Rømø (284).


Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Rømø, 31,5 km (284).
Lørdag den 22. september 2018.

En storm passerede over Jylland i det forløbne døgn, og der er stadigvæk stærke vindstød, byger, længere perioder af regn – og korte øjeblikke af tørvejr og endda solskin.
Jeg starter dagens vandretur ved Rømøs vandrehjem nord for Havneby og går gennem byen, indtil jeg når frem til havnepromenaden. Umiddelbart mod øst ligger færgelejet, hvorfra List på Sylt, den nordligste af de tyske vadehavsøer, besejles. Glitrende sollys ligger over landskabet, der er vådt fra nattens regn. Fastlandet tegnes sig i en fint silhuet, forankret omkring kirketårnet i Ballum. I vest rejser en regnbue sig over byen.
Langs havnepromenaden ligger store bygningskomplekser med ferielejligheder og sommerhusklynger. Jeg er endnu ikke nået ud af byen, da den første heftige byge falder. Snart følger jeg et dige langs sydspidsen af Rømø. Blæsten er voldsom oppe på det åbne dige. Inden for diget er der frodige enge, et rådyr skynder sig i skjul blandt de høje rør langs afvandingsgrøften. Grågæs har indtaget et par små damme. Længere inde i landet er der mast en golfbane ned, og adskillige golfere svinger uforfærdet køllen mod vinden. På den anden side af diget, forlandet, er fuglene i gang på mudderfladerne, spraglede gravænder imellem dem.
Digets grønsvær holdes nede af en flok hvide får. I horisonten, mod sydvest, aftegner klitterne over på Sylt sig. Der er fem-seks kilometer derover i luftlinje, det er en 40 minutter færgetur fra Havneby. Centralt, som et enkelt højt lys på en fødselsdagskage, løfter et fyrtårn med røde og hvide striber sig over klitterne derovre. Havet har lange hvide bræmmer af skum.
Diget slår et knæk, og der er et stort stykke ubeskyttet eng uden for diget. Vinden er nu så intens, at regndråberne føles som hagl. Jeg drejer hovedet væk, så godt jeg kan, men kan ikke helt undgå sviende stik mod næsespidsen.
Engen er afgrænset af kvæg. I det fjerne passerer færgen til List. I det flade landskab giver det den ejendommelige fornemmelse af, at skibet befinder sig på et højere punkt end køerne. Tættere på kysten græsser heste. Med et rejser en af dem hovedet og sættet så i rask galop, efterfulgt af resten af flokken: En lille gruppe ryttere er dukket op ved den fjerneste ende af folden, ud mod stranden. De er forsvundet, da jeg når frem: Et skilt forbyder ridning på diget.
Jeg står ved kanten til Sønderstrand, hvor strandeng møder strand. I hvert fald ved ebbe. Det er stadig et par timer til højvande, men havet står allerede højt – stormen har fra sydvest ført til vandstuvning. På sommerdage er der her ved ebbe en flad sandstrand to kilometer bred. Alleryderst er der en klitrække, som den brede sandslette skiller fra klitterne ved Rømøs enge. I dag er denne slette oversvømmet og har skabt et sund mellem øen og højsandets yderste klitrække.
En asfaltvej fører fra Havneby og herud. Biler holder parkerede, mennesker og hunde er på stranden, en enkelt drage er i luften. Jeg følger en trampesti mod nord, hvor en stribe klithede og marehalm løber nær diget. Længere fremme springer en væver skikkelse over stien og løber ud i marehalmen: en råbuk. Med en strid blæst i ansigtet til at føre min fært væk kommer jeg tættere på, indtil dyret endeligt opdager mig og med få skridt er forsvundet.
En ridesti krydser i en ret vinkel, ud mod kysten. Jeg følger den forbi klitterne og den lille flok kvæg, der har fundet læ for vinden. Vandstanden er så høj, at det ikke blot er den flade, lave del af højsandet, der er oversvømmet, havet har rakt en lang finger ind og skabt kontakt til de små strandsøer inde på engene. Jeg gør et kort forsøg på at finde en vej udenom, men søer, fugtigt terræn og tæt krat gør det umuligt.
Jeg kunne gå flere kilometer tilbage og dernæst ind i landet, men i stedet tager jeg støvlerne af og vader over den oversvømmede sandslette. Havvandet trænges sammen i en strømrendes tragt og strømmer ind på engene. Der er kraftig strøm og betydelig vanddybde. I stedet krydser jeg længere ude, hvor vandet bredder sig på den flade slette. Det giver en meget længere distance at vade, men strømmen er umærkelig, og vandet er blot knædybt. Vandet er køligt, men sandbunden mærkes lunken mod fodsålerne.
Vel ovre på den anden side beslutter jeg mig for at gå barfodet langs stranden op til Lakolk. Langsomt snævres den oversvømmede sandslette ind, indtil den ydre klitrække møder klitterne langs strandengen. Ryler og præstekraver løber foran mig, og som jeg når længere mod nord, møder jeg spadserende, løbere og ryttere, snart efter begynder bilerne at køre på stranden, også en af politiets patruljevogne, og i det fjerne holder køretøjerne i lange rækker, adskillige autocampere imellem dem. Kitesurferne er i gang ude på bølgerne.
Jeg følger opkørslen fra stranden den korte distance op til Lakolk, hvor jeg sætter mig på en bænk og tager støvlerne på igen. Lakolk er ikke en by, det er en stor parkeringsplads ved et butikstorv, der også rummer et supermarked, caféer og restauranter. Omkring centret er der en campingplads og sommerhuse.
En jordvej fører nord på, ud til flad strandeng og kær i ly bag klitterne. Meget af det er hegnet ind til kvæg. Lave klitter og skummende hav ses i vest. Selv herinde er der en sommerhuskoloni, gemt bag en fernis af plantage. Jorden er tydeligvis mager, snart går landskabet over i hede og tilgroede klitter. Et større stykke åben hede er bevaret omkring Høstbjerg, med 19 meter et af de højeste punkter på Rømø. Fra bakketoppen er der udsigt over heden og plantagen omkring den, i vest kan klitterne og havet stadigt se, og i øst ser man over grønne enge og Rømødæmningen over til fastlandet, i syd kan jeg skelne Havneby.
Jeg går over heden, gennem plantagen og ud til landevejen, der fra Rømødæmningen fører til Lakolk. Det indre af denne del af øen er hede og plantager. Låger i hegnet giver adgang til heden, og jeg går mod syd. Hedelyngen er næsten afblomstret, men der står klokkelyng enkelte steder. Jeg ser ingen køer, men svampe skyder op ved de spredte kokasser. Heden er hegnet ind i flere store folde, højt elektrisk hegn. Der er ingen låger at se, så jeg søger mod øst, indtil jeg frem til et sommerhusområdes grusveje og kan følge dem videre til asfaltveje.
Småfolksvej hedder den vej, der fører mig ud til landevejen mod Havneby, og det er jo ligefrem snak. Det regner stadig, da jeg går de sidste kilometer, men der er opklaring og solstrejf undervejs. Jeg kommer forbi den ensomt beliggende Sankt Clemens Kirke, og, et par hundrede meter derfra, øens gamle redningsstation. Mod øst kan jeg kigge ud over engene til vadehavet. Det sene eftermiddagslys får havet til at lyse med et grønt skær og hestenes skind til at gnistre.
Tørvejret varer ikke længe, men jeg er allerede tilbage ved vandrehjemmet.

Karen Joy Fowler: We are all completely beside ourselves, 72-314.
Gudrun Pflüger: Wolfspirit, 1-72.

This slideshow requires JavaScript.