Viborg-Bjerringbro (192).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser senere vandredage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute.

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Viborg-Bjerringbro, 37,1 km (192),
Lørdag den 25. februar 2017.

Fredag var en glimrende vandredag, med høj sol og nyfalden sne. Desværre er det først lørdag, jeg kan komme af sted, og det er ikke nogen prangende dag. Dagen starter nu ikke så slemt, det er tørvejr og temperaturen er pænt over frysepunktet. Sneen er forsvundet inde i byen, men fra toget kan jeg se, at der ligger enkelte hvide striber tilbage på de køligste steder af engene langs Gudenåen.
Fra banegården i Viborg går jeg den korte vej gennem byens gader til parken langs den vestlige bred af Søndersø, hvor plæne mødes med høje rør i kanten af søen. Blishønsene holder til nærmest bredden, mens ænderne har søgt længere ud. På den fugtige jord ved bredden lyser lave blomsterstande i en støvet rød farve op. Det er rød hestehov, også kendt som tordenskræppe. Den blomstrer tidligt på året, og senere overvokses dens blomsterstande af store skræppeblade.
Jeg følger søbredden mod nord, indtil jeg når frem til Randersvej, der skiller Nørresø fra Søndersø. Umiddelbart på den anden side af vejen, ud mod søen, ligger Borgvold, en park centreret omkring den borgbanke, der er det eneste spor af den middelalderborg, Erik Menved lod anlægge her. På den flade bakketop står en mindesten for en anden konge, Erik Ejegod. Stenen bærer en inskription i runeskrift. Ikke desto mindre er den først opstillet i 1915 – på foranledning af Thor Lange, der også lod mindestene opstille for Slaget på Grathe Hede (vandredag 164) og mordet i Finderup Lade (vandredag 191).
Efter en rundtur i parken krydser jeg dæmningen mellem de to Viborgsøer. På begge sider af søen skriger råger fra toppene af høje træer, det samme syn, den samme lyd, møder mig flere gange i dagens løb andre steder i det åbne land. Øverst på bakkekammen øst for søen ligger Asmild Kirke.
Kirken er ældre end den borg, der nu for længst er forsvundet fra Borgvold, oprindeligt var den en del af et kloster. Den har rødt tegltag og hvidkalkede mure med ganske små vinduer. Et opslag på våbenhusets dør meddeler, at kirken er lukket den næste måned på grund af kalkning indenfor. Det er en skam, for jeg havde håbet at se den runesten, den oprindelige slags, der står i kirkens våbenhus. Men det må blive en anden gang, for der skal kalkes.
Fra kirken søger jeg ud til stien langs Søndersøs østlige bred. Byen ses i smuk profil på den anden side af søen, særligt fremtrædende er silhuetterne af den grå domkirke og Sortebrødrekirken i rødt tegl.
Et stykke længere fremme kommer jeg ud på åbent land ved engene omkring Mølleåen, der fører vandet fra Viborgsøerne frem til Nørreåen. Et par mindre søer ligger syd for Søndersø, adskilt af en gammel jernbanedæmning, der nu indgår i Nørreå-stien. For få måneder gik stien i hele dens længde (vandredag 181), men i dag går jeg blot nogle få hundrede meter ad den nedlagte jernbane, tilbage til Viborg. Her følger jeg en vej i kanten af et parcelhuskvarter for at komme under hovedvejen mod Århus og jernbanen mod Langå, indtil jeg kommer ud på den eneste vej, der fører ud til nordsiden af Vedsø.
Turen går gennem plantage og dernæst omkring græsbanerne ved Viborg Flyveplads. Umiddelbart nord for søen ligger et smukt naturområde med en afmærket vandrerute på 1,8 km. Rundturen starter på den høje skrænt med skoven i ryggen. På skrænten og det flade område ud mod søen er der overdrev med stedvis lyngbevoksning og gamle vandfyldte tørvegrave. Store partier af overdrevet er spættet af sne, der endnu ikke er smeltet. Fra søbredden fører stien igen op ad skråningen og langs kanten af den øde flyveplads’ græsbane tilbage til udgangspunktet.
Jeg fortsætter ad grusvejen langs en stor tom fårefold med vildtvoksende krat forbi små klynger af sommerhuse mellem åbent land og plantage. For bilister ender vejen blindt, men jeg kan benytte en gammel overgroet jordvej til at krydse jernbanen og nå frem til landevejen ved Rindsholm.
