Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Fem vandredage på Sild, 142 km.
Fredag den 23 marts til onsdag den 27. marts 2024.
Sild er det danske navn for den store tyske vadehavsø Sylt. Øen ligger umiddelbart syd for Rømø. En færgerute forbinder de to øer, fra Havneby i Danmark til List i Tyskland, hvor jeg starter min vandring ved færgelejet. Som jeg går mod nord, slipper havnepromenaden hurtigt op, og i stedet kommer jeg op at gå på det høje dige syd for Königshafen, som er den bugt, der dannes ved at halvøen Albuen skyder sig frem mod Rømø.
Det er en forblæst dag, hvad der tydeligt mærkes oppe på diget, af og til kommer der korte eller lange byger, mens solen kun formår at brænde sig igennem skydækket nogle få øjeblikke ad gangen. Temperaturen er pænt over frysepunktet, men blæsten gør vandring til en kold fornøjelse.
Rygraden i Sild er en 35 km lang ubrudt kæde af klitter og sandstrand ud mod Nordsøen, som er forlænget yderligere fem kilometer i halvøen Albuen. Fra diget har jeg udsigt til klitterne ovre på halvøen, med de to fyrtårne derovre. Den sydlige del af bugten er kantet af en smal bræmme naturmarsk, som vokser sig bredere, som jeg svinger nord på og går ud på Albuen. Mellem klitter og marsk er der en stribe klithede, hvor et svanepar og en håndfuld troldænder holder til i en dam, mens måger, gråænder og gravænder holder sig til marsken og de blottede mudderflader. Små ryler piler over mudderet, mens de beslutsom banker næbbet i det bløde underlag, tilsyneladende på må og få. Strandskader og gråkrager patruljerer en eller to ad gangen. Spredte gyvel blomstrer gult højt på diget.
Diget er ikke ført ud på halvøen, til gengæld er der anderledes store marskenge. Det er her, jeg ser den første af de mange store gåseflokke, der præger mine vandredage på Sild. De store fugle er til lands, til vands og i luften. Foran mit blik har fuglene spredt sig som et levende tæppe over det ujævne græstæppe. Nogle få grågæs har sneget sin ind, men ellers er det lutter knortegås, med grå kroppe, sorte bringer og hoveder, en hvid ring om halsen.
Marsken strækker sig langt over mod de fjerne hvide klitter på halvøens spids. Det er vildmarsk, men helt uden de brede, dybe loer jeg har set på Skallingen (vandredag 369). Her og der blot små pytter og spredte strømrender, hvor der står vand tilbage efter højvandet. Min sti fører frem til den smalle grusvej, der fører ud til Albuens østlige spids – og samtidigt bringer mig i behageligt læ af klitrækken.
Påsken bringer en lind strøm af biler og cyklister herud, selvom her kun er et par gamle fyrmesterboliger og nogle få sommerhuse. Strandene er det store trækplaster. Som det er almindeligt i Tyskland, er færdsel i klitterne begrænset til nogle få adgangsveje til stranden, ellers gælder der naturbeskyttelse. Et skilt med eksotiske navne viser vej til badesteder: Sidney, Honolulu og Casablanca. Jeg gør en afstikker omkring det første fyrtårn og belønnes med en smuk udsigt over mod Rømø, den røde og hvide færge på vandet. I syd er der sorte skyer over List med et fejende regnslør over havet. Grusvejen fortsætter langs den ujævne klithede, forbi det østlige fyrtårn, stribet i røde og hvide bolsjefarver, og ender ved en parkeringsplads, hvorfra jeg finder ud til sydstranden.
Et par farvestrålende edderfugleandrikker ligger tæt på kysten. Selv om bølgerne vugger dem en fod op og ned, gør de et stoisk og upåvirket indtryk. Den brede, flade strand ender i en halv meter høj væg af sand, som bølgerne har skabt, og som jeg runder halvøens spids og kommer ud på den nordlige strand, står blæsten ind med fuld styrke og bølgehøjden stiger betragteligt. Jeg passerer endnu en gang det østlige fyrtårn, og som jeg fortsætter mod vest, svinder det hurtig ind i de øvrige strandgæster. Det løse sand er tungt at gå i, og den stride vind og de lejlighedsvise byger gør det ikke ligefrem til en ubesværet slentretur.
