Svenstrup-Nibe-Ålborg (307).

Den blå linje viser andre vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Svenstrup-Nibe-Ålborg, 39,3 km (307).
Lørdag den 6. april 2019.

Bjergbanen var det lidt prangende navn på jernbanen mellem Svenstrup, syd for Ålborg, og Nibe. Øjensynligt var højdeforskellen på små 50 meter mellem havniveau og det højeste punkt på plateauet mellem de to byer tilstrækkeligt til at kræve kraftigere lokomotiver end normalt. I terrænet mærkes det nu ikke meget, faldet ud mod fjorden er jævnt og gradvist.
Jernbanen er naturligvis for længst nedlagt, og inden for det seneste par år er der blevet etableret en banesti, som inkorporerer en stor del af det oprindelige tracé. Svenstrup er stadig en station på den jyske længdebane, og regionaltogene mellem Ålborg og Århus gør stop her, så det er ikke svært at komme hertil. Tidligere har jeg da også brugt byens station på min vandring ad den østligste gren ad Hærvejen nord for Viborg (vandredag 229 og 230).
Det bliver en varm dag med masser af sol, himlen er oftest blå, med en antydning af dis i horisonten.
Jeg finder ind på banestien og går gennem parcelhuskvarterer, indtil jeg kommer ud i åbent land ved Godthåb, vest for Svenstrup. Her krydser jeg den mellemste gren af Hærvejen nord for Viborg (vandredag 202). Et stort rødt pakhus står tilbage klods op ad banestien, ellers er der meget få levn tilbage fra jernbanens stationer.
Snart afløses asfalt af grus. En stor del af det oprindelige oprindelige tracé består stadigt. Her og der er der anlagt grus eller asfaltveje på det, og et par enkelte steder er det oprindelige forløb reetableret med jordveje. Bakkekamme rejser sig på begge side og forude, men ådalen omkring Hasseris Å har slidtt et pas gennem bakkerne, som banen behændigt følger. Der er eng og kær nærmest og fine udsigter mod bakkekamme, med overdrev eller krat på toppen.
Det har endnu ikke været løvspring, men slåen med videre fylder krat og læhegn med hvide blomster, der her og der står som en hvid væg. Andetsteds føjer følfod gult til landskabets palet.
Rutens højeste punkt nås ved Sønderholm, og herfra begynder et langt, roligt fald ud mod fjorden. Et lille hus i gule mursten har bevaret stationsskiltet for Binderup. Længere fremme krydser jeg Binderup Å med et vidt bælte af kær og eng, og snart efter møder jeg de yderste udløbere af Nibes industrikvarter. Banestien svinger mod syd og løber for foden af den gamle havskrænt. Det marine forland er bredt og fladt, med en halv kilometer ud til fjorden, Nibe Bredning, og derimellem er der en travlt befærdet landevej.
Den afmærkede rute, der bærer navnet Bjergbanens navn, fortsætter helt ind til centrum af byen, men jeg drejer fra ved bygrænsen. I stedet følger jeg en jordsti forbi en lille kilde i kanten af det bebyggede område, krydser landevejen og går ad en grusvej ud til fjorden. Et øjeblik kigger jeg mig tilbage, mod den skovklædte havskrænt, og kan se byens navn, Nibe, stavet med store bogstaver af formklippet buskads.
Der står søer af vand på engene ud mod stranden, tangen ligger i et tykt bælte og lavvandet har blotlagt store partier af den flade havbund. Mågerne ligger tættest på land, en håndfuld svaner holder til længere ude. I vest rejser de lave bakker på den anden side af bredningen sig, i syd ses havnen i Nibe.
Tiden til at påbegynde den lange tur tilbage mod Ålborg er kommet. Knapt et par kilometer er jeg nødt til at følge den travle hovedvej, inden jeg drejer af mod nord og vandrer videre ad de små landeveje nær kysten. I begyndelsen er der udstrakt eng. Måger og et par rødnæbbede gravænder i spraglet dragt har taget et vandhul i besiddelse.
Min vandring fører mig fire kilometer stik nord og dernæst et langt, langt stræk mod Ålborg i øst. Den største landsby hedder Nørholm. Og mon ikke landet her engang har været en ø. I hvert fald ligger der en stor bakkeknold i det nordvestlige hjørne af området, omgivet af lavtliggende terræn, enge og marint forland, gennemskåret af lige afvandingsgrøfter.
Efter at være gået over engene kommer jeg igen op på gammel havskrænt ved den indlæmmede bakkeø. Som jeg går mod øst, kan jeg nyde udsigten over fjorden. Nordenfjords står den hvide kirke i Gjøl frem i smuk profil. En let dis hviler over landet derovre. Dagen er så varm, at jeg folder min frakke sammen og putter den i rygsækken.
Der er store sommerhuskolonier både øst og vest for Nørholt. Øst for Nørholt er der næsten sammenhængende bebyggelse hele vejen ind til Ålborg. I begyndelsen er det ældre sommerhusbebyggelse på små jordlodder, hvis graner og tuja har nået anseelig højde. Længere fremme er der parcelhusbebyggelse med udflytterpræg. Ud mod fjorden har bebyggelsen endnu kun en dybde på en enkelt parcelhusgrund, så der er heldigvis stadig mulighed for udkig mod fjorden. Husene ser for det meste nybyggede ud, og stedet har ikke noget navn på mit kort, men de få skilte benytter dobbeltnavnet Nørholm Enge – Restrup Enge.
Mod nord indsnævres fjorden. Den lille ø Egholm ligger i Limfjordens hovedløb vest for Ålborg og tvinger den til at dele sig i to snævre grene. Præcis den placering gør, at øen i nogle scenarioer er tiltænkt en grum skæbne som trædesten for en tredje forbindelse over Limfjorden ved Ålborg.
Sidst på eftermiddagen krydser jeg endnu en gang Hasseris Å. Åen er udrettet på de sidste kilometer ud mod fjorden, og i grunden blot en afvandingskanal. Den har dog en smuk kantning af gul vorterod.
Snart efter går jeg dagens sidste kilometre gennem forstaden Hasseris frem mod byens centrum. Jeg lægger vejen omkring Sønderskoven. Herinde afløser den ene rågekoloni den anden, og man går fra skrigeri til skrigeri, for der er vældigt gang i de sorte fugle. Også Ålborgtårnet gemmer sig blandt træerne.
Så er Kildeparken anderledes velmanicureret, og rågerne har da heller ikke fundet den værdig til indtagelse. En fodgængertunnel giver adgang til banegården. Tid til at hvile ud – der er en halv time til næste tog mod Århus.

Aldous Huxley: The Island, i-xiv, 1-90.

This slideshow requires JavaScript.