Klik på blåt nummer for at se denne vandredag. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene kun for Jylland Rundt. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Hjøllund-Silkeborg, 32,1 km (135).
Fredag den 12. februar, 2016.
Hjøllund er det vestligste punkt i Silkeborg Kommune, men der er ikke nogen direkte busrute mellem de to byer. I stedet må man tage toget til enten Vejle eller Viborg og stå på xbus-ruten, der binder de to købstæder sammen via hovedvej 13.
Denne dag ankommer jeg til Hjøllund fra Viborg. Det er en smuk dag med højt solskin og temperatur omkring frysepunktet. Fra toget så jeg rådyr græsse klods op ad jernbanen og tynd is på de oversvømmede enges pytter af stillestående vand. Det tager ikke mange skridt at komme igennem Hjøllund, hvis yderste ejendom har en flot gammel hestevogn stillet til skue. På min vej til banestien krydser jeg et bredt brandbælte, tæt bevokset med højt lyng, der i træernes skygge stadig er dækket af hvid rimfrost og har en varmt brun farve, hvor solens stråler er nået ned.
Banestien fører igennem høj gammel plantage med bredde bræmmer af lyng på begge sider. Det er Gludsted Plantage vest for stien og Store Hjøllund Plantage mod øst. Plantagerne dækker store arealer, men inden i dem er der store stræk af det oprindelige landskab tilbage, ikke blot hede, men også moser og indsander med indlandsklitter, nu stort set overgroede med lyng.
På min vej mod nord gør jeg en kort afstikker hen til den østlige kant af Kolpendal, en af de største af disse lysninger mellem nåletræerne. Terrænet er let kuperet, lave overgroede klitter, med små søer i lavningerne. Hovedvej 13 går tværs gennem denne hedeslette, i det fjerne kan jeg se lastbiler reduceret til legetøjsstørrelse køre lydløst langs horisontens linje, så langt væk at trafikstøjen ikke når herover.
Over mit hoved skriger et par ravne, de passerer så tæt over hovedet på mig, at jeg tydeligt kan høre deres vingeslag i den stille luft. De forsvinder over de høje træer. Jeg ser og hører dem i det fjerne lidt længere fremme på banestien, der her er vokset til en vældig 10 meter høj vold. Hedemose og en lille sø står tilbage mellem banedæmning og plantage i vest. I øst har jeg et dybere udsyn over Sepstrup Sande, et andet stort tilbageblevet hedeområde. hvor nåletræerne er under indrykning.
Kort efter kommer jeg til Christianshede Stationsby. Den smukke stationsbygning er naturligvis for længst overgået til privat beboelse og gør et velbevaret indtryk med gule pudsede vægge. Endog en af perronens lave cementkanter er bevaret.
Efter Christianshede ændret terrænet sig drastisk. På trods af den høje banevold har landskabet hidtil været let kuperet, men herfra og til Silkeborg er banen gravet igennem den ene store bakke efter den anden, kun afbrudt af Funder Ådal.
På bakkesiderne ud mod banen er der store stræk med løvtræer, gamle bøge eller ege, lyngen holder stadig ved i kanten af banen, og her og der står et højt gammel enebærtræ. Bakkerne rejser sit højst mod vest, og banen er anlagt halvt oppe på bakkesiden. Mod øst kan jeg gennem den bladløse løvskov se en smal ådals våde enge, kantet af et langstrakt højdedrag med høje graner i profil mod himlen øverst oppe.
Rimfrosten er for længst væk, men i den kølige underskov og de skyggede grøfter kan jeg se rådnende grene med et tykt lag lysende hvidt “fehår”, isnåle bygget op i lag der kan være et par cm tykt.
Banen påbegynder et langt sving mod øst, og på en strækning af en god kilometer udgør den en del af Hærvejen, der kommer nordfra via Funder Ådal, går ad banedæmningen mod syd og forlader den for at gå nordøst om Sepstrup Sande på vej mod Vrads, det smalle pas mellem Gudenåens og Skjernåens kilder (vandredag 73 og vandredag 94) og længere mod syd Jelling. Langs denne del af banen er der et shelter, komplet med en grøn vandpumpe.
Fra mødepunktet med Hærvejen er der kun få kilometer tilbage af det bevarede banelegeme, men jeg har planlagt en større afstikker mod nordvest, så jeg forlader banestien og går mod vest gennem plantagerne. Ved en lysning hører jeg endnu en gang ravneskrig og ser store fugle højt på himlen, men da jeg studerer dem i kikkerten viser det sig at være musvåger, omkring en halv snes stykker. De cirkler tyste rundt på himlen, i to forskellige niveauer. Ravnene tier og holder sig uden for syne.
Jeg kommer ud til landevejen mellem Herning og Silkeborg ved foden af Hørbylunde Bakker. Trafikken er rolig, for over mit hoved hæver den nye motorvejsbro over Funder Ådal sig, 750 meter lang, 30 meter høj, den største indlandsbro i Danmark. Nu kører bilerne deroppe, og den reducerede trafik hernede gør landevejen til et langt behageligere sted at vandre. Især, hvis man ser bort fra den lange seje stigning op ad Hørbylunde Bakke, som jeg står overfor lige nu.
