Agerbæk-Klelund Plantage (308).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om den markerede strækning, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Agerbæk-Klelund Plantage, 28,3 km (308).
Lørdag den 13. april 2019.

Agerbæk ligger midtvejs mellem Billund og Esbjerg og nyder godt af en udmærket busbetjening som binder havnebyen sammen med lufthavnen ved Billund. Byen ligger på den flade hedeslette, et godt stykke vest for Den Jyske Højderyg.
For at komme ud på det åbne land øst for byen er jeg nødt til at gå gennem viadukten under en for længst nedlagt jernbane. Den var en del af Den Skæve Bane, der i sin tid forbandt Esbjerg med Silkeborg og, videre mod nord, Langå. Mellem Grindsted og Silkeborg er den nu en lang banesti (vandredag 133, 134 og 135). Mellem Bramming og Grindsted ligger banelegemet derimod forladt og overgroet tilbage.
Så snart jeg kommer uden for bygrænsen er vinden følelig, det er en kold solskinsdag, og det isner om ørerne. Markerne er store og firkantede, inddelt af lange læhegn. Der er så småt ved at blive sat løv i det laveste krat, men trækronerne står bladløse hen, selv om der er lange stræk med hvide blomstrer fra slåen og andet.
Efter en times vandring mod øst afløses den lille landevejs asfalt brat af grus, en kvægrist er nedfældet i vejen, og høje, elektriske hegn løber endeløst mod nord og syd. Et skilt forbyder fordring af vildsvin. Dette er Klelund Plantage. Området er ejet af en af arvingerne til Lego-formuen. Siden 2008 har en stor del af terrænet været indhegnet til dyrehave. Mere end 1400 hektar, 14 km2. Inden for de sidste år er der udsat en lille flok vildsvin. De kommer fra Tofte Skov i Lille Vildmose (vandredag 254 ).
Jeg regner nu ikke med at få dem at dem. Frijsenborg Gods har en tilsvarende dyrehave med vildsvin i Granslev Ådal, nær Pøt Mølle, nord for Hammel (vandredag 187). Dyrene der er udsat for et betydeligt jagttryk og stikker af, så snart de får færten af mennesker. Indhegningen der er på 2 km2, svineflokken er større, og jeg har kun fået et par flygtige glimt af dyrene. Som regel fra den uærbødige ende, med løftet hale og rejste børster, mens de hvinende stormer bort gennem underskoven. Med 14 km2 at gemme sig på kræver det godt med held for at møde de sky og kløgtige dyr i dag.
Det slår da heller ikke fejl: Jeg ser ikke så meget som skyggen af en krøllet hale, heller ingen afføring eller klovspor, ingen fært af gris. Egentlig er det vel ikke vildsvinene, der er under beskydning – bestanden skal først opbygges. Sigtekornet er snarere rettet mod den betydelige kronvildtbestand, der også findes her. Hochsitze, skydetårne, står tæt langs skovbryn og skovveje, og de er højere og af bedre håndværksmæssig kvalitet, end jeg har set det andre steder her i landet.
Ejeren er ikke blot interesseret i jagt. Hun har også en bredere interesse i natur og har sat gang i et projekt, der skal reetablere en mere oprindelig naturtype på bekostning af nåleskov. Ligesom på Ovstrup Hede (vandredag 243), som ejes af Aage V. Jensens Fonde, betyder det, at nåletræer, der har spredt sig ud over hedefladen, bliver ryddet.
Umiddelbart inden for indhegningen breder græs- og lynghede sig, med plantagelinjer længere tilbage. På trods af det grundlæggende indtryk af flad hede er terrænet riflet sine steder. Det må være et gammelt flyvesandsfelt, hvis lave klitrækker er blevet overgroet og stabiliseret, som bølger fastfrosset i bevægelsen. Som jeg går rundt på terrænet, ser jeg da også enkle vindbrud med åbent sand og rækker af højere klitter.
Jeg begynder min tur med at gå mod nord, hvor der er de største sammenhængende hedeflader. I begyndelsen dominerer græshede med knæhøjt, vissentgult græs. Længere inde tager lyngheden over, brun og mørk på denne tid af året. Lyngheden er mange steder oversået med træstubbe. Træstubbene har den blege grå farve, der viser, at rydningen ligger flere år tilbage. En musvåge skriger højt oppe på den blå himmel, jeg lader kikkerten glide over heden, men uden at se hverken gris eller gevir.