I en svunden tid var Rindsholm en station på den ensporede jernbane mellem Langå og Struer. Nu om dage bruges stedet stadigt som vigeplads, således at ens tog holder stille med fin udsigt over søen, mens der afventes tog fra modsatte retning.
Dagens endemål er Bjerringbro, men jeg skal ikke dertil ad den korteste vej. I stedet følger jeg landevejen mod nord gennem let kuperet terræn, indtil jeg kommer til det fredede område ved Stenshøje, hvor låger giver adgang til at gå over et lille stykke græshede med enebuske. Her ligger små gravhøje på rad og række, og dybe spor fra gamle hulveje skærer sig igennem terrænet. Gravhøjene er fra bondestenalder, mere end 4.000 år gamle, nogle af dem genbrugt i bronzealderen. Rækkerne af gravhøje formodes at have flankeret en vigtig oldtidsvej.
En kilometer længere fremme når jeg Bruunshåb, hvor jeg endnu engang går et kort stykke ad Nørreå-stien, der har afløst den nedlagte jernbane. Jeg bryder imidlertid hurtigt fra og går i stedet mod sydøst, tværs over den brede ådal hvor Nørreåen løber. En grøn bakkekam hæver sig på ådalens fjerne side, foran en vid slette af rørskov. Åen har samme bredde som landevejen – og næsten samme farve som den våde asfalt.
Det har regnet den sidste time, ikke meget, faktisk ikke nok til at tage regnslag på, har jeg afgjort. Regnen bliver imidlertid ved time efter time, og lidt efter lidt bliver jeg godt gennemblødt, så dagen ender med tænderklapren. Efter ådalen går jeg en længere strækning ad små landeveje over åbent agerland uden beskyttelse for regnen.
Omsider når jeg frem til Vindum Skov, en statsskov nordvest for Bjerringbro med flere afmærkede vandreruter. Området er overraskende kuperet, hvilket især skyldes, at det gennemskæres af flere smalle ådale. Jeg følger små mudrede skovveje gennem skoven, og møder nogle få hundeluftere der åbenbart skal ud i alt slags vejr.
Skovvejen snor sig forbi høje gamle nåletræer, langs en smal, overgroet ådal frem til en åben, indhegnet skoveng dybt i skovens indre. På engen og langs vejens kølige steder ligger sne tilbage, i de områder hvor træernes overhæng ikke når ud, hvor vandet fra smeltende sne ikke har kunnet dryppe ned fra grenene.
I skovens østligste del er der gang i en storstilet genoprettelse af Filsø Mose, træer ryddes og mosefladen kommer igen til syne, her og der ses åbne flader af sort vand. Vandstanden er hævet, og mountainbikerne har været hårde ved jordvejen, der over lange stræk er blevet til pløre og pytter. Jeg kommer ikke helt tørskoet forbi, så jeg forlader skoven med fugtige sokker.
På de sidste kilometer over åbent land bliver vejret hurtigt dårligere, let regn bliver til slud, dernæst til stikkende iskorn. Der er svaner i luften og på begge sider af vejen græsser store flokke af de hvide fugle på grønne marker.
Jeg går igen på det relativt flade plateau med dyrket land, indtil jeg når Bjerring. I dag er den lille landsby en forstad til Bjerringbro, som den låner sit navn (broen ved Bjerring), men byens kirke er næsten tusind år gammel. Bjerringbro derimod har mindre end tohundrede år på bagen, den er opstået som et trafikknudepunkt, først da broen blev bygget, siden med hurtigere vækst da jernbanen kom.
Ved Bjerring falder landevejen brat nedad Gudenådalens nordside. Jeg går først gennem rundkørslen ved omfartsvejen uden om Bjerringbro, dernæst gennem et industrikvarter og et parcelhuskvarter, indtil jeg når frem til den gamle bykerne og kan dreje af til stationen. Stationens ventesal er naturligvis aflåst og i øvrigt for længst utilgængelig for rejsende. I stedet kan man glæde sig over den komfort, der tilbydes af et lille uopvarmet glasskur. Jeg klaprer tænder og forsøger at gnide lidt varme ind i hænderne. Heldigvis er der kun tyve minutter til det næste tog.

Erich Fromm: Hinsides Illusionens lænker, 100-155.
Karl R. Popper: Kritisk Rationalisme, 1-18.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s