Bornholm: Hedetur i nord og syd (332).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Bornholm: Hedetur i nord og syd, 14,6 km + 17,9 km (332).
Søndag den 18. august 2019.

I dag er endnu en overskyet dag med mange timers finregn. For én gangs skyld har jeg et to-delt program for min vandredag. Jeg er taget til Bornholm i august især for at se blomstrende heder, og i dag vil jeg vende tilbage til steder i nord og syd, som jeg tidligere har besøgt.

***

Dagen begynder ved kirken i Rø, en lille landsby omkring en kilometer fra Helligdommen, et af de kendteste steder på Bornholms nordlige klippekyst – og hjemsted for øens kunstmuseum (vandredag 215). Fra kirken går jeg den korte vej gennem byen og slår ind på banestien mod Klemensker.
I sin tid havde Bornholm tre jernbaner. Længst tid fungerede banen mellem Rønne og Nexø, der gik ud af drift i 1968. En stikbane gik fra Åkirkeby til Gudhjem, og endelig gik en bane fra Rønne til Allinge og Sandvig. Adskillige steder er de gamle stationer bevaret, der findes adskillige “Jernbanegader” og nogle steder består det gamle tracé endnu, især som cykelstier gennem landskabet.
Stykket mellem Rø og Klemensker er blandt de længste fragmenter af den gamle jernbane. Mit lokale informationsmateriale omtaler det som “Danmarks måske smukkeste cykelsti”. Undervejs mellem de to byer løber den gennem en smal sprækkedal. Indledningsvist er landskabet uden for bygrænsen dog præget af lave, skrånende bakker med opdyrket land. Jeg går frem mod en plantages brede skovbryn, mens dalen langsomt snævres ind, og dalsiderne bliver stejlere. En golfbane har kilet sig ind mellem mark og skov, og en mose breder sig på den laveste del af området.
En cykelrute krydser banestien, og jeg benytter den til en afstikker mod vest, op ad den stejle, skovbevoksede bakkeside og videre til Rutsker Højlyng. Ganske som det er tilfældet med Almindingens højlyng, så er det meste af Rutsker Højlyng nu omdannet til plantage. Inderst i skovene findes dog et stykke bevaret klippehede.
Det er ganske lille, måske tre hektarer, men det gør et specielt indtryk, som også slog mig, da jeg var her sidste sommer (vandredag 269). Heden er let hvælvet, med store fritstående klippeblokke, og en jord der er isprængt klippestykker, somme tider med takker vendt op, somme tider med store kantede stenflader i højde med jordbunden. I øst er heden domineret af tæt, høj lyng, som nu blomstrer i en intens lilla farve. Her og der vinder gyldent græs over, og fra skovbrynet kryber enebuske ind mod hedens centrale del.
Cirka midtvejs i den store lysning i plantagen løber en lille lavning gennem heden, med en bæk og små damme. Lyngheden stopper brat her, med en knivskarp overgang fra lilla lyng til frodige grønne vækster på det fugtigere terræn. Vest for bækken er det overvejende græshede, og hedelyngen er indskrænket til små lilla puder her og der.
Fra højlyngen går jeg tilbage til banestien, med en let variation ad en naturstien nær golfbanen. Som ved så mange andre af selv de meste ydmyge bornholmske skove byder turen på et malerisk stendige med en tyk belægning af grønt mos. Tilbage på banestien beslutter jeg at følge en anden skiltet natursti, der fører rundt om Spellingemosen, som strækker sig langs den gamle bane.
Det viser sig hurtigt at være et mere tvivlsomt valg. Stien svinder ind til at blive blot en fod bred, mellem fugtig mose og indhegnet eng. Den er så sjældent brugt, at der ikke er så meget som en antydning af slidspor; den er heller ikke slået, så vegetationen når mig til livet, og en god del af den er brændenælder. Jeg ender med at måtte slå nælderne til side med min vandrestok for at kunne komme frem, men undgår alligevel ikke at blive brændt gennem mine vandrebuksers tynde stof. På den positive side, så er folden tom og strømmen taget af el-tråden, der ellers er betænkeligt tæt på mine lår. Til al overflod er stien i forhold til ufarbarheden fornærmende godt afmærket.
Mosen er omgivet af buskads og høje rør, men der er alligevel et par fine udsigtsmuligheder over den sorte vandoverflade, skoven på den fjerne side og klippevæggen, der begynder at rejse sig her.
Som jeg fortsætter mod syd, er det med høj klippevæg på den vestlige side af banestien, ofte lukker buskadset sig over det. Øst for stien er der endnu skrånende bakkeside, noget af det med eng og kær. Et rådyr græsser derovre. Det får øje på mig og løber halvhjertet en halv snes meter, inden det vagtsomt vender tilbage til græsning. Også på den østlige side af banestien rejser en høj klippevæg sig nu, engene svinder ind til en smal bræmme af kær, som til sidst også presses væk: jeg er nået frem til Kleven. Kleven er det snævreste sted i sprækkedalen, med de højeste klippevægge – det er ikke så meget en kløft som en port. Banestien kan lige akkurat klemme sig igennem – men læn Dem endelig ikke ud, klippevæggene er ganske tæt på og rejser sig i otte-ti meters højde.
På den anden side af Kleven svinder de høje klippevægge og plantagerne hurtigt væk, og jeg kommer ud på et fladere plateau, hvor kornmarker breder sig på begge sider, og en lang, smal sø dækker det lave terræn klods op ad stien.
I Klemensker passerer jeg den gamle stationsbygning, som nu er en privat villa. Lidt længere nede ad hovedgaden ligger Klements Kirke med en lille samling runesten placeret bag koret. Stavelsen -ker er en bornholmsk sammentrækning af ordet “kirke”. Deraf de mange bornholmske stednavne afledt af en kirke opkaldt efter en helgen: Klemensker, Rutsker, Ibsker, Bodilsker, Pedersker osv. En undtagelse er Nyker, her menes der Ny Kirke.
Som traditionen kræver ligger kroen klods op ad kirken, til den anden side ligger busstoppestedet.

