Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Flyndersø & Stubbergårdsø, 41,6 km (281).
Lørdag den 1. september 2018.
Årets første efterårsdag og en fin en af slagsen. Det er tørvejr og vindstille, formiddagen begynder overskyet, men solen kommer frem i løbet af dagen.
Efter at have forladt banegården i Skive krydser jeg som det første Skive Enge og broen over Karup Å. Jeg følger udfaldsvejen mod og passerer ringvejen syd om byen. Ved kasernen er hjemmeværnsfolk i sikkerhedsveste i gang med at gelejde fodgængere over den travle vej: Der er åben dag på kasernen. I tilknytning til kasernen ligger et større øvelsesterræn, der indbefatter Dommerby Hede. På den modsatte side af vejen ligger Skive Travbane, hvor man reklamerer med at være “Taroks hjemmebane”. Ovre ved staldene kører flere sulkyer omkring.
Ud mod hovedvejen er et lille trekantet stykke af Dommerby Hede fredet. Her findes 22 gravhøje, de formodes engang at have flankeret en oldtidsvej og er blot en del af et 6 kilometer langt stræk med gravhøje, oprindeligt var her endnu flere, men mange er naturligvis fjernet af eftertiden.
Jeg drejer mod vest, ind på grusveje gennem plantage. Får græsser på lysninger i skoven, blomstrende lyng vokser i vejkanten og en pæl markerer ruter for kørsel med sulkyer. Længere inde er der små stykker hede og en lille mose med små søer.
En lang skovvej, med tungt sand, fører gennem plantagen og ud til det åbne land ved Karup Å. En lille bro med rødt rækværk leder over til diget på den fjerne side af åen. Jeg kom her forbi for et par uger siden, på den sidste etape af min vandringer langs Karup Å (vandredag 278). Engene er på sit bredeste her. Jeg krydser ådalen med udsigt til græsklædte skråninger på den vestlige side af dalen; i nord ser jeg den høje bro, der fører ringvejen over Karup Å dal, bag den byen med et hvidt kirketårn.
Hvor grusvejen møder hovedvejen mod Herning ligger Estvadgård. Stedet har sin egen lille plads i dansk naturhistorie: Det var skytten på Estvadgård, der i 1813 skød den sidste dansk ulv – indtil arten genindvandrede for få år siden.
Jeg krydser hovedvejen, går gennem den lille landsby Estvad og kommer ud på landevejen nord for Flyndersø. I udkanten af den lille landsby Rønbjerg slår jeg ind på den grusvej, der fører gennem plantagerne på nordvestsiden af søen. En pludselig bevægelse i gruset får mig til at stoppe brat op. Det er en lille snog, ikke tykkere end min støvles snørebånd, men med de karakteristiske gule nakkepletter. Den forsvinder hastigt ind i vegetationen.
Grusvejen fører frem til et større stykke hede på den åbne bakkeside ud mod Flyndersø. Herfra er der en glimrende udsigt til bakkerne på den modsatte side af søen, hvor jeg gik for et par uger siden, hede længst mod nord, skov mod syd. Jeg går gennem en låge og videre ad en trampesti højt på bakkesiden. Græs dominerer snart over lyngen. Søen har adskillige pynter og snævringer, hvor de skovklædte sider næsten når sammen. Oppe fra bakkesiden har jeg et fint udblik over topografien.
Skovbrynet kantes af et langt, lyngbevokset jorddige. Jeg følger skovveje frem til den egentlige Snævring mellem to halvdele af søen. Kanalen med grønt vand er ikke mere end en halv snes meter bred. Søens bredder er dækket af skov til begge sider, mod syd kan jeg se et lyngklædt parti, som er Hjerl Hede. Jeg er på vej derover, men det kræver en længere omvej omkring Skallesø, en mindre sø, der fra vest i en ret vinkel møder Flyndersø umiddelbart nord for heden.
En sti fører videre mod vest, den går langs foden af en skrænt med egekrat, indtil jeg kommer tilbage til den centrale grusvej gennem plantagen. Jægernes små skydetårne står tæt, og vejene er oversåede med klovspor, mest rådyr. En enkelt gang ser jeg en hjort stå fastfrosset i vejsiden, snart forsvinder den uden en lyd mellem træstammerne. Hvor nåleskoven går over i løvskov, er skovbunden dækket af et højt bregnekrat.
Omsider når jeg frem til agerland. En lille landevej løber parallelt med Struerbanen, et grønt arrivatog suser forbi, og så har jeg igen udsigt til de små hedebakker på den anden side af de rustne skinner. En lille røn står tungt lastet med orange bær. Jeg følger landevejen frem til landsbyen Sahl, og derfra mod øst, indtil jeg når frem til indgangen til frilandsmuseet Hjerl Hede.
Jeg går imidlertid forbi museet og videre ud på den lyngklædte odde, der er Hjerl Hede. Store dele af heden forynges gennem mekanisk slåning og fremtræder ganske glatbarberet. Kokasser vidner om, at kvæg også bidrager til processen, men det holder sig ude af syne.
Jeg holder mig til stier højt på bakkesiden, hvorfra der er vid udsigt over heden, søen og skovene. På denne side af søen skråner terrænet jævnt ned mod vandkanten. Der er enkelte anstrøg af lilla, men det grundlæggende indtryk er af rustrøde lyngkoste. På den anden side af søen er der stejle grønne skrænter med fæstier og græssende kvæg oppe på plateauet.
En mindre grusvej højt på bakkekammen fører væk fra Hjerl Hede. Efter skoven er der åbent land med en fin udsigt over den sydlige del af Flyndersø. Efter at have krydset en landevej kommer jeg ind på vandrestien rundt om Stubbergård Sø. For tre år siden gik jeg langs østsiden af Stubbergård Sø og Flyndersø (vandredag 117), i dag holder jeg mig til den vestlige side. Her er der skrænter med store overdrev under begyndende tilgroning. Længere mod syd kommer jeg forbi Stubberkloster, resterne af et kloster fra tolvhundredtallet.
Små og store plankebroer gør det muligt at følge en trampesti for foden af skrænterne. Eftermiddagssolen står lavt, så på denne side af søen ligger bakkerne i skygge, på den modsatte bred er der et smukt lys over skov og overdrev. Ude på søen ligger store mågeflokke, ænder letter fra vandet nærmere bredden og søger længere ud.
Omsider fører trampestien op over den kratbevoksede skråning, gennem en lille kløft og op til fladt land med en enorm majsmark. Herfra følger jeg en markvej ud til landevejen, går en ganske kort strækning langs den, indtil jeg kan følger en natursti frem til Herrup. Turen ender ved kirken, hvis hvidkalkede tårn er badet i gyldent lys. Stoppestedet er lige nede ad hovedgaden.
Irvin D. Yalom: The Spinoza Problem, 242-321.
Robert Seethaler: Der Trafikant,1-22.
Jyske Vandreture 