Den nordvendte kyst buer let udad, toppunktet i buen er det nordligste punkt i Tyskland. Det udsatte nordvestlige hjørne af Albuen har en stejl kystbefæstning af sorte sten, næsten samme farve som de regnskyer der passerer, og giver bølgekammenes skum en elektrisk hvid glans. Som jeg vandrer mod syd, tager regnen til og bringer endda små skarpe hagl, der stikker mod ansigtet. Så jeg benytter muligheden for at skrå op over klitterne og nå frem til en parkeringstavle og komme lidt i læ af de store informationstavler. Heldigvis varer det ikke længe, før jeg kan fortsætte i tåleligt opholdsvejr, som udvikler sig til blå himmel og strejf af sol, nu behageligt skærmet mod blæsten af den høje klitrække. .
Dagens sidste kilometre går ad en hullet landevej, asfalt oven på cementplader. Den fører gennem klitheden, der her når sin største bredde, op til tre kilometer. Andre steder på øen er den blot 400 meter, med udsigt til vand på begge sider. Der er enkelte vandreklitter her, den største står som en vold af varmt, gult sand over den kuperede landskab af store gamle klitter, helt dækket af sortbrun lyng. Her og der er der små klitsøer. Der er et edderkoppespind af snævre, tillokkende stier, men som talrige skilte gør klart, så er det fåreveksler, forbeholdt de firbenede. I stedet holder jeg mig dydigt til landevejen, indtil jeg når Westerheide, og et stoppested med et lille skur med stråtag.
Næste morgen, da jeg fortsætter min vandring fra Westerheide, hænger der en lav klæbrig tåge over landskabet. Jeg begynder min dag med at krydse Sild, der her blot er halvanden kilometer bred. En lang trætrappe fører op til et udsigtspunkt på toppen af en lyngdækket klit. Herfra er der udsigt over bugten mod øst, til hede og vandreklitter i nord, og til klitrækken og Nordsøen i vest. Jeg krydser klithedens lavning, finder en sandet sti gennem to klitter, når frem til veststranden og den stride blæst her.
I går var stranden fuld af opskyl, muslingeskaller, skjold og klør af krabber, havsvampe, rester af døde fugle, tang. I dag, hvor der er ebbe, er størstedelen af den flade strand som fejet ren. I stedet er der store mængder af skum, som bringes ind med hver eneste bølge. Skummet, formentlig frembragt af alger, bliver liggende i store dynger, vinden river mindre partier løs, og som de trilles hen over sandet, tvinges de til at tage form af kugler, hjul eller pølser.
Med mellemrum passerer byger, og himlen sortner over det blågrå hav med hvidt skum på bølgetoppe og for foden af de kollapsede bølger. Hvor havet møder sandbunden tvinges vandet op i rullende cylindere, der kun eksisterer korte øjeblikke, men længe nok til at blive gennemlyst af det indirekte lys og fremstå i en gulgrøn farve.
Over mit hoved staller store måger i vinden, og som jeg går mod syd, bliver min opmærksomhed fanget af sandløbere, små ryler, der løber over sandet i takt med at bølgetunger ruller ind og trækker sig tilbage. Skumtæppet når let de små fugle over hovedet, men de undviger hver gang elegant, blot for at styrte frem og hakke næbbene ned i det våde sand, der er blotlagt, indtil den næste bølge når frem.
De første kilometre har jeg stort set stranden for mig selv, De hvide klitter rejser sig højt, her og der fører store træbroer til strandgæster over dem og ned på det flade sand. Længere nede ad kysten når jeg frem til Rotes Kliff, den røde klint. Der er en skarp overgang mellem rød og hvid skrænt, som skyldes en forskellige geologisk oprindelse. De danske vadehavsøer består overvejende af sand, aflejret af havet. Sild og andre af de nordtyske vadehavsøer har imidlertid såkaldte Gestkerner, som er skabt af en istids gletsjere. Sild har fire Gestkerner – hvad man i Danmark ville kalde for bakkeøer – og den røde klint er fremkommet ved erosion, farven skyldes jernforbindelser.
