Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Skørping-Arden, 25 km (464).
Lørdag den 15. oktober 2022.
En ihærdig Hjem-Is bil ledsager mig til grænsen af civilisationen, hvilket i dette tilfælde er en vendeplads for enden af en blind vej i et parcelhuskvarter i Skørping. Mens lokale beboere langsomt rykker ind på det parkerede køretøj, passerer jeg skovbrynet og følger en spinkel trampesti ind i Rold Skov, der ganske omslutter stationsbyen.
Jeg går igennem den store skov, især ad stier og veje i de mere afsides partier, hvor jeg kan regne med større ro, end der vil være på de mest besøgte dele af området på en smuk solskinsdag i efterårsferien. Der er indskrumpede fluesvampe på skovbunden, med knækket stilk og i begyndende forrådnelse, men ellers er der et bredt udbud af smukke svampe over alt i skoven, med glinsende og udfoldede hatte, enkeltvis på skovbunden, eller i store klynger op ad rådnende træstubbe eller henover gamle træstammer, der har ligget på skovbunden i årevis. Tomme blåbærris står uden frugter, i stedet med blegnede blade, der har fået en fin rød kant.
Snart kommer jeg til den første af de mange store og små moser og kær i Rold Skov, det er især her, hvor skoven åbner sig, at jeg kan få et indtryk af det fremskredne efterår, og løvets mange nuancer. På den blå himmel hænger en bleg måne.
Hvor jeg går inde i bøgeskov, danner bladene stadig et uigennemtrængeligt grønt flimmer. Over store stræk ligger mosset som et grønt tæppe, her og der med store bump, umiskendeligt i form af de træstubbe, der ellers er fuldstændigt skjult. I den mørkeste del af skoven er bregnerne stadigt grønne, hvor solen når ned, er de broncefarvede eller vissengule.
Jeg vandrer mod nordvest, ad skovveje der ofte er den knivskarpe grænse mellem høj løvskov og nåleskov, kuperet terræn, med gamle hulveje. Til sidst rammer jeg kanten af Gravlev Ådal og drejer mod nord, neden for en skrænt bevokset med bøgetræer, mange af dem med flerdelte skulpturelt svungne stammer. Jeg passerer indhegningen, der skal beskytte den sjældne orkide fruesko mod plyndring, og når frem til landevejen.
Landevejen fører det korte stykke over den smalle ådal, med smukke udblik over Lindenborg Å. Godt skjult bag træer ligger Buderupholm, et af de godser, der ejer store skovstrækninger på begge sider af Rold Skovs centrale parti, der er offentligt ejet.
Jeg svinger ind på skovvejene på den vestlige side af Gravlev Ådal. Den løber for foden af en høj skrænt, men dog en afgørende meter hævet over den fugtige engbund. Snart fører den afmærkede sti, jeg følger, ud af skovbunden og hen over sjappet, let gyngende engjord. Med største forsigtighed manøvrerer jeg forsigtigt tørskoet forbi, inden jeg når fastere grund, hvor en anlagt sti fører over til den anden dalside, via en lav træbro.
Fra broen kan jeg endnu engang nyde udsigten over Lindenborg Å og ådalen. Mod nord er dalen smal, kantet af høje skrænter med løvskov, mod syd åbner ådalen sig i en bred tragt mod Gravlev Sø, og, bag den, landsbyen på åbent land sydvest for søen.
På den østlige dalside kommer jeg tilbage til samme slags bøgeskov, lysåben med samme flerdelte lave stammer, som jeg så før. Sammenlignet med den bøgeskov, jeg kender fra skovene syd for Århus, med bøgetræer som ranke søjler, kronerne løftet højt mod himlen, er den en anderledes lavstammet, lav-til-loftet oplevelse at gå her. Stien fører frem til en dalside med en stor trekant af dyrket land omkring et par gårde. Herfra er der vid udsigt over ådal og sø, græssende kvæg på engene og højlydt fugleliv ude på vandoverfladen, svaner og gæs kan jeg se med det blotte øje.
Til gengæld er der stille i skovene, hvæsende skrig fra skovskader, en musvåges kald nær et skovbryn og en flygtigt glimt af en ravn, og ikke meget andet. Som jeg tager toget hjem, ser jeg flere gange rådyr græsse i det sene eftermiddagslys på markerne nær jernbanen, men inde i skoven er der tyst og stille.
Jeg følger skoven mod syd, væk fra ådalen. Der er større mosepartier her, det største af dem vest for Store Økssø, hvor et reetableringsprojekt har hjulpet det på vej. Der er nu et stort åbent rum ned mod søen, kun få enkeltstående træer ude på den brune flade, søen som et blåt gardin bagerst.
Længere mod syd kommer jeg ind i mennesketomme partier af skoven, skovvejene bliver dårligere, af og til mest jordveje. Til sidst når jeg den store skovs sydlige skovbryn og ankommer ad bagvejen til Arden, forbi en rideskole, og ind i et villakvarter. Nogens undslupne kanin sidder stille som en sten i græsset og iagttager mig går forbi. Få minutter efter står jeg på perronen.
Vladimir Nabokov, Pale Fire, 205-246.
Hermann Hesse, Unterm Rad,1-22.
Jyske Vandreture 