Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Varde-Esbjerg, 39,3 km (263).
Søndag den 17. juni 2018.
En byge rammer regionaltoget på dets vej mod Esbjerg og efterlader ruderne strimede af regn. Et togskifte senere er jeg fremme i Varde, og det er igen tørvejr. Himlen er skyet, og i løbet af dagen trækker det flere gange op til mere regn – heldigvis uden at blive til noget. Jeg er i gang med en vandretur på Kyst-til-kyst-stien. Min forrige vandredag (262) endte her, og i dag fortsætter jeg mod vest.
Fra banegården går jeg mod nord, til den sydlige bred af Varde Å, hvor engene når helt ind til centrum af byen. En række lystbåde er fortøjet langs nordsiden af den brede å. Et skilt ved broen oplyser om, at man træder ind i Nationalpark Vadehavet, der rækker en lang kroget finger langs Varde Å og ind til byen.
Jeg stiger ned på engene og går over mod vest ad en regnvåd trampesti. Åen slynger sig frit, en gammel slotsbanke ligger som en holm i åen. Engang husede den Vardehus, men ethvert spor af bebyggelse er for længst fjernet. En håndfuld højlandskvæg græsser på de store enge, men uden at gøre synligt indhug på det frodige græs.
Ved omfartsvejen vest for byen følger jeg rutemarkeringen over broen, dernæst et godt stykke mod nord langs den travle vej, indtil jeg igen kommer ind på grusvejene mod vest. I begyndelsen går jeg på højere terræn, med udsigt over engene, det er agerland, meget af det med majs. Jeg krydser jernbanen mod Nørre Nebel, der er uden bomme her, blot markeret med advarselsskilte.
Herefter trækker grusvejene dog tættere på engene og åen. Ved landsbyen Janderup ligger kirken for sig selv, for enden af den sidste grønne kornmark. Ud mod åen går store græsmarker over i endeløse enge, et fladt landskab under høj himmel, med en øde grusvej igennem. Et par rådyr græsser ved højlys dag, en sort ko bag dem. Få meter derfra lægger en stor mågeflok hvidt på det grønne.
Efter nogle kilometer når jeg frem til landevejen mod Esbjerg. Kyst-til-kyst-stien fortsætter mod vest, men jeg har besluttet mig for at gøre en afstikker langs Ho Bugt til Esbjerg. Derfor går jeg ad landevejen mod syd og krydser Varde Å ad den sidste bro før udløbet i bugten. Åen er imponerende bred her. De andre store åer med udløb i Vadehavet, Vidåen, Ribeå (vandredag 114) og Kongeåen (vandredag 125) er sikrede med sluser ud mod havet, men Varde Å løber uhindret ud i Ho Bugt.
Umiddelbart syd for broen slår jeg ind på Marbækstien, en afmærket vandrerute langs Ho Bugt ind til Esbjergs forstæder. Fra den smalle asfaltvej kan jeg få et indtryk af Varde Ås udløb i bugten. Der er jo ingen sluse, der er heller ikke skov, krat eller rørsump som ved Skjern Ås udløb i Ringkøbing Fjord (vandredag 99) eller tæt bymasse som ved Gudenåens udløb i Randers Fjord (vandredag 182). Der er faktisk … ingenting. Den brede å slynger sig over en nedgræsset eng, låst fast mellem halvhøje brinker, og så når den havet, og det er så det. Enkelt og fuldstændig overskueligt fra landevejen.
Ved vejen er der spor efter jernalderbeboelse, fremhævet med små stolpestykker, i en antydet rekonstruktion. Marbækstien drejer fra asfaltvejen og fortsætter ad jordveje og snart som trampesti. Der er 3-400 meter ud til strandkanten, fladt marint forland med strandeng, afgræsset af højlandskvæg. Kortborde og små pæle med farvekoder viser, at der er adskillige lokale vandreruter i området.
Der er en lille strandsø ude på engen. Mens jeg går ad jordvejen, slår en stor hvid fugl sig ned i den lavvandede sø. Det er en skestork. Skestorken – egentlig en art i ibisfamilien – er under genindvandring til Danmark. Der er en koloni i Vejlerne og i Ringkøbing Fjord, hvor jeg tidligere har set den. De senere år har fugle gjort forsøg på at etablere en koloni på Langli, den ubeboede ø i Ho Bugt, men det er vist endnu ikke lykkedes, højvandet tog rederne. Derfor kan man jo godt blive ved med at forsøge.
Det nordøstlige hjørne af Ho Bugt er kantet af havskrænt af varierende højde. Længst mod nord er der et åbent parti med overdrevskarakter og får på græs. I syd går stien imidlertid gennem plantage, sommetider på kanten af skrænten med fin udsigt over bugten, sommetider længere inde i landet gennem mørk skov. Mange steder har skrænten ud mod havet åbne sandbrud.
En mørk skygge på sandstranden viser, at højvandet har toppet og er begyndt at trække sig tilbage. Bugten er dækket af vand i skarpt adskilte felter af blåt og gråt. Som jeg kommer længere mod syd, kan jeg se Langli ude i bugten med en tydelig silhuet af klitter og fugletællernes hus. For knapt tre år siden var jeg ude på øen (vandredag 113), ad den lange ebbevej derud, over blotlagt havbund tæt overstrøet med sandormenes ekskrementhobe. Der er kun offentlig adgang i to måneder i den sidste sommer og det første efterår.
Mod syd, yderst i horisonten, kan jeg se Esbjerg havn med de store industrianlæg på havnen, i sydvest nordkysten af Fanø. Den nordligste af byen forstæder er Hjerting. To rækker sejlbåde ligger trukket op på stranden. En flot strandpromenade i træ løber langs kysten. To kite-surfere er i gang ude på bølgerne.
Et højt græsdige, ofte overgroet med et uigennemtrængeligt krat af hunderoser, løber adskillige kilometer frem mod Esbjerg. Havnen kommer kun langsomt nærmere. Da jeg runder den sidste krumning og endelig er fremme ved industrihavnen, står jeg også foran Mennesket ved Havet, en skulpturgruppe af Svend Wiig Hansen, opført i 1995. Fire siddende mennesker, spejdende ud over havet, 9 meter høje, i hvid beton. De få besøgende ser små ud for foden af skulpturerne. Jeg går også selv derop for at måle mig med højden af giganternes uplejede tæer og kigge ud over havet. En sortkrage går op mod vinden og står næsten stille i luften. Mågerne dykker og skriger. Englandsfærgen kommer ind.
Jeg sidder et øjeblik på en bænk, mens jeg finder mit bykort over Esbjerg frem. Det er Danmarks femtestørste by. Byens vækst er kommet sent, som en følge af nederlaget i 1864. Det blev nødvendigt at finde en anden udskibningshavn for dansk landbrugseksport, så der blev bygget moderne havn og ført jernbaner frem. I modsætning til landets gamle købstæder har Esbjerg derfor også et regelmæssigt rektangulært gadenet i centrum, så det er ganske let at finde frem til banegården.
Selv om jeg er i god tid, holder regionaltoget allerede ved perronen, så jeg stiger ombord og sætter mig bekvemt tilrette med min bog.
Elena Poniatowska, Dos veces única, 295-405.
Jyske Vandreture 