Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Gedsted-Grønning, 26,8 km (377).
Fredag den 31. juli 2020.
Gedsted har en trådsilhuet af en ged anbragt oven på en gammelt vandtårn og adskillige andre gengivelser af samme husdyr andre steder i det offentlige rum. De flade enge ud mod Limfjorden er derimod indtaget af sortbroget kvæg, der græsser mellem tætte bevoksninger af gul brandbæger. Det er blot et par måneder siden, jeg gik her sidst (vandredag 364), krydsede Lerkenfeld Å og dernæst den travle hovedvej mellem Løgstør og Viborg. Dengang fulgte jeg åen ud til Lovns Bredning, som denne del af Limfjorden hedder og vandrede dernæst langs stranden rundt om Lovnshalvøen til Hvalpsund.
I dag skal jeg også til Hvalpsund, men ad den kortere vej, op over den bakkekam, der danner halvøen rygrad. Det er køligt for en sommerdag, himlen er grå, og landskabet ligger hen i et grumset lys. Dagen bliver varmere og uden nedbør – himlen går uendeligt langsomt over i en blå grund med lave, hvide skyer.
Efter et par hundrede meter ad hovedvejen kommer jeg ind på en gammel, opgivet asfaltvej, der er sprukken og på vej til at blive helt dækket af vissengrønne laver. I det flade landskab ses fjorden blot som en blå stribe, mens skrænter rejser sig i syd og nord for den brede kile af eng. Der er taget høslæt flere steder og kun få køer i foldene.
Jeg slår ind på en jordvej, der fører mod vest for foden af den gamle havskrænt, der stedvis når en snes meters højde og øverst er bevokset med krat og nåletræer. En enlig klynge lyng lyser op i lilla. Store bræmmer af gederams og dueurt bærer andre nuancer af den farve, mens hvid mjødurt breder sig i foldene op mod vejen. Længst ude, i profil mod fjorden, kan jeg se en håndfuld heste. Luften er tyk af fluer og andre insekter. De slår sig ned på alle steder på min hud og kravler ind i ører, øjenkroge og næsebor. Heldigvis synes de at være mere interesserede i saltet i min sved end i blodet under min hud.
Jordvejen er groet til med græs, der er svage aftryk af traktordæk, men uden tilstrækkelig trafik til at skabe slidspor. En tilstødende hulvej fører gennem et lille skovstykke, op over skrænten. På kanten af en gårdsplads munder den ud i en lille asfaltvej. Jeg er kommet til Alstrup, en løs samling af huse og gårde, mange af dem idyllisk bindingsværk. På den højeste bakketop, 30 meter over havets overflade, ligger den hvide kirke, et vartegn, der fra fjorden kan ses i mange kilometers afstand. Fra kirkegården er der vid udsigt over Lovns Bredning. Et smukt stengærde omgiver kirken. Et lille informationstavle fortæller et sagn om en speciel sten i gærdet. Den har fire huller og skal i sin tid være blevet kastet af en vred trold, der ikke brød sig om kirkeklokker.
Landbrugslandet øverst på bakkekammen står med uhøstet korn og mandshøj majs. Længere mod vest kommer jeg igennem en plantage, og også en golfbane har klemt sig ned og tvinger mig ud til landevejen lige oven for Hvalpsund. Fjordens blå kan ses for enden af den lange hovedgade. Færgen ligger på den modsatte side af sundet, så jeg har god tid til at gå det sidste stykke ned til den lille havn.
Landet i vest er præget af skovklædte bakker, hvor erosion ud mod fjorden har skabt rå, lodrette klinter. Også i nord er der partier med klinter mellem landbrugslandet. De små, ubeboede øer, Store og Lille Rosholm, bryder lige akkurat vandoverfladen. Sæler skal af og til holde til der, i dag ser jeg dog blot store mængder måger og skarver. Adskillige biler og en lang række gående og cyklister, opmarcheret med behørig afstand, står klar da færgen lægger til. Min tur over sundet er gratis – takket være en af pakkerne til afbødning af coronas økonomiske skadevirkninger der har gjort denne måneds færgefart gratis for gående og cyklister.
Ti minutter til søs, og så ankommer jeg til Sundsøre i Salling. Hvalpsund er en mindre by, mens Sundsøre blot er et færgested med en kro og en lystbådehavn. Før jeg går videre, køber jeg en is på havnekontoret og giver mig tid til at studere det forskellige informationsmateriale, Skive kommune har sat op her. Jeg har ikke lagt mig fast på, hvilken rute jeg vil følge mod syd. Kysten ser ikke alt for fremkommelig ud, men et kortbord viser ikke desto mindre en rød stimarkering følge stranden langt mod syd, så jeg bestemmer mig for at give den en chance.
Havet er et stykke inde i ebbe og godt det samme, for stranden bliver snart til smal grusstrand. foran høje klinter. Der er fladt land ved færgestedet, og en lang sandrevle løber halvvejs over til Hvalpsundsiden, en magnet for strandgæster. Hvor jeg skifter fra landevej til stranden, passerer jeg et lille krat med kartebolle. De sammenfiltrede blomsterhoveder har form og størrelse som hønseæg. Der er en kantning af små sommerhuse langs stranden, og i havstokken rager talrige små høfder i sten ud. De ligger med fire-fem meters afstand, og afløses snart af faskiner med træ og grene, dernæst når jeg skrænterne med den smalle ubeskyttede strand.