Som jeg fortsætter mod syd, genfinder jeg den hvide klit, nu med flere trætrapper og vandrette plankebroer øverst på klitten, som jeg husker fra min tidligere vandretur her (vandredag 319). Det er ikke bare klitterne, man passer godt på, store partier af stranden er hegnet ind for at beskytte rugende fugle. I dag holder jeg mig til stranden og et slalomløb mellem skumbunkerne og de stadigt hyppigere strandgæster, som jeg nærmer mig Westerland, hovedbyen på Sild.
Et højhus rager højt op over byen. På terrassen foran er folk stimlet sammen for at betragte surferne i brændingen. Jeg tager endnu et par kilometers vandring i det tunge sand, søger op på en plankebro langs klitten og følger den tilbage til havnepromenaden. Herfra er det et kort stræk gennem den lokale gågade med butikkerne søndagsåbne for turisterne, og så står jeg ved Westerlands hyggelige lille banegård.
På pladsen foran stationen er der et par skinner, hvor der står et smalsporet hjulsæt fra øens for længst nedlagte jernbane. Mere opsigtsvækkende er de fire skulpturer, i overstørrelse og irgrønne, som forestiller et forældrepar med to børn, bøjet bagover af vinden.
Da jeg næste dag starter min vandring fra banegården, er det til en roligere dag med ringe blæst, overvejende tørvejr, drivende skyer og endog øjeblikke af solskin. Tilmed kommer jeg ikke i nærheden af den forblæste nordsøkyst. I stedet går mine skridt mod øst, og den centrale del af Sild. En stor del heraf er enge og marsk, beskyttet af diger.
Jeg møder engene umiddelbart syd for Westerland. En enkelt tårnfalk er på jagt efter et morgenmåltid. Der er endnu ikke mange husdyr i foldene, men de står ikke tomme hen, store gåseflokke kommer og går. Denne gang er det bramgæs, med hvid bug, sort hals, hvide kinder og stribede vinger. Der er adskillige flokke, som fouragerer i græsset, under meget postyr, og de store fugle, der passerer over mit hoved i v-formation, bidrager også.
Foran mig ligger diget omkring Rantumbecken, hvorfra der er en panoramisk udsigt 360 grader rundt. I vest ses den lange klitrække, med en skygge af mørk lyng, mod nord engene foran silhuetten af de høje bygninger i Westerland, mod sydøst ses det lange dige, med vadehavet foran, store mudderflader blotlagt af ebben. Umiddelbart foran mig har jeg Rantumbecken, i dag et fuglebeskyttelseområde, en kunstig indsø. Oprindeligt blev det skabt i 1930’erne, som en flådeinstallation, et kunstigt bassin, der krævede opførslen af et fem kilometer lang dige. Hensigten var at sikre landingsmuligheder for vandfly. Den teknologiske udvikling og Nazitysklands besættelse af Danmark og adgang til flyvepladser her gjorde det dog hurtig overflødigt.
Forude kører to traktorer med vogne efterspændt ned fra rampen op til diget. De har læsset får af. Dyrene spreder sig roligt vifteformet ud over digets grønne græs, helt uden de bukkespring kreaturer kan fejre forårsgræsningen med.
Uden for diget er der store slikgårde, hvor ryler og strandskader holder til, af og til kommer en flok gæs fejende ind. Inden for diget er der inddæmmet marsk med afvandingsgrøfter, kanaler og små søer med svaner og ænder, viber i luften og en enkelt fiskehejre på jagt. Med lange mellemrum er der pumpestationer på diget. Fårene har endnu ikke spredt sig langt, og der er ikke spor af de stæreflokke, der ellers ledsager husdyrene. Skaller af hjertemuslinger er blæst ind fra havet og har fordelt sig over grønsværen, mellem fårenes størknede afføring fra sidste år og enkelte fuglefjer.
Jeg følger kysten langs servicevejen uden for diget, som også tjener som cyklistrute. Dernæst videre ad markveje, indtil jeg når østenden af Sild, hvor Hindenburgdæmningen fører over til fastlandet. Dæmningen stammer fra 1920’erne og er beskyttet af sine egne slikgårde og inddæmmet marsk. Med regelmæssige mellemrum kører lange passagertog og biltog forbi, som bilist kommer man kun til øen på togvogn eller med færgen fra Rømø.
Denne del af Sild er også forankret omkring en bakkeø med lidt højere terræn. Som jeg går mod vest passerer jeg en gård, med en fold fuld af ponyer, og dernæst er en lang stribe skov op mod jernbanen. Skovbunden er delt mellem sump og uigennemtrængeligt brombærkrat. Et sted langt derinde kalder en ravn.
