Den gule linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Mölln-Lübeck, 36 km (492).
Pinsedag, 28. maj 2023.
Mölln ligger ved kanalen mellem Elben og Lübeck (vandredag 450). Kanalen er ikke meget brugt til fragttransport mere, i modsætning til det videre kanalforløb fra Elben mod Lüneburg (vandredag 456). I sin var der en vigtig handelsrute med salt fra Lüneburg til Lübeck og Østersøområdet. I dag følger en cykel- og vandrerute, Alte Salzstraße, kanalerne og Elben hele vejen fra Lüneburg til Travemünde (vandredag 453).
I dag vil jeg gå strækningen fra Mölln til Lübeck. Det er en smuk dag til formålet. Morgenen begynder let skyet, men som dagen skrider frem, kommer der perioder med skarp sol, og det er varmt og uden vind over landskabet.
Jeg går den korte vej fra byens lille station til kanalen, hvor træerne spejler sig i blankt vand. Omkring Mölln går kanalen over i flere små søer, hvor den ældre bykerne består med hyggelige miljøer, centreret omkring en gammel kirke, hvis tårn ses i fin profil fra kanalstien, hvor de nærmeste omgivelser ellers er havneindustri.
Der er skovbevoksede skrænter på begge sider af kanalen, mange tykke egestammer, og en god solid grussti at gå på, egentligt er det mest en cykelrute. Over lange afstande fremtræder kanalen således som tydeligt nedgravet i terrænet, men der er også kortere stræk, hvor der er rørskov eller eng, og hvor man går på et dige, hævet over landskabet uden for jordvolden. Her følges diget af en ydre, dyb drængrøft, overgroet med vegetation. Det er herfra jeg med uregelmæssige mellemrum hører det mærkværdige gnækkende kor fra tudser i parringstid. Dyrene er helt usynlige, gemt i grøften eller blandt rørene, men deres kor fylder luften, somme tider næsten med en elektrisk kvalitet.
Som jeg går videre, ser jeg rovfugle i luften, musvåger, en enkelt gang en rød glente der bliver angrebet af en aggressiv krage. Snart begynder jeg at høre gøge, det kan virker næsten som en stafet af gøgekald, der følger mig, som jeg går mod nord. Og pludseligt begynder jeg at se gøge alle steder, karakteristisk med den lange hale, tydeligt større end de spurve, som de parasitterer. Det er mest hanner, i lysere fjerdragt, som flyver fra det ene udsigtspunkt til det andet, i skovbryn eller ved de buske og små træer, der står på kanten af rørskoven, ofte krydser de kanalen, af og til forsvinder de ind i trækronerne i selskab med en hun.
En enlig stork søger efter føde på en eng, hvis græs har fået lov at vokse sig næsten lige så stor som fuglen selv. Et andet sted stryger en rørhøg lavt over rørene. På vandet er der ænder og svaner, gåsepar, med gæslinger omhyggeligt på linje mellem de to forældrefugle. Gul iris blomstrer smukt, enkeltvis eller i store klynger, altid nær vandkanten.
Efter få kilometer møder jeg den første af adskillige sluser, som jeg passerer i løbet af dagen. De tykke bolværkspæle, der guider fartøjerne ind til slusekammeret, har gule toppe i næsten samme farve som de gule iris. Et par motorbåde ligger i det store slusekammer, mens der langsomt slippes vand ind. Oprindeligt var slusen beregnet på lange flodpramme, så fritidsbådene tager sig små ud derinde. Ved ingen af sluserne er faldet i vandspejlet mere end en meter, men der er adskillige sluser, så kanalen ville næppe være vandfyldt uden dem.
Sluserne ligger ofte nær landevejsbroer, små lave konstruktioner med en krum jernbue. Svalerne sværmer om dem, de har kittet deres reder fast til jernbjælkerne på broens underside.
