Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Estvad-Vinderup, 27,8 km (382).
Søndag den 30. august 2020.
Himlen er delt i to over mit hoved, da jeg står af bussen i kanten af den lille landsby Estvad sydvest for Skive. I vest er den tindrende blå med hvide skyer. I øst er solen skjult bag tætte sorte skyer, og i jordhøjde ligger landskabet hen i skygge.
Fra landsbyen fører en grusvej ned ad den lange bakke til Flyndersø. Grusvejen er en rest af den ældgamle hovedvej mellem Skive og Holstebro, endnu med nogle få milesten i vejkanten. Fra en parkeringsplads på det flade terræn nær søen fører en afmærket vandresti langs den nordlige bred af Flyndersø. Jeg går gennem en låge og træder ind på et bakket overdrev med højt græs. Efter få skridt støder jeg på en mindesten, der er sat over folk af taterslægt, der døde i omkring år 1700 og blev nægtet begravelse i den indviede jord ved de lokale kirker. Som mange andre steder i Vestjylland er der her mange stednavne og historiske levn, som fortæller om fortidens udstødte, hvis sidste efterkommere eksisterede til ind i nittenhundredtallet. Også et andet af datidens uglesete væsener er knyttet til egnen. For tohundrede år siden blev den sidste ulv i Danmark skudt her ved Estvad af skytten ved den lokale herregård. Nu er dyret så omsider tilbage i dansk natur.
Flyndersø har form som en krum banan. Umiddelbart overfor kan jeg se Hjelm Hede som et fladt plateau oven for skråningen ned mod søen (vandredag 278). Set på afstand er den blomstrende lyngs farve dæmpet til en støvet lilla nuance. I vest, hvor søen, krummer kan jeg se heden på det mere kuperede terræn nord for Estvadgårdplantage.
I begyndelsen følger vandreruten grusveje, et enkelt sted med mulighed for at nå helt ud til søbredden. Søvandet fremstår nærmest som grøn maling, så præget af algeopvækst er det. Snart går jeg ad trampestien neden for den skrænt, der hæver sig op til ti meter over det flade land og et par steder er gennemskåret af smalle kløfter. En skovsti fører gennem egekrat og plantage op til grusvejen vest om Flyndersø (vandredag 281).
På begge sider af vejen er overdrev og hede hegnet ind til afgræsning og længere fremme er der kvægriste i vejen, som således indgår i foldene. Meget af det åbne areal er domineret af overdrev og græshede, men det overordnede indtryk er, at lyngen er at vinder frem på bekostningen af græsset. Spæd, ankelhøj lyng dækker store områder i foldene. Fritstående enebuske giver en flydende overgang til plantagernes skovbryn. En låge giver adgang til at gå på en sti øverst på skrænten, med en smuk udsigt over Flyndersø, der ligger dybt i terrænet.
Skræntskoven breder sig langs søbredden. Lige her har gyldent græs dog overtaget, med lange lilla striber af blomstrende lyng. Et langt jorddige, fuldstændigt dækket med lilla lyng, løber fra søbredden og op over bakkesiden. Som jeg kommer frem tager lyngen mere og mere rum fra græsset, og sandvejenes kanter strutter i lilla farver.
Plantagen består overvejende af høje, ældre nåletræer. Her er der er større partier skovet, og nykulturer er sat i vej. Mellem granerne er skovbunden dækket af grønt mos, enkelte steder med rensdyrlav. Langs skovvejene, og i selv det mindste lysning, er det imidlertid blomstrende, knæhøj lyng, der har sat sig på de lysbegunstigede voksesteder. Skovskader skræpper i tykningen, og af til flyver en af de smukke fugle gennem det åbne rum over vejen.
Der er kær og små moser i plantagen, ofte med åbent vand og søer. Små fyrretræer har etableret sig på mosefladen. Jernbanen mellem Skive og Struer løber gennem området. Jeg kan høre togene køre forbi, men jeg kan ikke se dem. Først da jeg når frem til asfaltvej og går et stykke mod nord krydser jeg skinnerne. I sin tid var der et trinbræt her, og et gammelt ledvogterhus er nu konverteret til privatbrug. Sandt at sige var der aldrig meget passagertrafik fra dette øde sted. Derimod var der en omfattende tørvegravning i området, og det gav basis for en lille stikbane til godsvogne. Mange af mosernes små søer er opstået ved tørvegravning.