Som jeg nærmer mig landsbyen Morsum øverst på bakken kommer jeg for første gange i flere timer tilbage på asfaltvej. På en græsmark med sort kvæg op mod byens villaer møder jeg flere gæs, blot et par stykker, røde ben, spraglet fjerdragt med røde og gule farver, gule øjne omgivet af dramatiske sorte ringe. Det er nilgæs, en invasiv art som er undsluppet fra parker. Jeg har tidligere set arten nær Elben, men det er første gang, jeg ser den så langt mod nord.
Stråtag er en stor ting på Sild, især i forbindelse med røde mursten. Det er den traditionelle stil i landsbyerne og ved gårdene. Den minder om, hvad man kan se ved redningsstationer og klitgårde i Vestjylland, men de har de karakteristiske høje gavle, som foretrækkes i Tyskland. Alle steder, også her, ser jeg nybyggede huse med friske gule strå i svungne taglinjer, og mursten med den lysende røde farve, der viser at de endnu ikke har været længe udsat for vejr og vind. Nogle steder er der valgt røde mursten i to tre nuancer, måske for at give et indtryk af patina og historie.
Jeg går gennem landsbyen, over jernbanebroen, og videre mod Morsum Kliff, nordøst for byen. Morsum Klev, som er det danske navn for området, er et af de områder i Tyskland, der blev tidligst fredet, på grund af både historiske, geologiske og naturhensyn. På hede og overdrev ligger her et antal gamle gravhøje, den højeste af dem helt ude ved skrænten. Jeg følger en sti over heden derud, til en udsigtsplatform, der giver et smuk blik over klinten, der rejser sig op til tyve meters højde. Over lange stræk fremstår den stejle erosionsflade ubevokset med råt sand. Der er dramatiske farvespring, en følge af at geologiske forhold under forrige istid har forskubbet dybere lag, op til ti millioner år gamle, så de nu ligger vandret i forhold til hinanden. Mest iøjnefaldende er et intenst rødt parti, som er limonitsandsten.
Færdsel på klintens stejle front og indsamling af fossiler er forbudt, men det er muligt at gå en rundtur, så jeg følger en trampesti over rødt og hvidt sand, med hede på den ene side og pragtfulde udsigter over klint og hav på den anden side. I øst falder terrænet naturligt ned mod vadehavet med storslået udsigt over marsk, rørskove og Hindenburgdæmningen med dens travle tog. Dernæst kan jeg gå tilbage for foden af klinten, nu i omvendt rækkefølge, først hvid så rød. Et stort stykke af den røde sandsten har revet sig løs og er rutsjet ned til stien. Et grønt skilt minder om den geologiske formations høje alder og beder mindeligt om, at man undlader at klatre på klinten eller ridse i sandstenen. Jeg så et tilsvarende skilt på min forrige vandretur (512) ved Sorring. Ved Morsum har det dog ikke gjort noget stort indtryk på romantiske vandaler, hjerter og navnetræk er ridset dybt i det røde klippestykke.
Som jeg fortsætter langs kysten, taber klinten langsomt højde. Sild strækker sig langt mod nord, med en tydelig aftegning af vandreklitten syd for List. Som jeg bryder af fra kysten, venter der mig en lang moderat stigning op ad den gamle bakkeø til Morsum på toppen. En bue fører mig gennem den ældre del af landsbyen, gamle gårde med frønnede og mosgroede stråtage. En lille frit liggende kullet kirke uden for bygrænsen, minder om, hvor få mennesker der boede her, før turisterne holdt deres indtog.
Den gamle stationsbygning er for længst overgået til anden funktion: Et banner reklamer for Brød & Smør, skrevet på dansk, Die Brødbar auf Sylt. Der er stadig et dansk mindretal, som skiltning hyppigt viser. Og derudover har dansk hygge også en vis salgbarhed i Tyskland.
Næste morgen fortsætter jeg min vandretur fra den lille station i Morsum, går mod nord, ned ad den lange bakke, indtil jeg står i det flade marsklandskab. Dagen begynder med høj sol og ingen vind. Langt mod vest, hvor bugten runder, ligger Keitum, med St. Severin kirken højt i terrænet. Det er ebbe, men der står stadig vand i grøfter og små søer på marsken, og den mudrede markvej, jeg følger, bærer indtryk af at have været oversvømmet. Mine støvler synker ned i det bløde, klæbrige mudder, der suger sig fast, så fodtøjet må løftes fri for hvert eneste skridt.
