Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).
Søndervig-Tim, 31,4 km (367).
Fredag den 12. juni 2020.
Himlen er overskyet og grå. I horisonten lysner det mod blåt, over mit hoved tætner det flere steder til sorte rifter – det er den slags vejr, hvor man ikke ved, om det begynder at regne om fem minutter, fem timer – eller slet ikke.
Jeg er stået af rutebilen mod Hvide Sande ved stoppestedet i Søndervig. Efter de seneste lempelser på corona-restriktionerne står tyskerne til at vende tilbage til ferielandet på mandag, og der er allerede liv i de mange turisttilbud i Søndervig. Jeg går dog uanfægtet gennem byen, videre over den bebyggede klithede, indtil jeg krydser klitrækken, runder en graffitibemalet bunker og kommer ned på den brede strand.
Selv på en solløs dag ser Vesterhavet smukt ud, lave bølger med hvidt skum ruller ind, en let vind ved stranden. Det er ebbe, den højere vandstand har efterladt store søer i sandet. Der er langt mellem strandgæsterne, mågerne benytter chancen til at hvile sig i store forsamlinger på forstranden. Jeg prøver at gå i en stor bue uden om en flok, men de mistroiske fugle letter i flere små grupper, der hurtigt river selv de mest standhaftige med sig.
Dagens vandring går ind i landet, jeg griber blot chancen for at gå et par kilometer langs havet. Den ene klit ligner den anden, og uden særlige kendetegn at holde mig til, er jeg i stedet henvist til at gå et afmålt tidsrum mod nord, inden jeg søger op i klitten, krydser sommerhusområderne og når frem til landevejen mod Thorsminde. Min beregning er faldet rimeligt ud, blot trehundrede meter længere fremme ligger den grusvej, jeg skal dreje ind ad for at komme øst om Vest Stadil Fjord.
Stadil og Vest Stadil Fjord var i sin tid sammenhængende med Ringkøbing Fjord. Afvandingsprojekter har ført til betydelig landindvinding fra fjordene, der samtidig blev omdannet til ferskvandssøer. Naturgenopretning har siden gendannet betydelige vådområder, især omkring Vest Stadil Fjord.
Landevejen mod Thorsminde løber i læ af klitrækken ud mod Vesterhavet. Umiddelbart øst for landevejen ligger så Vest Stadil Fjord og dens vådområder, ti kilometer langt, tre kilometer bredt, enge, rørskove, sump og søer. Den grusvej, jeg slår ind på, er en af de få muligheder for at krydse over til den smalle landevej øst for fjorden. Som jeg går mod nord, har jeg så i vest udsigten over enge med sortbroget kvæg, søen og klitrækken ud mod havet. Et højt sømærke står i profil mod himlen, hævet over en håndfuld gamle klitgårde, en mængde sommerhuse der vokser op ad klitterne, og biler der bevæger sig som lydløse, farvede firkanter på landevejen.
I første omgang går jeg på asfalt, længere fremme kan jeg imidlertid komme ind på en natursti langs diget, flankeret af en dyb afvandingskanal. Hvor jeg kommer frem bliver jeg mødt af viber. De er over alt i luftrummet, med deres rundbuede vinger og karakteristiske skrig, slår sig ned på engene, markerne og sandvejen. En enkelt strandskade trækker ind fra kysten og fylder luften med dens skingre kald.
Et læbælte løber langs grusvejen, men tillader dog ofte fine udblik over engene og klitterne. Afvandingskanalen er tæt bevokset med lupiner eller kulsukker, blå og lilla nuancer.
Efter fire kilometer krydses digestien af en asfaltvej, samtidig forsvinder læhegnet, så jeg har et mere frit udsyn over engene og søerne. Det største fragment af den oprindelige fjord kaldes Sønder Dyb – foran mig ligger nu de mindre fragmenter kaldet Mellem Dyb og Nordre Dyb. Tættere på søen ligger et par stråtækte hytter, der tjener som fugleskjul. Små flokke af ænder, gæs og skarver ses på vingerne, men ellers er der roligt derude. Langt ude på engene daser flødefarvet kvæg, i kontrast til geledder af blå lupiner.
Umiddelbart virker vandet begrænset til søerne. Som jeg kommer frem, kan jeg imidlertid oppe fra diget se, hvordan store partier af engene står halvvejs under vand. Halvvejs, fordi vandet ofte kun når det høje græs til midt på stænglen. Store dele af engene, der ser overbevisende grønne ud på afstand, viser sig, når jeg nærmer mig, at være dækket i ankelhøjde med vand.
En cementbro fører over afvandingskanalen, og jeg går ad grusveje mod Vedersø. Det flade land byder på en enkelt gammel bavnehøj, i nordøst kan jeg se kirketårnet i Vedersø, mens en stor flok broget kvæg græsser på marken i forgrunden. Stære søger føde i græsset, af og til samles de for at holde flyveøvelser, som man ser det ved sort sol på andre årstider.
Fra Vedersø går jeg ad lange lige landeveje mod syd. I det flade land kan jeg stadig se klitrækken i vest, omkring fem kilometer borte. Snart spærrer læhegn dog for det udsyn. Stadil er en ganske lille landsby, ikke meget mere end en lav række huse, ikke desto mindre henter fjorden sit navn herfra. En kilometer længere mod syd ligger Stadil Kirkeby. Kirken har et stort skib i kampesten, et hvidkalket tårn og en flot indgangsportal, også i hvid kalk. Jeg fylder mine vandflasker, men ikke før jeg har givet mig tid til at nyde udsigten fra kirkegårdens stengærde ud over Stadil Fjord. En fladvandet fjord i et fladt landskab, hvor enge og rørskove går over i vand. En ferskvandssø er det jo så, Jyllands største efter Mossø, der dog er langt dybere.
Min opmærksomhed bliver fanget af en informationsstander ved kirkens lille parkeringsplads. Den fortæller om engsøen øst for byen og viser en sti langs den vestlige bred. Så jeg ændrer mine planer og kommer ikke til at fortryde det.
Stien går mellem en bred afvandingskanel og selve søen. En enlig fiskehejre jager ved kanalen, hvis skrænter er prydet af gul iris. Nær søbredden holder svaner til og længere ude er der ænder og gæs. Livligst går det imidlertid til ved søens nordøstlige hjørne. Her har måger og skarver deres kolonier på små øer ude i søen. Skarvernes “øer” lader til blot at være dødt krat, hvis store grene rager et kort stykke op over vandoverflader. Enkelte af skarverederne hænger blot en fod over søens overflade.
Fra engsøen går jeg mod dagens endemål, stationsbyen Tim. Landskabet er fortsat præget af enge og afvandingskanaler, for jeg følger Tim Å. En næsten usynlig forhøjning på engene er rester af en dæmning over til en borgbanke fra den for længst forsvundne fæstning ved Tim, de små damme er spor af voldgrav eller karpedamme.
I Tim går jeg gennem den lille by, frem til stationen. Den gamle station er for længst overgået til andet formål, facaden på en anden bygning i røde mursten ved det lille torv bærer inskriptionen Afholdshotel, men det har også haft sin tid. Jeg er sluppet igennem min vandredag uden så meget som en dråbe regn. Og nu er der blot tyve minutters ventetid på det næste tog.
Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren, 31-207.
Susan Sontag: The Volcano Lover, 1-64.
Jyske Vandreture 