Nord om Mariager Fjord (234).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Nord om Mariager Fjord, 29,3 km (234).
Onsdag den 22. november 2017.

Himlen er grå, og luften er fugtig, men endnu regner det ikke. Jeg går ned ad bakken fra togstationen i Hobro og finder vej gennem byen til havnen og fjorden. Vandoverfladen er blikstille. Skoven på den sydlige side af fjorden fremstår i et diset slør. Inderst i fjorden rejser Hobros havnebygninger sig, længere inde hæver kirketårnet sig over den omgivende by.
Jeg følger en vej langs nordsiden af fjorden, forbi lystbådehavnen og ud mod stinettet mod Bramslev Bakker. Kilometerlange bakkesider kanter den inderste del af Mariager Fjord, de ligger hen som græssede overdrev, der hæver sig op til halvtreds meter over havniveau. Der løber også stier oppe i bakkerne, men jeg foretrækker at følge stien nær vandet.
Bakkerne er i varierende grad præget af enekrat, længst oppe i bakkerne er der egentlig skov, som rækker et par tunger ud mod kysten. Her og der snor små bække sig ud til fjorden, ofte under plankebroer hensynsfuldt udlagt til vandrere. På vandoverfladen nærmest ved bredden ligger små flokke af ænder, svanerne holder sig i par, knopsvaner med røde næb og sangsvaner med gule næb. Længst væk, helt ovre ved den sydlige fjordbred ligger svanerne i større flokke, på den stille dag bæres lyden af svanesang langt omkring.
Overdrev er et kulturlandskab, skabt og vedligeholdt ved afgræsning, der skal opretholdes, for at de ikke gror til. Trådhegn, med låger ved stien, løber vinkelret på fjorden og ofte et stykke ud i vandet. Dybe klovaftryk og friske kokasser afslører kreaturerne i god tid, før jeg når frem til dyrene. Det er skotsk højlandskvæg, vist efterhånden det foretrukne valg til afgræsning af naturarealer – og i hvert fald det mest dekorative: Dyrene har smukt svungne horn og lang bølgende pels, oftest i lysebrun nuancer, sjældnere i mørkebrun eller sort. Flokken holder til på en flad pynt, i spredt fægtning på begge sider af stien, og lader sig ikke forstyrre, da jeg passerer.
Længere fremme, ved en lille bugt, skærer en ådal sig ned i terrænet og ud til kysten. En stor mågeflok gør det inderste af bugten snehvid. Fuglene går på vingerne under stort postyr, så snart jeg viser mig. En ravn skriger fra skovbrynet ud mod ådalens enge, tydeligt og klart selv over mågernes larm.
Bramslev Bakker begynder her. Høje skrænter, tæt bevokset med enekrat. Ved kysten er der en badestrand og et anløbssted for den turbåd, der besejler Mariager Fjord i sommermåneder. Vandreruten drejer af fra kysten, og med en lang stejl drejning svinger den hundrede og firs grader, indtil jeg står ved den ensomt beliggende restaurant øverst på bakken, hvorfra der er vid udsigt over fjorden.
Fra parkeringspladsen fører en trampesti gennem det ellers uigennemtrængelige enekrat på bakkesiden, med korte kik ud fjorden. Stien er mudret og glat, mærket af får, kvæg og mountainbikere, jeg falder på alle fire et par gange og redder mig et par blodige rifter fra brombæranker. Min opmærksomhed bliver fanget af ravne, først er der en fire-fem stykker, så det dobbelte, de boltrer sig i luftrummet over de stejle skråninger ud mod kysten. Deres kald kommer fra alle sider, og som jeg står nede i den smalle passage gennem krattet, viser fuglene sig ganske tæt på i korte overflyvninger, og så er de væk igen. Så snart jeg drejer ind i landet, lader jeg også de sorte fugle bag mig.
Bag skrænterne ud mod fjorden er der et fladt plateau af dyrket agerland. Efter at have forladt den afmærkede vandrerute går jeg nu ad grusveje, på vej ud mod landevejen. Undervejs passerer jeg herregårdshotellet Bramslevgård. Det virker som om, hver eneste mark eller fold på denne egn rummer mindst en gravhøj. Et sted ligger fem-seks stykker på linje.
Jeg går ad landevejen et par kilometer mod øst. Fjorden er nær ved, men kun synlig hvor tværgående kløfter fører ud til vandet. Kort efter er jeg tilbage på grusvej, den cykelrute jeg nu følger søger over bakkerne tilbage til fjorden, som den når ved Kielstrup Sø, blot adskilt med få meter fra en lille bugt umiddelbart over for Mariager, på sydsiden af fjorden.
Både søen og bugten har store rørskove, fugle har fundet ro på det stille vand. Grusvejen snor sig om en pynt og frem mod den lille landsby Stinesminde, hvor jeg endnu engang må forlade kysten og gå ind i landet. En støt regn er begyndt at falde.
Det flade agerland er stadigt grønt mange steder, men spættet med store hvide plamager. Det er fugleflokke, sangsvaner og måger i omhyggeligt adskilte flokke. Mågerne er hurtige til at gå på vingerne, men de tungere svaner holder sig på jorden. Nogle af dem er så nær ved, at jeg med det blotte øje kan se den gule næbfarve. Grå ungfugle blander sig med de voksne hvide fugle.
Omsider når jeg frem til landevejen mellem Hobro og Hadsten. Regnen fortsætter, mens jeg går de sidste kilometer. Det er tidlig skumring, da jeg når frem til busstationen i Hadsund og x-bussen til Århus.

Anne Applebaum: Iron Curtain, 446-470.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s