Moesgård-Århus II (426)

Udklip426

Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Moesgård-Århus II, 28 km (426).
Tirsdag den 26. oktober.

Dråberne fra den lette regn trækker striber hen over ruderne, mens bybussen kører mod syd. Heldigvis er der opklaring undervejs, og det er fint opholdsvejr, da jeg stiger ud af bussen ved Moesgård Museum. Jeg har sat dagen af til en løvfaldstur ved skov, strand og det åbne landskab syd for Århus.
Mens de øvrige passager søger over mod museet, går jeg ned ad den smukke gamle lindeallé, over den gamle herregårds gårdsplads og gennem parken. Vejret er mildt, solen trænger igennem i lange perioder, og morgenens regn ligger som et glaseret overtræk på det farvestrålende efterårsløv. Parken rummer tykke gamle træer med krogede stammer, såvel som en ny anlagt æblehave med en utal af sorter.
I begyndelsen følger jeg museets markerede Oldtidssti, der fører forbi resterne af nogle af de forhistoriske stendysser i området. Først over en afgræsset fårefold, der allerede står tom, dernæst ind i bøgeskoven langs Giber Å. Glinsende hvide svampe er sprunget frem på faldne træstammers døde væv. Lyset falder gennem trækronernes gulnende blade, i kontrast til dækket af rustrødt løv på skovbunden, og åens sorte vand med blanke strømhvirvler.
Jeg følger skovstien opstrøms til Skovmøllen, smukke bindingsværksbygninger i sort og hvid, stadig med mølledam og møllehjul, men i dag et traktørsted. Enge har skabt en stor åbning i skoven, på det højeste sted går stien forbi resterne af en gammel langdysse, med udsigt til spraglede skovbryn horisonten rundt. Inde i skoven fører en velholdt plankebro i en slynget bue over en stor ellesump. De slanke ellestammer står med rødderne i sort, stillestående vand. Trækronerne har allerede tabt bladene, så området fremstår som en søjlehal uden tag. Bøgetræerne holder sig til den tørre jordbund: At stå med rødderne i permanent vand er for specialister, der er lav ilttilgængelighed og giftig jordbundskemi.
Jeg nærmer mig hurtigt kysten, følger et gammelt stengærde nær skovbrynet og kommer så ud på den store slette ud mod havet. En gammel stendysse har indtaget det centrale midtpunkt, bøgeløvet i skovbrynet har en dybere orange tone end inde skoven.
Snart efter står jeg på sandstranden, mens bøgeskoven er løftet op på en lav kystskrænt, enkelte store træer er væltet ud i havstokken og har fået lov at ligge. Lystfiskere står med lange mellemrum, spadserende og hundeluftere følger kysten, en enkelt rytter har også fundet vej til stranden. Hestebadning tilladt, står der på et skilt, jeg kommer forbi.
Længst mod nord kan jeg se Studstrupværkets hvide betonmure, i mellemgrunden Århus´ karakteristiske skyline med havnens høje kraner. Kranerne er ved at få selskab, et smalt højhus skyder op, stadig med en byggekran øverst. Det er Lighthouse, på Århus Ø, bestemt til at blive Danmarks højeste beboelsesejendom, når det står færdigt. Jeg kan lige akkurat skelne de hvide takker, der er Isbjerget, naboen til det kommende højhus (vandredag 395). I øst ses Skødshoved med de hvide klinter ved Mols Hoved (vandredag 130) og nordkysten af Samsø. Langt mod syd rejser vindmøllerne på Tunø Knob sig.
Den skovklædte kyst slanger sig mod syd. Sandstranden vinder i bredde, som jeg kommer frem. Havet er blikstille, så det kommer bag på mig, da dønninger fra katamaranfærgen brat ruller ind, og overskyller tre meter sandstrand. Dønningerne er en fod høje og kollapser med en lang, hurtigt løbende hvid skumfront og en antydning af brænding.
Fløjstrup Skov hedder denne del af kystskovene. Ved det sydlige skovbryn fører en lang trappe fra stranden og op over skrænten, der nu har løftet sig til en halv snes meters højde. Som jeg går ind i landet, stiger terrænet med en lang jævn stigning, der først hører op, da jeg når frem til den lille landsby Over Fløjstrup, to kilometre og halvtreds højdemetre senere.
Det er hesteland her. Der er en fold med heste op ad skovbrynet, en rideskole i landsbyen, hvor en mand trækker en hest gennem byen, og flere heste, da jeg forlader byen og går mod Fulden. Jeg er oppe på plateauet nu, det dyrkede land fremtræder som et bølgende tæppe over mod landsbyerne i vest, men det varierer ikke mere end et par metre i højden.
Det næste stykke af dagens vandring er nogle af de få kilometre, som jeg ikke har gået før, så det er en behagelig overraskelse, da jeg kommer frem til en fantastisk udsigt over ådalen langs Giber Å. Tilmed brænder solen igennem og kaster et gyldent lys over landskabet. Øverst på bakkesiden, og med en kort trampesti der fører derop, ligger Markskelhøj. Den lille gravhøj har kun overlevet, fordi den lå i markskellet, deraf navnet. Oprindeligt var den meget større, men meget materiale er blevet bortgravet, før fredninger blev normen.