Her og der er der små vandhuller, hvad der kunne tyde på at al-laget er intakt, uigennemtrængeligt for vand, og at der aldrig har været dybdepløjet. Udsigten over heden er imponerende. Solen og den blå himmel får næsten lyngen til at tage sig sort ud. Ved et skovbryn nær den centrale grusvej gennem området er der en parkeringsplads med en skovlegeplads og et flot udkigstårn, hvorfra man har vid udsigt over landskabet.
Der holder et par biler ved parkeringspladsen, jeg møder et par andre vandrere og nogle få cyklister. De mindre skovveje er spærret for bilkørsel, ofte er cykling også forbudt. Jeg ser et par ryttere i det fjerne og masser af aftryk af hestesko på de mere øde plantageveje – det er muligt at købe ridekort til dyrehaven.
Fra udsigtstårnet går jeg mod syd, ind i den egentlige plantage, som er omfattende, med høje nåletræer og uigennemtrængelig underskov. Det er lunt og varmt herinde, hvor der er læ. Enkelte steder er der små sletter, skabt ved skovning af plantage. Jeg søger ud på de mindre skovveje og nærmer mig den lave ådal omkring Nørrebæk. Der er løvskov på skråningen ud mod bækken og et par små idylliske, opstemmede søer.
På det laveste, fugtigste terræn er der troldeskov med forvredne stammer. Den skovvej, jeg følger, søger op på højere grund, og pludselig går jeg i høj, lysåben egeskov. Højt oppe piler en flagspætte op ad en stamme, afsløret af dens røde, hvide og sorte farver. Et par rådyr springer over skovvejen. Gennem grenenes bladløse fletværk kan jeg se, at den fjerne dalside er ryddet ud mod bækken.
Et højt metalhegn blokerer vejen, to rækker eltråd øverst. På den anden side af hegnet er der en bakkeside med plæne, foran skovejerens store lystejendom øverst oppe. Ud af øjenkrogen fornemmer jeg bevægelse fra store dyr højere oppe i skoven. Jeg tror først, det er heste, bliver så klar over, at det er kronhjorte. Med heftige bevægelser og raslen i skovbunden forsvinder de fra mit synsfelt, blot for at komme til syne på den åbne plæne foran lystejendommen. Et øjeblik tror jeg, at dyrene går i en mindre indhegning omkring huset, men så går det op for mig, at hjortene er forsøgt hegnet ude fra plænen. Det mandshøje hegn er afsluttet med et knæk øverst, der vipper to eltråde ud mod mig, der står udenfor.
Tydeligvis er det ikke nogen dirkefri indretning. Som for at give mig ret traver dyrene hen over grønsværen og hopper ud af indhegningen, blot hundrede meter borte. Frygtløst kaster dyrene sig op over hegnet og med benene kæmper de sig over eltråden. Deres tyngde sender svingninger af sted langs med kablet, den kraftige ringlen et vidnesbyrd om deres vægt. Hele operationen har taget få øjeblikke.
Jeg drejer om på hælen, går tilbage ad den vej jeg kom fra, indtil jeg får muligheden for at krydse mod nordvest. Uventet kommer jeg frem til en lille lysning, hede, med en jordvold og adskillige sten i en uregelmæssig linje. Det varer et øjeblikke, før jeg forstår, at det er en langdysse, Jyndovn, med et større antal kantsten bevarede. Det er ganske sjældent, at langdysserne har fået lov at beholde kantstenene. På min vandring ad Hærvejen har jeg dog set et fint eksemplar lige syd for grænsen (vandredag 150).
Få hundrede meter længere fremme passerer jeg Tinghøj med en runddysse. På min vej mod nordvest krydser jeg endnu en lille lav dal med hede, omfattende overgroet med gyvel. Få hundrede meter senere kommer jeg til et større ryddet område, nyplantet med små appetitlige løvtræer beskyttet mod hjortenes tænder bag cylinderformede plasticgitre.
Til sidst når jeg frem til heden ved dyrehavens nordvestlige hjørne. En lastbil kører ind på grusvejen og rejser en høj støvsky. På den grønne mark uden for den store indhegning græsser heste og stækkede hvide gæs i samme indhegning.
Vinden har ikke lagt sig, og det er stadigt koldt ude på det åbne land. Jeg går i rask tempo tilbage til Agerbæk og busstoppestedet der.

Aldous Huxley, The Island, 90-205.

This slideshow requires JavaScript.