Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Engesvang-Silkeborg, 30 km (514).
Søndag den 14. april 2024.
Det er en vandredag med omskifteligt vejr, som jeg tager hul på, da jeg står på perronen i Engesvang. Stort set tørvejr, drivende skyer, hyppige øjeblikke med solskin. Og blæsende, som jeg hurtigt opdager, da jeg kommer ud i det åbne rum omkring Bølling Sø, skov og hedebakker på den fjerne bred, enge på denne side. Der går en fin vandrerute hele vejen rundt om Bølling sø (vandredag 173).
I dag skal jeg dog blot runde den sydlige del af søen. Ruten følger skovbrynet langs en skravlet plantage med mosovergroede jorddiger. De brede enge ud mod søen står med frisk grønt græs, sortbroget kvæg græsser derude. Umiddelbart syd for søen fører en markvej på en lav jordvold over dalen. Et endeløst kær strækker sig ud mod vandkanten. Den lave jordvold danner også vandskel mellem Karup Å, der udspringer fra Bølling Sø og løber mod nord til Limfjorden. I engene og kærene syd for markvejen har Funder Å sit udspring, og løber en kortere vej mod Gudenåsystemet på tærsklen til Silkeborg.
Bølling Sø er blevet genskabt for omkring tyve år siden. I syd spidser den tragtformet til, og i stedet for åben vandoverflade er der tydeligt præg af oversvømmet landskab med små holme, rørsump, krat og døde træer. Øst for søen er der en stejlere skrænt ud mod søen, meget af den dækket af skov, som også strækker sig ind på fladere plateau. Meget af det er nåletræs plantage, men der er også løvskov med en skovbund af blomstrende anemoner.
Den gamle skovvej, jeg følger, slynger sig ud mod søen, med en mosaik af mose og lyngdækkede partier. Snart står jeg for foden af lyngdækkede bakker, med en trampesti op til et udsigtspunkt. Herfra er der en smuk udsigt over skov, hede og søen med de mange små holme. Blæsten er stærk nok til at rejse bølger med hvide skumtoppe, og de mange vandfugle, der ofte holder til her, har fundet andre opholdssteder i dag.
Længere fremme snor vejen sig ind i Bjældskovdal, hvis centrale del er dækket af mose. En plankebro giver adgang til at krydse dalen tørskoet, om end vandet står højt, fyldt med tørvemosser. En opslagstavle forklarer om Tollundmanden, der blev fundet her.
Grauballemanden, hvis fundsted jeg besøgte tidligere på foråret (vandredag 512), blev begravet i en ganske lille mose, og tørvegravningen der har næppe tjent til andet end at skaffe brændsel til den lokale gård. Ved Bølling var der en anderledes stor mose. Fund af træspader viser, at der også blev gravet tørv for et par tusinde år siden. Helt frem til 1970 var der en stor industriel produktion af tørv her. Det mindes med en silhuet af en tørvearbejder i rustent jern, som holder en spade. Bag ham er der en sektion af uhøstet tørv, et par fod i højden og skåret til med rette kanter, som stadig holder et halvt århundrede senere. Tørv blev indvundet i lange baner, som skabte dybe grave. Ofte blev der lagt skinner ud til en tipvognstransport. Hvor der i sin tid blev gravet tørv i større stil, kan man ofte på kort og i naturen ses de karakteristiske små søer, med firkantede linjer og skarpe hjørner, som opstod når de efterladte grave blev fyldt med vand. Nogle af de største kan ses ved Portlandmosen, som nu indgår det store areal, som Aage V. Jensens fonde ejer ved Lille Vildmose (vandredag 309).
Som jeg fortsætter, når jeg frem til Skeldal og drejer væk fra søen, for i stedet at gå op gennem den lange smalle dal. Der er flere gamle hulveje i området, og undervejs krydser jeg også en stor shelterplads i forbindelse med Hærvejen (vandredag 160), betænksomt forsynet med ildsted og pindebrænde. Plantager følger dalen helt frem til landevejen øst for søen, og som jeg går videre ad små veje, er der nye plantager, stadig med den skravlede fremtræden, som den karske jord giver. Lærketræer, vores eneste løvfældende nåletræ, står med nye nålebundter i en sart grøn farve.
