Silkeborg Nordskov, 20 km (549).
Tirsdag den 28. juli 2026.
Der er et uldent lys over himlen, som jeg starter dagens vandretur ved stationen i Silkeborg. Den slags grå skyer, der kan ligge over landskabet uden nogensinde at give regn. Luften er heldigvis køligere end under den seneste hedebølge, men en smule svalende finregn ville alligevel være velkomment.
Fra stationen går jeg mod nord og krydser Gudenåen ved den gamle jernbanebro. I vest er der et langt kig henimod åhavnen med turbådene og slusekiosken. Kanoroere passerer under broen. Nordskoven rejser sig på den modsatte side af åen. Gudenåen flyder i en ådal, 1-2 km bred, skåret dybt ned i plateauet. Få kilometer opstrøms fylder Julsø dalen, klemt inde mellem dalsider der rejser sig mere end hundrede meter over søens overflade.
Her ved Silkeborg fylder den ældste del af byen dalbunden, mens forstæderne strækker sig langt op ad skrænterne. Kun Nordskoven har undgået bebyggelse. En bræmme af fladere skovklædt land følger nordsiden af åen, som er kantet af landevej og jernbane. Kort inde i skoven skyder dalsiden for alvor ryg. Højt på skråningen trækker en markeret skovsti de lokale udsigtspunkter på en tråd, men jeg holder mig til den øde skovvej for foden af dalsiden – fordi jeg sjældent kommer her.
Ved skovbrynet er der høj blandet løvskov, bøgeblade langt større end i foråret, nu i en glansløs, mat mørkegrøn udgave. Længere inde er der store partier af nåleskov, skravlet, med tynde stammer og en kvast grene øverst, så der er masser af lysindfald. Bregnekrat breder sig, endnu uden spor af visnen. Et par skovskader flagrer lydløst gennem underskoven, mens en krage hopper over skovvejen, også uden at give lyd fra sig. Alt er tavs, jeg hører ingen sangfugle synge. Et rådyr krydser skovvejen og forsvinder uden anskrig ad et mountainbikespor. Endnu en skovskade flyver lydløst mellem træerne. Tre tavse skovskader på et kvarter, det må være en personlig rekord.
Hundeluftere og et par børnefamilie bringer lyde tilbage, brusen fra et tog, inden jeg drejer ind på en lang stejl skovvej, der bringer mig op ad skråningen til Nyløkke, et lille hvidt skovløberhus, der nu er omdannet til madpakkehus. Som jeg fortsætter mod øst, nu igen i vandret, er der små og store sletter og skovenge mellem Nordskoven og Linå Vesterskov. Ude i det fri breder gul brandbæger sig endeløst.
En dal har skåret sig ned gennem siden på den større ådal, og en asfaltvej leder ned til Sejs-Svejbæk, de to landsbyer ved Søerne, som er vokset sammen til en forstad til Silkeborg.
Jeg krydser landevejen og går en rundtur ad en forholdsvist nyanlagt vandrerute i den private skov. Det er det øverste af ådalens bakkeside, men terrænet er brudt op i mindre kløfter i en labyrint med lysninger, tilgroede skovveje og sandede stier. I det høje græs står den gule brandbæger klods op ad lilla tidsler.
De nye stier her er anlagt i forbindelsen med anlæggelse af motorvejen mellem Århus og Herning, og da jeg krydser tilbage over landevejen, nu højere oppe, kan jeg fortsætte over åbent græsland mellem skovbrynet og motorvejens jordvold. Det er mere overdrev end eng, brandbægerne breder sig ud mod horisonten. Et par halvstore egetræer står tilbage i det gule hav, i profil mod blå himmel. Det hele er hegnet ind til kvæg, og der er låger og kokasser, men intet spor af dyrene, som sikkert har fundet et skyggefuldt hvilested, nu hvor solen af og til brænder igennem og temperaturen er følelig.
Jeg følger stadigt mindre stier mod vest, parallelt med motorvejen, indtil jeg når det lange stræk, hvor motorvejen er løfter på søjler og jeg kan krydse ind i Hårup Sande. Der er en smule hede og lange sandede skovveje tilbage, men ellers er det gamle indsande dækket af plantage. Blåbær breder sig ubrudt over skovbunden, og jeg håndplukker nogle af de mest fristende bær. Hvor skovbryn møder hede har blåbærrisene fået smukt rødmende blade. Lyngen derimod er stadig brun.
Det store trækplaster her er Schoubyes Sø, en næsten rektangulær kunstig sø, opstået ved udgravning af sand til vejprojekter. Badegæsterne klumper sig sammen, hvor tunger af sandstrand gennembryder brinken. Sidst, jeg var her, så jeg et skilt, hvor man frabad sig hestebadning, men i dag er skiltet væk, og der er heller ikke heste, så øjensynligt har man fundet andre muligheder.
Som jeg drejer mod syd for de sidste kilometre passerer jeg den gamle Århusvej, nu langt fredeligere. I den sandede vejkant, under åben sol, ser jeg for første gang i dag blomstrende lyng med skære lilla farver. Snart er jeg dog tilbage i Nordskovens svalende skygge, indtil jeg igen krydser Gudenåen og går mod stationen.
Judith Kerr: When Hitler stole pink rabbit, 62-126.
Jyske Vandreture 