Fanø II (327).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Fanø II, 38,8 km (327).
Tirsdag den 30. juli 2019.

Sidste gang, jeg var på Fanø (vandredag 283), var det en rigtig regnvejrsdag. I dag har vejrudsigten også lovet skybrud over det meste af landet, men det kommer ind fra sydøst, så jeg håber at have tørvejr det meste af dagen. Da jeg sætter fod på Fanø, efter at have taget toget til Esbjerg og gået ned til havnen og færgen, er det overskyet, men dog uden nedbør i luften.
Set fra Nordby på Fanø er den østlige horisont fuldstændigt domineret af Esbjerg Havn, med dens industrianlæg, fragtskibe og oplagte boreplatforme. Anderledes tæt på havnen i Nordby er en flad sandbanke, hvor sæler holder til for fornøjelse for turister og lokale. Godt et halvt dusin er der denne gang. Vandstanden er så højt, at den når de hvilende dyr til godt op på bugen, men det lader ikke til at genere dem.
Der er kun to vejstrækninger på Fanø, som fortjener betegnelsen landevej. Den ene fører fra Nordby og stik vest til den lange badestrand i vest, med sommerhusene, golfbanen og de øvrige turistfaciliteter. Den anden landevej fører mod syd, til øens anden – og mindre – by, Sønderho. Jeg følger sidstnævnte vej, for i dag er jeg her ikke for Vesterhavets skyld.
Vadehavsøer er grundlæggende sandrevler, med klitdannelse ud mod Vesterhavet og senere udvikling af marsk og eng på den beskyttede østside ind mod Vadehavet. Her på Fanø er der da også omfattende enge og også et smalt bælte marsk på fastlandssiden af øen. En stor, kantet halvø kaldet Halen når halvvejs over til Esbjerg.
Efter et par kilometer ad landevejen når jeg til Rindby, en lille klynge huse, og drejer ind på de små veje, der fører ud til Halen. På engene græsser kvæget i adskilte folde, brunt, sort og broget, med Esbjergs industrihavn i baggrunden. Området ved det inderste af bugten nord for Halen bærer navnet Skideneng. Jeg kan nu ikke lugte noget, men det virker da som et sted, hvor tang kan dynges op til efterfølgende forrådnelse.
En afmærket cykelrute fører omkring det inderste af halen, og der er en pæn trafik af feriegæster. Jeg lader cyklisterne bag mig og går i stedet ad en blind vej, der fører ud til nordspidsen det flade landskab ved Halen og den håndfuld sommerhuse, der ligger her. Vejen går i et par hundrede meters afstand af kysten, og de våde enge går over i tør, karrig græshede og dernæst lynghede. Blomstrende lynghede er, hvad jeg er kommet til Fanø for at se. Her breder den sig ud mod spidsen af Halen og ind mod det indre af halvøen med dens plantager.
Sandvejen ender ved en smule klitter, hvor det yderste punkt er en halvt nedsunket tysk bunker fra krigens tid. Sandet står så højt, at jeg ubesværet kan stige derop. En tysk børnefamilie holder rast deroppe, en udflugtskurv fuld af vandflasker og termokander. Mod nord er der en fin udsigt over engene, Nordby og Esbjerg, de to hvide færger, der forbinder ø og fastland og som utrætteligt er i gang. Mod øst kan jeg se fastlandets silhuet, og, tættere på, en stribe marsk mellem eng og vader.
Jeg bestemmer mig for at følge en spinkel trampesti langs kystlinjen mod syd. Mit kortmateriale viser ikke nogen sti her, men man kan jo aldrig vide. Vadegræs vokser i store partier langs kysten, på bredden er der siv og rør, iblandet enkelte strandasters. En uafgræsset mark er fuldstændigt overgroet med asters, lilla og gule blomster strækker sig langt ind i landet. Min trampesti forsvinder i den høje vegetation. Jeg fortsætter et stykke, men min vej blokeres af en lo, en naturligt dannet, krummet afvandingsgrøft, der rækker langt ind på engene. Loen er bred, halvfuld af vand, med en dyb bund af sugende mudder. Et blik på mit kort viser adskillige andre blå linjer løbe ud mod kysten over den næste kilometer mod syd – flere loer.
Jeg overvejer mulighederne, men bestemmer mig for at gå tilbage til bunkeren og følge den blinde vej ind i landet. En jordvej giver mulighed for at gå over heden og slutte an til cykelruten i kanten af plantagen. Et svagt bølget relief i landskabet vidner om, at dette er et gammel klitlandskab.
