Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Rønde: Hestehaven og Ringelmose Skov, 21 km (465).
Lørdag den 19. november 2022.

Det er blevet koldt efter den lange, varme november. Jeg står af bussen i udkanten af Rønde, og så snart jeg kommer ud i åbent terræn er det mærkbart, at de sidste dages vind endnu ikke er forsvundet. Det er en koldt dag under den solløse himmel.
Rønde ligger på en bakketop ved det nordvestlige hjørne af Nationalpark Mols. Jeg går mod syd, og som jeg kommer fri af byen, står jeg straks ved en flot udsigt over terræn, der falder ned mod Følle Bund, eng med engsø og rørskov ud mod Følle Vig, flankeret af gammel løvskov mod sydøst.
Efter at have nydt udsigten bliver min opmærksomhed fanget af en lille informationstavle i den modsatte vejside. Den er ganske ny, og med tekst og kort fortæller den om en lille naturpark, der er åbnet i tilknytning til Hospice Djursland. Jeg bider på og gør en afstikker derind. Hospicet har til huse i det store institutionelle byggeri, jeg lige har passeret. Det har ærespladsen øverst på bakketoppen, men lang sektion af panoramavinduer ud mod vigen, en udsigt som må være en daglig fornøjelse for de patienter, der bor der.
Den lille park ligger klods op ad hospicet, men et stort trin lavere i terrænet. Kernen i den er to små skove omkring en lysning og en lille sø, egentlig mere en dam. Der er brede, velanlagte grusstier, som omkring søen går over i lange, brede træbroer, højt løftet over de fugtige terræn. Skulpturer veksler med informationstavler om naturen og borde og bænke. I skovens lille lysning er der plantet et stort udvalg af æbletræer, de forskellige sorter omhyggeligt opregnet på endnu en informationstavle. Selv på en kuldslået novemberdag gør det et hyggeligt og stemningsfuldt indtryk. Den lille rundtur runder også skovbrynet, hvorfra der er udsigt til bakkesider med heste på græs.
Tilbage på landevejen går jeg kun et kort stykke, før jeg drejer ind på vandrestien, der fører mod øst. Ny mærkepæle viser skiltning for de vandre- og cykelstier, der er opstået omkring nationalparken. Noget er nyt, noget er omdøbt. Jeg går ad en bred grussti, der søger op i terrænet, mod sydkanten af Rønde. Stien er kantet af høje buske og små træer, de fleste blade er tabt, men der hænger røde og sorte bær tilbage, for foden af et æbletræ ligger små gule og grønne æbler som et spraglet tæppe.
Kort efter drejer jeg ind på en trampesti, der fører over den åbne bakkeside til Hestehaven, den store løvskov ud mod vigen. Efter løvfaldet er der åbent og lyst inde mellem træerne. Som jeg går gennem skoven ud mod kysten, er der ikke langt til skovbrynet og en fin udsigt til den lille engsø.
Det er lavvande, og det er efterladt en opskyldslinje af tang højt på grusstranden. Jeg følger kysten rundt, men på veje og stier lige inden for skovbrynet. Som jeg kommer frem, rejser en skrænt sig højere og højere. Det er adskillige år siden, jeg var her sidst (vandredag 8), og det er dette landskab, jeg husker bedst: Høj, gammel løvskov øverst på plateauet, skråningen mere et egekrat med lave, flerdelte stammer, lange krogede grene. Små spurve flytter plads i det tættere buskads ud mod vandet.
Fra jordstier kommer jeg frem til en veletableret skovvej, der fører ud på det åbne land øst for skoven. Mod syd er udsigten domineret af Kalø Slotsruin på halvøen ude i bugten, flade enge ud mod vandet, i sydøst Mols Bjerge, højt løftet over Kalø Vig. Jeg følger den gamle brolagte middelaldervej ud mod fæstningsruinen. Her, inderst i vigen, har ebben blotlagt store flader af mudret havbund, især i den lille Slotsvig mellem slotsholmen og hestehaven. Skarver sidder på de store sten derude. Gråænder og måger ligger i flokke på vandet.
