Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Langs sydsiden af Flensborg Fjord II, 33,8 km (315).
Mandag den 3. juni 2019.
Dette er min sidste vandredag ud af tre, viet til Flensborg Fjord. Fredag (vandredag 313) gik jeg fra Slien, langs Østersøen og ind i den nordligere fjord. Lørdag (vandredag 314) gik jeg fra Gelting Mole til Glücksburg. I dag begynder min vandretur ved busstoppestedet i Ringsberg, en lille landsby tre kilometer inde i landet.
Det er en fin dag til at vandre, omkring tyve grader, tørt, uden megen vind og med en hel del sol. Så det er en fornøjelse at få gennem bakkerne ud til kysten. Der er raps og korn på de dyrkede markerne, men ellers er det græsmarker på de stejlere bakkesider og enge på bunden af de små dale. Der er små flokke af kvæg alle vegne og ikke en eneste svinefarm inden for lugtafstand.
Et enkelt sted har gårdejeren dog forsøgt sig med sukkerroer. Der er endda sat en plakat op, som fortæller om denne roes mange velsignelser. Og anbefalingen er ikke forgæves: En flok sorte fugle har slået sig ned og spadserer rundt mellem de spæde planter. Det er kragefugle. Tyskerne taler om flere slags krager. Der er Nebelkrähe, som på dansk er gråkrage, den almindeligste underart af krage i Danmark. I Tyskland er sortkragen, den anden underart, derimod den almindeligste. Den kaldes på tysk for Rabenkrähe. Ravnen, derimod, kaldes for Kolkrabe. Og så er der middagsgæsterne ude på marken. Det er råger. På tysk Saatkrähe. Saat betyder såsæd, hvad der antyder en vis berettiget mistro fra bøndernes side.
Jeg når ud til fjorden ved Bockholmwik, samme sted, hvor jeg i går forlod kysten for at gå ind i landet til Glücksburg. Min vandretur langs fjorden skal fortsætte ud på Holnishalvøen, der som en belærende finger peger over mod den danske kyst. Store dele af halvøen er fredet, og det gælder også de næste par kilometer. Fredningen gælder her de høje skovklædte skrænter – næppe den store golfbane, der ligger klods op ad dem.
Alt ånder fred ved vigen. Måger og en enkelt skarv hviler på de store sten i vandkanten. Et smal hvidt bånd af sandstrand tegner kysten op. Jeg følger en jordsti gennem skoven oven for skrænten. Fjorden er få meter borte, men kun synligt gennem tæt grenværk. Inde i skoven er stien truet af jordskred. Et kort stræk kommer jeg til at gå i kanten af golfbanen.
Til sidst når jeg dog ud på de rundere bakker før landsbyen Bockholm. Her og andre steder på øen er der bevaret mange fine stråtækte huse. De har alle sammen en tæt række tagryttere, korte krydsstillede spær, hen over tagrygningen; det må være en lokal skik. Min rute svinger gennem byen, krydser landevejen og finder tilbage til kysten ved et sommerhusområde. Herfra løber en vej, spærret for biltrafik, langs kysten og ud mod spidsen af Holnis.
Over for halvøen ligger Broager på den danske side. Højest ligger kirken med de karakteristiske tvillingetårne. Sejlbåde glider over vandet, især er der mange hvide sejl ovre ved Gråsten. Et enkelt sted er der en krigergrav fra en træfning i 1. Slesvigske Krig.
Den yderste del af Holnis er fredet, og der er kun en spredt flok helårshuse. Spidsen veksler mellem flad strandeng og høje, træbevoksede skrænter, hvor væltede træer har fået lov at ligge på den smalle strand. En flok skarver har slået sig ned på en revle midt i fjorden, ud for Rinkenæs Kirke på den danske side.
Den vestlige side af halvøen har et langt mere varieret landskab. Der er bakker med overdrev med spredt bevoksning af ene, høje skrænter ud mod fjorden, strandeng og rørskove. Højlandskvæg græsser for foden af skrænterne, hvor en smal dæmning har inddæmmet et lille nor.
Snart efter forlader jeg det fredede område, og kommer på ny til sommerhusbebyggelser og marinaer. Over lange stræk er der herefter stier, grusveje – og af og til promenader – langs med kysten. Hvor der tidligere var campingpladser er der nu badehoteller og nyere etageejendomme med ferielejligheder. Og i stigende grad villakvarterer, store villaer med fjordudsigt.
Ænder eller gæs ligger enkeltvis eller parvist på vandet nær kysten. Der er også skallesluger og lappedykkere og et svanepar med unger. Sortkrager spankulerer rundt på blotlagte mudderflader. Roere i havkajakker bevæger sig mod Flensborg.
På den fjerne side af fjorden ses skovene ved Kollund og rå klinter uden bevoksning. Også på min side af fjorden er der strækninger med skov. Et kort stykke må jeg gå i sandet, indtil en sti igen melder sig. Ved en lille beskyttet bugt ligger en restaurant med privat strandret og en lang række af de karakteristiske store kurvestole, som tyskerne ynder, stillet frem.
Omsider når jeg dog frem til den sammenhængende bebyggelse ved Flensborg. Og det indbefatter små- og større industri langs med havnen, så jeg bliver tvunget væk fra fjorden og går i stedet adskillige kilometer langs en trafikeret indfaldsvej. Den sidste kilometer langs inderhavnen er det dog igen muligt at gå langs vandet. Her har industrien trukket sig til fordel for lystbådebroer, små serveringssteder og bænke. På den anden side af havnen ses Flensborgs ældste bydel med fine gamle bygninger og træskibe fortøjet langs kajen.
Fra havnen går jeg den velkendte vej til banegården. Og en times ventetid i den lille café her, før jeg kan stige ind i et tog mod Fredericia.
Peter Watson: Convergence, 81-278.
Jyske Vandreture 