Skallingen (369).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen.  Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Skallingen, 30,5 km (369).
Torsdag den 25. juni 2020.

Naturstyrelsen har en såkaldt primitiv overnatningsplads i Ho Klitplantage, få hundrede meter fra Skallingen, i en lysning bag et skovfogedhus, hvor der også er en hestefold. Jeg er taget herned dagen før for at kunne starte min vandredag fra morgenstunden og afstemme den med ebben ved Skallingens tidevandspåvirkede landskab.
Natten er tropisk varm, med lysende stjerner på himlen. Med lange mellemrum kan jeg høre dæmpet vrinsken fra hestene eller den bløde lyd af de store kroppe i kortvarig bevægelse. Da jeg står op ved sekstiden næste morgen, er det allerede varmt. Der kommer ikke en lyd fra hestene, til gengæld er luften tæt med lyden af fuglesang, og stære jager i hestefolden.
Jeg er en time foran mit tidsskema, da jeg tager hul på dagens vandring, men jeg trænger til at komme i bevægelse. Ebben kulminerer ved tolvtiden. Der er nogle timer til, men turen gennem marsken er også sidste del af min rute. I første omgang går jeg blot ud til plantagens skovbryn mod syd, hvorfra der er en vid udsigt over Skallingens flade marsk, med en klitrække i vest, ret forude store grønne flader med græssende kvæg og heste under en blå himmel.
Skallingen er en fredet halvø, i vest med en rygrad af klitter og bred sandstrand ud mod Vesterhavet. Herfra breder marsken sig mod øst, over til Ho Bugt, som er den nordligste del af Vadehavet. I vest er der et langt hul i klitrækken, som gør det muligt at se det blå Vesterhav. Det er et vidnesbyrd om havets gennembrud, sådan som det i tidens løb er sket adskillige steder ved vestkysten, mest dramatisk ved Agger Tange, hvor Limfjorden blev omdannet til et sund, og Vendsyssel blev til en ø.
En sandet vej fører mod vest, langs plantagens skovbryn. Langs vejen står spredte informationsstandere, der fortæller om Sønderside, et fiskerleje der lå her på stedet og blev ødelagt ved en stormflod i 1634. Samme stormflod ændrede strømforholdene og gav anledning til dannelsen af Skallingen, som en stor sandrevle der først senere blev koloniseret af planteliv.
En flok hejrer har udvalgt et kroget fyrretræ til deres nattesæde, og som jeg nærmer mig letter de en efter en. Inde i underskoven kan jeg høre et større dyr tage flugten. Vejen trækker et stykke ind i plantagen, og selv om klokken endnu ikke er otte føles det allerede afsvalende at komme væk fra solen. Træerne gør et skravlet indtryk – plantagen er vist mere anlagt som værn mod sandet og vinden end på grund af økonomisk gevinst.
Træerne stopper i en brat linje og afløses af et tilgroet indsande, med pilekrat nær den tilgroede vej. Et rådyr rejser sig fra et leje i det høje græs og forsvinder ind mellem de lave pile. Jeg griber første chance for at gå mod syd ud til stranden, ad en markvej, mærket af aftryk fra hestesko. I vest kan jeg se det hvide fyrtårn ved Blåvandshuk (vandredag 264), Danmarks vestligste punkt. Længere ude, havvindmøllerne på Horns Rev.
Jeg når ud til kysten ved det store hul i klitrækken, og der er således blot et enkelt trin ned på den flade, brede strand. Stranden ligger øde hen, ebben er sat ind og en stor bræmme af stranden ligger hen med en mørkere tone efter det tilbagetrukne hav, og, på det rigtige sted, et lidt fastere underlag for vandring. Nogle få spor efter støvler og bare fødder viser, at jeg trods alt ikke den første til at betræde stranden i dag.
Skallingen er det sted i Danmark, hvor tyskernes efterladte minefelter fik lov at bestå længst. Så sent som i 2012 blev området frigivet til offentligheden. I modsætning til andre steder ved vestkysten er der ingen bunkers at se.
