Søer og Skove ved Viborg (244).

Den grønne linje viser vandring ad Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Søer og skove ved Viborg, 33,8 km (244).
Søndag den 28. januar 2018.

Ruten fra Viborg Banegård, gennem bymidten, forbi domkirken og over dæmningen mellem Nørresø og Søndersø er en velkendt strækning for mig. Jeg gik den senest i efteråret, som første etape på Hærvejens østligste gren mellem Viborg og Frederikshavn (vandredag 227). Det var en tåge morgen med blot en snes meters sigtbarhed over søerne. I dag er det blot en almindelig gråvejrsdag, pænt over frysepunktet og noget blæsende, så Søndersøs vandoverflade pløjes op i små bølgetoppe, der forhindrer den smukke genspejling af byens skyline med domkirken og Sortebrødre Kirke, som ellers er den klassiske udsigt over søen mod byen.
I dag skal jeg ikke gå langt langs søen, i stedet bestiger jeg bakken ud mod søen og går ind på kirkegården ved Asmild Kirke. Den hvide kirke øverst på skrænten ud mod søen er den eneste rest af det langt større Asmild Kloster. Da jeg kom forbi her for et års tid siden (vandredag 192), var kirken lukket for renovering. Nu er der så åbent igen, og det er tilmed søndag, så der ringes ind til gudstjeneste, og da jeg kigger ind i våbenhuset, går kirkekoret i gang med en salme. Jeg skal nu ikke længere end til våbenhuset, hvortil hedenskaben er forvist. Her står en stor runesten med de indristede tegn trukket op med rødt. Det er en mindesten som “Thorgun, datter af Thorgot, søn af Thjodulv,” har sat over sin ægtemand.
Et stort udyrket areal øst for kirken, Klostermarken, ligger hen som græsslette, med enkelte markeringer af arkæologiske fundsteder knyttet til det forsvundne kloster. Jeg vender mig om en sidste gang og ser tilbage, i forgrunden den hvidkalkede kirke med tegltag, Dannebrog i flagstangen, i mellemgrunden klosterskovens bladløse kroner tæt besat med rågereder, fjernest, den grå domkirke der rejser sig over købstaden.
Der er hundeluftere på stien, og snart kommer mountainbikerne til. Der er et fredet område omkring ådalen mellem Asmild og Bruunshåb. Dalsiden er for det meste skovdækket, dog med et enkelt udsigtpunkt, og har fået tilføjet slyngede og stejle ruter til glæde for cykelrytterne. På det fladere terræn er der sø, eng, hede og egekrat. Jeg går et langt stræk på jordstier – og træder flittigt til side for mountainbikerne, dernæst kommer jeg ud til en ganske smal asfaltvej, der løber langs med Mølle Å frem til Bruunshåb. Den slyngede å er kantet af smal rørskov og krat. Ved mølledammen i landsbyen ligger Bruunshaab Gamle Papfabrik, oprindeligt en klædefabrik, opført i 1821.
Andre steder på mine vandreture har jeg set lignende mindesmærker over den allertidligste industrialisering, baseret på vandkraft. Hærvejen passerer Tørning Mølle mellem Haderslev og Vojens (vandredag 153), den stejle Grejsdal nær Vejle var hjemsted for adskillige opstemninger og tidlige fabrikker (vandredag 73). Større anlæg var Skarrildhus i Vestjylland, der lever videre som kursusejendom for Danmarks Lærerforening (vandredag 96) og Papirfabrikken i Silkeborg.
Den Gamle Papfabrik er nu om dage et arbejdende museum. Jeg skrår over gårdspladsen, ved gavlen af en fabrikslænge står en gammel godsvogn klodset op på et par isolerede togskinner. Vidnesbyrd om en stikbane til den nærliggende – men for længst forsvundne – jernbane mellem Viborg og Mariager. En god del af det gamle tracé udgør nu en banesti i Nørreådalen (vandredag 181), som jeg krydser, da jeg går gennem Bruunshåb og mod syd.
Jeg er på vej til Rindsholm og videre øst om Vedsø. Rindsholm ligger på bunden af en lille ådal, ud mod Vedsø. Landskabet nord og syd for landsbyen spejler hinanden: bakkeplateau med åbent agerland. Begge steder byder også på hver deres lille fredning. I nord ligger Stenshøje, en snes lyngklædte høje fra bondestenalderen, måske 4.500 år gamle. I syd ligger Kirkeager, fjorten gravhøje, oprindeligt har der været dobbelt så mange. De ældste – og mindste – er måske 4.000 år gamle, også fra stenalderen. De største er fra bronzealderen, i et vist omfang stenalderhøje der er bygget videre på.
I midten ligger så Rindsholm, med en stadigt fungerende jernbane, som de lokale ikke har megen fornøjelse af,  trinbrættet er for længst blevet nedlagt. Banen er ført gennem byen på en høj vold, og eftersom den nedlagte stations område bruges som vigeplads for den ensporede jernbane mellem Langå og Struer, kan man sommetider som passager nyde en 1.sals udsigt over Rindsholm og Vedsø i mange lange minutter.
