Femmøller-Ebeltoft (346).


Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Se info og links for denne dags vandrerute

Femmøller-Ebeltoft, 30,9 km (346).
Søndag den 5. januar 2020.

Vejrudsigten har ikke lovet meget sol, men som jeg sidder i bussen mod Ebeltoft, er der en smuk rosafarvet solopgang. Solopgangen kulminerer under den timelange tur, og da jeg står af bussen i Femmøller, er solen en hvid skive bag et tyndt slør af skyer. Først ved middagstid bliver skydækket for tykt, og dagen slår over i et gråt vinterlys.
Femmøller ligger på den lange bakke, der fører fra toppen af Mols Bjerge og ned til Ebeltoft Vig. Der ligger stadig et par gamle vandmøller langs hovedgaden. Sidst, jeg brugte Femmøller som udgangspunkt for en vandretur (vandredag 310), gik jeg mod sydvest, ind i Mols Bjerge. I dag går jeg den modsatte vej, stik øst, ud mod Kattegatkysten.
I begyndelsen følger jeg en smal landevej midt på skråningerne ned mod vigen. Landskabet er delt mellem større sammenhængende skov og de store marker omkring godset Lyngsbækgård, som jeg passerer efter et par kilometer. Herregården har lave avlsbygninger i klassisk bindingsværk ud mod vejen og bag dem en hovedbygning med gule mure og røde tegltage. Øst for godset ligger landsbyen Lyngsbæk. Fra den åbne bakkeside får jeg et panoramisk blik ud over Ebeltoft Vig, med den kolde vintersol stadigt højere over vandoverfladen.
Jeg fortsætter mod øst. På bakkesiden nedenfor afløses eng af krat og småskov, som ganske skjuler de store sommerhuskolonier dernede. En travl tårnfalk er i gang med at afsøge græsset. Den hænger som en edderkop i en snor, men kun i få sekunder af gangen, så søger den en ny plads. Jeg ser den ikke gøre et eneste udfald mod jorden.
Jeg passerer Handrup, med en lille rødstenskirke i udkanten af byen, og fortsætter ad en slynget landevej gennem let kuperet agerland, indtil jeg når Egsmark og kan slå ind på Dråby Kirkevej. Den smalle grusvej fører gennem bakket plantage. Temperaturen er nået over frysepunktet, og i vejkanten er frosten gået af jorden, men de mange vandpytter er endnu dækket af is. Et par heste deler en fold, og i en lysning langt inde i skoven holder en lille flok muflonfår til, forsvarligt hegnet inde bag mandshøjt flethegn.
Snart efter krydser jeg banestien mod Ebeltoft, en rest af den gamle stikbane til Trustrup (vandredag 128), når ud af skovene og frem til Dråby. Den lille landsby har en hvid kirke i overstørrelse, skabt af tidligere tiders forbindelse til adelsslægter (vandredag 311). Fra bakkerne øst for vender jeg mig om, og ser den hvide kirke knejse på det højeste sted i landsbyen, hævet over de små huse, med skovbrynet og den blå Dråby Sø som bagtæppe.
Efter Dråby er jeg endeligt fri af de store skove omkring Stubbe Sø, på vej ud på halvøen mellem Kattegat og Ebeltoft Vig. Jeg går et stykke langs halvøens bakkekam, og får det første glimt af Hjelm, Marsk Stigs gamle tilflugtssted, før jeg svinger mod øst og kommer ud til havet ved sommerhusområdet Boeslum Strand. Som jeg kender det fra kysten syd for Grenå er her tung grusstrand. Mod nord ses Jernhattens karakteristiske profil (vandredag 9). Mod sydøst ses Hjelm. På det flade land ved sommerhusrådet er der en smule strandeng og klithede. Der er forblæst og koldt på stranden, men alligevel er der spredte grupper af sommerhusgæster på spadseretur.
Som jeg går mod syd begynder landskabet at rejse sig i skrænter. I begyndelsen bakker med grønsvær eller tæt kratbevoksning. Længere fremme decideret skrænt, næsten lodret og med spinkel bevoksning af græs og urter. Neden for klinten er der blot en tynd strimmel svært fremkommelig grusstrand, den fasteste del tilmed dækket af en strimmel forrådnende tang, der er smattet og slimet under støvlesålerne.
En håndfuld skarver sidder på de store sten i havstokken og forsøger at tørre vingerne i den kolde luft. Enkelte steder fører en par trætrapper ned til stranden, formodentlig fra campingpladser i ly af sparsomt krat øverst oppe. En delvist afmonteret badebro fører ud i bølgerne. Ellers er her ganske øde. Klinten bliver langsomt lavere, men også lodret, rå vægge af sandet ler, nederst med spor af erosion fra bølger.
Til sidst når jeg fladere land ved sommerhusområdet Elsegårde, med motionister og hundeluftere og en smule skravlet plantage. Jeg går det sidste stykke frem til Gåsehage, halvøens spids. I Vest kan jeg se Helgenæs, på den vestlige side af Ebeltoft Vig (vandredag 167).
Herefter drejer jeg mod syd, går gennem plantagen og mod Ebeltoft. Bag den beskyttende plantage ligger et større areal, fladt som et billardbord, tydeligvis en afvandet sø. I en fold går en flok frilandsgrise, langt mindre end de forkælede avlsdyr i staldene, og med store sorte pletter, der ser ud, som om de var smurt på med vådt kul. Svinene ignorerer mig, men en stor mågeflok går på vingerne.
Dagens sidste kilometre går gennem plantage og overdrev, indtil jeg når landevejen og snart efter sydkanten af Ebeltoft. Her ligger industri, uddannelsesinstitutioner og byens rådhus. Og byens busstation.

 

This slideshow requires JavaScript.