Sidst på foråret kom jeg gennem dette område på en vandretur fra Skive til Struer (vandredag 362). I dag bruger jeg nogle af de samme stier, men med bedre tur til svinkeærinder. I første omgang drejer jeg ned ad en grusvej, der bærer navnet Jernbanevej, i erindring om tørvegravningstiden. Skive Kommune har etableret mountainbikeruter, vandre- og ridestier i områdets private plantager. Dertil er der slået brede stier og opstillet informationstavler. Det er sket med fondsstøtte og er vist tænkt som led i oprettelsen af en større naturpark i området. Det er stort tænkt, men desværre er stiernes mærkepæle i betydeligt omfang borte – og i et par tilfælde endog misvisende. På trods af mit medbragte kortmateriale og downloadede foldere står jeg i en svært overskuelig labyrint af grusveje, skovveje i forskellige grader af tilgroning, slåede stier, trampestier og dyreveksler. Som jeg finder ud af, benytter de afmærkede ruter ofte de mindst brugte stier, så jeg må flere gange korrigere min vej og benytte forhåndenværende muligheder for at komme tilbage på sporet.
Men, det er en smuk dag, solen er endelig kommet frem, det er en smule efterårskøligt, og jeg har rigeligt tid, så ulemperne er til at overse.
I første omgang gør jeg en afstikker omkring en udgravet mose, hvor åkandeblade flyder på det stille vand, og små træbroer letter færdsel og adgang til søbredden. En håndfuld sorte får græsser i ro og mag, lyngen breder sig på mosens højere partier og når af og til helt ud til vandkanten. Herfra følger jeg en slået sti og genfinder Jernbanevej længere inde i plantagen, ved et åbent stykke hede, mærket af små moser og gamle tørvegrave.
De to eneste gode grusveje i denne del af området mødes i en ret vinkel her, og jeg går en lang rundtur af de tilgroede stier nord for. Plantage, krat og kær veksler i en kompliceret mosaik, hvis fællesnævner er tilstedeværelsen af blomstrende lyng. Gennem en halvåben underskov kan jeg se ud på markstykker indesluttet i plantagen. Et par rådyr græsser derude, i smuk kontrast til spredte, sent blomstrende røde valmuer. Jeg er sikker på, at de ikke kan se mig, men de fornemmer alligevel min tilstedeværelse og forsvinder lydløst ind i krattet.
Tilbage ved de to grusveje gør jeg endnu en afstikker ad “gul rute”, et mountainbikespor, i forlængelse af Jernbanevej. I begyndelsen fremstår stien blot som en slået bane gennem skovbundens græs. Først da den skærer gennem en lille gennemgravet bakke, går det op for mig, at der engang har været et jernbanespor her, sikkert til et tipvognstog, som man har brugt under tørveudgravningen. Sporet fører da også frem til en lille sø, der kan skylder sin opståen eller størrelse menneskelig foretagsomhed.
I en lang bue følger jeg den sparsomt afmærkede og næsten forsvundne sti tilbage til grusvejen mod syd. Jeg vandrer videre mod syd, krydser en sjælden asfaltvej, og snart efter nærmer jeg mig igen jernbanen, der er er flankeret af en bred bræmme af hede i kanten af plantagen. En smal grusvej, lukket for motortrafik fører over heden, snart bliver den til et hjulspor og dernæst blot en trampesti. I begyndelsen er hedefladen ganske plan, hurtigt tvinges den dog til vejrs af en næsten lodret skrænt, inden den går over i kuperet bakkeside og brat stoppes af plantagens skovbryn, der står som et plankeværk. Hen over jernbanen er der mod øst udsyn mod engene omkring Skallesø, den lille sø nord for Hjerl Hede (vandredag 117).
En smal vandresti følger jernbanen mod syd, vokser til hjulspor, og, som jeg nærmer mig huse, velholdt grusvej. Et stykke krydser jeg igen landevej, blot for at skifte til den lokale vandresti, der følger jernbanen hele vejen ind til Vinderup (vandredag 354). Plantagerne er afløst af uhøstede majsmarker og enge. Heste, kvæg og får græsser under solen. Lyngen er forsvundet, men store klynger af blomstrende gederams fastholder den lilla farve.
I kanten af Vinderup fører en sti under jernbanebroen over åen, og jeg ankommer ad bagvejen til rutebilernes store parkeringsplads, klods op ad den gamle stationsbygning. I god tid før toget mod Århus ruller ind, blot for straks efter at transportere mig forbi den hede og plantage, jeg før gik igennem.
Siegfried Lenz: Der Überlaufer, 1-122.
Jyske Vandreture 