tydeligt se et tyndt lag muld oven på metervis af sand. Skoven er tydelig plantet og betydeligt under hundrede år gammel. Bøg og birketræer er ved at springe ud med små blade i intense lysegrønne farver.
Længere fremme krydser jeg den eneste gennemgående landevej gennem området, i vejsiden er der skiltet på tre sprog med advarsler mod at færdes på kanterne af de gamle brunkulslejer. Jeg fortsætter mod nord, nær kanten af et brunkulsleje, hvor vandspejlet, fem meter under overfladen, er dækket af rødt skum, ved den modsatte ende af søen ligger en stor moderne villa.
Små skovveje drejer bort fra jernbanen og fører ind til et område med rå sandtipper. Tipperne er store sandbakker, skabt ved deponering af det sand, der blev gravet bort for at nå ned til brunkullet. De er som regel stabile, hvor sandet blev deponeret på fast jord, men hvor sandet blev lagt i andre lejer og udsat for underminering fra indsivende grundvand kan de stadigt være ustabile og farlige at færdes på selv så mange år efter.
Sandtipperne er i betydeligt omfang under langsom tilgroning, men enkelte steder modstår sandbjergene stadigt naturens reetablering. I dette nordøstlige hjørne af området tårner sandet sig op i ti meters højde, sparsomt bevokset med fyr, men med et dominerende indtryk af sandslette. Langs kanterne af sandfeltet er der slidt regnkløfter, som har frembragt et karakteristisk furet udseende. Det er syn, jeg genkender fra de tilsvarende brunkulslejer i Havnstrup, få kilometer nordvest herfor, hvor en stor formation gør en dramatisk figur ud mod kanten af en sø (vandredag 241). Vind og vejr har givet toppen af det kompakte sand et forrevet og takket udseende, der kunne gå lige ind i en amerikansk western.
Skovvejen ender blindt, så jeg vender tilbage til grusvejen langs jernbanen. Det næste, jeg passerer, er en irgrøn sø, en farve der fremkommer på grund af svovl og metaller frigjort ved vandets lave pH. Af samme årsag er der ikke mange fisk i søen.
Jeg når nordkanten af det gamle brunkulsdistrikt, plantage viger for fladt og åbent agerland, men i udkanten af Kølkær svinger jeg ind på endnu en lang grusvej, denne gang mod syd, og krydser tilbage mod det særprægede landskab. Der er flere søer langs vejen, men de er mindre og spredte. Svanepar har taget nogle af dem i besiddelse, og af og til letter grågæs under meget postyr. Hedelyng vokser i vejkanten og danner nogle steder mindre flader, ligesom der er små kær omkring nogle af søerne. Grusvejen er spærret for gennemkørsel, men til fods er det ikke noget problem. En grundejer har udbedret skovvejen med grus i et omfang, der er sjældent at se uden for offentlig skov.
Grusvejen ender i et t-kryds med den landevej, der løber igennem brunkulslejerne, øst-vest, fra Søbylund til Søby. Denne strækning gik jeg også for to år siden. Langs vejen er der bevaret små huse og maskineri fra brunkulseventyrets dage, små infotavler fortæller om dengang lejerne var centrum for stor industri. Rustrøde søer med stejle skrænter ligger tæt på begge sider af landevejen. Hvide svaner stikker af mod vandet, der ligger også gæs og svaner derude. Søvandet får dets farve fra jern, længere fremme går det over i en gullig nuance. Bagved, kun adskilt af en smal strimmel land, kan jeg se Søby Sø. I modsætning til de vandfyldte råstofgrave er det en naturlig hedesø, med sine 75 hektarer er den større end nogen af dem. Der er bænke adskillige steder langs landevejen og endnu flere advarselsskilte.
Der ligger også nogle få overgroede sandtipper tilbage her, tæt på brunkulsmuseet med de bevarede barakker, som jeg runder for at påbegynde min vandring langs den vestlige kant af området. De næste kilometer går ad en bredere asfaltvej gennem plantager.
