Simmelkær-Herning (282).

Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Simmelkær-Herning, 30,9 km (282).
Onsdag den 5. september 2018.

Simmelkær, på landevejen mellem Herning og Skive, er muligvis det fladeste sted i Jylland. Engang var der hede, og muligvis er majsen på vej, men lige nu er der kartoffelmarker så langt øjet rækker. Det er en fin efterårsdag, endnu ikke så meget sol, men varmt nok til at gå i t-shirt. Jeg vandrer ad små landeveje mod vest, indtil jeg når frem til de første små plantager omkring Ørre Hede. Det er et lille trekantet stykke fredet hede.
Et skilt viser hen til Blicher-stenen, opstillet i 1912, som markerer stedet, hvor digteren for “100 Aar siden saa Kjeltringballet”. Det referer til en – muligvis fiktiv – episode i Blichers novelle Kjeltringliv. Kjæltringe kendes også under navne som tatere, natmænd og rakkere. Det var fattigfolk, som oftest blev overladt ringeagtet arbejde – rakkerarbejde – som flåning af selvdøde dyr. På stedet her lå i sin tid syv huse til fattiglemmer – fjernt fra ordentlige mennesker.
Et af dem er bevaret, et lille hvidt hus, hvortil hører en lille jordhytte til forråd eller får. Huset har også en lille have, beskyttet bag en lav mur af tørv. I tidligere tider hegnede man ikke husdyr inde, i stedet hegnede man dyrene ude fra haver og marker. Denne praksis lever videre i det lidt gammeldags udtryk “at opgive ævred”. Oprindeligt betød det, at man efter høst tog hegnene ned og lod husdyrene løbe frit.
Låger giver mulighed for at gå over heden. En lille fåreflok har anbragt sig mageligt op ad den låge, jeg skal igennem og flytter sig kun modvilligt. Fårene er af racen klitfår, en gammel dansk fårerace fra de nøjsomme hedeegne. Nu om dage er den yderst sjælden.
Fra Ørre Hede går jeg ad små plantageveje mod syd, indtil jeg når frem til den langt større Ovstrup Hede. Jeg var her i vinters (vandredag 243), og i dag lægger jeg vejen omkring for at se heden i blomst. Solen kommer lejlighedsvist frem gennem skyerne, og varmen er følelig.
Jeg følger jordveje rundt i kanten af heden, nær de plantager der omgiver heden. Over lange stræk er der opstillet høje vildthegn ud mod hedefladen. Det er naboerne, som ønsker at beskytte deres afgrøder mod den store flok kronvildt, som holder til her. I vinters fik jeg et godt blik på de smukke dyr, i dag ser jeg ikke en eneste hjort, kun mængder af klovspor, mange af dem ad dyreveksler ud mod den omgivende plantage.
Rovfugle svæver over skovbrynene, og jeg hører musvågers gennemtrængende skrig og af til ravne. En ensom tårnfalk jager ude på den åbne hede. Den centrale del af heden er domineret af lyng, der lyser lilla i vejkanten og på mindre flader. Den østlige del er græshede. Mange heder i privat eje er under tilgroning, men her har naturfonden arbejdet på at holde heden åben. Ved det sydlige skovbryn følger jeg en sandet skovvej væk fra området. Den smalle strimmel hede langs vejen er polkaprikket med store enebuske.
Ovstrup Hede er så øde beliggende, at de omgivende veje er grusveje med langt mellem gårdene. Hvor jeg kommer ud fra plantagen, bliver jeg modtaget af hvin fra pattegrise. Frilandsgrise boltrer sig på en stor mark. En so har mast sig godt til rette i en mudderpøl, og en flok pattegrise tripper entusiastisk gennem det lave græs.
Som jeg går mod syd bliver grus afløst af asfalt. Jeg krydser Storåen, som her endnu ikke fortjener sit navn, men dog trækker en stribe eng gennem landskabet. Agerland vinder frem på bekostning af plantage, kartoffelmarker giver plads for majsmarker. Flere steder er majsen allerede høstet, og de grove stubbe står tilbage i lange rækker.
En landevejsbro fører over motorvejen mod Holstebro. Umiddelbart syd for ligger Løvbakke Skov, hvor Herning Kommune har etableret en lille dyrehave. Jeg ser dyrene i samme øjeblik, jeg tråder ind i indhegningen, dådyr, langt inde i krattet. Tydeligvis har de endnu ikke vænnet sig til at ignorere besøgende, i stedet søger de længere ind i krattet. Inderst i skoven er der et fint lille stykke hede med en kantning af egekrat.
Området har grusstier og uden for indhegningen cykelstier og besøgsfaciliteter. Jeg forlader skoven og går ad en lang bakkeside i retning mod Herning. Byen kan ses som en lav skygge i horisonten, nogle få højhuse og kirketårne rager højere op. Dette er den nordlige kant af Hernings byudvikling, og den er planlagt omkring kunstige søer, skabt ved råstofudnyttelse i forbindelse med de store motorvejsbyggerier.
Fuglsang Sø er på 28 hektarer. Dens østlige kant er sandbred med badefaciliteter. Den vestlige kant har i nord et havnefront-look med rektangulære indskæringer og byggeri i snehvid beton. Et grussti fortsætter mod syd, hvor søbredden er afstukket med spunsvægge, og spredte dunhammere står med en afmålt indbyrdes afstand, der tyder på plantning med menneskehånd. Fuglene har taget søen til sig, der er måger i luftrummet og gråænder og blishøns nær bredden. Syd for åen fører velholdte stier og en lille bro gennem enge afgræsset af kvæg. En kunstig bakke tilbyder et glimrende udsigtspunkt.
Få skridt længere fremme kommer jeg ind i den yderste ring af parcelhuskvarterer og følger en indfaldsvej frem til centrum og banegården.

Robert Seethaler: Der Trafikant,22-138.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s