Cykelruten følger en sandet jordvej ud til Albue Bugt, umiddelbart syd for Halen. Landskabet er et kludetæppe: Mellem marsken og plantagen er der rørskov, eng, græshede og lynghede, endog en stor mose. En længere klitrække er karrigt bevokset med laver og sparsomt græs, der er adskillige huller gravet ind i klitten. Det kunne være vildkaniner, de er udsat her på øen.
Fra jordvejen har jeg frit udsyn hen over Albue Bugtens brede enge; imellem plantagerne på den anden side af bugten ses Sønderho Hede med Hvidbjerg, et fremspringende klitparti. Snart fører min rute mig dog ind i plantagen. Lyngen blomster i lilla linjer langs skovvejen, men mere ujævn end ude på det åbne terræn, der er stadig bræmmer af brun lyng på de mest skyggede steder, blåbærris her og der.
I et aflukke inde i skoven ligger Albue Fuglekøje, den første af to fuglekøjer på dagens vandrerute. Oprindeligt var der fire fuglekøjer på Fanø. Den første blev anlagt i 1866, og de fungerede frem til 1931, hvor jagtloven gjorde dem ulovlige. En fuglekøje består af en kunstig dam, ofte i form af en sekskant, hvorfra lange kanaler, overdækket med garnnet, udgår. Tamme lokkeænder flyver ud og fouragerer på enge og vader. De bringer vilde ænder med sig tilbage, som så fanges i ruserne. Op til 10.000 ænder kunne fanges i en fuglekøje. H. C. Mortensen, ringmærkningens danske opfinder, benyttede en fuglekøje til ringmærkning af krikænder, som han købte levende fra fuglekøjernes ejere.
Albue Fuglekøje ejes af en jagtforening, der har et mindre opdræt af ænder her. Flere af fuglekøjens “arme” er sløjfede og fyldt op med jord. Et par stykker er bevarede, men overdækkede med metalnet og ikke garn. Dammen er bevaret, men noget tilgroet.
Som jeg fortsætter mod syd, kommer jeg til at gå langs kanten af Sønderho Hede, på overgangen til engene. Jeg passerer Hvidbjerg, den høje, frit beliggende klit, jeg kunne se på lang afstand. Heden er i det hele taget langt mere kuperet her, og der er også flere høje klitter at se længere inde i landet, og de største flader af lilla lyng, som jeg endnu har set på dagens vandring.
Et par kilometer syd for Albue Fuglekøje ligger Sønderho Gl. Fuglekøje i en lille plantage. Fuglekøjen er blevet flot restaureret af en forening af frivillige, og der er også blevet mulighed for en udstillingsbygning og et udsigtstårn ud mod Albue Bugt. På et luftfotografi kan man tydeligt se, hvordan den kunstige dam er anlagt som en sekskant. Fra hvert hjørne udgår en lang kanal, som ophængt garn gør til en ruse. Indgangen til rusen er på størrelse med en lille garagedør. Ud mod dammens sorte stillestående vand er der opstillet flere halmmåtter, som køjens mandskab kan skjule sig bagved under fangst. Langs kanalen reduceres tværsnittet gradvist, således at ænderne til sidst fanges i et ganske lille rum. Jeg runder fuglekøjen og bestiger undervejs det lille udsigtstårn. Mod nord ses engene ud mod bugten, i øst er der rørskov hele vejen ud til vaderne.
Jeg runder heden i syd og svinger ind til landevejen. Nær vejen græsser kvæg, knædybt i lilla hedelyng. Det har taget længere tid og krævet flere kilometre, end jeg havde regnet med at nå frem til dette punkt på dagens vandring. På forhånd var det min plan at gå gennem plantagen og klitheden vest for landevejen og ud til sandstranden mod Vesterhavet. I syd begynder det imidlertid at trække sammen med sorte skyer, og jeg kan også godt mærke dagens vandring i benene.
Så i stedet følger jeg blot cykelstien langs landevejen mod nord. Der er flere cyklister end bilister på asfalten, dertil rulleskøjteløbere, hundeluftere, heste, elektriske løbehjul og et par knallerter. Tyske, svenske, norske og hollandske stemmer, endda et par danske.
Da jeg når frem til Nordby, er sælernes sandbanke igen dækket af vand, adskillige sælhoveder stikker op ad vandet. Færgen har lige lagt til, og jeg når at gå om bord, før den sidste bil er listet på plads. Det tager godt ti minutter at nå over til fastlandet. Som jeg begiver mig mod banegården begynder en let regn at falde. Da den voldsommere regn sætter ind, sidder jeg allerede i regionaltoget mod Aarhus.

Keld Zeruneith, Træhesten, 515-600.
Philip Roth, The Great American Novel, 1-44.

This slideshow requires JavaScript.