Den Skæve Bane II: Brande-Hjøllund (134).


Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Brande-Hjøllund, 27,5 km (134).
Tirsdag den 9. februar, 2016.

Brande er kendt for sine mange gavlmalerier, og jeg har lejlighed til at nyde et udvalg af dem, som jeg går gennem byen for at fortsætte min vandretur på Den Skæve Bane, banestien på den nedlagte jernbane mellem Grindsted og Silkeborg. Med deres klare farver lyser malerierne op på en dag, der begynder overskyet og med let regn i luften. Også et vandtårn og en ny viadukt, der fører en asfaltsti under en gade, er udsmykkede, den sidste af skolebørn i 2014, deres navne står skrevet i en bue over tunnellen.
Banestien har et stort hul fra Brande og fem kilometer nord på, hvor man i stedet må benytte landeveje. Ruten er stadig afmærket, men i forhold til mit ældre kortmateriale er der gennemført en ny markering i Brande by. Man bliver ført gennem Brande Plantage, dernæst gennem et industrikvarter stærkt præget af Bestseller, Vero Moda og Jack and Jones – og slutteligt ad en indfaldsvej der føres under Den Midtjyske Motorvej og ud i det åbne land.
Jeg har gået ad samme vej for mindre end et år siden (vandredag 96) på min vandretur fra Skjern Å’s kilde til Ringkøbing, og snart står jeg da også i den brede lavning, hvor åen flyder under landevejens bro nær de gamle møllebygninger. Dengang drejede jeg mod vest ad en grusvej umiddelbart nord for åen, men i dag fortsætter jeg mod nord.
Et par kilometer længere fremme slår jeg ind på Usseltoftvej, næppe en ejendomsmæglers førstevalg til et vejnavn, men sikkert dækkende for den tid, da dette var en fattig hedeegn. Kort efter begynder den egentlige banesti igen, og jeg forlader landevejen. Regnen kommer og går i løbet af dagen, men de næste timer er der også korte perioder med sol, og på en dag, der er pænt over frysepunktet, virker landskabet pludseligt ganske forårsagtigt.
Det lange stræk stik øst frem mod Ejstrupholm er det fladeste stykke sti, jeg længe har gået. Banedæmningen hæver sig på intet tidspunkt mere end en meter over det omgivende landskab, og oftest løber den ganske plan med markerne, blot flankeret af dybe drængrøfter på hver side. Grundlæggende er landskabet jo flad smeltevandsslette, og ingen bæk eller å har skåret sig ned i terrænet de næste kilometer. Et enkelt sted krydses banestien af højspændingsledninger, ellers er det store marker med læhegn og mindre plantagestykker. På trods af at det er mange år siden, heden blev opdyrket, holder lyngen stadig ved i en smal bræmme på begge sider af stien og på lysåbne steder i plantagerne.
Den Skæve Bane blev bygget i 1920, persontransport blev opretholdt til 1971, godstransport lidt længere (der er stadig en lille smule på den resterende jernbane mellem Grindsted og Bramming); strækningen mellem Funder og Ejstrupholm blev åbnet som banesti i 1995, ikke blot for vandrere og cyklister men også for ridende. I sin tid må stationen i Ejstrupholm have været byens knudepunkt, men nu er den gamle stationsbygning for længst solgt til privat beboelse, og et lille villakvarter er opstået på de nærmeste arealer.
Efter Ejstrupholm svinger banestien mod nordøst og begynder omgående at hæve sig over det nærmeste landskab: Holtum Å med en bred ådal og to af dens tilløb med smalle, dybt nedskårne kløfter skærer sig gennem landskabet og jernbanen har måttet holde sig fri af de fugtige enge og krydse kløfterne på høje dæmninger. Lige som Omme Å og dens tilløb, som jeg passerede mellem Grindsted og Brande ender alt dette vand i Skjern Å og siden i Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Terrænet gør at landbrugsjorden er udlagt til græsning, og jeg træffer da også en flok nysgerrige jerseykøer, der kan glæde sig over ikke at stå tøjret vinteren over. Her og der har store partier af skrænt og eng fået lov at springe i krat.
Umiddelbart syd for Hampen har store grønne marker fået opstillet hele kolonner af gråblå svinehytter, frilandssvinene derinde er forbløffende hvide, næsten uden tegn på mudder eller jord; når søerne vender siden til, ser man rigtigt de struttende yvere. Jeg ser ingen smågrise, men det kan vist ikke vare længe…
Efter Hampen begynder landskabet så småt at være præget af plantagerne. De store plantager heromkring, Gludsted Plantage som den største, danner én stor plantage, der når frem til skovene nord for Bryrup og via dem skovene omkring Ry og Silkeborg Søerne. Til sammen danner de Danmarks største sammenhængende skovareal. Fra Hampen går der imidlertid en bred kile af dyrket land ind i hjertet af plantagekomplekset, til Hjøllund, der er mit endemål for dagens vandring.
Mod øst skærmer plantage i vekslende dybde for udsynet til Hovedvej 13, der forbinder Viborg og Vejle og over en lang strækning følger samme rute som den oprindelige Hærvej. Hovedvejen kan dog tydeligt høres. I vest har jeg et afvekslende udsyn over plantage, som jeg på korte stræk også vandrer igennem, dyrket land, skovbryn i det fjerne og mindre hedestykker. Et hedestykke umiddelbart op ad banedæmningen er tydeligt mærket af overgroede vejspor.
Dagens sidste kilometer går gennem gammel plantage, høj og dyb, og så er jeg ankommet til Hjøllund, der er en ganske lille klynge huse ved et centralt vejkryds i en af landets tyndest befolkede egne. Der er dog en købmand, og nok så vigtigt for mig, et busstop for xbus-ruten mellem Viborg og Vejle. Ellers er der meget langt til offentlig transport heromkring.
Efter at have besøgt købmanden har jeg stadig en god time til den første busmulighed, så jeg sætter mig på en bænk og læser i min bog, indtil det til sidst bliver for koldt. Hovedvejen er tæt trafikeret og stærkt præget af godstransport, ca. hvert kvarter spredes der en luft af strøelse og svinestald over den lille by, lastbiler holder ind og chauffører gør deres indkøb hos købmanden. Længere nede ad vejen ligger en truckercafé.
Mine fingre er blåfrosne, og det sætter ind med vedvarende regn. Der er stadig en times dagslys tilbage, men regnen lægger et skær af skumring over hovedvejen, som jeg står og følger rækken af røde baglygter forsvinde ned ad den snorlige vej. Omsider kan jeg se rutebilen mod Vejle sno sig gennem rundkørslen et par hundrede meter mod nord, og jeg kan endelig bytte den kolde regn ud med bussens varme.

Georg Grosz: Ein kleines Ja und ein Großes Nein:28-85.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s