Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Nymindegab-Nørre Nebel, 22 km (486).
Store Bededag, 5. maj 2023.
Det er en kold og blæsende dag, med en grå og overskyet himmel, et skummelt lys over landskabet. Nærmest som om årstiden har taget et stort skridt tilbage til marts måned. Jeg er i Vestjylland, berømt for vestenvind og krumbøjede træer, men i dag kommer den hårde blæst fra øst, stadig med pust af kontinental kulde.
Jeg starter min vandredag ved kroen i Nymindegab, med vid udsigt over bunden af Ringkøbing Fjord og bag den, en lang klitrække ud mod Vesterhavet, i nord forlænget i Holmsland Klit, den lange smalle landtange op mod Hvide Sande (vandredag 101). Den lille by ligger på den høje skrænt ud mod fjordens sydlige ende. En smal grusvej løber for foden af skrænten, tæt på fjorden, der her er smalnet ind til en smal finger, en rest af det oprindelige udløb. Skrænten giver behageligt læ for vinden, et par lystfiskere er i gang på en træbro. Jeg går mod nord, langs en bræmme af rør, der snart giver plads for nøjsom strandeng. På skrænten over mig svinder det snart ind i de stråtagsklædte huse med den flotte havudsigt. Umiddelbart nord for Nymindegab ligger et militært område, præget af skravlet plantage og fyrrekrat, der også har spredt sig ned ad skrænten. Høje mærkepæle med sort-gule hvepsestriber markerer skellet langs grusvejen med al tydelighed.
Hinsides militærets område er der dog ingen mangel på civil aktivitet, enkelte cyklister passerer, et par lokale hundeluftere har deres firbenede venner ude på tissetur, og – uden at det skal være en konkurrence – et gyllespreder med enormt vingefang pøser mere af de næringsrige dråber ud over marker. Der går kvæg på de yderste enge, fjordens blå bånd adskiller dem fra klitterne derover, hvor det hvide sand og marehalmens tørre grønne farve slynger sig i adskilte striber.
Som jeg kommer frem, klemmer hede sig ind mellem engene og plantager, tør jord, selv om højdeforskellen forekommer minimal. Lave gyvelbuske har slået rod mellem lyngkostene, et par af dem er ved at springe ud med de store gule ærteblomster. Grusvejen tager et stort sving ind i landet, indtil den når asfaltvej. Det område, hvor jeg går, er roden af Tipperhalvøen, og landevejen er den eneste vej derud, den ender blindt ved halvøens spids, i det fredede reservat med begrænset offentlig adgang.
Jeg går et kort stræk på asfalt mod nord, her er det får og heste, der råder over foldene. Et knopsvanepar er dog flyttet ind i rørene omkring en strandsø på engene. Øst for vejen strækker engene sig i flere kilometers bredde, fladt land, endnu ikke med den saftiggrønne tone over græsset.
Få hundrede meter fremme drejer jeg på ny ind på grusvej mod vest. Her ligger Bjålum Klit. et to kvadratkilometer stort, næsten rektangulært, område af klit og hede, indsnæret af grusvejen. Tættest på fjorden er der en lille parkeringsplads, hvor bundtede tagrør ligger stablet som kævlerne i en skov. Herfra er vejen lukket for biler og præget af begyndende tilgroning. Klitter og lettere kuperet hede dominerer øst for vejen, vest for er der enge og rørskov. Der er ænder og gæs i luften. Viber boltrer sig i luften, deres karakteristiske kald kommer fra flere sider.
Nord for Bjålum Klit ligger Værnengene, en privatejet del af Tipperhalvøen. Der er flere store klynger med sommerhuse, mange af dem var og er jagthytter, anlagt i klitterne derovre.
Snart er jeg tilbage på landevejen, nu igen fuldstændigt eksponeret for den stærke blæst fra øst, der ingen hindringer møder på de flade enge. Egentligt havde jeg tænkt mig at gå den flere kilometer lange vej ud til Værnengenes fugletårn. Blæsten gør det dog tydeligt, at det i hvert fald ikke vil være en fornøjelsestur, så i stedet går jeg stik syd, endnu engang forbi hestene, fårene og svaneparret, indtil jeg passerer øst om det militære område og når landevejen mod Nørre Nebel og Varde.
Trafikken er ganske tæt, så jeg fortsætter mod syd, indtil jeg når den for længst nedlagte jernbane mellem Nymindegab og Nørre Nebel (vandredag 53). En cykelsti løber parallelt med skinnerne, oftest i få meters afstand, det meste af vejen. Som det ofte er tilfældet er der et ærme af krat og småskov langs det gamle banelegeme. Pludseligt er der læ, og i enkelte øjeblikke, endda næsten lunt. Langs banen er der også rester af hede og klitter af ganske anseelig højde, nogen af dem endnu med hvidt sand og åbne vindbrud, endnu ikke tilgroede, vendt mod himlen.
I plantagerne omkring Lønne skilles bane og cykelsti kortvarigt, og jeg kommer omkring Lønne Kirke. Den lille kirke har rødt tegltag, hvide kalkede mure og et markant tværskib, det er en mere moderne erstatning for en nedrevet middelalderkirke. Uden for Lønne krydser jeg den nedlagte bane, der har fået lov at beholde de røde og hvide advarselsskilte. Nogle få kilometre endnu og jeg når frem til Nørre Nebel, der nu er endestation for jernbanen mod Varde og Esbjerg. Den lille fine stationsbygning er bevaret, men overgået til privatbeboelse. Et par bænke og et lille glasskur er dagens publikumsfaciliteter. En halv time til næste tog.
Siri Husvedt, A woman looking at men looking at women, 451-505.
Jyske Vandreture 