Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Sparkær-Skive, 28 km (471)
Søndag den 22. januar 2023.
Den sol, der blev lovet tidligere på ugen, er ganske udeblevet, i stedet er det en stille grå vinterdag, temperaturen omkring frysepunktet, hvid is på pytterne, bundfrossen jord på de skyggede og lavtliggende dele af terrænet.
Jeg starter endnu en gang min vandredag fra det nye trinbræt i Sparkær. Sidste uge gik jeg mod Viborg (vandredag 470). I dag går jeg mod vest, mod Skive. Det er et fladt terræn, plateauet mellem to lave ådale. Selv minimale højdeforskelle er nok til at skabe mose og sump. Nord for landevejen er det åbent kær med rør og græsser, syd for er der tæt sumpkrat, hvor det sorte vand har fået et låg af glasklar is.
Snart kommer jeg ud på dyrket land og går mod en lille landsby med det julekalenderagtige navn Gammelstrup. Det er en halv snes gårde og nogle få huse samlet i en lille bykerne, en fært af kvæg og vådt halm hænger i luften. I landsbyens udkant ligger en fin lille kullet kirke, med en kirkeklokke ophængt i et træstativ op mod en hvidkalket gavl.
I udkanten af Stoholm passerer jeg Jordbro Å, hvor ådalen endnu er ganske lav og drejer mod nord, hvor vejskiltet peger mod Nr. Søby. Der er store oversvømmelser på en eng, stoiske måger står tæt på den frosne is. Som jeg vandrer videre mod nord, trækker en lille flok svaner over mit hoved, jeg hører dem længe før jeg ser dem. Markerne er grønne, og den smule sne der er tilbage, ligger i markernes mikrorelief, furer efterladt fra pløjning eller harvning, lange linjer eller slyngede buer, nu trukket op med hvidt. Vejen slår et stort sving, og jeg slår ind på den mindre vej mod Søby, krydser jernbanen der, ligesom gravhøjene, holder sig på det højere liggende land, og begynder nedstigningen mod den forsvundne sø, for Søby er en by uden sø.
For den sags skyld er der heller ingen by, Søby er blot et håndfuld gårde omkring et vejkryds. Endnu står jeg ikke på gammel søbred, en lavt ådal med en bæk gennem et bredt kær udpeger vejen. Jeg må imidlertid gå et stykke på landevejen mod Kobberup, før jeg kan slå ind på en lang markvej. Vejen er slemt medtaget, præget af dybe furer fra tunge traktordæk. Under andre omstændigheder ville det have været krævende vandring, konstante forsøg på at omgå sugende mudder. I dag er det imidlertid bundfrossent, så jeg svæver næsten hen over den ødelagte vej.
Forude hører jeg spredte skud, en jæger sidder i kanten af en gravhøj og skuer udover dalen foran ham. De næste timer ser jeg flere jægere, enkeltvis og i små grupper, mænd i grønt tøj med orange sikkerhedsbånd i hatten, en hund eller to. Små klynger af forladte biler holder på øde steder. Markvejen skruer ned mod dalbunden, der er flad som en pandekage, lange lige grusveje, flankeret af afvandingskanaler, opdeler den i store firkanter.
Det er den gamle søbund fra Tastum Sø der blev afvandet omkring 1870. I sin tid var det et gammelt nor, forbundet til Skive Fjord i stenalderhavets tid. Havet og søen er væk, men stenalderen lever videre på andre måder. I 2016 blev der fundet to stenøkse under nedlægning af dræn. De er kendt som flinteøkserne fra Kobberup og som danefæ overdraget til Nationalmuseet. Den ene af dem er, med en længde på 50 cm, den største, der kendes fra Danmark. Den blev næppe nogensinde brugt til arbejde eller krig, men blev skabt til at blive nedlagt som offergave i søen.
Landskabet fremtræder som en stor stegepande, den runde søs flade bund, omgivet af en cirkel af bakker. Her og der er der skov på dalsiden, et hvidt kirketårn kigger over trækronerne. På de grønne enge raster gul- og rødnæbbede svaner. Et utrættelig tårnfalk hænger i luften, mens den afsøger den frosne eng.
Jeg når den modsatte dalside og en mere regulær grusvej gennem plantage, som jeg følger i en stor bue op over dalsiden. Oppe på plateauet giver plantagen plads til Dommerby Hede, en del af øvelsesterrænet ved kasernen i Skive, som markeringspæle i hidsige sorte og gule hvepsefarver angiver. Heden er domineret af brune lyngflader, uden meget græs eller mange buske.
Som jeg går længere ind i plantagerne bliver skovvejene hurtigt mere tilisede, endog glatte, hvor der har været biltrafik. Skoven gør et noget skravlet indtryk, den er tydeligvis anlagt på gammel hede, lyngkoste holder stadig stand mange steder. Ved den lille fredede Fly Hede drejer jeg mod nord, passerer snart efter mosen af samme navn, den lille sø dækket af klar, tynd is. Jeg har forladt det militære område: hvor der før var skilte, som dirigerede tanks, er der nu skilte med hestevogne, noget mere klodsede end de sulkyer fra den nærliggende travbane, som de henviser til. Kuskene motionerer hestene på disse skovveje, som jeg så, første gang jeg var her (vandredag 281).
Jeg gør en kort afstikker gennem plantagen og ud til den kilometerbrede ådal omkring Karup Å, der her følger den østlige dalside. Den vestlige dalside er græsbevokset, en snes meter høj, kirketårnet i Estvad rager op derovre. Den brede ås vands er sort og olieagtigt under den grå himmel. Det er fristende at følge åen ind mod byen, men jeg er sikker på, at der er massive oversvømmelse i Skive Enge.
I stedet går jeg ad plantagens isglatte veje, indtil jeg når forstæder og industrikvarter, og kan følge indfaldsvejen tørskoet over de våde enge. Og dernæst dreje til venstre, hvor banegården ligger højt på bakkesiden.
Alejo Carpentier: El Reino de este mundo, 38-107.
Jyske Vandreture 