Ulbjerg-Farsø (363).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Ulbjerg-Farsø, 24,7 km (363).
Lørdag den 16. maj 2020.

Vejret er gråt, og regnen er kun lige akkurat stilnet af, da jeg står af bussen ved kirken i Ulbjerg.
Jeg følger en grusvej ud mod fjorden, blot en km væk, og vinden er straks mærkbar gennem den lave, smalle ådal. Engenes græs er saftigt grønt, foldene rummer kun tre heste og to små flokke kvæg, der virker magtesløse over for de rigelige mængder saftigt græs. Linjer af gul gyvel bredder sig op ad bakkesiden. I det fjerne kan jeg se Limfjorden med hvide bølgetoppe, i mellemgrunden den vældige bakke, der er Ulbjerg Klint.
Der er en lille parkeringsplads for enden af grusvejen, og en låge giver adgang til en stor fold med sortbroget kvæg. Køerne hviler sig få meter fra lågen, jeg lister forsigtig forbi uden at jage dem på benene. En trampesti fører videre mod klinten. Ulbjerg Klint er fremkommet ved erosion fra stranden, som har skabt en tredive meter høj, næsten lodret, klint. Fra landsiden er der en langt mere tilgængelig opstigning, med grønsvær helt op til toppen af klinten, hvor havtorn tager over.
Som jeg stiger op ad bakken bliver udsigten over landskabet stadigt bedre. På engen under mig, tæt på stranden, er der en lille sø, som er opstået ved mergelgravning for år tilbage. Fra kanten letter en hejre fra sivene, mens en svane holder stand på reden. Den del af Limfjorden, jeg ser ud over, hedder Lovns Bredning. I syd kan jeg se Virksunddæmningen, hvor jeg gik for få uger siden (vandredag 357) med udsigt til klinten her.
Ulbjerg Klint er kendt for en stor bestand af kobjælde, en fredet planteart. Når blomstringen er på højden, kan den danne et blåt tæppe på overdrevet. Jeg er desværre et par uger for sent til at få det syn. Her og der står der stadigt enkelte eksemplarer i blomst, de afblomstrede artsfæller med sjove trævlede kroner er dog i stort overtal.
Limfjordsegnene, herunder også Himmerland, er rige på gravhøje. Således er bakketoppen da også kronet af Store Klinthøj. Udsigten er storslået. Jeg bliver nu ikke længe, for blæsten er hård øverst oppe og suger varmen ud af kroppen. Blot et kort kig, så følger jeg den snirklede trampesti ned til stranden. Hvor der også er temmeligt forblæst.
Jeg går mod nord langs den smalle grusstrand for foden af den stejle skrænt, der fremstår med store flader af blotlagt sand. Måger og strandskader flyver i flokke over vandet, og en enkelt rødben krydser lavt over havstokken.
Klinten strækker sig over en lille kilometer, før den går over i lavere havskrænt, græsbevokset, med flotte fæstier. Foran den ligger en strimmel marint forland med enge og kær, som går over i smal sandstrand og spinkel rørskov. Der er ingen etableret sti eller vej her, så jeg vil følge kystlinjen et par kilometer mod nord, indtil jeg når frem til de øde grusveje, der fører ud til de få gårde og det lille sommerhusområde deroppe.
Lovns Bredning er en lavvandet del af Limfjorden, og der er begyndende ebbe, så jeg kan forholdsvist ubesværet gå mod nord. Det første stykke kan jeg endda gå på fastere grønsvær, fordi låger giver offentlig adgang til de indhegnede folde. Længere fremme må jeg gå over tykke opskyldslinjer med tang og tagrør, over dynger af muslingeskaller der knaser under støvlerne, i kanten af strandsump. Store gravænder holder til i par på engene og flyver i små flokke gennem luften. En større flok af de harlekinsfarvede fugle har slået sig ned i vandkanten. En håndfuld svaner vugger mellem skumsprøjtet ude på bølgerne.