Jeg går gennem byen og krydser jernbanen gennem en viadukt med stensatte mure. Umiddelbart syd for banen ligger et stort dambrug, der er bygget op omkring den vandmølle, der i sin tid lå her og også har fabrikslignende dimensioner. Her, ved udløbet fra Vedsø, har man lettest adgang til udsigt over den ellers ret svært tilgængelige sø. Søen har en lang bugtet kystlinje, den består af to næsten lige store halvdele, der forbindes af en smal snævring, Spangsund. Skoven når flere steder ud til bredden.
En smal landevej fører mod syd, hurtigt i nogen afstand fra søen. Fra en gravhøj på toppen af bakken er der vid udsigt over landskabet og søen i lavningen. En kilometer længere fremme runder jeg Kirkeagers klynge af gravhøje og drejer mod nordvest. Der ligger en halv snes sommerhuse på pynten ved Spangsund, og en lang grusvej fører gennem grønne bakker helt ud til søbredden. En lille flok ænder flyver over himlen, ellers er der ikke mange fugle at se.
En næsten usynlig trampesti gør det muligt at gå en kort strækning langs bredden, indtil jeg når frem til en anden grusvej, der fører fra baglandet ud til de små sommerhuse ved søbredden. Der er endda en lille bådebro. Jeg går ad de små veje ind i landet og frem til Birgittelyst, en forstad til Viborg. Ad trampestier og markveje når jeg frem til Non Mølleå og følger den frem til Hovedvej 13, mere eller mindre den moderne Hærvej mellem Viborg og Vejle.
Ud mod hovedvejen ligger Non Mølle med en opstemmet mølledam. Mølleåen forbinder Hald Sø med Vedsø og dermed Nørreåen og slutteligt Gudenåen, få kilometer før udløbet i Randers Fjord. Åen har et bolværk på nordsiden og har karakter af kanal. Den går gennem skov og sump, men stien her er velholdt og en del af stisystemet ved nordenden af Hald Sø (vandredag 122). Min rute fører kort langs bredden af den store sø, med et par fine udsigtspunkter. Dernæst når jeg frem til højere terræn med åbne marker. Herfra får jeg endda et blik på borgruinen, basen af et rundt tårn i røde mursten, der ligger på en halvø i søen, nær Hald Hovedgård. Det bedst bevarede af fem borganlæg på dette strategiske sted.
Jeg krydser endnu engang en hovedvej, denne gang mod Herning, og kommer ind i skovene ved Hald Ege. I dag går jeg en rundtur syd for Viborg, og eftersom jeg har brugt byen som udgangspunkt eller endemål for adskillige vandreture, så passerer jeg, som egerne i et hjul, adskillige gange mine tidligere ruter. Her, i skovene og plantagerne sydvest for Viborg, har jeg været som en del af vandring på Alhedestien (vandretur 145), Hærvejen (vandretur 161) og på hjemvejen fra Finderup (vandredag 191). Derfor gør jeg mig umage for at komme ud i andre hjørner af skovene.
Nærmest Hald Ege, på bakkeskråningerne, veksler ege- og bøgeskov med nåletræsstykker. Byens nærhed ses i antallet af spadserende, cyklister og hundeluftere. På større afstand af byen bliver terrænet fladere, skovvejene tydeligt mindre brugt, jeg kommer forbi en mose under tilgroning, og nåletræerne står med underskoven som et uigennemtrængeligt grenværk. Her og der gemmer en gravhøj eller to sig.
Slutteligt når jeg frem til Viborg Plantage, som næsten er ren nåleskov, inddelt i store firkanter af lange lige skovveje. Jeg går tre kilometer af en grusvej, der er som trukket efter en lineal, store stabler af kævler langs vejsiden. Mudrede jordveje og overgroede spor går i rette vinkler ud fra grusvejens rygrad. Tre rådyr græsser i den smalle græsstrimmel mellem to sektioner af høj granskov. De kigger vagtsomt på mig, beslutter sig så for at græsse videre.
En ravn lader høre fra sig, tæt på, men umulig at få øje på. Himlen er stadig lys, men det er den sidste times dagslys, og en bleg måne står allerede højt på den blå himmel.
Jeg når frem til udkanten af Viborg ved det frimærkestore stykke hede, hvor der er spor af gamle hulveje, og Hærvejsstenen er opstillet, en gammel vejtromle af granit, indhugget med mindelinjer forfattet af Peter Seeberg. Herfra er det en vandring ad fortove, jeg ankommer til banegården fra bagsiden og går ad fodgængerbroen over skinnerne og frem til perronen.

Almudena Grandes: Los besos en el pan, 1-106.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s