Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute.
Stoholm-Viborg, 39,2 km (191
Lørdag den 18. februar 2017.
Det er overskyet, som det forbliver dagen igennem, da jeg står af toget på stationen i Stoholm, vest for Viborg. Det er varmt for årstiden, flere grader over frysepunktet, uden videre vind, så den sne, der faldt tidligere på måneden, er for længst væk.
Jeg er hurtigt ude af den lille by, hvis bygrænse markeres af en gravhøj, en af de mange på denne egn. I grunden er terrænet blot moderat kuperet, men det er gennemskåret af lange, smalle ådale, der ligger lidt flere højdemetre på dagens rute og trækker bånd af eng og kær gennem landskabet.
Et godt stykke syd for byen ligger Smollerup Kirke ensomt i landskabet. Den er skiltet som en seværdighed, med et Johanneskors på blå baggrund, så jeg stiler hen til den opsatte informationstavle for at finde ud af, hvad det går ud på. Det viser sig, at kirken kan rose sig af at have Nordens ældste funktionsduelige kirkeklokke (fra 1100-tallet). Tårnets åbne klokkerum gør det let at få syn for sagen udefra.
Landevejen krydser en lille bæk, i et dybt nedskåret leje gennem et bredt kær. Ved det næste vejkryds slår jeg ind på vejen mod sydøst, og kan snart se dagens første mål forude, en rød fabriksbygning med høje skorstene og en græsbevokset vold ud mod landevejen. Den store parkeringsplads overfor rummer kun to biler. Klokken er lidt over ti, og Mønsted Kalkgruber har blot haft åbnet i ti minutter, så jeg er blandt dagens første gæster.
Jeg køber min billet og forhører mig om flagermusesafarien, der er museets tilbud i vinterferien. Der er en lille time til, så jeg har tid til at se på udstillingen i de gamle fabriksbygninger og gå en tur på arealet. Der blev brudt kalk i mere end tusinde år her, fra de mest primitive teknikker til industriel drift. Kalkgruben har skabt et dybt kunstigt krater i landskabet, med en lille sø på bunden. En trampesti gør det muligt at gå rundt om det store hul, hvis sider er delvist dækket af krat.
Et kort jernbanespor fører fra den røde fabriksbygning, kalkbrænderiet, hen til gruben og ind i minegangene. I sommermånederne er det muligt at køre med toget ind i minen. I vinterhalvåret har gruberne kun åbent i den korte vinterferie, og af hensyn til flagermusene køres der ikke med tog.
Der er ganske stor søgning til flagermuseturen, mange børn med forældre og bedsteforældre, så der bliver to turgrupper, og afgang med fem minutters mellemrum. Det skønnes, at der er omkring tres kilometer grubegange, men kun to kilometer af dem er oplyste og tilgængelige for publikum. Minegangene bliver brugt som overvintringssted af tusindvis af flagermus, og vores guide smigrer os for den kløgt, der har fået os til at komme og se dem i vinterferien; i sommermånederne er de nemlig væk, ude i landskabet, minen bliver kun brugt til vinterdvale.
Nogen hævder, at minegange forbinder Mønsted Kalkgruber med Daugbjerg Kalkgruber blot tre kilometer væk. Indenfor er minegangene imidlertid meget anderledes, i Daugbjerg (hvor man især gør sig i Jens Langkniv-historien) er minegangene lavloftede, fordi kalkbrydningen foregik på gammeldags maner. Her i Mønsted er der store højloftede gange på grund af den industrielle proces i den sidste fase af minedriften.
Mange af børnene på rundturen har lommelygter med sig, og der bliver god brug for dem. De første flagermus, vi ser, sidder på som små mørke pletter højt på mineskakternes loft. Længere inde i minen ser vi flagermus hænge i hovedhøjde, en eller to ad gangen, ikke større end de kan rummes i en løst lukket hånd. De små brune dyr sidder helt ubevægelige, klemt ind i de knudrede vægges sprækker, med vingerne klappede ind og ryggen vendt mod gangen. Uden lommelygte ville de være umulige at få øje på.
Der er forbud mod blitzfotografering, men ellers lader flagermusene sig ikke forstyrre af belysning eller stemmer. I minerne overvintrer vandflagermus og damflagermus. De sidste er lidt større og de sjældneste.
Tætteste på indgangen er der cementgulv og senere stampet gulv. Vi går længere ind i minegangene og må vade gennem løst kalkgrus eller skrå ramper af glatslidt kalkgulv, hvor der heldigvis er monteret reb til at give lidt støtte. Der er små søer og bække her og der. Vandet er krystalklart og ser indbydende ud, men vi er blevet advaret mod at drikke det, flagermusenes afføring havner i vandet og e. coli-tallet er derefter.
Efter rundturen er ovre, går jeg en tur på egen hånd. Et sted er der en træperron til toget, der er små træbroer over en lille glasklar sø, og i en sektion af minen er der et ostelager med en særdeles ram lugt. Indgangsdørene til minen har tre mands højde. Over dem er der en langt mindre, firkantet åbning, nærmest som et trækvindue. Uden for åbningstiden er porten lukket, men flagermusene kan flyve ind og ud gennem den lille åbning, hvor der også sidder elektronisk udstyr, som automatisk holder tal på trafikken, og derved skaffer viden om, hvor mange flagermus der overvintrer her. Ca. 18 000 får vi at vide.