I takt med at jeg vandrer mod nord, bliver landskabet fladere, og kanalens dige hæver sig over enge, der somme tider går over i lave græsklædte bakker. Enkelte steder er der kvæg eller heste på græs, men ellers er engene ikke meget brugte, plasticindpakkede bigballer fra sidste års høslæt ligger uhentede tilbage, andre steder får græsset lov at vokse højt. En bevægelse i græsset fanger min opmærksomhed, et rådyr skjuler sig derinde, kun den sorte snude og øjnene gør det muligt at skelne det fra græsset. Med ét gør den lille hjort et par gevaldige bukkespring, der sender kroppen i kanelbrun sommerdragt højt over græsset, inden den lander, styrter af sted, brat stopper op, og på ny er næsten usynligt blandt de høje strå. Jeg får det lille skuespil at se adskillige gange, som jeg går videre, og hver gang udfordrer jeg mig selv til at finde rådyret i græshavet.
Der er flere små flækker ved kanalen, oftest blot nogle få huse ved sluserne og broerne. Cirka midtvejs passerer jeg den eneste lidt større by, Berkenthin, hvis kirke spejler sig fint i vandet. Langs ruten er der adskillige tavler med kort og informationsmateriale, men i Berkenthin er der et mere anskueligt stykke historie: en rekonstruktion af den slags flodpramme som i sin tid blev brugt til transport af det kostbare salt. Prammen er overraskende lille og smal, meget langt fra de store flodpramme, jeg har set på Elben (vandredag 477). Men den lille pram var naturligt også beregnet til at blive staget af sted ved en eller to mands håndkraft.
En anden slags oplevelse med kamuflage venter mig længere mod nord. Endnu engang hører jeg tudsernes gnæggende kor, men denne gang er det ikke fra grøften, men fra en lille indhegnet dam, langs hvis hegn en sidesti løber. Gennem hegnets flettede metaltråde kan jeg se dammen og høre tudserne på fuld kraft. Dammen har en frønnet vandoverflade, strimet i gule og grønne nuancer, dertil uregelmæssige skygger og lysreflekser, skabt af trækronernes grenværk. Tudserne holder til længst væk, de passer perfekt ind i opgivelserne – bortset fra når de tager nogle få kluntede hop hen over vandet, for så straks at blive ubevægelige.
Tudserne har sikkert god nytte af kamuflage og tilflugtssteder i dybe grøfter og damme: Der er adskillige fiskehejrer på jagt langs kanalen og på engene omkring den.
Jeg går under motorvejsbroen syd for Lübeck, og for første og eneste gang ser jeg en moderne flodpram styre ind til den nærliggende sluse. Længere fremme kan jeg se de høje boligblokke fra byens yderste forstæder. Der bliver hurtigt flere cyklister, tydeligvis ikke folk på langfart, derimod lokale.
En fodgængerbro fører over en flod. Det er Trave, som Elbe-Lübeck-kanalen her munder ud i. Jeg står på tærsklen til Lübecks centrum, den gamle bydel på en stor ø, midt i Trave. Blot forbi nogle kolonihaver og en mindre lystbådehavn med flere husbåde. En stor turbåd manøvrerer klodset derude, højtaleranlægget i gang, roere stryger forbi med raske åretag, en paddleboarder trækker mod land, endog en større motorbåd med POLIZEI markering søger langsomt nedenstrøms.
Stien ender her, jeg må op over en indfaldsvejs travle bro for at kunne fortsætte ad velfriserede grusstier på modsatte bred, omgivet af et anlægs velplejede plæner. Der er ikke langt til næste bro, nu med udsigt til domkirkens tvillingtårne. Snart når jeg frem til de gamle bådepladser, hvor der er udendørscaféer, tæt besat denne dag. Over for ligger de gamle saltlagre, målet for prammene og deres last, fredede bygninger med karakteristiske takkede gavle. Et par skridt op på broen og så står jeg ved Holstentor i hjertet af Lübeck.
Orlando Figes, Lov mig, at du kommer tilbage, 250-338.
Siegfried Lenz, Duell mit dem Schatten, 1-149.
Jyske Vandreture 