Fra Slien til Flensborg Fjord (313).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Fra Slien til Flensborg Fjord, 33,2 km (313).
Lørdag den 1. juni 2019.

ZOB, Zentraler Omnibusbahnhof, er det lidt imposante tyske udtryk for en rutebilstation. Sådan en har Flensborg naturligvis også, beliggende halvanden kilometer fra banegården, tættere på havnen og det gamle centrum i byen. Det er herfra, jeg stiger på bussen mod Kappeln.
Halvøen mellem Flensborg Fjord og Slien, den lange fjord ind til Schleswig by og det forhistoriske Hedeby, hedder Angeln. Det er Angeln som i angelsaksisk. I det femte og sjette århundrede efter Kristus emigrerede anglere, saksere og jyder i stort antal til det nuværende England (i sig selv afledt af Angeln, anglernes land). Kappeln ligger i det sydøstlige hjørne af halvøen. Landevejen fra Flensborg, Nordstraße, følger kysten hele vejen i få kilometers afstand.
Ti minutter før bussen når sit mål, står jeg af ved landevejskrydset nær Kieholm. Herfra går jeg ned fra det højere liggende land og ud mod kysten. Egentlig ville jeg helst have startet min vandretur ved den lille fiskerby Maasholm, men i Tyskland er det lige som i Danmark: på en lørdag er der ikke så mange busser at vælge imellem, når man skal ud til de mindste landsbyer.
Det er en grå dag, med lidt støvregn om formiddagen, knapt tyve grader, så fint vejr til at vandre. Jeg når frem til Slien ved Wormshöfter Nor. Det er et sted, jeg tydeligt husker fra min første vandretur ved fjorden for et års tid siden (vandredag 250). Ligesom dengang ligger svanerne tæt på vandet, med ænder og blishøns tættere på kysten. I dag jager en enkelt fiskehejre tæt på strandkanten.
Maasholm var engang en fiskerby, men i dag lever byen af turisme, med en stor marina, campingpladser, sommerhuse og så videre. På havnen står en skulptur af skelettet af forstævnen til et vikingeskib. Det har en gallionsfigur, en nedringet vikingepige – om end jeg har min tvivl om, hvorvidt der er arkæologisk belæg for den detalje.
Der går en cykelrute kaldet Wikinger-/Friesenweg fra Østersøen til Vadehavet. Den udspringer i Maasholm, og på skiltningen er dens symbol netop forstævnen af et vikingeskib. Historikere mener, at vikinger også havde deres egen rute her. De sejlede deres skibe ind i Slien og så langt op ad sejlbare åer som muligt, trak skibene over land, indtil de nåede de første sejlbare åer på den anden side af vandskellet, og sejlede så ud til Vadehavet via Ejderen, hvor Eidersperrwerke ligger i dag (vandredag 259). Wikinger-/Friesenweg fører imidlertid videre, ud på halvøen Eiderstedt, til det mondæne badested St. Peter-Ording og videre til det ensomt beliggende fyrtårn i Westerhever (vandredag 266).
Fra havnen i Maasholm har jeg udsigt til dets pendant her på Østersøkysten: fyrtårnet ved Schleimünde. Schlei er det tyske navn for Slien, og Schleimünde er fjordens udmunding i havet. Man kan besøge fyrtårnet og den gamle lodsstation der med udflugtsbåde, men ikke til fods: Den tange, som fører derud, er et lukket reservat.
Ud over vikingeblondinen i træ bærer skibsstavnskulpturen også fjordmundingens overleverede historiske navn: Slessmynna. I sin tid lå Maasholm derude, men efter én oversvømmelse for meget hev man teltpælene op og flyttede ind i fjorden. I dag er det hele beskyttet af lave diger; et dramatisk kort viser, hvor meget af landet, der ville ligge under land ved vandstand på to meter over normalen.
Jeg forlader Maasholm og går ad stier ud til Østersøen. Slien er på lange stræk omgivet af bakker ud mod fjorden, en del stadigt skovbevokset. Her, nærmest havet, bliver landskabet imidlertid hurtigt fladt. Rørskove breder sig, og som jeg kommer frem, strandeng og marsk med små strandsøer og loer. På sydsiden af fjorden kan jeg se høj bebyggelse med ferieboliger, på en utilgængelig sandbanke midt i det hele har en flok sorte skarver slået sig ned for at tørre vinger.
Skyerne er ved at spredes, da jeg når frem til havet. Et lavt dige, med en bred grussti, løber mod nord, med en smal hvid sandstrand på den ene side og enge med kvæg på den anden. Der er en lind strøm af mennesker, til fods og på cykel. Og ikke langt mellem badesteder og campingpladser. Her og der er der skiltet med “Hundestrand”, og jeg ser da også en hel del firbenede i vandet, mens de fleste tobenede nøjes med solbadning og spadseregang.
Den sti, jeg følger, løber langs halvøen ved Nieby, indgangen til Flensborg Fjord. Ved det fredede område Geltinger Birk har et naturgenoprettelsesprojekt ført til højere vandstand på inderengene. Fuglene er tydeligt glade for det, og kvæget slumrer ude på engene. Heller ikke strandene må betrædes, men en god grusveje giver adgang for cyklende og gående. Fra nordspidsen af halvøen er der vid udsigt over mod Danmark. Det er Kegnæs derovre, den sydligste del af Als, hvorfra den danske hær blev evakueret efter det endelige nederlag i 1864, den prøjsiske landgang på Als (vandredag 147). Som en fin tråd har strømforholdene trukket en lang sandodde fra halvøens spids. Skarverne har naturlig slået sig ned længst ude. Der er sejlbåde på fjorden, og en frisk vind skaber hvide skumtoppe omkring dem.
Jeg går nu mod syd, langs vestsiden af halvøen. Inderst er der stadigt vidstrakte enge, ud mod vandet derimod er der en bred bræmme af tørt overdrev med nogle få lave buske, formede af vinden. Landet stiger langsomt mod syd, nu med skovpartier inderst og højest og omfattende rørskov ud mod vandet. En stor flok højlydte gæs holder til ved en ferskvandssø på engene, en gammel vindmølle placeret ved udløbet. Flegmatisk sort kvæg græsser uforstyrret på den modsatte bred. En enkelt af de store dyr sopper i det lave vand.
Som jeg kommer tættere på halvøens rod, tager turistpræget igen til. Marinaer, badestrande, restauranter. Det inderste af bugten er ganske i surfernes vold. Et par stykker på bræt, men de fleste er kitesurfere med farvestrålende skærme. Jeg runder det inderste af bugten og når snart frem til Gelting Mole. I sin tid var her anlægssted for spritruten Fåborg-Gelting, men den ophørte for tyve år siden, og nu har lystbådene taget over.
En stikvej fører fra lystbådehavnen langs en blomstrende rapsmark indtil landevejen og et busstoppested. Jeg skal med en af lørdagens få busser fra Kappeln til Flensborg. Om en time.

Carmen Martin Gaite: El cuarto de atrás, 36-208.
Peter Watson: Convergence, i-xxxi, 1-27.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s