Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Jyske Ås, 36,7 km (232).
Tirsdag den 31. oktober 2017.
I weekenden løb sommertiden ud, så med normaltiden tilbage er der pludseligt en times mindre dagslys om eftermiddagen. Så det er dårligt ny for mig, da jeg står i banegårdshallen i Århus og kan se, at toget mod nord er forsinket. Jeg når da heller ikke min bus i Ålborg, så klokken er næsten halv tolv, før jeg igen står ved Dronninglund Slot og er parat til at påbegynde dagens vandring.
I det mindste er vejret fint. Ikke så meget sol, men tørt og i grunden varmt for den sidste dag i oktober.
Egentlig er jeg i gang med en vandretur ad Hærvejens cykelrute mod Frederikshavn. Den resterende del af ruten er imidlertid for lang til en enkelt dags vandretur, især under hensyn til den svindende mængde dagslys. Så i stedet rykker jeg så at sige et par felter tilbage på brættet, og starter ved Dronninglund Slot, som jeg passerede i sidste uge. Planen er en vandretur langs Jyske Ås, hvor jeg midtvejs kobler mig på Hærvejen og følger den frem til Østervrå.
Fra slottet går jeg stik nord, fortsætter lige ud, hvor jeg i sidste uge drejede af ved en golfbane. Snart bliver terrænet mere kuperet. Der er lange levende hegn, og runde bakker hvor hestene græsser i store folde. Forude ligger Dronninglund Storskov med et skovbryn, der løber endeløst mod både øst og vest. Umiddelbart før skoven drejer jeg af og følger en grusvej mod øst. Bjergvej hedder den.
Vejen er da også støt stigende, og et godt stykke henne giver en låge adgang til en fold, således at man kan bestige Fruerhøj, i sydkanten af skoven. Trampestien derop er næsten forsvundet, den snor sig gennem spredt bevoksning, vissent bregnekrat og rundt om omfattende bevoksning med mandshøj gyvel. Fra toppen er der udsyn langs det vestlige skovbryn og mod Dronninglund i syd. Nær mig springer et par hjorte lydløst fra det ene buskads til det andet. Tilbage på grusvejen kommer jeg forbi en hel bakkeside dækket med høj gyvel. Lige nu står buskene med grønne grene og sorte bælge, i foråret må det være et fantastisk syn med sådan en stor flade gule blomster.
Længere fremme når jeg landevejen og følger den ind i skoven, indtil jeg drejer ind på skovvejene op i bakkerne. Det er en stigning på næsten hundrede højdemeter indtil jeg når frem til den højeste del af Jyske Ås, Knaghøj og Knøsen. Sidstnævnte er med hundrede og seksogtredive meter over havets overflade det højeste punkt i Nordjylland. Denne del af området er høj løvskov, så udsigten er gennem åben underskov med en søjlehal af ranke stammer og spraglet efterårsløv.
Som jeg søger mod vest, kommer jeg ind i ældre nåleskov, hvor hulveje har skåret sig dybt ned i bakkerne. Et rødt egern krydser lynhurtigt skovvejen og betragter mig dernæst nysgerrigt fra en sikker udkigspost. I sin tid boede den mest forarmede og ildesete del af befolkning i små rønner rundt omkring i skoven her. Den arv lever videre i navne som Røverhøj og Tyvelund, næppe adresser der gør det nemt at indhente et fordelagtigt tilbud på indboforsikring.
Nu om dage er den spredte bebyggelse dog især velholdte, svenskrøde træhuse. Inderst i skoven ligger Sømose, hvor sort vand veksler med kærets flader af rødbrun vegetation. Jeg følger stien syd om mosen og går videre mod vest.
Snart krydser jeg vinkelret på sidste uge rute, præcist ved den ryddede lysning i skoven, hvor jeg hørte og så ravne. I dag er der anderledes roligt. Et skilt viser hen til en firs meter lang stenalderdysse kaldet Lange Dejs, fem-sekstusinde år gammel. Dyssen ligger i skovbrynet, overvokset med træer. Oprindeligt var den kantet af randsten, men de blev fjernet i attenhundredtallet for at blive brugt til vejanlæg, således at det tilbageblevne mest ligner en roekule i jord. Denne skæbne er overgået mange andre fortidsminder. På den tyske del af Hærvejen, syd for Flensborg, i Munkwolstrup (vandredag 150), passerer man en langdysse med en meget velbevaret randsætning af store sten, der kan give en god forestilling om, hvad der er ødelagt andre steder.
