Sunds-Vildbjerg: Ovstrup Hede, 33,4 km (243).
Søndag den 21. januar 2018.
Vejrudsigten har lovet et par solskinstimer ud på eftermiddagen, men sådan kommer det ikke til at gå. I stedet bliver det en grå dag uden sol, og med en let tåge der bliver hængende hele dagen og skaber en anden slags vinterstemning.
Jeg står af bussen i Sunds, nord for Herning. Byen ligger ud til en sø, der ikke er større, end at jeg havde tid til at gå rundt om den i forbindelse med en vandretur på Alhedestien, banestien på den nedlagte jernbane mellem Herning og Viborg (vandredag 144). I dag, hvor jeg går forbi roklubben og de åbne plæner ud mod søen, rækker sigtbarheden næppe meget over hundrede meter, og med tabet af dybdefornemmelse er scenen overladt til den uundgåelige flok gråænder, der holder til på den isfri søoverflade.
Nord for byen slår jeg ind på en grusvej mod vest. Markstykkerne er store her på den flade hedeslette, det er pløjemarker eller grove stubmarker efter majs, læhegnene er uendelige, men den tætte dis skaber alligevel en fornemmelse af lukket rum.
Grusvejen bliver til jordvej og ender blindt ved en plantage. En svag antydning af slidspor er grundigt overgroet med krat, så øjensynligt er vejen blevet sløjfet. I stedet følger jeg en trampesti i kanten af en mose og når frem til en skovvej og et lille hedestykke med et par sommerhuse, klemt inde mellem plantager. Et par biler holder på en parkeringsplads, jeg er tilbage på sporet, krydser en grusvej og fortsætter mod vest.
Det tror jeg i hvert fald, indtil jeg når frem til en asfaltvej og et t-kryds, der ikke burde være der. Så jeg finder mit kompas frem, får styr på verdenshjørnerne og kan konstatere at jeg er kommet grundigt ud af kurs. De få hundrede meters improviseret omvej omkring mosen og heden har spillet min retningssans et puds, og som altid kommer jeg længst på afveje, når jeg tror, jeg ved, hvor jeg er og går frisk til.
Der er to små plantagestykker, som jeg kan orientere mig efter, geometriske former, den ene en trekant, den anden en firkant, så heldigvis kan jeg hurtigt genfinde orienteringen. Jeg er kommet et godt stykke nord for min planlagte rute, og det giver mere mening at vælge en ny vej frem de næste kilometer.
Dagens hovedmål er Ovstrup Hede, og nu kommer jeg så til den nordfra i stedet for sydfra. Endnu går jeg gennem agerland, men alligevel virker landskabet øde med de store marker, de få gårde og veje uden biltrafik. Jeg runder et sjældent vejhjørne og kommer ind på en lang lige vej, der fører mod vest. Vejen er som trukket efter en lineal, som det kan være på gammel hede, hvor vejen formodentlig først er blevet anlagt i forbindelse med opdyrkning af heden til landbrug eller plantage.
Et par kilometer længere fremme er den smalle asfaltvej blevet til grusvej, og jeg er kommet ind i plantagerne. Jeg drejer ind ad en skovvej og går mod syd, indtil jeg når skovbrynet, hvor Ovstrup Hede begynder. Den flade hede er en polygon på godt tre kvadratkilometer, og fordi den er omgivet af høje læhegn, og plantage hvor de høje graner udgør en lodret snitflade ud mod den centrale hede, har man lidt fornemmelsen af at stå på bunden af en stor kasse.
Jeg finder min kikkert frem og afsøger hedefladen og skovbrynene. Sidste forår blev de smukkeste billeder af en vild ulv i Danmark taget netop her. Det skyldes, at det var to opmærksomme fuglekiggere, der fik øje på dyret. Af alle de folk, der kommer i naturen, for almindelig fornøjelses skyld, i kraft af arbejde eller en særlig interesse, har ornitologer de suverænt bedste kameraer. Så det er smukke, knivskarpe billeder, ikke fra en mobiltelefon eller et vildtkamera.
Der dukker nu ikke nogen ulv op foran kikkerten, det var formodentligt blot en omstrejfende hanulv, for længst over alle bjerge. Til gengæld står der fire hjorte nær plantagelinjen, et par hundrede meter mod vest.
En jordvej fører tværs over heden. Den er hvid af is, mens lyngen næsten fremtræder sort mod disen. Skræppende krager flyver over himlen, og også en enkelt ravn lader sig se. Området er ejet af Aage V. Jensens Fonde, der udfører naturgenopretning her, så heden er langt mere ryddet og åben end så mange andre steder, en fem meter høj stabel kvas vidner om, at det ikke er sket ganske uden hjælp. Store flader bærer tydelige tegn på mekanisk slåning, det giver et karakteristisk to-farvet skær, hvor den lavere, slåede del af heden får en rødbrun tone, der stikker af mod den urørte lyngs sortbrune sektioner. Et udsigtstårn i træ har fundet plads i et skovbryn.