Ti kilometer går jeg ad stranden mod sydøst, derefter endnu et par kilometer ved spidsen af Skallingen, indtil jeg når frem til Ho Bugt og marsken. Strandskader og rødben fylder luften med deres skrig, løber over sandet, flyver over hovedet. Mågerne holder til i store flokke på revlerne, enkelte steder sidder små flokke af skarver og tørrer vingerne. Ebben efterlader små søer og laguner på stranden – som de drænes for vand, står de tilbage med et hårdt riflet mønster som stikker af mod den glatte strand. Klitrækken bygges op, efterhånden som jeg kommer frem. Vejen ud på Skallingen giver også adgang til parkeringspladser bag klitterne, og strandgæsterne er så småt ved at indfinde sig, et enkelt sted har man endog nået at bygge to sandslotte nær havstokken. Et ældre tysk ægtepar sidder i klapstole og læser avis, ellers er der ikke andre i nærheden.
Jeg runder Skalling Ende og får udsigt til Fanø på den anden side af Grådyb, blot en hvid linje strand under en lav mørk stribe af plantage. Et kort stykke længere og jeg kan se kraftværket i Esbjerg og byens havneinstallationer. Ebbens maksimum er endnu en time borte. Ikke desto mindre er store mudderflader, vader, blotlagt, og man får fornemmelsen af at kunne spadsere over til Esbjerg, henover vaden og gennem ankeldybt, glitrende vand.
Tæt på Skallingen løber dog en dyb kanal gennem vaden, Hobo Dyb. Et nysgerrig sæl stikker et fodboldstort hoved op, betragter mig, og dykker så med et muskuløst vrid af kroppen. På vaden øst for dybet hviler endnu en sæl sig på vaden. Uden at lade sig forstyrre af mig ormer den sig længere op på den bløde banke. Hvor jeg når marsken, finder jeg skelettet af et andet stort havpattedyr, en lille tandhval, med brystkassens ribben som spanter og den flade hale intakt.
Skallingen er såkaldt vildmarsk, hvilket vil sige, at landskabet frit udformes af naturens kræfter. Mange andre steder er marsken opstået eller kontrolleret gennem menneskets ønske om landindvinding. Som jeg har set det syd for grænsen (vandredag 265), betyder det faskiner og slikgårde, hvor vaden møder fastlandet, grøbling og afvandingsgrøfter i rektangulære mønstre, diger og kanaler i indermarsken.
I Skallingens marsk er afstrømningsrenderne, loerne, derimod skabt uden menneskelig indgriben. De løber i lange snoede forløb fra indermarsken til ydermarsken og vaden, mens de smelter sammen til nogle få større hovedforløb, bredere og dybere. I forlængelse af loerne er der også skåret dybe strømrender ned i vaden (med et teknisk udtryk kaldet prieler)

Jeg vil følge grænsen mellem ydermarsken og vaden mod nord, så jeg skifter til gummistøvler. Den bevoksede del af marsken fremtræder som grønsvær, med lilla strøg af hindebæger. I vest kan jeg se klitrækken, med græssende kvæg foran og fyrtårnet i Blåvandshuk bagerst, som en smal hvid tændstik mod den blå himmel. Grønsværen er tør og fast, men med korte mellemrum får jeg brug for at krydse loerne.
De mindste loer minder om smalle grøfter, en halv meter dybe; de største har en bredde på snesevis af meter og stadig med betydelig vandføring. Uanset hvad, har de alle en lumsk mudderbund, hvis bæreevne afhænger af, hvor længe det er siden, vandet har trukket sig tilbage. I bedste fald synker støvlen kun et par centimeter ned i det gråbrune sediment, andre gange ryger foden adskillige tommer ned i mudderet, der straks får et sugende greb om gummistøvlen. Samtidig afsløres sort mudder under den lysere overflade, et tegn på iltfattige forhold, af og til med en afslørende lugt af rådne æg.
