65. Rødekro-Åbenrå-Løjt Kirkeby.

klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Rødekro-Åbenrå-Løjt Kirkeby, 27,1 km.
Tirsdag den 14. oktober 2014.

Der sidder en papegøje blandt stubbene på en høstet majsmark. Jeg løfter hovedet og stirrer vantro på den. Den sidder helt ubevægelig. Den er ikke af plastic, det er helt klart fjer. Det er en stor blå ara, med masser af gult også. Er det mon et slags efterladt tøjdyr i superrealistisk udførelse? Fuglen stirrer tilbage på mig med dens runde øje. Pludseligt plirrer den med øjet, så polisk som kun en papegøje kan gøre det, og lægger hovedet på skrå. Jeg famler efter mit kamera, papegøjen letter roligt på store vinger, mens den i en stor cirkel flyver væk, skriger et par gange og forsvinder bag et læhegns høje træer, længe før jeg har mit digitalkamera parat.
En farvestrålende papegøje på en grå dansk oktoberdag. Jeg håber, ejeren får indfanget sin papegøje, inden frosten melder sig. Marken ligger lige på den østlige side af motorvejen. Jeg er stået af toget i Rødekro for at gå gennem skovene til Åbenrå. Solen er skjult bag skyer og grå regndis.
Det første stræk af dagens rute følger et afsnit af Hærvejen mod syd, først langs den nedlagte jernbane til Åbenrå, dernæst omkring Riise Kirke i udkanten af Rødekro. Foran kirken står endnu en mindesten for Genforeningen. Et par kilometer senere forlader jeg Hærvejen og drejer mod øst, mod Åbenrås skove og tunnneldale. Og, en motorvejstunnel og en papegøje senere, træder jeg ind i skoven, via de mudrede grusveje og trampestier, som dagen bliver så rig på.
Denne skov, Søst Skov, har også sin egen mindesten, men for senere begivenheder: fem engelske flyvere fra et af Anden Verdenskrigs bombefly. Stien fortsætter og falder brat ned ad en skovside, lokale mountainbikere har slidt sporet glat, og jeg er glad for at have min vandrestav til at lette nedstigningen.
Dagens vandring bliver min mest bakkerige tur nogensinde. Normalt er bakkerne kun en del af ruten, men i dag fortsætter de uden afbrydelse. Det giver mere og mere mening med de lejlighedsvise pæle, der markerer stræk af Åbenrå Bjerg-maraton. Det kuperede stræk frem mod Åbenrå er en blanding af skov og frodige skovenge, af og til stadigt med græssende kvæg og heste. En del af skoven er udlagt til naturskov, og væltede træer og sorte, frønnede stammer i skovbunden viser, at de mener det alvorligt. Indimellem er der dybt nedskårne bække og det ubenyttede jernbanespor med dets små broer.
I Åbenrå følger jeg indfaldsvejen et stykke, før jeg gør en afstikker til Galgebakken, i sydkanten af Nørreskoven. Den byder på en flot udsigt over Åbenrå, byen, fjorden, skovene, selv på en solløs, diset dag. En snørklet spiralvej fører derop, en stor råbuk springer over stien og forsvinder ned i en parcelhushave. Stien bliver til Bjerggade og fører mig frem til det græsklædte bakkefremspring med den smukke udsigt.
Før jeg forlader Åbenrå går jeg en kort tur gennem hovedgaden, der har mange smukke træk, skønt den er knapt så stilren, som de gamle gader, jeg gik igennem i forrige uge. En del butikker står tomme hen med ejendomsmæglernes skilte i vinduerne.
Jeg kommer til Jørgensgård Skov via havnen. Det er stadig grænseland her, dobbeltskiltning for Åbenrå Roklub og Apenrader Ruderverein. Snart følger jeg en trampesti på lave skrænter langs fjorden. Et åbent sted giver et frit udkig over fjorden, jeg kan lige akkurat ane omridset af kraftværket på den anden side af fjorden gennem regndisen.
Som jeg kommer ud af skoven tager regnen til, regnslaget kommet på, og jeg går videre gennem lidet brugte landeveje i et kuperet landskab af bakker og dale, opdyrket land, enge, små skovstykker og levende hegn. Ejendommeligt isoleret ligger en lille enklave af dyrt udseende villaer, Dyrhaven, det må være den lokale Guldkyst. Jeg er kommet op i bakkerne, men før jeg går mod Løjt Kirkeby, vil jeg lige gøre endnu en afstikker ud til kysten. Jeg er lokket på denne afvej ved udsigten til at se en stordysse med det dragende navn Myrpold. Den står flot placeret en bakke ud mod fjorden, hvor den høstede majsmark lader den komme til sin fulde ret. En mudret trampesti fører derover. Andre dage må der være en storslået udsigt herfra, i dag står regndisen tæt.
Jeg går videre ad ruten og betaler prisen: først en nedstigning til sommerhusområdet Skarrev og dernæst en lang, lang opstigning af en endeløs landevej. Jeg vender mig om et stykke oppe ad bakken og kan nyde synet af en hvid bondegård mod det grønne græs, sommerhusene har endnu ikke sluttet den inde. På de høstede marker er der store flokke af hvide måger og sorte kragefugle. Med det blotte øje kan jeg ikke afgøre, om det er råger eller sortkrager.
Jeg når tilbage til den oprindelige rute og går mod Løjt Kirkeby. Det er stadigt det samme bakkelandskab, med dets modne kulturpræg af gammelt bondelandskab, markerne er trukket op med levende hegn, og her og der har store gamle træer fået lov at stå skulpturelt tilbage midt i en dyrket mark. Løjt Land hedder denne egn. Før Løjt Kirkeby kommer Løjt Skovby. Eller Liet Schauby som det hedder på den tyske børnehave.
Mit stoppested er ved forsamlingshuset i Løjt Kirkeby. Her ender min vandring på samme måde, som den begyndte: med en mindesten for Genforeningen.

Natasha’s Dance, 243-370.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s