Det er en del af fredningsbestemmelserne, at man kun må benytte de eksisterende markveje, så jeg følger de lange lige veje nær skovkanten rundt på heden. Vejen har en midterrabat af højt lyng og to parallelle slidspor, der er ganske iset til. På den stille dag lyder det voldsomt, som den hvide is sønderbrydes under mine støvler. Ad to omgange skræmmer det rådyr op, små flokke på tre-fire dyr, den ene flok søger ud på den åbne hede, den anden foretrækker skovbrynet. I begge tilfælde stopper de op og iagttager mig mistroisk på sikker afstand.
Jeg nærmer mig det sydøstlige hjørne af området, da jeg bliver opmærksom på en urolig bølgebevægelse på den centrale hedeflade. Jeg finder kikkerten frem og et hav af brune kroppe og lange halse med nervøst vippende hoveder toner frem. Det er en stor flok kronhjorte, et rudel, tæt sammenpressede.
De tilsynsførende i Aage V. Jensen Fonde skønner, at et rudel på ca. halvfjerds kronhjorte, alle sammen hinder, holder til i området, og mon ikke de alle er forsamlede foran mig? Jeg har aldrig set så mange kronhjorte på én gang i fri natur, som regel ser jeg kun to-fire stykker ad gangen. Det er interessant at opleve deres adfærd. I parker eller dyrehaver vænner de halvtamme hjorte sig til mennesker og græsser uanfægtet videre i spredt fægtning eller kommer endda hen for at blive fodret. Disse hjorte, derimod, trykker sig nervøst sammen, nogle få dyr græsser i korte ryk, men de fleste er en del af stakittet af løftede vagtsomme hoveder på lange halse. Jeg kan ikke skelne den ene krop fra den anden, men kan dog se skind i to farvetoner. Lige som rådyr har kronhjorte et spejl, et lysere bagparti, det rækker endda længere op, men det er gulbrunt og ikke hvidt, så det fremstår knapt så markant.
Jeg runder den østlige ende af Ovstrup Hede ad jordvejenes firkantede U, hele tiden med et par hundrede meter afstand til rudlet, der skubber sig lidt frem og tilbage langs en rest læhegn. Den lille sø her er frosset over, så hjortene må finde drikke et andet sted. Knapt har jeg lagt kronhjortene bag mig, før endnu en lille flok rådyr stiller sig i nysgerrig positur.
Stik vest, på den lange led af heden, er en strækning på næsten fire kilometer, mere med de zig-zag jeg laver for variationens skyld. Det er en lang tur ad tilisede hjulspor, enkelte steder på våd og fugtig jord. I vest når jeg frem til en bredere, bedre befæstet grusvej, hvor der endda kører en enkelt søndagsbilist eller to forbi, de første biler jeg har set i et par timer.
Et skilt fra Aage V. Jensens Fonde marker grænsen af området, en drilsk ravn kalder tæt på, men ganske skjult bag et højt læhegns kroner, og så er jeg færdig med Ovstrup Hede og har et par timers vandring mod sydvest foran mig. Bindstowvej hedder grusvejen, i venlig erindring om Blicher, den støder til asfaltvej uden for Nybro. På tærsklen til landsbyen er der bevaret en fin og ganske lille bro i stenbjælker. Den fører over en smal bæk med rustbrunt vand.
En noget større bro fører over Storåen. Den starter som en lille bæk et sted inde i Gludsted Plantage (vandredag 224), løber mod nordvest, indtil den tager et stort sving, løber gennem Holstebro (vandredag 45) og videre til Nissum Fjord. Lige her ved Nybro vokser åen betragteligt i størrelse med tilløb fra et lille dusin mindre åer og bække. I kontrast til heden skaber det et anderledes grønt landskab med enge og skrånende terræn.
En kilometer længere mod syd ligger den lille landsby Ørre, der også lægger navn til en af egnens små heder. Den lille kullede kirke har kirkeklokken monteret under et halvtag på gavlen. Jeg krydser Holstebro-motorvejen ved Sinding, hvor nærheden til ådalen skaber et lettere kuperet terræn, men de sidste kilometer i den begyndende skumring går over fladt land. Snart er jeg fremme ved Vildbjerg, og det sparsomme lys over perronen gør vintereftermiddagen til mørk aften og lader IC3-toget køre ind med blændende lys.
J. D. Vance: Hilbilly Elegy, 114-261.
Jyske Vandreture 