Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur ved Ry, 31,1 km (383).
Søndag den 6. september 2020.
Det trækker sammen til regn, da jeg ved middagstid står af toget ved den lille station i Ry. Jeg vil gå en rundtur her, meget af det af velkendte stier, men jeg har kun planlagt den første del af ruten, dernæst vil jeg improvisere og måske afprøve nogle mindre stier, jeg tidligere er gået forbi, fordi jeg endnu manglede mange kilometre af dagens tur.
I første omgang går jeg mod syd, ud af byen, krydser Gudenåen ved den gamle mølle og ålekisten. En enkelt turbåd ligger til kajs. Hvor jeg går ind i skoven syd for søerne, er der sat vildthegn op og etableret en kvægrist. Meget af skovene her hører under skovgodset Rye Nørskov (vandredag 368), som hæger om hjorte og jagtindtægter og derfor sætter stadigt mere hegn op. Det kan skabe vanskeligheder for vandreren. I første omgang går jeg dog blot frisk til, ind i skoven og op ad en bakket skovvej.
Så snart jeg går væk fra den centrale grusvej, bliver vejen hurtigt ringere, og til sidst er det blot en jordsti, som heldigvis ender ved en låge i vildthegnet. Skovbrynet løber oven for de skovklædte bakker ned mod søerne. Et velholdt gammelt skovløberhus i sort og hvidt bindingsværk ligger skjult i ly af træerne. Jeg krydser den travle landevej mod Silkeborg og går ned ad en lang allé, der fører ind i en anden fløj af skovene.
Min retning er mod Langebakke, en godt tre kilometer lang bakkeskråning, der går fra kirken i Gl. Rye og næsten helt ned til Gudenåen, med et fald på mere end firs meter. I det meste af bakkens længde løber en lysning med dyrket jord, heriblandt, ved Lyngbakkegård, to smalle marker, hver især mere end en halv kilometer lang. Endnu en lang allé fører ned til gården. Jeg tager imidlertid den slidte grusvej, der er den eneste skillelinje mellem de lange agre. De er for længst høstede, og halvvejs pløjede, med lange plovfurer op og ned ad bakken.
En mindre bakkekam rejser sig på selve den lange bakke, og, som en saddel, ligger et lyngklædt parti klemt inde mellem to skovbryn. Sidste gang, jeg var her (vandredag 293), var heden hegnet ind med fårehegn. I dag er det erstattet af vildthegn med en to-låges sluse. En byge trækker gennem landskabet, og jeg venter en halv minutter under vejtræer. Dernæst følger jeg en slynget sandsti op til toppen af bakkekammen. Lyngen er næsten afblomstret, den gør et brunligt indtryk på afstand, tættere på er der stadigt partier med falmet lilla lyng, og enkelte lyngkoste med friske farver. Øverst knejser Ørnehøj, en perfekt kuplet gravhøj dækket med lyng. Fra toppen er der en panoramisk udsigt i en halvbue mod nord, fra Gl. Rye til Ry, et langt højt skovbryn øverst i horisonten, på bakkekammen der, sløret i regndis.
Fra gravhøjen går jeg en kort strækning mod øst, stadig på toppen af den mindre bakke. Her åbner udsigten sig også mod syd. To søer med blanke overflader ligger som parallelle bånd, tættest på er det Gudensø, længere væk Mossø. Syd for hedebakken strækker skov sig over fladt land, omslutter søerne og når helt op til toppen af bakkekammen syd for Mossø, der rejser sig til Ejer Bjerge, med Danmarks højeste punkt, Møllehøj, ved Ejer Bavnehøj (vandredag 312). Gudenåen forbinder Mossø med Gudensø. Højdeforskellen mellem de to søer vandspejl er ikke mere end 80 cm, men det var nok til at munkene ved Øm Kloster fandt det værd at grave en kanal og anlægge vandmøller. Spor af kanalen er stadigt synligt i landskabet.
På mit kort er angivet skovveje syd for Ørnehøj. Min plan er at følge dem mod vest. Som jeg stiger ned ad et spor langs skovbrynet, forbi en hochsitz, rejser vildt sig inde i skoven og flygter skyndsomt. Det minder mig om, at jeg befinder mig i en stor indhegning. Hvilket hurtigt skal vise sig at være et problem, jeg finder nemlig ingen låger i denne sektion af hegnet, blot afspærrede og tilgroede skovveje. Til gengæld hører jeg ravn og ser en af de sorte fugle passere lavt over hovedet, smukt belyst af det sollys, der har afløst regndisen. Og så bestiger jeg endnu en gang Ørnehøjs bakkekam og fortsætter i stedet mod vest ad en jordvej i kanten af den lange agers plovfurer. Et ravnepar flyver højt over mit hoved, tumler sig et par øjeblikke i akrobatisk leg, og forsvinder så. Længere fremme jager en tårnfalk. Den slår sig ned øverst i en gran og venter på, at jeg passerer.
Den vej, jeg går på, fører op til kirken i Gl. Rye, men jeg har stadigt mod på at prøve nye veje, så jeg slår ind på en krydsende grusvej gennem skov, der åbner sig til en bakkeside med græssende heste. Længere fremme passerer den spejderhytten Ryekol, i sorttjæret træ og med græstørv på taget. Hytten ligger i en lysning, med en skovklædt bakke i ryggen og ud mod en lyngbevokset bakke. En trampesti fører op over lyngbakken og videre gennem skov og krat ud til Galgebakken, et fredet område i udkanten af Gl. Rye. På trods af afgræsning med får er heden under støt tilgroning, men der er stadig fine udsigter. Det bedste indtryk af landskabet får jeg dog, da jeg kommer ned på den flade hede for foden af bakkerne og kan overskue terrænet som en helhed. Over de brune bakker kæmper blå himmel og sorte skyer om herredømmet.
