Århus C-Moesgård, 15 km (547).
Søndag den 26. april 2026.
Det er midt på formiddagen, da jeg påbegynder min lille vandretur ud til bugten og skovene syd for byen. Himlen er blå, og solen overvinder morgenens sidste kølighed. Det tidlige morgentræk af kragefugle og måger har allerede afsøgt byens veje og fortove for spiseligt, og nu er det duernes tur, med blødere vingeslag og kurrende kald, i byens gader og langs skovbrynene.
Jeg når bugten ved Tangkrogen, med udsigt over grønsvær, havets blå flade og Skødshoveds skrænter i det fjerne. Strandvejen er kantet af store gamle patriciervillaer, første række i gadeniveau, andet række øverst på den lave skrænt. Bag villaerne strækker smuk bøgeskov sig hen mod Tivoli Friheden og Stadion. Bøgen er sprunget ud i underskoven, hvor grenene rækker guirlander af gyldent grønne bøgeblade frem. Enkelte af de højeste træer i skovbrynet har udsprunget løv helt til tops, men hovedparten af skoven har endnu bladløse kroner.
Skovbunden byder på mængder af gul vorterod, hvide anemoner og sparsomme lilla dråber af violer. Jeg følger den brede skovsti og dernæst en stille villavej, indtil jeg når Mindeparken og kan se ud over den store fælled foran Marselisborg Slot. I august holdes der DHL-stafet her, tre dage med tusindvis af deltagere, fem runder af fem kilometer. Løberuten er den samme hver gang og inkluderer villavejen og skovstien. De første runder løbes i dagslys – når mørket falder på markeres skovstien af grønne knæklys, lysende i skovbunden.
I dag er der snesevis af mennesker ude for af nyde det gode vejr. De synes ikke af meget mod fælledens overvældende grønne. Jeg skrår over grønsværen, indtil jeg står ved den øvre ende af den lille kirsebærlund omkring en slynget grussti. Par og børnefamilier står i kø for at tage selfies foran trækronernes kupler af udsprungne blomster i sarte farver. Der er plantet forskellige sorter af kirsebær, og de springer ud i forskelligt tempo. Det er stadig først på sæsonen, og særligt to træer dominerer. Kronbladene tager sig fantastisk ud mod den intense blå himmel, flødefarvet versus jordbæris.
Som jeg kommer ud ad parken, ser jeg et par unge fyre i gang med at markere en løberute, små røde flag, der ligner valmuer i vejkanten. Skovene syd for byen er flittigt brugt til motionsbegivenheder.
Jeg passerer det gamle forlystelsessted Varna og søger ned til stranden gennem en lille kløft, hvor bækken fra en opstemmet dam løber rask. Foran mig endnu et århusiansk forårstegn, Den Uendelige Bro, en cirkulær badebro, er monteret efter vinteren og allerede taget i brug. Havet og Skødshoved mod øst, byens profil med stadig flere højhuse mod nord, strand og bøgeskov mod syd.
Det første stykke tager jeg i tungt sand, indtil jeg finder ind på stien langs skovbrynet, der rejser sig som et grønt gærde af bøgeløv. Stien klatrer op og ned ad høje, skovklædte skrænter, og tager lange afstikkere ind i landet, hvor tværgående kløfter tvinger sig vej ud til kysten. Små røde træbroer hæver sig over små bække på kløfternes bund. Ude på havet kan jeg se en lille turbåd stampe frem parallelt med kysten. I en anden tidsalder var det en populær søndagsforlystelse at tage den slags småbåde til skovens traktørsteder.
En lang trappe fører fra skovbunden op til Ørnereden, hvor rødmalede træbygninger både byder på kiosk og madpakkehus, dertil en udhugget ørn i sten. Da jeg nærmer mig Moesgård Strand, er det over middag og anemonerne vender nu deres blomster mod solen i vest. Der er en vidtstrakt, bølgende græsfælled her. En håndfuld gule mælkebøtter drukner næsten i det grønne hav – men om et par dage vil hele grønsværen være dækket af dem. Tjørnen blomstrer med et væld af hvide blomster, som næsten skjuler tornene.
Jeg stiger ned på den brede strand og følger den frem til Giber Ås udløb ved det idylliske Fiskerhus. Et sidste blik på treenigheden af glitrende hav, blå himmel og grøn bøgeskov, og så drejer jeg ind i landet og følger Giber Ås slyngede løb gennem skoven. Væltede stammer har fået lov at ligge i vandløbet, og vandet strømmer rask. Opstrøms ligger Skovmøllens hvide og sorte bindingsværksbygninger smukt i skoven. Jeg forlader åen og går den korte strækning op ad bakken, indtil jeg kommer ind i parken ved Moesgård med smukke gamle træer og kodrivere på lysåbne pletter.
Hovedbygningen var malet hvid, da jeg flyttede til Århus for mange år siden. Dernæst fik den en lyserød farve, og nu står den i en nuance af brændt okker. Gårdspladsen med toppede brosten er den samme. Hinsides godsbygningerne fører en allé op til busstoppestedet ved den gamle smedje, det nye museum halvvejs gravet ned i bakkesiden.
Smedjens sorte tjærede dør er åben, og jeg ser flammer fra essen derinde. Mens jeg venter på bussen, hører jeg tålmodige frivillige fortælle nysgerrige gæster om det gamle håndværk.
Jyske Vandreture 