Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Stenholt Egekrat & Bølling Sø, 26 km (461).
Torsdag den 25. august 2022.
Det er den sidste gode sommerdag i denne omgang, siger meteorologerne, og jeg er opsat på at få det bedste ud af den. Så sidst på formiddagen står jeg på perronen i den lille stationsby Engesvang, vest for Silkeborg. Himlen er blå og skyfri, det er allerede godt varmt. Der er ingen vind, og jeg kommer hurtigt til at bruge af mit medbragte vand.
Jeg følger landevejen mod nord, passerer snart Engesvang Kirkeby. Kirken er i røde mursten, godt hundrede år gammel. Den er bygget på en gammel kirketomt, efter at landsbyen havde været uden kirke i 4-500 år, efter at pest og krige i de forrige århundreder lagde egnen øde.
Uden for bygrænsen er der tomme stubmarker, halmen kørt i hus. Jeg går mod Klode Mølle, en ganske lille landsby ved Skygge Å. Jeg var her i vinters på en kold og våd dag (vandredag 430), i dag er jeg vendt tilbage for at se landskabet i lyngens blomstringstid.
Hidtil har jeg gået over fladt terræn, men umiddelbart øst for Klode Mølle møder jeg Den Jyske Højderyg som en lang skrænt med skov og plantage øverst. En låge giver adgang til at gå ad en stribe hede, der begynder på det flade land og strækker sig op ad skråningerne. Heden er domineret af græs, der får et gyldent skær i modlyset, den blomstrende lyng ligger som lilla striber og søer i græsset. Der er spredte birketræer, de højeste står som afgrenede stammer, totempæle med hvid bark. En lille elegant tårnfalk jager over heden, et kort stop i en trækrone.
Hedestriben klynger sig til skrænten, skovbryn for oven, landevej for neden. Som jeg kommer frem, breder et åbent egekrat sig på bekostning af birken, tykke krogede stammer for deres højde. Jeg går ind i Stenholt Skov ad samme grusvej som i vinter, forbi lave gravhøje. En lysning giver mulighed for at se en skovklædt bakkekam skyde ryg. Ellers er det tæt skov og krat, der skjuler de mange gravhøje i området. Jeg er nået til yderkanten af egekrattet, der er kernen i det fredede område, tynde krogede stammer, der står tæt. Her møder jeg også afmærkningen for Hærvejen, på dets vej gennem det tyndt befolkede område mellem Jelling og Viborg (vandredag 160), og følger den et stræk mod nord.
Den karske skovbund er dækket af et knæhøjt tæppe af blåbær, endnu med rigeligt frugt. Først passerer jeg en lille højmose, og dernæst kommer jeg ud en smal, sandet sti, der følger et skovbryn i kanten af en hede. Den flade hede er uindhegnet, men alligevel uden indvandring af buske og krat, mere domineret af lyng end græs. Jeg vandrer videre gennem plantage, så tæt på skovbrynet, at jeg kan se marker gennem stammernes flimrende lys og høre de afmålte skrig fra en musvåge, indtil jeg når asfaltvej og skilles fra Hærvejen.
Christianshøj, Bedehøj og Malmhøj har lagt navne til de små landeveje, som løber i lange lige segmenter. Jeg runder et skarpt hjørne og drejer mod syd, langs østkanten af plantager og skov. Undervejs gør jeg en kort afstikker til Stenholt Mose, der er under langvarig genopretning. En lille, gnistrende blå sø markerer den ældste del af mosen, omgivet af en spinkel indfatning af lave træer og buske. Omkring er der ryddet vegetation, så det indhegnede område fremstår med overdrevspræg, friske kokasser og færten af kvæg i hængende i luften. Et lille stykke hede er klemt inde mellem plantage og overdrev, knivskarpt afgrænset af eltråden. Tilbage på landevejen passerer jeg et firkantet åbent rum mellem plantager, og jeg kan se kvægflokke græsse på engene syd for mosen, en højt tilgroet gravhøj prominent i mellemgrunden.