Som jeg går over heden og videre gennem plantage, bestemmer jeg for resten af dagens vandrerute, til Lindholm Hoved, omkring Odderholm, og så tilbage til Ry.
Lindholm Hoved er en odde på nordsiden af Mossø. Det ved jeg fra mit kort, ikke fra selvsyn, for sidst jeg ønskede at besøge stedet, en regnfuld vinterdag for fem år siden, var adgangsvejen oversvømmet (vandredag 79). For at komme derud følger jeg først landevejen et kort stykke mod øst, indtil den krydser Gudenåen ved en stor ophalingsplads for kanoer. Gudenåen er for alvor blevet bred her efter at have gennemstrømmet Mossø, hvortil Skanderborg Sø også afvandes. Dertil udmunder Salten Å i Gudenåen få hundrede meter mod syd.
Herfra slår jeg ind på vandreruten mellem Århus og Silkeborg, som her går gennem plantager og åbent landskab nord for Mossø. Ved en parkeringsplads fører en lang blind vej ud til fugletårnet. Der er krat og sump på begge sider af vejen, mindre skovsøer, og selv i sommerhalvåret står sort, frønnet vand få centimeter under vejens niveau. Fugletårnet er et lukket skur på en hævet platform. Da jeg åbner døren, er der helt mørkt. Der er ingen vinduer, derimod luger man kan åbne til tre sider. Rummet fyldes med lys, og jeg kan nyde udsigten over den store sø og bakkedragene omkring den.
På et kort i fugletårnet kan jeg se en spinkel stiplet linje, der viser sig at være en smal trampesti, som jeg svinger ind på under min tilbagetur. En smal stribe græs, næppe stort nok til at blive kaldt overdrev, er klemt inde mellem skovbryn og rørskov, en antydning af egekrat går over i høje skov med nåletræer og en skovbund dækket af bregner. Trampestien svinder ind til den svageste mulige antydning, indtil den når et skovbryn kantet med stikkende brombær. Frugterne er små, med en glinsende overflade i dybe sorte og røde toner. De ser fristende ud, men der er så lidt frugtkød i dem, at de mærkes melede og tørre i munden.
Jeg kommer igen ud til grusvejen, der er flankeret af mindre marker og udyrket overdrev, skov og plantage mod nord, søen mod syd, en smal række træer i vandkanten. En rytter, en ung pige, kommer i roligt tempo ud fra et skovspor, hun fører en usadlet hest med sig. Efter få hundrede meter forsvinder heste og rytter igen ind i skoven, ad en sti der næsten er usynligt for øjet.
En grusvej fører direkte op til landevejen og stier ind på Odderholm, det fredede landskab, hvor Gudenåen løber ud i Gudensø. Stednavnet Klosterfælled vidner om tilhørsforholdet til Øm Kloster. Ud over skov er der et stort overdrev og flere landingspladser for kanoer. Området, der har afmærkede vandreruter, mest trampestier og slåede stier, er populært blandt de lokale. Der holder flere biler på parkeringspladsen, og jeg møder en del andre gæster, oftest medbringende en hund. I forbifarten får jeg hilst på en venlig labrador, sjaskvåd efter en tur i vandet. Lejlighedsvist er der smukke udsyn over Gudensø.
Den lave sol i vest gør søens overflade blændende blå, længst ude på søen i intens kontrast til hvide svaner. Skyerne spejler sig i vandet, hvis blå tone overgår himlens. Tættere på kysten glider lappedykkerfamilier over vandet. De voksne fugle i sort og hvid dragt med gule kinder, de store unger i grå dragt med hvide striber, der gør et pudsigt, pyjama-agtigt indtryk.
Gudenåens brede løb er adskilt med en bræmme af træer fra det centrale overdrev. En flok kvæg græsser dekorativt på begge sider af stien, en kalv forsyner sig fra mælk frisk fra yveret. Længere fremme kommer en ny fold. I stedet for de to elektriske tråde, der er nok til at holde kvæget inde, er der nu fem parallelle tråde, en god håndsbredde imellem. Jeg får snart forklaringen, folden rummer en snes nubiske geder, i hvide dragter, flere kid i flokken. Dertil en buk, dobbelt så stor som hunnerne, sort pels, store krumme horn. Han betragter mig roligt, uden at vige en tomme, mens de øvrige dyr trækker lidt væk. Selv med fem tråde er det elektriske hegn næppe en meter højt. Det virker optimistisk. Andre steder, hvor man benytter geder til naturpleje, ynder man 120 cm højt flethegn og en elektrisk tråd foroven.
Flad grøn eng afløser overdrevet, jeg kommer ind på grusvejene ved det lille sommerhusområde og er så tilbage på landevejen. For anden gang krydser jeg broen over Gudenåen og slår ind på et andet stræk af vandreruten mellem Århus og Silkeborg. Denne gang følger jeg den i retning mod Ry. Det er plantage på flad jord. Gudenåen er aldrig langt væk, men der er kun få glimt af den, plantagen er lav og tæt. Over en sektion med yngre nykulturer kan jeg se hedebakken ved Ørnehøj, hvor jeg var tidligere på dagen og snart efter passerer jeg den lave ende af Langebakkes langstrakte agre. Trafikbruset fra landevejen mellem Silkeborg og Ry melder sig, og jeg når igen asfalt i udkanten af Ry.
Den sene eftermiddag lægger et flatterende gyldent lys over Møllesø og den gamle stationsbygning. Rejsende er allerede begyndt at indfinde sig til det næste tog, der afgår om tyve minutter.
Siegfried Lenz: Der Überlaufer, 122-172.
Jyske Vandreture 