Hvor landevejen omsider flader ud, står et stenkors i kanten af plantagen. Det er en mindesten for præsten Kaj Munk, der under Besættelsen blev offer for et tysk hævnmord, bortført fra præstegården i Vestjylland og dræbt på dette sted i den øde plantage.
Fra dette sted går en kort afmærket sti gennem plantagen og ud til de fredede hedebakker på kanten af Funder Ådal. Turen går over mudrede og grundigt opkørte skovveje, som den lave temperatur faktisk gør lettere at passere, selv om det frosne mudder er under optøning.
En låge i folden gør det muligt at gå ud på hedebakkerne og nyde den storslåede udsigt over ådalen fra et markant fremspring på bakkekammen, der næsten virker som en naturlig prædikenstol i stor format. I nord kan man se den reetablerede Bølling Sø’s blå vandoverflade, i syd motorvejsbroen over den snævre dal. Hedebakkerne er gennemfuret af regnkløfter, på dalbunden løber jernbanen mellem Silkeborg og Herning. Jeg nyder altid udsigten fra kupevinduet, når jeg kører med toget på denne strækning. I sommerhalvåret er der får på græs, men i dag er indhegningen tom. Et grønt arrivatog kommer fra Engesvang Station i nord, kører forbi og ruller videre under motorvejsbroen.
Jeg går tilbage i plantagen og følger dens småveje mod nord. Undervejs er der dybt nedskårne hulveje. En af dem står med meterhøje sider og går brat ned ad dalsiden. Den ser fristende ud, men jeg holder mig til min oprindelige plan om at krydse ådalen længere mod nord. Plantagevejen når ud til landevejen syd for Engesvang, jeg går et kort stykke mod syd, og så kan jeg komme ind på stisystemet omkring Bølling Sø. En lav jordvold gør det muligt at gå tørskoet over engene og de oversvømmede arealer ved sydkanten af søen.
Mine to første vandredage på Den Skæve Bane, fra Grindsted til Brande og videre til Hjøllund bød på gamle banebroer over Omme Å, Holtum Å og deres tilløb, såvel som landevejsbroen over Skjern Å, vandløb i det flade landskab der forenes i Skjern Å systemet og afvandes til Ringkøbing Fjord. Men siden da har jeg bevæget mig ind over sidste istids hovedstilstandslinje og Den Jyske Højderyg, og vandskellene er mere komplicerede.
Storåen fødes i Gludsted Plantage ved Hjøllund, hvor jeg startede dagens vandring. Den løber nord om Ikast og Herning, gennem Holstebro og munder ud i Nissum Fjord. Bølling Sø, umiddelbart nord for denne grusvej, har ingen tilløb, den dannes udelukkende af dalens regnvand og afvandes gennem Skygge Å og Karup Å til Skive Fjord og Limfjorden. Funder Å, der dannes i de våde enge syd for vejen her, løber gennem den snævre å til Ørn Sø ved Silkeborg, videre til Silkeborg Langsø og Gudenåsystemet, hvis vandmasser ender i Randers Fjord og Kattegat. Funder Å er således ingen lang å, men den er et vigtigt eksempel på en å med hurtigtløbende rent vand.
Nord for vejen er der våde enge, men også et sumpet område, hvor hvide birkestammer uden krone eller grene står tilbage i knædybt vand. Bag dem ses lyngbakkerne på østsiden af Bølling Sø.
Der er en afmærket sti på den østlige side af Funder Å. Åen markerer også den fysiske grænse mellem Silkeborg Kommune og Ikast-Brande Kommune, desværre uden at have medført noget samarbejde. Hver Kommune har sine egne informationsstandere men intet fælles informationsmateriale for området.
Jeg følger stien mod syd, krydser Funder å, blot en meter bred, følger landevejen og går videre mod syd ad en lang grusvej på åens vestside. Der er spredt plantage og sump, grusvejen bliver til sandvej, plantagen viger for en åben slette omkring motorvejsbroen. Jeg går under broen, krydser jernbanen via landevejen, går det samme stræk gennem plantagen tilbage til det sted, hvor Hærvejen møder banestien.
Kort derefter krydser banestien så over Funder Ådal. Der er et kompliceret arrangement, hvor den eksisterende bane mellem Herning og Silkeborg krydser Funder Å, samtidig, på samme sted, krydser banestiens bro å og jernbane, et niveau højere, så at sige. Den nuværende og den forhenværende jernbane svinger i hver sin lette bue mod øst, mødes et godt stykke længere fremme og går parallelt i retning af Silkeborg. Solen står efterhånden lavt på horisonten, og min vandring ad banestien er næsten forbi, for stien slutter syd for Funder.
Herfra er der dog stadig seks-syv kilometers vandring ad landevej tilbage, inden jeg står på Silkeborg Banegård. Først op ad bakken til Funder, dernæst ad Herningvejen til Silkeborg. Trafikken er tæt fredag eftermiddag, og siden det centrale stykke motorvej gennem Silkeborg endnu ikke er åbnet, tager vejen stadig den fulde mængde biler. Det er skumring, da jeg går stiger ned ad Funder Bakke i udkanten af Silkeborg, men der er stadig en flot udsigt over byen. Det bliver tidlig aften, før jeg når frem til stationen.
Georg Grosz: Ein kleines Ja und ein Großes Nein 86-124.
Jyske Vandreture 