***

Fra Klemensker tager jeg bussen til Rønne, får noget frokost, og så er jeg klar til at tage en anden bus mod Boderne. Fra klipperne i det nordvestlige hjørne af Bornholm til sandstranden i det sydøstlige hjørne.

***

Boderne er et lille fiskerleje ved sydøstkysten af Bornholm. Der er ganske rigtigt en stribe små træhytter malet i samme svenskrøde farve. Der er også en del sommerhuse og lidt caféer og restauranter. Sandstrand fører mod øst, om end det kræver at man forcerer en betragtelig mængde opskyllet tang, hvis forrådnelse har frembragt en møddingsagtig stank. Længere nede ad kysten er der frisk opskyld af ålegræs højest på stranden og i vandkanten dynges store mængder af rødalger op. Mængden af rødalger er så stor, at havvandet fremtræder med en rødlig farve.
Umiddelbart øst for Boderne ligger det militære område Raghammer. En del af det er permanent lukket for offentligheden, men på dage uden militær aktivitet – som i dag – er stranden og nogle få veje ind i baglandet åbne for færdsel til fods. Jeg følger sandstranden rundt om Raghammer Odde, forbi militærets gule og sorte advarselsskilte. Himlen er tiltagende overskyet, og den lette regn holder ved resten af min vandredag.
Ind mod land mødes stranden af en lav skråning med klitter. Oven for skråningen ligger et fladt plateau med udbredt klithede. Mellem klit og hede står en række militære advarselsskilte, hvorunder er anbragt ekstra tavler med utvetydige beskeder. De markerer område, som er fuldstændigt lukket for offentligheden og advarer mod faren ved at opsamle ueksploderet ammunition.
Inderst i bugten er der mulighed for at følge en grusvej ind over heden. Advarselsskiltene står i begge vejkanter og forbyder adgang til selve heden. Det dramatiske budskab undergraves i nogen grad af, at heden er hegnet ind og afgræsses af en stor fåreflok. I hvert fald, hvis man som jeg tror, at forsvarskommandoen også holder af dyr og godt vil undgå negativ presseomtale af eksploderende får.
I modsætning til de klippeheder, jeg har set andre steder på Bornholm de sidste dage, er dette klithede. I Jylland ligger klitheder som oftest i læ bag klitterne, som ganske skjuler havet. Klitheden ved Raghammer ligger på et plateau, med hældning ud mod kysten. Den ender med en klitpræget skråning ned til stranden. Således har jeg uhindret udsigt til Østersøen, mens jeg går ind i landet.
Tættest på stranden blomstrer hedelyngen blot i små striber og puder, og langt inde på det lukkede område ses klitter med eksponeret sand fra vinderosion. Som jeg kommer længere ind i landet samler hedelyngen sig i store lilla flader. Fåreflokken har delt sig i utallige småflokke, langpelsede dyr, nogle af dem med sorte ansigter og sorte ben, andre med hvide hoveder og hvide ben. Et par kulsorte ravne flyver over heden.