Havskrænten slår en stor bue ind i landet, og engene vinder i dybde. En flok sortbroget kvæg hviler sig op af de smuldrende rester af et lille stenhus, måske et gammelt røgterhus. Kort tid efter får jeg tilslutning til grusvejene, og i rask tempo går jeg forbi sommerhusenes enklaver, indtil jeg når asfalt, hvor vejen svinger ind i landet og op ad bakken.
Solen er brudt igennem i nord og får fjorden til at glitre. Der er stadigt skydække længere mod syd, og i dets skygge har vandet den gråbrune farve, som skyldes, at de bølger. blæsten skaber, hvirvler sediment op.
Den smalle asfaltvej, hullet og lappet, stiger langsomt mod højere terræn. Fra plateauet ser jeg mig tilbage, hen over de store kartoffelmarkers furer og rapsmarkernes gule flader, ud mod bredningen. Få hundrede meter borte løber den travle Løgstørvej. Jeg drejer imidlertid ind på en lang markvej, som fører ind på en afmærket Spor-I-Landskabet-sti, tættere på engene og kysten.
Fra markveje og grusveje kommer jeg ned på en trampesti for foden af havskrænten. Brede enge og kær ligger mellem skrænten og kysten. I nordvest kan jeg se Lovnshalvøen. Kirken i Alstrup præsenterer sig smukt; hvide mure, rødt tegltag, grønne træer, gule rapsmarker og fjordens vand i forgrunden. Jeg tager mit kamera frem for at tage et billede, men fryser ved en pludselig bevægelse i græsset foran mig: En ræv rejser sig i det lave græs, en snes meter væk. Den stirrer intenst i min retning, men uden at se mig: Jeg har skråningen bag mig, og vinden bærer væk fra mig. Alligevel føles noget åbenbart for forkert for den, den drejer omkring, tager et par skridt, stirrer igen udforskende i min retning, før den uden hast forsvinder ind i de høje rør, men ikke før jeg har taget et foto af den.
Begivenheden har ikke taget mere end 30 sekunder. Det er sjældent, at jeg har lejlighed til at betragte det sky og kløgtige dyr i så lang tid. Som regel opdager ræven mig først og er væk sekundet efter. Somme tider ser jeg ræv fra bus- eller togvinduet. Den ser ikke mig, men jeg bliver hurtigt transporteret bort fra situationen.
Stien fører over til Løgstørvejen. Blot et par hundrede meter mod nord fører en tilsvarende sti imidlertid over engene og ud til kysten, hvor Lerkenfeld Å løber ud i fjorden. En lille bro, kun med rækværk på den ene side, gør det muligt for gående at krydse vandløbet. Lerkenfeld Å er en af Himmerlands store åer, den er seks-syv meter bred her ved udløbet.
Min vandring langs fjorden slutter her, i stedet går jeg ind i landet, krydser hovedvejen og går ad små veje gennem Lerkenfeld Ådals brede enge. I det flade landskab er åen ude af syne, flere hvide kirketårne kan ses horisonten rundt, og de små kvægflokke syner kun af lidt på de vide enge. Enkelte biler lister forbi grusvejen, nogle få cyklister og et par hestepiger.
Gl. Ullits Kirke ligger ved dalens nordside, på et fremspring på bakken og omgivet af en gammel landsbykerne med flere aktive gårde. Smalle landeveje fører mod nord, op på let kuperet terræn, de lave bakketoppe prydet af sammensunkne gravhøje, rapsmarker på det højere liggende terræn, grønne enge med kvæg eller heste i lavningerne.
Jeg kommer ind i Farsø fra syd. Hovedgaden har en lang serie lave huse, et af dem er nu museum for Johannes V. Jensen og Thit Jensen, en moderne bygning koblet på det enklere, oprindelige hus. Byens højere bygninger ligger i centrum, omkring hotellet og kirken. Jernbanen er for længst væk, men lever videre i Stationsgades navn. Hvor rutebilstationen nu findes.

Thomas Boberg: Americas, 376-484.
Cheryl Strayed: Wild, 1-58.

This slideshow requires JavaScript.