Efter besøget i gruberne spiser jeg min frokost med udsigt til den røde fabriksbygning, og så er jeg parat til den store del af dagens vandretur. Jeg følger landevejen til Mønsted, krydser over den lille ådal langs Mønsted Å og går gennem Mønsted Plantage. Den har sandede skovveje, hvor hedelyng stædigt overlever.
Plantagen er også gennemkrydset af veje og spor, der ikke optræder på mit kort, og muligvis blot eksisterer for at give let adgang til hochsitze og foderpladser til vildtet. Heldigvis gør ådalens nærhed det let at holde fast på retningen, der også markeres af trafikstøj fra den travle landevej mellem Viborg og Holstebro.
Efter en del zigzag når jeg frem til landevejen og krydser over til Finderup Øvelsesplads på den anden vejside. Det militære øvelsesterræn er ikke helt så stort som Borris Sønderland (vandredage 98 og 165) eller Oksbøl Skydeterræn (vandredage 169 og 170), men med 1064 hektar (10 kvadratkilometer) er det alligevel af betragteligt omfang. Det er flittigt brugt til øvelser, og så er der naturligvis ingen adgang, men netop i denne weekend er det åbent for besøgende. Jeg ser ikke andre mennesker på min rundtur, selv om de friske spor efter bæltekøretøjer her og der er overskrevet med mountainbikedæk.
Den vestlige del af området er gennemskåret af Mønsted Å, der skaber et smukt og varieret landskab langs ådalen, og i den nordlige ende krydses af en bro konstrueret til at klare bæltekøretøjer. Der er små frosne søer (rester af en større tørlagt sø), med kær og rørsump, lange sandveje med eng og overdrev på den ene side og hede på den anden. Højt på bakkesiderne og inde i landet er der plantage og krat, mod syd er store dele af den flade og fugtige dalbund dækket af pilekrat, forkrøblede enebuske breder sig på lyng og overdrev. Sandvejene er overstrøede med klovspor fra rådyr.
Et enkelt sted når den østlige gren af Margrethevolden, et gammelt fæstningsanlæg fra trettenhundredtallet, frem til sandvejen, mange steder på de højere beliggende partier er der gravhøje, omhyggeligt mærket af som fredede for militær aktivitet. Ingen bæltekøretøjer på forfædrenes bene.
En vandrerute er skiltet med blåt på pæle, jeg følger den tværs over den sydlige del af Mønsted Ådal, åens udspring. Her er der ingen broer, blot sumpet terræn, som heldigvis stadigt er halvvejs frosset, så jeg kommer nogenlunde tørskoet over til østsiden af ådalen og går tilbage mod nord. Udsigten er også flot herfra, selv om den sandvej, jeg når frem til, også løber igennem plantagepartier.
I nord krydser jeg mit eget spor og går mod øst i terræn, der er delt mellem plantage og åbne sletter med søer. En enkelt sted passerer jeg nogle få bygninger, der blot står som skaller. De ligner kulisser til en filmoptagelse, men de er beregnede for militærtræning.
Omsider når jeg frem til endnu et skilt, der forbyder kørsel med bæltekøretøjer, men denne gang fordi jeg forlader det militære område og går ind i privat plantage. Efter et par kilometer gennem plantagen kommer jeg ud på åbent land ved landsbyen Finderup, der er sikret en plads i Danmarkshistorien som skueplads for Mordet i Finderup Lade i 1286. Marsk Stig og andre danske stormænd blev dømt for drabet på Erik Klipping. Der står et mindekors i Finderup, opstillet i 1891 af Thor Lange, der også var ophavsmand til mindestenen for Slaget på Grathe Hede (vandredag 164).
Det er ved at være ud på eftermiddagen og den grå solløse dag har ikke meget dagslys tilbage. Øst for Finderup følger jeg små grusveje, der snart fører ind i den vestlige del af det store sammenhængende område af skov, krat og plantage vest for Viborg. Langt inde i skoven er der en lille eng med spredte egetræer og græssende heste, og det giver mig den pudsige oplevelse af at se et velkendt sted fra den modsatte vinkel. Jeg kom nemlig sydfra til dette smukke sted på min vandring ad Hærvejen i sommers (vandredag 161).
Et kort stykke fortsætter jeg ad Hærvejen, så drejer jeg af og går en kortere vej gennem plantagen mod Viborgs centrum. Det er skumring, og netop her, nær byen, på en ridesti langs en travl indfaldsvej, står et par rådyr og stirrer på mig. Omsider forsvinder de, deres hvide spejl tydelige i aftenmørket. På kanten til byen er der et lille fredet stykke hede med gamle hulvejsspor fra Hærvejen, hvor der står en gammel vejtromle af granit med nogle indhuggede linjer, der hylder den gamle pilgrimsvej. Jeg var her sidst for ti måneder siden på en vandredag med anderledes flot vejr (vandredag 145).
Mine øjne har vænnet sig til skumringen, men så snart jeg kommer ind i gadelys bliver natten kulsort, og benzintankenes og supermarkedernes lysskilte kræver opmærksomheden. Jeg går gennem gaderne til bagsiden af banegården og ud på fodgængerbroen over banegraven. Under mig kører toget fra Struer ind til perronen, så jeg tager trappen i nogle hurtige skridt og stiger på toget uden at give mig tid til at klappe min vandrestav sammen.
Erich Fromm: Hinsides Illusionens lænker, 22-100.
Jyske Vandreture 