Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Østervrå-Frederikshavn, 29,9 km (233).
Lørdag den 11. november 2017.
I forrige uge kom jeg til Østervrå i den sene eftermiddags mørke. I dag er der smukt sollys over byen, og jeg er taget tidligt af sted fra Århus for at kunne gå hele dagens rute i dagslys. Det er sidste etape af Hærvejens cykelruteversion mellem Viborg og Frederikshavn.
Efter sidste uges lange vandring gennem Jyske Ås´ skovklædte bakker (vandredag 232) er jeg nu ude i det åbne land. I begyndelsen er det let kuperet plateau med store markstykker. Der er stadigt roer tilbage enkelte steder, grøn vintersæd på nogle bakkesider, ellers er jorden pløjet eller står som stubmarker efter korn eller majs. Som jeg går mod nordøst, bliver landskabet i stigende grad gennemskåret af smalle ådale med kær og enge. Der er stadig en del heste på græs, men det meste kvæg er taget på stald.
Flokke af råger eller måger kommer og går på himlen og markerne, en lille flok sjaggere holder til i et læhegns høje trækroner, musvågene viser sig enkeltvist højt på himlen, cirklende med skarpe, gennemtrængende skrig. Som så ofte på Hærvejen er der ikke langt mellem gravhøjene.
Ved Hørbylund Hovedgård krydser jeg mit spor fra vandreruteversionen af Hærvejen mellem Viborg og Frederikshavn (vandredag 204) og følger den nogle kilometre. I det åbne landskab er der vid udsigt, på et af de højeste punkter ligger Karup Kirke, en lille kirke uden tårn, murene i grå granit, gavlen i hvid kalk og taget i rød tegl. Fra højdedragets højeste punkt kan jeg se Kattegat som et blåt bånd yderst i horisonten.
Det bliver dog kun til et flygtigt glimt af havet. De to Hærvejsruter skilles på ny, og jeg følger indlandsruten mod nord. Terrænet bliver mere kuperet, bakkerne ligger tæt, ofte med afrundede toppe, som bowlerhatte, ti-femten meter højere end det underliggende terræn. Deres skråninger er for stejle til dyrkning, så de står ofte skovklædte.
Som jeg fortsætter mod nord kommer jeg ind i ådalen langs Bangsbo Å, med længere og højere bakkekamme på begge sider og større skovstykker. Den lave sol fra vest kaster et flatterende lys over landskabet; på en bakkeside får den de gamle hjulspor i stubmarken til at fremtræde som guldtråde, trækronernes visne blade får vibrerende farver og den brede ådals flade kær lyser mod skoven på den fjerneste bakkekam.
Herregården Bangsbo ligger på tærsklen til Frederikshavn. Den har en tilhørende park og botanisk have med små hvide havebroer over åen. Fordi jeg er ankommet til byen gennem ådalen, har jeg endnu kun fået det korte glimt af havet. Derfor gør jeg en lille afstikker til Pikkerbakken, et langt højdedrag umiddelbart syd for byen. Nærmest byen er bakken skovklædt og udlagt med stier og mountainbikespor. Jeg følger vejen frem til et udsigtspunkt, hvor byen og havnen ligger udbredt på det flade land for foden af skrænten. I det klare vejr kan fyrtårnet på Hirsholmene, seks kilometer nordøst for Frederikshavn, tydeligt ses.
Jeg går samme vej tilbage over Pikkerbakken og dernæst videre til centrum af byen, idet jeg følger den gamle Sæbybane, der her er bevaret over et par kilometer. Der er et fuldt kvarters dagslys tilbage, da jeg når frem til stationen.
Anne Applebaum: Iron Curtain, 322-446.
Jyske Vandreture 