Femmøller-Trustrup (366).

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Femmøller-Trustrup, 34,7 km (366).
Fredag den 5. juni 2020.

En halv snes biler holder parkeret på den lille parkeringsplads i Femmøller. Bussen mod Ebeltoft har netop krydset Mols Bjerges lange bakkekam og er nået halvvejs ned mod stranden ved Ebeltoft Vig, da den sætter mig af. En trampesti fører fra parkeringspladsen ind i skovene, den begynder med en brat stigning på 50 højdemetre, så jeg må sunde mig lidt, da jeg endelig er nået til tops.
Veletablerede jordstier fører gennem skoven, enkelte steder med kig ud over bakkesidernes trækroner. Låger giver adgang til Molslaboratoriets store folde, hvor kvæg og heste græsser hele året. Endnu før jeg passerer skovbrynet, kan jeg se det åbne land markeret af en mur af flammegule blomster. Det er gyvel, masser af gyvel. For et år og en måned siden vandrede jeg gennem det selv samme terræn (vandredag 310), og bemærkede det massive gyvelkrat, der dækkede de tørre bakkesider og åbne sletter. Dengang var gyvelens blomstring kun i sin tidligste fase, så i dag er jeg vendt tilbage for at se den i fuldt flor.
Krattet er mandshøjt – og sine steder højere. Sandede fodstier fører igennem det – formodentligt holdt åbne af buskryddere eller lignende. I foldene når buskadset næsten helt ud til den elektriske tråd, kun en spinkel kvægveksel er der plads til. Dyrene gør øjensynligt ingen forsøg på at mase sig ind i krattet, den minimale smule græs er næppe heller ulejligheden værd.
Stien fremstår som en smal skyttegrav gennem det tykke, bølgende dække af gule blomster. Først langt fremme begynder det sammenhængende buskads langsomt at opløse sig i enkeltstående buske med en smule græs imellem, som polkaprikker på et grønt klæde. Dagen er begyndt lidt gråt, og som sollys og skygger fra skyerne kommer og går, giver det ekstra intensitet til den gule farve eller dæmper den tværtimod.
Som jeg går mod øst kommer jeg ind i et halvåbent busklandskab, hvor gyvel og enebærbuske deler pladsen, med så meget luft imellem sig, at man kunne ubesværet kunne følge en drukken slingekurs imellem dem. Jeg holder mig imidlertid til den sandede sti, som er nået frem til bakkeskråningen ned mod Ebeltoft Vig. Man får en flot udsigt over det blå vand og landet på den fjerne side af vigen, og dernæst går turen ned ad bakkerne og ind i skoven igen.
Skoven mærkes behageligt kølig. Skovvejen når frem til skovbrynet og går over i en sti langs Mølleåen, en pludrende og hurtigt løbende bæk. Engene op mod skovbrynet afløses af en sommerhuskoloni med ældre træhuse og høje syrenhække. Snart efter når jeg landevejen og går mod nord. Det varer ikke længe, før jeg har et åbent udblik over vandet. I bunden af vigen mødes landevejene mod Rønde, Helgenæs og Ebeltoft i et trevejskryds ved Molskroen. Her er der også offentlige arealer med mulighed for badning, bord og bænke, joller på stranden og små grupper af besøgende.
Efter et kort stykke ad Kystvejen drejer jeg ind på den smalle landevej op mod Lyngsbæk, indtil jeg kan gå mod øst, nu oven for de omfattende sommerhusområder ved Handrup. Det er et kuperet terræn, med skovstykker og græsklædte slugter, et enkelt udsigtspunkt over vigen. På himlen trækker det sammen til regn.
Landsbyen Handrup ligger omgivet af åbent land mellem de store plantager, med en fin lille kirke. Et par kilometer længere fremme krydser jeg landevejen og drejer ind på en grusvej gennem ældre plantage. Regnen begynder at falde, og jeg søger ly under et højt grantræ i nogle få minutter, indtil bygen er overstået.