Øst for vejen er et større areal hegnet af og benyttet til affaldsdeponering af AFLD, et fælleskommunalt selskab, fortrinsvist ejet af midt- og vestjyske kommuner. En lind strøm af lastbiler kører til og fra. Aktiviteten her er i færd med at føje en yngre generations industrilandskab til den ophørte minedrifts søer og plantager: en stor græsklædt bakkekam hæver sig bag lagerhallerne, skabt, ikke af istiden, men af efterkrigstidens affald. Der er et udsigtspunkt deroppe, efter sigende med en flot udsigt over Søfladlandet, men der er kun adgang som deltager i bestilte gruppebesøg. Ude på vejen må jeg nøjes med stanken af losseplads.
Syd for affaldsdeponeringen kan jeg på ny komme ind på de små skovveje gennem plantage og af og til langs søer. Hochsitze, jægernes små trætårne, står tæt. Der er en betydelig hjortebestand her, jeg ser mest spor af rådyr, men der holder også kronvildt til i skovene. Flere steder er der ryddet og friholdt små lysninger, altid med mindst en hochsitz i skovbrynet. Andre steder er der store flader af kær i fremskreden tilgroning. De er dækket af tuer i et karakteristisk bølgende mønster, lidt som underlaget i visse æblekasser, et bakke-og-dal-mønster, der præsenterer hvert enkelt æble i dets eget leje.
Ved nogle af søerne ses stadigt små partier af ubevoksede sandtipper, der står frem som klipper gør andre steder i verden. En lang blind skovvej fører mod nord. I øst kan jeg se en høj skovklædt bakkekam bag en sø. Det er en af de højeste sandtipper i området, og fordi den er lagt på uberørt jord, et sandet stabiliseret, og, som jeg oplevede for to år siden, har det gjort det muligt for Naturstyrelsen at etablere et udsigtspunkt deroppe.
Nær søbredden står også to enorme jernkrukker, med påsatte håndtag for håndtering med traktorer. De huser nåletræer, hvis rødder for længst har søndersprængt jernvæggene. I sin tid blev dele af sandtipperne tilplantet med forskellige fyrrearter – indtil brunkulsudvindingen ophørte, pumperne blev slukket, og indsivende grundvand gjorde tipperne ustabile og for farlige til at færdes på. Man anlagde også det såkaldte Ørkenarboret. Et arboret er en forstvidenskabelig samling af træer, tanken var at afprøve, hvorvidt forskellige træarter, hentet fra mange forskellige steder i verden, kunne trives under sandtippernes ekstreme betingelser. Forsøget blev dog hurtigt opgivet, og næsten alle de eksotiske arter er gået til. Som stednavn lever Ørkenarboretet endnu videre på selv det nyeste kortmateriale.
Nær enden af den blinde vej kommer jeg til en stor sektion med lærketræer. Lærk er jo et løvfældende nåletræ, så skoven er ganske lysåben, og der er stor underskov af selvsået lærk. Både store og små træer står med friske grønne nålebundter. Længere fremme er flere hundrede meter af skovbunden dækket af lav singrøn med violette blomster. Dens nærmeste naturlige voksested er i Mellemeuropa, men den ses ofte i haver og parker og altså også i skove.
Efter at være gået tilbage ad den blinde vej følger jeg skovvejen mod syd. Der ligger en gård i skovbrynet, hvorfra en grusvej fører ud til landevejen. Grusvejen er kantet af en lang allé af lærketræer, så i sin tid har nogen nok fået et godt tilbud på overskydende lærketræer.
Endnu et par kilometer på asfaltvejen, og så er jeg tilbage i Fasterholt, ved det samme stoppested, jeg startede dagens vandring fra.
Bernhard Schlink: Der Vorleser, 37-147
Jyske Vandreture 