Jeg er oppe på plateauet og går over fladere terræn, men som jeg passerer Herningmotorvejen og nærmer mig udkanten af Funder, bliver der ændret på det. På den anden side af den gamle Århusvej, er der en brat nedkørsel, tvunget ud i et langt serpentinersving, til Funder Ådal. Efter de få parcelhuse højest på bakkesiden, er det skræntskov, på langt rigere jord end ved Engesvang, høj, lysåben bøgeskov. Der er frisk udsprungne bøgeblade i øjenhøjde og anemoner ved støvlerne.
På sin vej mod dalbunden krydser landevejen jernbanen mod Herning og den nedlagte bane mod Brande, som nu tjener som vandresti (vandredag 135). Jernbaner bryder sig ikke om stigninger, men for at køre fra Århus til Herning skal man krydse Den Jyske Højderyg. Jernbanen gør det på den enkleste måde, ved at følge Gudenådalen til Silkeborg, fortsætte gennem Funder Ådal frem til Engesvang, og derfra er det flad hedeslette hele vejen til Herning og videre til Skjern.
På dalbunden fører en landevejsbro over Funder Å. Åen og dens omgivelser er i stort omfang fredet. For danske forhold er et meget hurtigt strømmende vandløb, på det centrale stræk med et højdefald på mere end 30 meter på under fire kilometer. Det giver mulighed for et særligt insektliv.
Dalen og åen flader ud ved broen, men der er stadigt livlige strømhvirvler. Gule engkabbelejer blomstrer langs begge breder. Som oftest går jeg på langs gennem Funder Ådal, gennem skovene på den sydlige dalside (vandredag 469), men i dag vil jeg krydse den smalle stejle dal. I Silkeborg kommune markedsfører man sine skove og bakker til friluftsturisme, og et lille blåt skilt med en cykelrytter i hvid silhuet gør opmærksom på, at stigningen foran mig er 2103 meter lang, med 75 højdemetre og en maksimal stigningsprocent på 8,8 procent. Således opmuntret tager jeg fat på stigningen.
Efter at have overstået stigningen i uforceret tempo går jeg et par kilometer over dyrket land, indtil jeg når udkanten af Gjessø, og så skal jeg tilbage i ådalen med de skovklædte bakkesider og smalle kær omkring åen. Der er endnu et lille blåt skilt med oplysning om længde, højdemetre og -procenter, men siden jeg nu skal gå nedad, så værdiger jeg den ikke nærmere undersøgelse.
Med tyngdekraften på min side føles det som en øjeblikssag at komme ned på dalbunden, der her slår et brat sving mod nordøst i retning mod Silkeborg. Landevejen løber for foden af Silkeborg Vesterskov, mens den langsomt vinder i højden. Undervejs får jeg fine udblik over ådalen, flankeret af stejle skove. Et par grågæs græsser på engen, under megen højlydt skræppen.
Som jeg nærmer mig Silkeborg, slår jeg ind på skovstier der fører mig til den høje bakke syd for Ørnsø. En stor åbning i skoven giver storslået udsigt over Funder Holme dybt under mig. Funder Å løber ud i Ørn Sø, hvorfra Lysåens korte løb fører videre til Silkeborg Langsø. Omkring Funder Ås sidste kilometer er der et uigennemtrængeligt vildnis, et indlandsdelta, af rørskov og sumpkrat, små søer og damme, afsnørede åslyngninger. Her fra højderne ligger det foran mig som på en præsenterbakke. En glimrende sti fører gennem deltaet dernede, anlagt på jordvolde, med plankebroer over sumpen, buebro over åen (vandredag 462). I øjenhøjde er det ganske uoverskueligt, med mandshøjt krat på begge sider, sort stillestående vand, frønnet af grøn andemad.
I dag holder jeg mig til skoven med dets begyndende guirlander af bøgeløv. Jeg passerer tyskernes gamle bunkere og trætrolden Stærke Storm, der vogter i kanten af lysningen.
Længere fremme møder jeg det gamle kurbad, der under besættelsen var den tyske hærs hovedkvarter i Jylland (deraf bunkerne i området), og som nu er kunstcenter med mange kunstværker anbragt på plæner og i skovbryn. En trappe fører ned til søbredden ved den gamle kilde med kurvand. Derfra er der ikke langt til Silkeborg, og efter et sidste blik over Ørnsø går jeg den korte vej til banegården.
Barry Lopez: Arctic Dreams, 368-420.
Jyske Vandreture 