Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Gredstedbro-Ribe: Kongeåen III, 26,4 km (125).
Lørdag den 7. november, 2015.
I dag når jeg frem til mit udgangspunkt for dagens vandring uden forsinkelser fra DSBs side. Det er blevet november; temperaturen er stadig som en mild oktober, men vejret er gråt og diset, og der er lovet regn i løbet af dagen.
Jeg er tilbage i Gredstedbro, nord for Ribe, for at færdiggøre min vandring ad den nyåbnede Kongeåsti. Hele dagens tur kommer til at foregå i land, der forblev dansk også efter nederlaget i 1864.
Kongeåen dannede oprindeligt grænse mellem hertugdømmerne (Slesvig og Holsten) og kongeriget, deraf navnet, og eftersom Danmark jo tabte alt i krigen, skulle Kongeåen egentlig også danne grænse på sin vej ud til Vadehavet – hvilket blandt andet ville have bragt Ribe under tysk herredømme. Imidlertid blev der foretaget et bytte, den danske regent gav afkald på kongelig jord, nede ved Tønder, og i stedet blev området omkring Ribe indlemmet i kongeriget, således at grænsen i vest kom til at gå syd for Ribe, ved Hviding (se vandredag 56 og 114). (Som en ringe erstatning for alt det andet tabte land fik Danmark også overdraget Ærø, der ellers var en del af Slesvig).
Grænsen 1864-1920: Historiske generalstabskort fra Prøjsen, overlejret Geodatastyrelsens moderne landkort.
Denne dag bliver præget af lange lige vejstykker ude i marsken. Den eneste komplicerede strækning er den første, mellem Gredstedbro og Vilslev Spang. Den afmærkede sti fortsætter på sydsiden af Kongeåen, godt hjulpet af gangbrætter på de mest sumpede steder. Nogle få køer er endnu på græs, hvor jeg må gøre en afvej for at passere jernbanen. På den nordlige side er der villahaver med træplatforme ud mod åen, halvt skibsbroer, halvt terrasser, inden markerne også overtager den bred.
Få hundrede meter længere fremme krydses åen af Varde Hovedvej, og over de næste par kilometer må jeg gå i nogen afstand fra åen, indtil udkanten af Vilslev, hvor jeg, igen hjulpet af gangbrætter, igen kan gå ad brinken frem til Vilslev Spang. Her og der har jeg set skilte for Drivvejen og genkendt stræk fra min vandring her sidste sommer (vandredag 55). Vilslev Spang var et af højdepunkterne den dag: En hvidmalet bro over den brede å, Vilslevs hvidkalkede kirke på nordsiden af åen med åbent land foran sig og smukke gamle huse og gårde på begge sider af åen.
I dag, hvor jeg kommer fra øst, på vej mod vest, krydser jeg ikke åen. I stedet går jeg ad en grusvej ud til en smal landevej, et godt stykke væk fra Kongeåen, og derefter stik vest ud til diget og Vadehavet. Det er en lige vej gennem fladt land, mest græs, kantet af afvandingsgrøfter. For foden af diget mødes den i et t-kryds med den vej, der løber langs indersiden af diget. En håndfuld jagthytter ligger på begge sider af krydset, med små broer slået over den afvandingskanal, der skiller dem fra vejen. Tågebanker fra havet har bragt sigtbarheden ned til et par hundrede meter, og fra toppen af diget kan jeg kun lige akkurat skimte den overgang fra græs til rør, der afslører havets nærhed. Får græsser på den lange digeskråning ud mod havet, men kun de nærmeste dyr står tydeligt frem i al tågen.
En lille kilometer mod nord genfinder jeg Kongeåen – ved slusen i diget. Kongeåstien ender – eller begynder – her. Broen over åen hviler på lave betonbuer, en kano, muligvis en robåd, men afgjort intet med master kan passere igennem her. Tågen er lettet, så fra diget kan jeg nyde synet af åens udløb i Vadehavet, og jeg kan se fra begyndelse til enden af den fåreflok, der græsser her.
De næste fire-fem kilometer går mod syd, ad vejen på indersiden af diget. Her og der er der låger ind til digets indhegnede græsningsområder, så jeg kan bestige diget og nyde udsigten. Små flokke af svaner trækker over himlen, mellem havet og marskens stubmarker.
Et lovende sted går jeg de få hundrede meter ud til havet. Fårene har holdt sig til græsset på eller nærmest diget, så der er højt græs ud mod vandet, dernæst et bælte af siv og yderst fragmenterer kysten i et netværk af ganske små tuer og holme, bevokset med lavt, stridt græs. Gennemstrømmende havvand har slidt snævre render, op til en halv meter dybe, mellem dem, så de står med stejle, sorte brudflader.
Længere mod syd når jeg frem til Kammerslusen. Da jeg var her i august (vandredag 114), var slusen under renovation, men i dag er arbejdet afsluttet, om end der stadig hænger skilte med “adgang forbudt på byggepladsen”. Kammerslusen regulerer Ribe Å’s udløb i Vadehavet, og beskytter byen mod oversvømmelse under stormflod. På indersiden af slusen er der en lille åhavn med en række fortøjede både, solide porte lukker for havets adgang. En smal hvælvet bro tillader én personbil ad passere ad gangen; trapper og en fodgængerbro muliggør bestigning af diget og passage forbi kontrolhuset og over sluseportene.
Jeg går langs sydsiden af åen ud til Vadehavet. Et stor lystbåd cirkler rundt ved åmundingen og stævner så op i åen, hen mod sluseportene. En bred lo rækker langt ind i marsken; der står vand i bunden, men kanten er en halv meter høj og synes at bestå af en tæt stak af forskellige sedimentationslag. Den samme antydning af lagdeling finder jeg ved kystlinjen og åbrinkerne, hvor tidevandet har slidt al vegetation væk og ladet brinker stå tilbage.
På tilbagevejen fanges mit blik af en bevægelse i vandet: hovedet af en sæl, den betragter mig et kort øjeblik med melankolske hundeøjne, før den dykker ned og forsvinder. Nogle minutter følger jeg i kikkerten dens hoved dukke op forskelle steder i åens udløb, indtil den endegyldigt forsvinder for mit blik.
Der falder en kort byge, mens jeg går tilbage mod slusen, mere vedvarende regn sætter ind, mens jeg går ind mod Ribe. Blæsten fra vest tager til, bringer tåge med sig, og jeg kæmper lidt med at forhindre mit regnslag i at blafre for meget, mens jeg går i det åbne, flade landskab. Det, jeg først troede var fjern trafikstøj, tager til og viser sig at være store fugleflokke. Spurve nogle af dem, men også gæs og ænder. Den tætte masse af fugle giver flokkene et uroligt omrids på himlen, de vrides, drejes og slynges rundt på himlen, flokkens bevægelser sirupstunge i forhold til den enkelte fugl. Mod syd skræmmes en stor mængde gæs på vingerne under et pludseligt bulder af vingeslag.
I den støtte regn nærmer jeg mig Ribe, hvis domkirke hæver sig højt over det omgivende landskab, selv om det står som en skygge i regndisen. På den sidste kilometer går jeg igen ad samme rute som Drivvejen, indtil jeg drejer fra og går gennem Ribes smukke gamle gader frem til stationen, en fuld halv time før solnedgang.
Charles C. Mann: 1493 – How Europe’s discovery of the Americas revolutionized trade, ecology and life on Earth: 123-274.
Jyske Vandreture 