Der er en kompliceret landskabsmosaik her, egeskov og -krat, i sig selv med præg af kulturbrug, nyere plantager, moser og hederester, i forskellig grad af tilgroning, de fleste uden navn på kortet, små søer opstået ved tørvegravning, enge og marker. Som jeg krydser den større landevej mod Silkeborg, kommer jeg ud i et mere kuperet terræn øst for Bølling Sø. Grusveje fører mod plantagerne, mens de sandede marker og tørre overdrev hurtigt bliver få og små. Der er flere forskellige afmærkede stier her, i forbindelse med den store sø, reetableret i 2004, og de mange oldtidslevn som gravhøje og fundstederne for Ellingpigen og Tollundmanden (vandredag 173). Der er også bevaret et gammelt stykke hulvej, som har gravet sig næsten to meter nedunder terrænniveau. Ad det ankommer jeg til den centrale shelterplads og går endnu en gang på Hærvejen, nu ud mod Bølling Sø.
Ud mod søen er der enge, mere end en halv kilometer brede, med små søer og afgræsset af en større fåreflok. Jeg vælger en trampesti, der følger skrænten, bevokset med krat og lyng. Med hjælp af en smal fåreveksel bestiger jeg den stejle skråning, der hæver sig en halv snes meter, og giver en anderledes markant udsigt over det flade terræn med enge og søer. Søen er næsten omkranset af skov hele vejen rundt, flere steder brydes skovkronerne af lyngbakker, og længst mod syd kan jeg se Hørbylunde Bakker (vandredag 135).
Ad stadig spinklere trampestier og fåreveksler kommer jeg omsider ud til grusvejen nær søbredden. Der kommer et værre spektakel ude fra søen, det er adskillige hundrede gæs, der har slået sig ned derude. En håndfuld skarver holder til på grenene på et væltet, dødt, træ ude på søen, øjensynligt uanfægtet af det højlydte selskab omkring dem.
Som jeg går mod nord, bliver min opmærksomhed pludseligt fanget af en lynhurtig, nærmest stiplet, bevægelse over grusvejen, hurtige ryk og så frys og stop. Det er et lille firben, med en overraskende kompliceret farvedragt, gule og sorte felter på grøn bund.
Langs nordsiden af søen deles lyng og overdrev om skrænterne og det flade land ud mod vandet. Hærvejen drejer af mod nord og følger en dal op mod landevejen og Stenholt Egekrat. Jeg fortsætter derimod mod vest. Strejfer skov, men kommer så ud på trampesti gennem en stor fold. En eneste dyr, en flot fjordhest med sandfarvet skind har hele herligheden for sig selv. Den står ubevægelig klods op ad stien, uden at røre sig ud af flækken, da jeg passerer mindre end en fod fra dens bagparti. Stien rundt om Bølling Sø er meget brugt, både af vandrere og mountainbikere, så formodentligt har hesten set det meste efter en lang sommer.
Længere fremme når jeg landevejen, og kort derefter Skygge Ås reetablerede og genslyngede udløb fra søen. Sammen med Bording Å er den ophavet til Karup Å (vandredag 276). Vandstanden i mine drikkevandsflasker er sunket betænkeligt, men der er heller ikke langt igen. Ad grusveje, trampestier og plankebroer mod syd, indtil jeg når udkanten af Engesvang. Der står en mindesten for tørvegravningen her, med en rusten tørvespade og et mindeord: I mosen tog de fat/Mangen tørveskrue sat/Mænd, kvinder og børn/Alle tog en tørn.
Som jeg går mod stationsbyen, ser jeg svalerne holde flyveøvelser og kortvarigt samles i små flokke på elhegnet. Dernæst er det villakvarterer og småindustri, indtil jeg igen står på perronen i Engesvang.
Frederik Sjöberg, Fluefælden, 142-219.
Vladimir Nabokov, Pale Fire, 1-125.
Jyske Vandreture 