Når jeg kommer her (vandredag 131), følger jeg som regel den slagne vej, som alle de andre besøgende, op til slotsruinen på borgbanken. I dag gør jeg det imidlertid anderledes, i stedet går jeg langs kystlinjen rundt om halvøen. Fra den dominerende borgbanke i vest falder terrænet til flad strandeng i øst. Det er langt lettere at gå på græssværen end i strandens tunge grus. Højvandet har efterladt små søer i kanten af engen. Som jeg kommer frem letter små flokke af dykænder og søger ud til havet. Neden for borgbanken rejser en høj skrænt sig, bevokset med uigennemtrængeligt krat. Stranden er domineret af store sten, frigjort ved erosion af klinten, der næsten er lodret på nogle stræk. Tilsvarende sten er spredt ud over det lave vand.Jeg må omhyggeligt kante mig omkring dem, og forbi et par havkajakker, hvis ejere tager et hvil i læ af krattet.
Som jeg runder halvøen, når jeg frem til Slotsvig. Ebben har efterladt halvdelen af vigen med eksponeret mudderbund, en flok vadefugle fouragerer derude. Langsomt dukker slotsruinen frem øverst på den stejle bakke, en tårnfalk muser med utrættelig energi over den fladere eng. Der er friske kokasser, men kvæget gemmer sig i krattet, hvis det ikke er taget på stald.
Jeg følger den smalle landtange tilbage mod fastlandet. Der er sne i luften, ikke store fnug, men mere som melstøv, næsten usynligt. Jeg kan høre det knitre mod frakken, og luften får et grynet udseende. I umiddelbar forlængelse af den brolagte vej rejser bakken sig op mod Rønde, allerøverst, i tydeligt profil, bavnehøjen (vandredag 253).
. For variationens skyld går jeg langs kanten af Slotsvig mod vest, der er udbredt strandsump, med flere småsøer, mellem kystlinjen og engene, men heldigvis er der fast terræn helt over til Hestehaven. Jeg går igen gennem det dramatisk forkrøblede egekrat på skrænten, op til skovvejen, og forbi den lille indhegning omkring et gammelt fredet asketræ. Denne gang drejer jeg imidlertid ind på den skovvej, der fører op ad bakken. Det er stadig lysåben løvskov, kun et stort parti med thuja gør et anderledes, mørkt indtryk.
Midt på bakken kommer jeg ud på åbent land, krydser landevejen mod Ebeltoft, og slår straks ind på den smalle vej over til den ensomt beliggende Bregnet Kirke, i kanten af Ringelmose Skov. Fra vejen er der en pragtfuld udsigt over Kalø Vig, med slotsruinen centralt i billedet.
En ravn kalder halvhjertet, da jeg træder ind i skoven, men holder snart inde. Jeg passerer en lille uanselig dam, der rummer den helligkilde, som formodentlig er årsagen til, at Bregnet Kirke blev anlagt her. Inde i skoven står en mindesten over en af de tidligere ejere af Kalø Gods. Et tysk adelsslægt ejede godset i flere slægtled. Efter krigen overgik godset til offentlig eje, som en del af den generelle konfiskation af tysk ejendom. Samme skæbne som overgik Fussingø Gods nær Randers (vandredag 182).
Jeg slår ind på vejen op til godset øverst på bakketoppen. Det er en stejl tur. Det såkaldte jagtslot, der står et kort stykke fra godsets hovedgård, med en fantastisk udsigt over landskabet, ligger 75 meter over havets overflade, mere end halvdelen af stigningen på de sidste få hundrede meter. Godsets hovedbygninger er lave bindingsværklænger, der aldrig tjente til egentlig residens for en adelsfamilie. Store avlsbygninger ligger på den anden side af landevejen. En af dem, Karlsladen er et besøgscenter for områdets naturgæster.
Fra godset følger jeg små landeveje ned ad bakken. Der er flere gravhøje i landskabet (og endnu flere inde i skovene). Nær landevejen står en stendysse, under topstenen er spånplader banket sammen i en kantet konstruktion, der helt skjuler de bærende sten. Nedstyrtningsfare forklarer et skilt på dansk, tysk og engelsk.
Der er en parkeringsplads ved de nordøstlige hjørne af skoven, hvor jeg igen kommer ind i Ringelmose Skov. Der er langt større parkeringspladser ved områdets klassiske attraktioner, men der holder alligevel et par biler. Lokale hundeluftere, som jeg opdager, da jeg går ind i skoven, der sikkert foretrækker stilfærdig skov for trængslen ved slotsruinen. Hundene har det ikke helt på samme måde, heftig gøen bryder ud bag mig, som to forskellige par to- og firbenede støder på hinanden.
Snart er jeg gennem skoven, passerer Bregnet Kirkes hvidkalkede mur, følger landevejen op ad bakken, og kaster et sidste blik ud over vigen, før jeg går ind i Rønde og hen til busstationen.

Der er desværre ingen fotos fra denne vandredag.