Sild: Westerland-Keitum (319).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge

Sild: Westerland-Keitum, 22,7 km (319).
Mandag den 24. juni 2019.

Lige som i går (vandredag 318) starter jeg i dag min vandredag på banegården i Westerland. På den lille plads uden for banegården bliver jeg modtaget af meterhøje figurer i plexiglas. De har samme farve som irret kobber og forestiller badegæster i moderat vestenvind. En hyldest til den turisme man nu om dage lever af på Sild, især i hovedbyen Westerland. En bred gågade med dyre butikker, caféer og restauranter fører direkte ud til strandpromenaden.
Neden for trappen strækker sandstranden sig kilometerlangt mod syd og nord, blåt hav løber mod horisonten i vest. Kurvestolene står i lange lige rækker, blå og hvid er den foretrukne kombination. Strandpromenaden løber øverst på skrænten, der er bebygget helt ud til kanten. Jeg følger den mod nord, mens jeg nyder udsigten over stranden nedenfor. Klokken er endnu ikke ni, men det er allerede varmt, og der er ikke mange skyer på himlen.
Snart har jeg lagt Westerland bag mig, mens strandpromenaden går over i et langt stræk af plankebro. Det giver et meget bedre underlag for vandring, men det er ikke blot en service for turisterne. Mange steder i Tyskland er færdsel i klitterne uden for afmærkede stier forbudt af fredningshensyn. Her hjemme nøjes man som regel med henstillinger til publikum, fulgt op med at blokere uønskede sidestier med vissent kvas fra nåletræsplantager.
Sluttelig må jeg dog ned på stranden og søger straks ud til det fastere sand nær vandkanten. Det er ikke decideret et fluepapir på stranden, men der er dog en del aktivitet. Fra små skure styres udlejningen af kurvestolene, et sted er der sandpåfyldning gennem store rør ude fra havet og traktorer til at jævne det påfyldte sand, nogle få badende er der også, men ellers er det mest tobenede- og firbenede spadserende, som jeg møder på min vej. Skilte oplyser om, hvilken type badegæster stranden er kategoriseret til; grundlæggende: med eller uden tekstil, med eller uden hund.
Ved den lille bebyggelse Wenningstedt stiger jeg igen op fra stranden og fortsætter min vandring ad plankebroer på toppen af klitten: Jeg er nået til den sydlige kant af Rotes Kliff, Den Røde Klint.
Ligefrem sådan postkasserød er klitterne og klinten jo ikke, men der er dog en umiskendelig rødbrun tone i sandet. Stien går tæt på klinten, som er så stejl, at der kun er få steder, hvor man har mulighed for at betragte den rå skrænt. Den rødbrune farve er klart tydeligere her.
I klitheden nord for den røde klint ligger Uwe-Düne Uwes Klit. Klitten er opkaldt efter den slesvig-holstenske frihedshelt Uwe Jens Lornsen, den er 52,5 meter høj og det højeste punkt i fyrre kilometers omkreds. Heroppe er der en fantastisk udsigt hele horisonten rundt. Over tilgroede grønne klitter, ferieboliger, fyrtårnet, Kampen ovre ved Vadehavet. Mod nord ses Silds tynde landstrimmel mellem Vesterhavet og Vadehavet.
Jeg krydser klitheden og landevejen og når ud til øens østside umiddelbart nord for Kampen. Her er der eng og flad marsk med faskiner og slikgårde. I nord rejser en klint sig dog med hvide sandflader ud mod havet. Længere væk ses havnebyen List, hvorfra der er færge til Havneby på Rømø. Sild ender i en slags krabbeklo, kaldet Albuen, hvor et fyrtårn i rød-hvide bolsjefarver er synligt med det blotte øje fra sydspidsen af Rømø (vandredag 284).
Det er lavvande, og store partier af mudret havbund er tørlagte. Havfugle og sortkrager fourager derude. Sandormenes ekskrementhobe ligger tæt og giver de blotlagte vader en knudret overflade. En god del af marsken er beskyttet fuglereservat. Som for at understrege det lander en rødben på et af forbudsskiltene med sort uglesilhuet på gul baggrund. Derfra ser den mig kritisk an.
Der går imidlertid en god grussti i et halvt hundrede meters afstand af stranden. Jeg følger den mod syd. Den fører op over Weißes Kliff, den hvide klint, også her på plankebroer. Der er ikke så meget hvidt tilbage på skrænterne, de er tilgroede og står mere i brunt og grønt, uden rå sandflader. Adskillige andre besøgende har også fundet hertil fra sommerhusområderne nær kysten, der er en ganske livlig trafik.
Kysten svinger rundt i en bue, der peger over mod fastlandet. Kirken i Keitum ses i smuk profil. Marsken bliver smallere, som jeg følger stien. En stejl sti fører fra stranden op til det højere land ved kirken og byen.
Keitum er ikke nogen stor by, men den har en lang hovedgade med mange gamle stråtækkede huse. Og en god del nyere huse med stråtag. Den lokale station ligger på den fjerne side af byen. Den gamle stationsbygning er for længst konverteret til erhvervslejemål. Alligevel har den lille by en overraskende lang perron, der skal kunne tage de lange intercitytog fra Hamburg, fulde af badegæster.
Jeg finder en plads i skyggen og venter tålmodigt på et af de hyppige regionaltog, der skal tage mig med til Niebüll, hvor jeg vil skifte til arrivatoget i retning mod Esbjerg.

Hans Fallada: Kleiner Mann, was nun?, 1-172.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s