På Hvalpsundsiden har jeg udsigt til de skrænter og bakker med overdrev og skov, hvor jeg gik for et par måneder siden. Der er talrige sejlbåde og motorbåde ude på sundet. Der er også havbrug derude, med adskillige små platforme og store samlinger af sorte flydere i vandoverfladen. Mågerne holder til begge steder.
På trods af den optimistiske markering på kortbordet ved Sundsøre har jeg et par hårde timers vandring foran. I begyndelsen ligger der blot væltede træer på stranden, som jeg lige akkurat kan sno mig igennem. Den forholdsvist lavere vandstand gør det også muligt at klemme mig omkring det krat, der af og til når helt ud i havstokken. Som jeg kommer mod syd rejser klinter sig stadigt højere, med tydelige tegn på sammenskridninger for foden af de stejleste partier. Vandet presses ud på de lodrette, lerede flader, der fremstår med fugtig overflade og rislende og dryppende vand. På sammenskridningerne vokser især følfod, dueurt og nogle steder hjortetrøst.
Kysten bliver stadig sværere tilgængelig, som jeg kommer frem. Enkelte steder har folk sejlet en jolle op på stranden og slået sig ned, ellers har jeg det mest for mig selv. Et par steder er de eroderede bakker, der udgør landskabets front mod fjorden, dog gennembrudt af små dale med tilgroet overdrev. Her er der adgangsveje, som leder ud til nogle få bådeskure og sommerhuse.
Det er også her, jeg kunne have reddet mig en mere komfortabel vandredag ved at følge en jordvej op gennem godsskoven og ind til baglandets landevej. I stedet følger jeg optimistisk den blå pil på en knæhøj markeringspæl, der tydeligvis har en del år på bagen. Mod syd, langs stranden, peger den.
Flimrende sollys kaster et smukt skær over klinten ovre på Lovns Hoved. Umiddelbart syd for, og helt anderledes lavt i horisonten, kan jeg se Lundø. Lundø har en endnu længere sandrevle end Sundsøre. Den er mere end en kilometer lang, og stuvende fuld af måger, der står som en kriblende, levende hæk foran sejlbådene længere inde i bredningen.
På vestsiden af Lundø (vandredag 355), østsiden af Skive Fjord, er det særdeles lavvandet, og ebben blotlægger store mudderflader, hvor fuglene søger føde, og hvor man ubesværet kan gå lange stræk. På denne side af fjorden består stranden imidlertid af spidst og løst grus, vandet bliver hurtigt dybere, og under vandoverfladen er der store sten med glat og slimet algevækst. Så det er på ingen måde tillokkende at vade gennem vandet. Og eftersom stranden i tiltagende grad er dækket af sammenskredet jord og sammenfiltrede, væltede stammer, betyder det, at jeg oftere og oftere må op på den våde skråning. Der er den allersvageste antydning af en trampesti, og af og til et støvleaftryk til at bekræfte at det ikke er ren indbildning fra min side. Nogen hovedfærdselsåre er det imidlertid langt fra, jeg må mase mig gennem tæt krat og forcere smattet lerjord, jeg snubler over talrige ranker, løse rødder og udstikkende grene og redder mig undervejs adskillige blodige rifter og en ganske hæderlig samling insektbid.
Til sidst runder jeg dog i bogstaveligst forstand et skarpt hjørne, jeg er nået frem til Astrup Vig. Skrænterne sig tilbage og bliver til lange, lette bakkesider med åbent rum omkring strandengen inderst i vigen. To hejrer letter fra en lille strandsø, efterfulgt af en flok ænder. To store tunger af åbent land når helt ud til fjorden, adskilt af en smal kile skov. Øverst på bakken i bunden af vigen ligger en velholdt gård med gulkalkede mure og rødt tegltag. Det er Jenle, Jeppe Aakjærs gård, nu om dage et museum for ham. Længere mod nord, og jeg skal helt ind i bunden af vigen for at se det, ligger Astrup Gods’ hovedbygning i røde mursten højt i terrænet, på en fin udsigtsplads.
Strandengen er plettet med strandasters i lilla og gule farver, et net af små loer, strømrender, er skåret ud i engen, og afvandes til vigen. Rørskoven vokser et pænt stykke ud i fjorden, og det sidste, smalle stykke strand derhen er dækket af et tommetykt lag slimede alger i varierende grad af forrådnelse. Jeg glider adskillige gange i det og må gribe for mig.
Men det er intet problem, for gennem vandet kan jeg se en stenfri mudderbund, så jeg tager støvlerne af og vader gennem vandet, langs de høje rør. Vandet er lunkent og aldrig over knæhøjde, mudderet er fast og blødt omkring fodsålerne, det er blot to-trehundrede meter og den letteste distance, jeg har gået de sidste par timer.
Kysten neden for Jenle er hegnet ind til kvæg, hegnet når en halv snes meter ud i havstokken. Men der er låger og brede velplejede stier, som fører over engene, ind gennem den lille skov og op på den åbne bakke øst for Jenle. Fra bakken er der en fin udsigt over fjorden, en statue af digteren står i skovbrynet. Jeg følger stien forbi gården og dens flotte vindmølle. En stor parkeringsplads ligger øde hen, for museet har været corona-lukket i julimåned.
“Jenle” betyder “alene” eller “ensom” på jysk, og gården ligger da også for enden af en lang blind vej. I fint solskin går jeg dagens sidste kilometre, op til landevejen og mod syd til Grønning og stoppestedet her.
Charles Darwin: The Descent of Man, 440-546.
Jyske Vandreture 