klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Skagen-Tversted, 40,4 km.
Fredag den 10. juni, 2011.
Jeg er med et tidligt tog fra Århus og ankommer til Skagen lidt over ti. Jeg har ikke kunnet skaffe ordentligt kortmateriale til denne del af ruten, og er således henvist til at håbe på god afmærkning og bruge stranden som reference, hvis alt andet svigter.
Indledningsvist går jeg mod Gammel Skagen, det vil sige mod vest. Husene er holdt i den klassiske gule farve, og specielt Hotel Skagens Klit træder præsentabelt frem. Det lykkes mig at finde markeringen til ruten sydpå.
Turen går bag om Skagen, gennem plantager med smukt blomstrende gyvel, og derfra ud mod kysten, der viser sig som en række høje klitter med lav hede foran. Ruten snor sig langsomt frem mod klitterne, indtil det bliver nødvendigt at forcere en høj klit for at komme ned på stranden.
På vej ned passerer jeg en næsten tilsandet markeringspæl. På stranden er der anderledes barske forhold. Frisk blæst, skum på vandet, lav sandfygning i ankelhøjde, blotlagde trærødder fra tidligere tider, en række af ens udseende klitter i horisonten.
Det bliver en lang, hård vandring af den mennesketomme strand, indtil jeg, halvanden time senere kommer op fra stranden ved Kandestederne. Stedet byder på et par mindre hoteller, ellers er der ikke meget at se. Jeg går bag om bebyggelsen og passerer Råbjerg Mile fra vestsiden, og derefter går det over klitheden ud mod stranden. Jeg passerer tre andre vandrere undervejs, en sjældenhed.
Strækningen på den udsatte strand er heldigvis kortere denne gang. Jeg kommer op i landet et stykke før Skiveren Camping. Før selve campingpladsen er der en sumpet strækning med masser af gule iris. Herefter går gennem campingpladsen og ind i Tversted plantage.
Inde i plantagen møder jeg igen en stor flok norske cyklister. Det er et firma i Hirtshals, der arrangerer de udflugter, fortæller en buschauffør mig senere.
Endnu engang går jeg et kort stræk af stranden. Der er en meget bred strand her, den inderste halvdel er helt grøn og overgroet, klagende viber følger mig hele vejen. Store flader af vand ligger tilbage fra det nylige højvande, det er lidt vadehavsagtigt.
Der er en trætrappe op, lige syd for Tverstedsøerne, et par små opdæmmede søer inde i plantagen. Det ser ganske idyllisk ud, ænder osv, bænke.
Den sidste del af ruten går lidt inde i landet, gennem sommerhusområder, kun afbrudt af en grøn kile omkring en lille å, der løber ud til kysten.
Da jeg ankommer til udkanten af Tversted, ser det ud til, at jeg med lethed kan nå en bus kl. 17. Den sidste bus går klokken 1730, men det får jeg ikke brug for – der bliver endda tid til at finde et sted at få noget købe noget at drikke.
Et kort stykke inde i det store sommerhusområde forsvinder afmærkningen brat, og jeg mister orienteringen i netværket af ens lige veje, stier og grundstykker. I stedet for at gå op til kirken i Tversted går jeg uforvarende flere kilometer tilbage nordpå. Og tiden går. Vejen er mennesketom, uden huse. Endelig kan jeg spørge om råd, et tysk par i en bil på en parkeringsplads. Jeg indser min fejltagelse, men tiden er kritisk, jeg går i ilmarch tilbage mod Tversted. Med få minutter igen når jeg at stoppe dagens sidste bus ude på ruten, og den venlige chauffør sælger mig en billet til Ålborg, med toget fra Hjørring.
A Sentimental Journey, 46-134, xii-xxxvi.
Upton Sinclair, The Jungle, i-xxvii.
Jyske Vandreture 