Hvor heden hører op, og plantagen begynder, ligger den stedlige kaserne øde hen. Jeg drejer mod øst og kommer ud på store græssletter, skærmet fra kysten af plantage. Store mængder visnet skræppe giver græssletterne et brunligt præg. Første gang, jeg får muligheden, slår jeg ind på en skrå vej, over sletten og ud mod kysten. Efter en kort tur gennem en mager fyrreplantning med løvtræer i underskoven, røde rønnebær, når jeg igen ud til kysten.
Også her er der “red tide”, havvand farvet rødt af alger. Efter få hundrede meter er jeg ude af det militære område. Signalmasten er tom, uden den orange kugle hejst, der ville have betydet adgangsforbud.
Jeg har gået her før, i modsatte vej, på kyststien Bornholm rundt (vandredag 216). Kyststien går af og til på selve stranden, men oftere forløber den oppe på toppen af havskrænten. Jeg varierer min vandring mod øst mellem strand og havskrænt. I sin tid har der været samme slags klithede som ved Raghammer over en stor del af dette område. Det bærer stadigt stednavne som Vester Sømarken, Øster Sømarken og Strandmarken. Som ved Almindingen og andre steder blev heden senere i stort omfang til plantage. Her, ved de fine sandstrande, er plantagerne så i endnu en samtidsbetinget forvandling blevet bebygget med sommerhuse, der i et stort set ubrudt bælte strækker sig fra det militære områdes østkant til Dueodde og videre mod nord til Snogebæk og Balka, på tærsklen til Nexø.
Vandring på stranden er præget af tungt sand; strandskader, måger og ryler letter i små flokke fra havstokken, som jeg nærmere mig, skarver og edderfugle deler de få sten nær vandkanten. Undervejs krydser jeg Øle Å, der kommer inde fra Ølene, som jeg besøgte for et par dage siden (vandredag 330). Blåsorte skyer hænger lavt over havet, der er stadig regn i luften, og den tidlige aften er ved at få et vandkoldt præg.
Oppe på havskrænten kan jeg nyde synet af store striber blomstrende lyng i skovbunden og mellem sommerhusene. En større lysning med meget lyng er hegnet ind og afgræsses af et par heste og en flok nubiske geder. Et enkelt sted rækker bakker med grønt overdrev næsten ud til klitterne.
For det meste har der blot været en skråning med klitpræg ud mod havet, men da jeg nærmer mig Dueodde, opstår der pludselige et område med parallelle rækker af lave klitter. Jeg har gået i flere kilometer næsten uden at se mennesker; nu, hvor jeg nærmer mig Dueodde, Bornholms sydøstspids, kommer der langsomt flere mennesker på stranden, par, børnefamilier, hundeluftere. Det store fyrtårn ses over fyrretræerne.
Sandstranden er bredest ved Dueodde, det samme er klitterne og heden. En plankebro fører ind i landet, til den store parkeringsplads centralt i sommerhusområdet. Der er et busstoppested her. Dertil et antal caféer og restauranter i wild west stil, en enkelt af dem åben, og et par butikker med kunsthåndværk. Jeg er nu mest interesseret i en lille trækiosk, malet lyserød og med en Krølle-Bølle-figur øverst. Man kan købe varm chokolade her, og det virker som præcist det rigtige til at forsøde ventetiden på rutebilen til Rønne.

Omar Cabezas, Cancíon de amor para los hombres, 230-479.

This slideshow requires JavaScript.