En fiskehejre står fastfrosset i jagtpositur ved en vandfyldt grøft. Nogle få kragefugle flyver til og fra. Keitum ligger sikkert oven på en lav grøn skrænt. For foden af skrænten er der store slikgårde, hvor ebben har blotlagt en mudderslette. Ryler piler rundt i flok langs faskinerne, mens en hættemåge kræsent pirker i mudderet med en klo.
Jeg stiger op ad den græsklædte skrænt og går gennem Keitums gader. Sidst, jeg var her, kom jeg ad stien langs stranden fra nord, så i dag vil jeg gå langs landevejen, en smule højere i terrænet. Der er mange smukke gamle huse og gårde i landsbyen, nye og gamle stråtage, utallige variationer i gavle, dør- og vinduespartier. Her og der er der påskepyntet, et sted med en legemsstor træskulptur af en påskehare, nobelt klædt i attenhundredtalsstil, som en illustration fra en gammel børnebog. Kirken ligger på den højeste punkt i udkanten af Keitum, og så er jeg ude i åbent land.
Bakkekammen rækker langt mod nord og giver en glimrende udsigt over bugten og vadehavet. Der er adskillige store gravhøje undervejs, tydeligvis placeret med henblik på at kunne tage sig ud set fra havet. Højhuset i Westerland kan ses fra lang afstand hen over en fåreflok uden for Braderup. Her drejer jeg stik vest, indtil jeg når øens lange hovedvej og kan komme ind på den banesti, der er anlagt, hvor der engang gik en smalsporet bane fra List i nord til Hörnum i syd. Driften ophørte i 1970, og nu er der ikke andet tilbage end gamle stationsbygninger og så de to skinner med hjulsættet, som står på banegårdspladsen i Westerland.
Den nedlagte bane blev kaldt for Rasende Emma. På Rügen er en tilsvarende bane delvist bevaret med veterantogsdrift (vandredag 323). Den blev – og bliver – kaldt for Rasende Roland. På tysk henviser rasen ikke til vrede, men til at fare af sted i stor fart, over stok og sten, som død og djævel. Når man ser sådan et gammel damplokomotiv udsende store sorte kulskyer, hører den huggende lyd fra maskinen og det skingre hvin fløjten udsender, giver det jo også god mening.
Langs den gamle bane er der lidt af en sjældenhed på Sild: pløjede og harvede marker, i lange smalle striber i øens længderetning. Der er også flere gravhøje, et par stykker klods op ad fyrtårnet i Kampen. Banen holder sig længe til midten af den smalle ø, følger den brune klithede, ofte med havudsigt til begge sider. I begyndelsen holder klitterne sig i vest, ved nordsøkysten, men som jeg krydser mit spor fra den første vandredag og kommer ind i det større hedeareal syd for List, kommer der et markant præg af tilgroet indsande, med høje lyngdækkede indlandsklitter og vandreklitter.
Banen finder en flad rute igennem det kuperede terræn, krydser hovedvejen og når ud til kysten umiddelbart syd for List, hvor byens yderste villaer troner øverst på en høj skrænt. Jeg følger en bred grussti for foden af skrænten ud til vandet, går kort over sandet, indtil jeg når havnepromenaden, som tager mig hele vejen hen til færgelejet for Rømøfærgen, hvor jeg startede min vandretur for fire dage siden.
Mine første fire vandredage var en rundtur på Silds nordlige og centrale dele. Min sidste vandredag skal gå fra Westerland til Hörnum, sydspidsen af Sild. Som når man tilføjer en streg for at gøre et O til et Q. Jeg har tidligere gået den tur langs nordsøkysten (vandredag 318), men i dag vil jeg følge vadehavssiden af den smalle ø.
Som jeg tager de første skridt ud på banegårdspladsen, bliver min opmærksomhed igen fanget af de fire store irgrønne menneskeskulpturer, og for første gang lægger jeg mærke til, at børnenes ansigtet vender omvendt, hvad der gør et noget foruroligende indtryk. Jeg kaster endnu et blik på de to skinner med hjulsættet, for senere på dagen skal jeg endnu engang gå ad den nedlagte banes tracé.