En trampesti gennem krattet fører ud til den grusvej, der betjener gårdene vest for skoven. Jeg har planlagt en rute gennem denne del af skovene, videre mod nord. Det er mest privat skov, så der er ingen skiltning. De større skovveje er velholdte med grus, men mange af de mindre veje på mit kort er under tilgroning og ikke til at kende fra nyere arbejdsveje med deres friske aftryk af traktordæk. Et eller andet sted går jeg forkert, og pludseligt står jeg langt inde i skoven, ved sidste uges cykelrute. Jeg gør en dyd ud af nødvendigheden og følger ruten mod nord, frem til landevejen mellem Frederikshavn og Ålborg.
I sidste uge tog jeg bussen mod Ålborg herfra, men nu fortsætter jeg ad den ukendte vej mod nord. Tiden er fremskreden, og med sommertidens ophør, DSBs anstrengelser i formiddag og min egen rundvandring i skovene syd for landevejen, har jeg nu kun halvanden times dagslys tilbage. Jeg nærstuderer kortet og kan se, at jeg heldigvis lige akkurat vil være ude af den egentlige skov, når mørket begynder at sænke sig.
Jeg går et ganske kort stykke ad landevejen, passerer den parallelt løbende motorvej gennem en viadukt og kommer derefter til at gå adskillige kilometer langs en grusvej klods op ad skovbrynet. Mod øst er der igen runde grønne bakker, hvor heste græsser, længere ude mod horisonten ser man det lavere land. Endnu er der tilstrækkeligt dagslys til, at skovbrynets løv står med efterårsfarver.
Efter et par kilometer direkte gennem skov, kommer jeg ud i et landskab, hvor balancen er tippet. Jeg går stadig langs ryggen af Jyske Ås, men hvor det tidligere var skov med lysninger og tunger af agerland, er hovedindtrykket nu græsning og dyrket land med små og store skovpartier. Landskabets mange gravhøje, som skoven tidligere skjulte, står nu ofte i smuk profil mod skumringens himmel. En stor flok spredte får lyser hvidt i det svindende lys. Et rådyr har vovet sig ud på en mark.
Oppe på den langstrakte bakkekam krydser jeg for første gang i dag Hærvejens vandrerute mellem Viborg og Frederikshavn. Jeg gik den i foråret (vandredag 203). Den har et kortere stiforløb gennem Jyske Ås, men en god del er ad trampesti gennem skov og eng, et enkelt sted ad plankebroer gennem et fugtigt kær. I dag, hvor jeg følger cykelruteversionen mellem de to byer, glæder jeg mig over ikke at skulle gå ad de stier efterårsmørket.
I stedet går jeg over stadigt mere åbent land, snart også på små asfaltveje. Den sidste halvanden time af dagens vandring går jeg i mørket, men det er overraskende behageligt. Det er tørvejr, uden vind, og så længe jeg er i bevægelse holder jeg ubesværet varmen. Solens forsvinden har også trukket farverne ud af landskabet, der nu mest er i gråtoner og med bakkekammenes klare silhuetter mod himlen.
Små lysende firkanter markerer vinduerne i de få huse og gårde. Der er meget langt mellem bilerne. Jeg har min sikkerhedsvest på, med dens refleksstriber og højtråbende farve – radioaktiv citronfromage – skal jeg nok blive set. For tydelighedens skyld tænder jeg en blinkende cykellygte, når der en sjælden gang kommer en bil. I det skarpe skær fra forlygterne forsvinder mit nattesyn – men kun for et øjeblik.
De sidste kilometre flader landskabet ud. I det fjerne kan jeg erkende landevejen mod Hjørring, uden lyd, men som det glidende bånd af røde lys, der udgøres af bilernes baglygter. I mørket er min afstandsbedømmelse naturligvis elendig, men til sidst når jeg da frem til gadelys og fortove, og snart står jeg på ved busstoppestedet på torvet i Østervrå.
Anne Applebaum: Iron Curtain, 210-322.
Jyske Vandreture 