Som jeg kommer frem, krydser jeg de fleste loer helt ude ved marsken yderkant, men enkelte gange står vandet så højt, at jeg må søge længere oppe i marsken for at kunne gå videre. Når jeg vender mig om, kan jeg se fragtskibe “svæve” hen over marsken, en illusion fremkaldt af det flade landskab. Alligevel er der en vis bakketræning i at gå over den højere marsk, for der er mange små, dybt nedskårne loer, de har stejle, en halv meter høje brinker, glatte af mudder, der kræver ét stort skridt for at komme op ad.
Det frodige mudder er oversået med ekskrementhobe fra sandorme. Vadefugle, måger og skarver har indtaget vaderne. Kveller og vadegræs trives ved overgangen mellem land og hav. På en sandbanke ude i bugten hviler omkring to snese sæler. Deres pels changerer i lysere og mørkere farver. På en sælsafari ved Mandø med Vadehavscentret (vandredag 114) har jeg fået at vide, at den lysere farve fremkommer, når pelsen tørrer. Midt i bugten kan jeg se to tilgroede grønne klitter i næsten perfekt bowlerhatform. Det er Langli, den nordligste ø i det danske vadehav. Sammen med søterritoriet i Ho Bugt udgør den et fredet område med færdselsforbud året rundt. I Langli er der dog adgang ad ebbevejen i to måneder fra 16. juli til 15. september (vandredag 113) . Naturstyrelsen arrangerer også ture i traktorbus for dem, der ikke har mod på turen (3 kilometer hver vej). Faktisk kan jeg se traktoren køre derovre nu, fra øen og ud på vadens ebbevej. Måske for at betjene Naturstyrelsens fugletællere, fast beboelse har Langli ikke. Bag traktoren ses Marbæk, med højere klinter og plantage – og en vandresti, der fører fra Varde Å’s udløb i Ho Bugt og helt til Esbjergs forstæder (vandredag 263).
Jeg nærmere mig også plantage, Ho Klitplantage, der danner en grøn mur hen over halvøen. På vadefladerne ligger store algemåtter i smaragdgrønne farver. Selv om ebben kulminerer nu, er der masser af vand i den sidste lo, den største af dem alle, og jeg følger i stedet brinken op mod Skallingens grusvej, et par kilometer borte. Loen er vel halvtreds meter bred. Jeg har gået meget længere distancer, af og til i vand til øverst på lårene, ad ebbeveje til Vorsø (vandredag 108), Æbelø (vandredag 109) og Alrø (vandredag 273), men jeg husker på det dybe sugende mudder og slår tanken ud af hovedet.
På grønsværen ligger de store algemåtter skyllet op og efterladt af tidevand, nu er de blegnet til hvidt. Jeg prikker til dem med vandrestokken, de har en sprukken papiragtig kvalitet som pappet i æggebakker. Loerne afvander ikke bare marsken, de fører naturligvis også højvandet ind i marsken. Især i vinterhalvåret kan den rigtige kombination af højvande og storm, med resulterende vandstuvning i Ho Bugt, føre til at vandet ikke blot fylder loerne, men også stiger op i marsken og blokerer vejen ud på Skallingen – på trods af at den næsten ligger helt ovre ved klitterne.
Som jeg kommer op i indermarsken møder jeg kvæg og heste. De holder til tæt ved brinken, som husdyr gør ved åer andre steder. Naturligvis kan de ikke drikke vandet, så de må være der for udsigtens skyld. De få biler og cyklister vokser langsomt større, som jeg nærmer mig, indtil jeg til sidst når grusvejen, går over kvægristene og ind i plantagen.
Ved overnatningspladsen drikker jeg rigeligt af det kolde vand fra vandposten, fylder en flaske og pakker mit telt og efterladt bagage ned. Så går jeg med fuld opbakning de to kilometer ind til busstoppestedet i Ho, fuldstændigt gennemsvedt efter denne sidste korte tur i middagssolen.

Susan Sontag: The Volcano Lover, 123-419.
Salman Rushdie: Raseri, 1-50.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s