Den lilla linje viser dagens vandrerute. Punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Sild: Hörnum-Westerland, 27,2 km (318).
Søndag den 23. juni 2019.
Sild – Sylt på tysk – er den største af de tyske vadehavsøer. Ligesom Rømø (vandredag 285) blev den i mellemkrigsårene gjort landfast med en lang dæmning. Hvor Rømø har en landevejsdæmning, har Sild en togdæmning, Hindenburgdamm. Biltog transporterer køretøjer mellem Niebüll og Westerland, Silds hovedby. Jeg, derimod, benytter regionalekspressen fra Hamburg, som kører over det flade marskland, krydser dæmningen, går i land på østsiden af øen og slutteligt når sit endemål i Westerland, ud til Vesterhavet.
Ligesom St. Peter-Ording (vandredag 266) længere mod syd, er Sild et af de mere mondæne tyske badesteder. Jeg ser reklamer for restauranter, natklubber og det lokale kasino. I dag skal jeg dog ikke bese byen. I stedet tager jeg bussen til Hörnum, ved sydspidsen af øen.
Det gamle fiskerleje har et fyrtårn, en lille havn og en kort strandpromenade. Jeg havde håbet at kunne runde selve sydspidsen af øen, som en vandrerute på min kort angiver er muligt. Tavler med informationsmateriale angiver imidlertid, at det kun er muligt ved laveste vandstand, og der er flere timer til ebbe. I stedet vandrer jeg gennem lav plantage, klithede og sommerhusområder over til vestsiden af øen, hvor høje klitter og bred sandstrand møder Vesterhavet.
Her står der geledder af kurvestole parat til udlejning. Et godt stykke ud fra kysten er vandstanden blot få centimeter dyb, og lange sandbanker er bryder vandoverfladen. Strandgæster i badetøj går parallelt med kysten derude. I horisonten ses fragtskibe i silhuet mod himlen.
Det er en varm dag, og uden spor af skygge. Det løse, tørre sand er tungt at gå i, så jeg søger ud til vandkanten, hvor det fugtige sand giver et bedre underlag. Efter at have gået adskillige kilometer mod nord krydser jeg tilbage til østsiden af øen. Der er et karakteristisk mønster her på øen, hvor sommerhusene ligger højt i klitten nær stranden og havet, mens de oprindelige fiskerlejer og nuværende turistbyer ligger i læ bag klitterne, lavt i terrænet. Fra toppen af klitterne kan jeg uden besvær se henover bebyggelse til Vadehavet på den anden side af den smalle ø.
Jeg går igennem den lille by Rantum og følger en vandrerute ud på diget nordøst for byen. Diget har form som en kvart cirkelbue og afskærer mere end 500 hektarer af vadehavet. Herved er skabt en brakvandssø, som også er et fuglereservat. I modsætning til så mange andre diger hernede, er det ikke bygget med landindvinding for øje. Tværtimod, diget blev bygget i trediverne af Luftwaffe, det tyske luftvåben, for at skabe en rolig vandoverflade som vandflyvere kunne bruge som landingsbane. Vesterhavet var ofte for uroligt, og Vadehavets vandstandsændringer for besværlige, så man greb til dette middel.
En grusvej oven på diget står til rådighed for cyklister og spadserende, og den er flittigt benyttet på denne smukke sommerdag. Også hunde og løbere klemmer sig ind i trafikken. Får græsser på siderne af diget, og ænder, gæs og svaner holder til ude på brakvandssøen. Nordvest for søen kan jeg se de høje bygninger inde i Westerland. I den nordlige ende af søen bredder eng og rørskov sig. Nogle små kunstige øer bliver brugt af måger og skarver, der får sig et hvil her.
På ydersiden af diget er det nu ebbe, og blotlagte vader strækker sig ud mod horisonten. Nær kysten er der faskiner og slikgårde. I det fjerne kan jeg se masterne ved Hindenburgdæmningen.
Ligesom de danske vadehavsøer har Sild klitter og sandstrande i vest, ud mod Nordsøen. I øst, i læ af klitterne er der marskdannelse, og den er særlig fremskreden, hvor jeg nu står, en bred kile af land, der peger over mod fastlandet. Jo længere jeg kommer væk fra kysten – mere end et par kilometer er nu ikke muligt her på øen – jo mere præg af eng får marsken. Her er ikke blot får og kvæg på græs, der er også høslæt og kørsel med traktorer. Endog en gravhøj løfter sig i det flade landskab. Med korte mellemrum ruller passagertog og biltog tværs gennem landskabet.
I det fjerne kan jeg se et kirketårn, og et vejskilt, sorte bogstaver på gul baggrund, varsler, at jeg står på tærsklen til en landsby. Faktisk giver skiltet to navne for det samme sted: Keitum er det tyske navn, Kairum er det frisiske navn. Nederst står Kreis Nordfriesland (Kreis er en administrativ enhed på mellemniveau, lidt som vores regioner). Lige som man andre steder i grænselandet, af respekt for mindretallet, skilter med både tyske og danske navne, skilter man her med tyske og frisiske navne. Niebüll er således også Naibel, Klanxbüll er Klangsbel og Westerland er Weesterlön. I de tyske tog bliver navnet sagt først på tysk og dernæst gentaget på frisisk.
Jeg drejer ned ad en grusvej og går mod Westerland. 50 meter borte ruller togene forbi mig, uden at de græssende får lader sig forstyrre af det. Med små 10.000 indbyggere er Westerland stor nok til at have forstæder med villaer, haver og gamle, høje træer, som giver en behagelig og velkommen skygge. Byen har også en hyggelig gammel banegård, med adskillige perroner på trods af, at det er en endestation og sporene kun fører én vej. Biltogene har deres egen banegård, men der er stadigt et udbud af regionaltog og intercitytog, mindst tre i timen her i højsæsonen.
Med regionaltog er der en halv times kørsel til Niebüll, Naibel for friserne. Jeg finder et sæde i skyggesiden og venter på at toget sætter i gang.
Peter Watson: Convergence, 419-496.
Jyske Vandreture 