klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Rønde – Hyllested, 31,2 km.
Fredag den 11. februar 2011.
Regndråberne slår stadig tættere mod rutebilens forrude, og chaufføren slår vinduesviskerne til. Det er første gang meteorologerne virkelig har svigtet mig. Hele ugen har fredagen lagt til at blive den gode dag, først med solskin, så med skyet, men tørt og ringe vejr, og i til morgens var det så blevet til mulighed for sne, under frysepunktet og med vind der ud på eftermiddagen vil få det til at føles som tyve minusgrader. Nu er der så isnende regn på forruden af rutebilen mod Rønde.
Heldigvis er det næsten hørt op, da jeg står af bussen i Rønde. Jeg skrår gennem byen og kommer ud på den brede sti i den sydlige kant af byen, hvor man har den vide udsigt over vigen. Herfra går turen gennem Hestehaven, det er et sted, hvor jeg tit gik tur, under mine måneder på Sproghøjskolen i Rønde. Jeg har også været her under en biologiekskursion, der er lavet en del forskning på bøgeskoves produktivitet her i skoven. Den bedste del af turen går højt på strandskrænten, på en smal sti i en troldskov af forvredne egetræer. Ind i mellem kan man ane Kalø Slotsruin mellem grenene, men da stien fører ned på stranden ligger den ugenert foran én.
Det går videre langs landevejen og vigen, Nappedam lystbådehavn på højre hånd og indkørslen til højskolen på venstre. Men jeg skal ligeud, gennem Egens og op i bakkerne. Der står vand på engene, mens så snart man kommer op i bakkerne er der små hyggelige landsbyer (en smuk restaureret landsbygård hedder ”Fogedgården”) og runde bakker med dyrkede strøg, hvorfra der er vid udsigt over vigen og Mols Bjerge, lige syd for. En kort, intens snebyge følger mig på vej. Det er små, hårde snekorn, der knitrer mod min jakkes kunststof.
Mine sidste to vandredage har været på Molsruten, der er en ren vandrerute, ikke en cykelrute, som strækket fra Vejle til Århus, og jeg ser da heller ikke mange cyklister, på de stræk af ruten, hvor det overhovedet er muligt at cykle. I dag går jeg i terræn, der er det mest øde hidtil. Det er plantager, sandvejer, jordstier, overdrev med hede og enebær, små, overisede søer og damme i de mange dødishuler i morænejorden.
Den eneste større sø i området er Stubbe Sø. Jeg har kun gået denne del af ruten én gang før, i modsat retning, og da gik jeg forkert på netop disse kanter. Nu, hvor jeg går ad den korrekte rute, viser det sig, at jeg er gået klip af en del. Ruten går forbi en gammel vandmølle, følger en smal å gennem skoven, kantet af brede skovenge, der henstår med et savannaagtigt udseende. Der er intet kvæg på engene. To steder på turen ser jeg det langhårede højlandskvæg, eller er der kun enkelte heste på markerne, pakket ind i dækkener. Der er ingen støvleaftryk at se på sandvejene, kun det riflede spor af traktordæk og en stor mængde aftryk af hestesko, mange af dem friske.
Det går syd om Stubbe Sø, der er stor nok til at have åbent vand mellem isen. Et stråtækt hus med en blå dør henstår i dramatisk forfald. På et kort stykke har sandvejen en gammel brolægning, der skyldes at en gammel hovedvej i sin tid gik her, som det forklares på en informationstavle. Det fortælles også, at plantagerne her ikke er mere end et par hundrede år gamle, før den tid var det alt sammen hede, med massive sandfygningsproblemer.
Stien gennem plantagen munder ud ved en gammel herregård, der øjensynligt rummer forklaringen på de mange spor af hestesko, en rideskole, en pige rider omkring bygningerne på en hest, der virker rigelig fyring for min smag.
Min tur går videre ad en natursti på en nedlagt jernbane. Da jeg gik turen i modsat retning, fulgte jeg denne sti til Ebeltoft og tog en bus derfra, men i dag går jeg nordpå. Stien går på den gamle jernbanedæmning, der er oversvømmede, tilfrosne enge på begge sider, krager på isen og svaner i luften, måger og ænder i flok længere fremme.
Mens jeg gik i plantagerne mærkede jeg ikke noget til vinden, men herude i det åbne terræn, hævet på en banedæmning er det ganske koldt.
Nær hjørnet af Djurs Sommerland fører et asfaltstræk fra banestien til markveje. Der er skiltet på dansk, engelsk og tysk: det ene sted må frilandsgrisene ikke fodres, det andet sted er der farlige dyr i indhegningen. Men foldene er naturligvis tomme. På den modsatte bakkeside brænder en landmand en gammel ensilagekule af, lugten bæres helt herover. Videre går det af snoede, sandveje, indtil jeg omsider kommer til asfalt, hvor jeg bryder væk fra ruten og går et par kilometer til Hyllested, hvor jeg kan tage en bus. Det er en hyggelig lille landsby med ét busstoppested og én postkasse. Ved stoppestedet hænger der opslag om fællesspisning. Jeg tager bussen til udkanten af Ebeltoft, hvor jeg har fem minutter til at nå bussen til Århus. Intet problem.
Jyske Vandreture 