Samme skæbne overgik mange af Danmarks gravhøje. Ikke mindst Borum Eshøj, tyve kilometre mod nordvest (vandredag 176). Her lå en gang op mod fyrre bronzealderhøje. I dag er der blot fire små gnallinger tilbage, en opstillet jernbue, viser hvor stor den største høj i sin tid var. Nu hviler de tre bronzealdermennesker der blev fundet, i deres oprindelige egetræskister, placeret i Moesgård Museums flotte udstilling om gravhøje. Jeg står og ser over på museet, anbragt halvt nedgravet på dalsiden overfor, med ryggen op mod et farvestrålende skovbryn.
Fra mit høje udsigtpunkt kan jeg se hen over skovenes mosaik af trækroner. I efterårsfarver minder det lidt om de små “buketter” i et blomkålshoved, hver krone i sin egen farve. Mod øst ser jeg den blå bugt hinsides skovene. Foran mig ruller markerne i lange etager ned mod dalbunden, mens den smalle asfaltvej forsigtigt snor sig nedad. Længst mod nord ses Jels Høj højt på bakkekammen, det højeste punkt i Århus Kommune. Helt tæt på, blot hundrede meter væk, guffer en råbuk ugenert løs på landmandens grønne vinterafgrøder. Dens gråbrune pels er tyk og parat til vinteren.
Jeg går tilbage til landevejen og fortsætter min nedstigning til Fulden, på dalbunden, en lille landsby har adskillige fine bindingsværkhuse. Her slår jeg ind på en afmærket vandrerute mod Vilhelmsborg. I første omgang ad en smal trampesti, der fører hen til Skalbjerg, som er en skovbevokset bakkeø på dalbunden. Jeg går over broen over Giber Å og går ad skovstier for foden af den høje skrænt. Solen holder ved og skaber et smukt syn af gennemlyst løv og flimrende lysfelter på skovbunden. Uden for skovbrynet græsser heste på den frodige eng nær åen.
Så snart jeg krydser Oddervejen, bredder den høje løvskov sig dog på begge sider af åen. Bøgeblade drysser fra oven som snefnug. Skovvejen ender i en allé op til Vilhelmsborg Gods. Jeg følger alléen forbi hovedbygning og videre til de store avlsbygninger, der i dag huser Danmarks Nationale Hestesportscenter. Her drejer jeg mod nord og følger landevejsbroen over Giber Å. I mere end hundrede år var der en stor opstemmet møllesø her og en laksetrappe (vandredag 85). I september 2015 forårsagede et uvejr med stor nedbør imidlertid et dæmningsbrud, og efterfølgende besluttede ejeren, Århus Kommune, at sløjfe søen og i stedet etablere et genslynget stræk af Giber Å. I dag fremstår den gamle søbund som en skovlysning, tilgroet med højt urtekrat snarere end regulær eng. Åen slynger sig igennem, og der er velholdte grusstier dernede.
Jeg fortsætter mod , og hundrede meter fremme står jeg igen på kanten af ådalen, der her åbner sig bredt over mod den modsatte dalside. Den afmærkede vandrerute fortsætter over til Jels Høj (også vandredag 85). Jeg går imidlertid mod øst, langs den smalle landevej højt på dalsiden. Der er store stubmarker på denne side af dalen. En stor og højlydt rågeflok huserer derude, den høje sol får deres fjerdragt til at gnistre sort. Enkelte krager og alliker har sneget sig med i flokken. Forude ligger den lille landsby Langballe, med en flot firlænget bindingsværksgård i centrum. Her drejer jeg ned ad en markvej der fører ned på dalbunden og ind i Hørret Skov på den modsatte bakkeside (vandredag 239). Det er en af de mindre besøgte af Århus’ skove – og af samme årsag populær blandt ryttere og hundeluftere. Jeg tager en ny vej gennem skoven, og kommer forbi en smuk gammel langdysse. Jorden er sammensunket, men randstenene er bevarede og belagt med smaragdgrøn mos.
Fra skoven kommer jeg ud til Oddervej og dernæst videre ad den lange allé ned til Moesgård Museum, med en golfbanes velplejede plæner på den ene side, bølgende marker med spinkle kornspirer på den anden. Denne gang går jeg vest om herregården og forbi den lille rekonstruerede stavkirke fra vikingetiden, der nu har det store, moderne museum som nabo. Træplankerne er blegnet til gråt – derimod står det høje bånd med slangeornamenter med frisk maling. Endnu en gang passerer jeg den smukke herregårdshave, og derefter drejer jeg mod nord, ad velkendte stier gennem Marselisskovene. I dag holder jeg mig til den højeste del af skovene og kommer først ud til kysten efter at være gået gennem byens lille dyrehave. Her ligger Varna, et lille palæ, og ved kysten, Den Uendelige Bro, en cirkelrund træbro, populær blandt børnefamilier – og endnu ikke taget ind for vinteren.
Derfra er der ikke langt til Tangkrogen, med vid udsigt over bugtens glasurblå vand, og derefter er det fortove hele vejen hjem.

This slideshow requires JavaScript.