klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Løkken-Børglum-Blokhus, 34,7 km.
Onsdag den 30. maj 2012
Det er en dag, hvor meteorologerne har lovet udsigt til byger alle andre steder end i Nordjylland, så jeg har taget chancen og ladet regntøjet blive hjemme.
Klokken er halv elleve, da jeg er tilbage på den lille rutebilstation i Løkken. Jeg går straks stik øst, ind i landet. Det er på det flade marine forland, ind mod den gamle havskrænt ved Børglum Kloster.
Jeg kan se klostrets hvide bygninger på lang afstand, knejsende over et landskab i grønne afgrøder og gul raps. Ved siden af klostret ligger et par bakkeknolde, den ene med en mølle på, den anden en gammel bålhøj. Herfra er der en vid udsigt over det flade landskab ud mod Løkken og i nord ses Rubjerg Knude tydeligt, en mægtig banke af lysende sand, fyrtårnet, der lige akkurat kan anes.
Vejen tilbage til Løkken går indover markerne, langs skellene, hvorefter man passerer landevejen og går ad labyrintiske sommerhusgrusveje tilbage til Løkken. Undervejs passerer man en lille kløft med en nydelig hvid træbro over. Få kilometer herfra lød det lille vandløb navnet Klostergrøften.
Endnu engang går jeg gennem Løkkens turistprægede hovedgade og benytter lejligheden til at købe en sodavandsis. Jeg kommer ned på stranden med de hvide badehuse og fiskerbåde trukket på sandet, passerer det sted, hvor jeg drak kaffe med familien, på vejen tilbage fra en familieudflugt til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
”Stien” fortsætter umarkeret adskillige kilometer langs stranden. Her er væsentlig færre mennesker end i weekenden, men dog en vis trafik af biler på stranden. Det lykkedes mig at komme op fra stranden det rigtige sted og finde stien inde i baglandet. Først går det ad regulære småveje, så på tværs over landskabet, et langt stræk gennem et område af banaliseret absurditet, rå klit, tæt overstrået med sommerhuse, der er grusveje og gamle tyskerveje, knækkede betonplader, strøget med lange, smalle baner af asfalt.
Der er gul gyvel i blomst alle vegne, hvidt kvæg her, brunt kvæg der.
Indimellem kommer jeg lidt væk fra sommerhusene, stumper af ubrudt klithede, plantage, af og til væltede træer med kolossale rodklumper vendt mod vejen.
I dag har skiltningen været bedre end normalt. Alligevel kommer jeg i tvivl om, hvor jeg er, synes jeg har passeret flere krydsende veje, og har forpasset stiforgreningen til Blokhus. Jeg går et stykke tilbage, genfinder en krydsende asfaltvej og følger den ud til stranden.
Det er ikke Blokhus, jeg er nået ud til, men jeg kan genfinde orienteringen og ved, at jeg er på Saltum Strand, små fem kilometer nord for byen. I stedet for at går tilbage bestemmer jeg mig for at gå ad stranden til Blokhus. Stranden er bred og fast, der er en langsomt silende trafik af tyske biler, af til cyklister.
Blokhus har også deres hvide badehuse. Og et turistpræget centrum, mindre end Løkkens, men med et hyggeligt torv. Busstationen ligger lidt længere oppe ad vejen mod Ålborg. Jeg venter tre kvarter på en bus, skifter i ro og mag i Ålborg, får læst Pamuk færdig i toget og begynder på Joyce.
Mit Navn Er Rød, 366-523.
James Joyce, Finnegans Wake, xii-xxiv.
Jyske Vandreture 