Som jeg kommer frem, åbner terrænet i nord sig, og jeg går langs sydkanten af de overdrev, som jeg ved, når helt over til Stubbe Sø. Det er min plan at følge grusvejen videre frem og ind i de gamle godsskove ved det sydøstlige hjørne af søen. Den ide falder imidlertid til jorden, da jeg når et militært område, der ikke er markeret på mit kort. Høje hegn, med advarselsskilte i krasse gule og sorte farver som forbyder videre fremfærd.
I stedet går jeg en lang omvej mod syd. Her er der et kringlet system af bakkekamme med små dale, hvor rydninger og lave nykulturer skaber åbne rum i den høje nåleskov. Langs vejkanter er der stabler af træstammer, slet ikke friskfældede, men stadig med en fært af savsmuld. Gennem underskoven kan jeg se militærets hegn løbe langs toppen af en bakkekam. Omsider kan jeg dreje mod nordøst og gå igennem Skærsø Plantage, indtil jeg når den centrale, tværgående vej, der fører hen til godset, der har lagt navn til plantagen. Århundreder var denne vej vigtig nok til at have en brolægning, der på korte stræk stadigt består.
Umiddelbart før landevejen går grusvejen over Skærsø Gods’ gårdsplads. Store avlsbygninger danner et kantet U, hovedbygningen ligger hævet og næsten skjult i en gammel park med høje rododendronbuske bag sorte gitterlåger. Landevejen fører mod nord til de flade enge øst for Stubbe Sø. Store kvægflokke græsser her, og søen kan ses gennem de tykke stammer på de løvtræer, der står på en linje langs søbredden. En bro fører over Havmølleå, der afvander Stubbe Sø til Kattegat, og kort efter er der en sti ud til et fugletårn i kanten af søens brede rørskov.
Lejlighedsvist ses der havørn eller fiskeørn i området, i dag er det imidlertid svalerne der har sat sig på luftrummet. Med lynhurtige og knivskarpe bevægelser stryger de frem og tilbage, alene eller to-tre stykker ad gangen. Langt ude på søen ligger en flok hvide svaner. Skoven omslutter søen horisonten rundt.
Tilbage på landevejen passerer jeg banestien mellem Gravlev og Ebeltoft. En vinterdag for fem år siden fulgte jeg banestien vest om Ree Park (vandredag 128), fulgt af de melankolske blikke fra en flok gnuer på den anden side af safariparkens trådhegn. I dag går jeg ad landevejen øst om parken, forbi hovedindgangen og parkeringspladserne. På en bakkekam derinde står en lille flok bisoner i profil mod skoven bag dem. Jeg nyder synet af de smukke dyr – om end med en lille bittersød smag i munden, for jeg har tre gange forsøgt at få bisoner at se i den store indhegning ved Almindingen på Bornholm, uden at få andet ud af ulejligheden end synet af friske kokasser (vandredag 330). Der er pæn søgning til dyreparken, med udsigt til kameler og vildæsler bag trådhegn, inden jeg igen har landevejen for mig selv.
I udkanten af Gravlev går jeg ad landevejen nordøst om skovene ved Hyllested Bjerge (vandredag 8). Hyllesteds hvide kirketårn kan ses på lang afstand, men der er også en særskilt begravelsesplads i skoven, omgivet af et lavt, hvidkalket murstensgærde. Et skilt gør opmærksom på at der findes Commenwealth War Graves på stedet, sandsynligvis nedskudte piloter fra Anden Verdenskrig.
Efter Hyllested kommer jeg ind på fladere terræn på min vandring mod nord. Denne landsbys kirke lå indesluttet i byen, i Rosmus har kirken fået en mere dramatisk placering i udkanten af landsbyen, hvor den præsenterer sig smukt under en blå himmel med drivende hvide skyer. Som jeg tager hul på de sidste kilometer mod nord passerer jeg den lave ådal ud mod det udtørrede Kolind Sund, hvor jeg gik i vinters (vandredag 344), og snart efter når jeg frem til Trustrup, og en kort ventetid på letbanetoget mod Århus.

Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren, 1-30.

This slideshow requires JavaScript.