Plön-Lütjenburg (458).

Udklip458

Den orange linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Plön-Lütjenburg, 30 km (458).
Tirsdag den 26. juli 2022.

Plön ligger i hjertet af det Holstenske Schweiz, et stort kuperet område med megen skov og sø i det nordøstlige Holsten. Jeg har været her før, senest da jeg gik rundt om den store Plön Sø (vandredag 444).
Dagen starter med en mørk og overskyet himmel. Egentlig skal jeg mod nord, men jeg begynder med at gå den modsatte vej, gennem byens små gader og gennem parken omkring det hvide slot, der ligger øverst på bakken og kan ses på lang afstand. Fra parkens plæner er der en vidstrakt udsigt over søen, skovene og landet omkring den. I fortsættelse af slottet ligger mindre palæer, også omgivet af park. Der er lave hække, klippet ned til knæhøjde, og store figurklippede buske som har fået form af cirkler eller ovaler.
Parkerne går over i skovene vest for slottet, jeg går forbi et lille lysthus, der egentligt blot er et stråtag monteret omkring en levende træstamme og følger skiltene mod Prinzeninsel.
Prinzeninsel er en tange, en smal skovbevokset halvø, der rager næsten to kilometer ud i søen. Stedet har indgået som en del af parken omkring slottet, og den ældre løvskov med dens mange vedbenddækkede stammer virker da også indbydende, samtidig med at der er en lille badestrand, udsigtssteder med et flot blik på søen og byen domineret af det hvide slot. Længst ude har der været en tepavillon. Adskillige mindre øer ligger spredt vest for spidsen af tangen. Store svaneflokke har fundet læ derovre, for øjet skaber de et hvidt bælte mellem vand og skov.
Jeg går tilbage samme vej, som jeg kom, gør nogle små variationer gennem byen, men ender uundgåeligt med at passere den lille togstation igen, som den ligger på sin paradeplads med den bedste udsigt til søen. Fra byens udkant kommer jeg ind på små veje, der fører ud i et kuperet, halvåbent landskab med dyrket land mellem søer og mindre stykker skov. Den fineste støvregn synes at materialisere sig ud af ingenting, jeg kan mærke den som fine kolde prik mod huden, men uden at asfalten eller jorden kan fremvise en eneste dråbe eller blot en mørkere farve.
To traner flyver lavt over vejen, først da de er forsvundet bag et højt læhegn trompeterer de eftertrykkeligt. Landevejene er små her, området et stykke borte fra turiststederne er tyndt befolket. Der ligger et par mindre godser på min vej, markerne er store, og der er smukke gamle alléer. De få huse, der ligger i det åbne landskab, er ofte bindingsværk med det karakteristiske høje stråtag.
Jeg krydser jernbanen, hvor en stor indhegnet eng med en håndfuld heste giver et udblik over en sø. Jernbanens spor fortsætter mod Malente, mens jeg drejer mod nord og snart kommer ind på et system af markveje. Der er brosten på en udsat stigning, og ellers betonplader i to spor, eller blot fastkørt jord. Ruten bringer mig op langs et højdedrag, en stor gravhøj på den bedste plads, med vid udsigt over det omgivende landskab. Himlen er ved at lysne, med lejlighedsvise øjeblikke af sol.
Meget af landbrugsjorden er græs, til høslæt eller afgræsning af kvæg eller heste. En smule majs, en smule foderærter, men ellers store bølgende sletter af modent korn. Ofte er mark og veje kantet af smukke alleér, især lind, her og der har store gamle træer fået lov at blive stående ude på de store marker.
Jeg er kommet tilbage på et asfaltstræk, på vej op ad en stejl bakke, da en lysebrun dyreryg brat skyder sig op over kornet, rådyret kaster sig ud i en afsindig række bukkespring, inden det flygter ind i krattet. Kort efter er det mig, der stopper brat, da jeg ser endnu et rådyr græsse adspredt i en allés vejkant. Dyret bliver opmærksomt på mig, betragter mig tænksomt i lange øjeblikke, og, da jeg tager et skridt, forsvinder det tyst i to elastiske spring.
Som jeg når længere mod nord vinder agerlandet mere og mere frem på bekostning af skoven. Udsigten bliver videre Landsbyerne bliver større, landevejen til hovedveje. Der er travlt på vejen uden for Lütjenburg, øverst på en bakke. Den lokale busstation ligger imidlertid anderledes roligt ved en gammel markedsplads nær kirken, og solen har omsider fået overhånd på himlen.

Leonardo Padura: La transparancia del tiempo, 274-343.

This slideshow requires JavaScript.