Jeg finder en ny vej ud ad byen og over engene mod Rantumbecken. Undervejs passerer jeg en håndfuld velnærede grågæs, og da jeg bestiger det grønne dige omkring den store kunstige indsø, får jeg på ny udsigt over umådelige flokke af bramgæs. Blandt de mange tusinde fugle stikker en enkelt ud, de kulsorte aftegninger på bryst hals og vinger er erstattet af en bleg askegrå kulør. Store gåseflokke trækker over en overskyet himmel, mens viberne boltrer sig en og en på engene.
Længere fremme drejer jeg ind på det lange dige mellem søen og havet. På søens rolige overflade ligger svaner ved de fjerneste rørskove, men måger og troldænder tager mellemgrunden og skarver tørrer vinge ved en lille ø nær den høje jordvold. Nogle få knortegæs raster nær vaden. Slikgårde flankerer ydersiden af diget. Hvor diget møder kystlinjen er der et par små tomme landgangsbroer, som lige akkurat løfter sig over ebbens tørlagte mudderbund.
Her ligger den lille by Rantum, på sin sjette placering, efter at sandflugt gentagne gange har gjort flytning nødvendigt. I udkanten af byen kommer jeg ind på banestien, der holder sig til østsiden af øen, som ikke er meget mere end en halv kilometer bred her. Her og der kan jeg se hav på begge sider af øen, andre steder forsvinder den gamle bane mellem høje klitter tilgroede med brun lyng. Langt fremme kan jeg se hvid klint ud mod vadehavet. Små klitsøer står med kold sortblå vandoverflade under den grå himmel.Ligesom på den nordlige del af øen er der henvisninger til badesteder på nordsøkysten med eksotiske navne, her Abessinien, Samoa og Zanzibar.
Uden for Hörnum løber banestien sammen med hovedvejen, og i stedet følger jeg en sandet vej ud til østkysten og de høje hvide skrænter her. Der er et stor mylder af fugle, som er tiltrukket af den sikkerhed som lave sandbanker langt ude i vaden tilbyder redebyggere.
Vandet står lavt over vaden, hundredvis af edderfugle ligger derude, farvestrålende andrikker og brune hunner.
Jeg runder en høj klit og når udkanten af Hörnum, hvor der ligger et stort hotel i hvid beton, glas, rustne jernplader og lameller af børstet stål. Den lille havn har en mere traditionelt fremtræden, på klitten bag den hæver fyrtårnet sig, og ved den fornemste havneplads ligger en hvid turbåd, som sejler turisterne over til vadehavsøerne Föhr og Amrun, hvis blånende omrids kan ses mod sydøst få hundrede meter borte. Havnen er centrum for turismen her med et udvalg af restauranter og fastfood, også busstoppestedet er her.
Helt færdig med dagens vandretur er jeg dog ikke. I stedet fortsætter jeg ad den korte havnepromenade og må snart ned at gå i tungt sand for foden af lav klit, mens jeg runder Hörnum Odde, Silds sydligste punkt. Som jeg kommer fri af klitterne og går mod øens vestkyst, møder jeg for første gang følelig blæst. Kystfæsningen er langt stærkere end de sorte brosten ved nordspidsen af øen. I stedet er der en lang vold af tetrapoder, kæmpestore, tonstunge betonelementer med fire gigantiske tappe, som kan låse sig fast mod hinanden. Et par tyske drenge finder dem uimodståelige til klatring, mens en hund skeptisk tager mål af dem, før den øjensynlig bestemmer sig for at blærekapaciteten ikke rækker.
Længere fremme er de første af tyskernes elskede kurvestole sat frem, hvidmalet flet, betræk med brede hvide og blå striber. Jeg tager sandvejen mellem klitterne og møder et kaotisk syn af spredte sommerhuse i klitterne, og jeg må prøve mig frem gennem labyrintiske veje og stier, før jeg finder tilbage til Hörnums oprindelige bebyggelse og stoppestedet ved havnen. Lige tids nok til at hælde sandet ud af støvlerne, før bussen kommer.
Isabel Allende: Largo pétalo de mar, 210-378.
Barry Lopez: Arctic Dreams, i-xxxv, 1-290.
Jyske Vandreture 